Ghost in the Shell

Er ambivalent om den nye ‘Ghost in the Shell’ film. For anime-forlægget fra 1995 er et af de mere definerende popkulturelle artefakter i mit liv.

Min far havde filmen med hjem på VHS fra London i 1997, købt i en siden for længst lukket HMV. Og jeg har reelt ikke tal på hvor mange gange jeg så filmen dengang – om end jeg ikke helt forstod hele handlingen.

Dels er den relativt kompleks, dels var mit engelske alt andet lige ringere end nu. Men jeg var vild med dens smådystopiske cyberpunk-univers og de smukke animationer. Og så rummer filmen intet mindre end to helt fabelagtige actionsekvenser:

Den første er scenen, hvor Motoko Kusanagi og Batou forfølger og til sidste er i slagsmål med en mistænkt. Fra og med jagten gennem frugtmarkedet i Tokyo, er det en noget nær poetisk slåskamp – afsluttende med demonstrationen Kusanagis (den dag i dag fascinerende) thermo-optiske dragt. Selv her 20 år efter er det en futurisk scene.

Den næste er den mindst ligeså episke tankkampscene. Ikke siden tankrobotten ED-209 i Robocop har en kamprobot været så gennemført laber. Scenen kan stadig begejstre mit nørdede science fiction hjerte!

Men jeg er spændt, grænsende til bekymret, over hvordan nyindspilningen monstro behandler det oprindelige materiale.

Det gør mig ikke så meget at rollerne nu bliver spillet af ikke-asiater, men ‘Ghost in the Shell’ må ikke blive mindre mærkelig eller mindre filosofisk. Den oprindelige anime stillede spørgsmål hvordan man skal opfatte kunstig intelligens, og hvad der egentlig konstituerer at være et menneske. Jeg er nervøs for, at en tur igennem Hollywoods-vridemaskine vil ødelægge historien i bestræbelserne på at gøre filmen mere spiselig for et vestligt publikum.

Nu må vi se. Tror jeg får slæbt mig selv i biografen til den nye film. Skeptisk anlagt, javist, men jeg bør få den set.

Hver dag

Lyttede til P3 i dag mens jeg gik med barnevognen og datteren.

Det er en forteelse, der heldigvis ofte er måneder imellem – lytninger til P3, altså. Men sagen er den, at der var forårssæsonstart i Superligaen. Så selvom jeg vandrede hvileløst i Roskildes forblæste gader iført tilpas slidt latté pappa look, så jeg var jo nødt til at høre hvordan det gik med AaB i kampen mod AGF.

Nåede at græmme mig adskillige gange undervejs. Ikke så meget over kampen (AaB vandt!), men over musikken.

Noget af min tværhed skyldes utvivlsomt at jeg indeni er 53 år og særdeles gnaven, hvorfor jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med sange om at gå club og bare have en fucking fed fest1.

Men noget må også have strukturelle årsager

Under en løbetur tidligere i dag havde jeg hørt Bill Simmons og Malcolm Gladwell diskutere, at der måske fraset basketball i dag ikke er en (pop)kulturel midte i USA. I ved nok, de der personer, kunstnere, begivenheder, institutioner, som er uomgængelige og som alle kender og er nødt til at forholde sig til. De er midten. De fænomener, som alle uanset baggrund, sted i livet, social status og religion dog trods alt har et eller andet forhold til.

Dem som vi alle kender og forstår betydningen af. Som samtalen drejer sig om. Som transcenderer grænserne mellem genrer? Eksempler gennem tiden: Michael Jackson. The Beatles. Rolling Stones. Michael Laudrup. Mozart. Muhammad Ali. Nelson Mandela. Frank Sinatra. Matador2. Elvis Presley. Star Wars. Karl Marx. William Shakespeare. H.C. Andersen.

I kan sikkert selv komme på flere. Film, teater og forfattere er for længe siden røget ud af den kulturelle midte. Kan I eksempelvis nævne en film fra de seneste fem år, som var så magtfuld, at den var del af den kulturelle midte? Eller en bog? Som folk refererer til, og hvis indhold indgår i vores fælles samfundsmæssige forforståelse?

Og min påstand er nu, at musik og musikere også forlængst er røget ud af den kulturelle midte. Det hele er blevet balkaniseret. Folk lytter til musik i deres egen lille ghetto. Der var intet af det club-musik, som de spillede på P3 en søndag eftermiddag, der blot tilnærmelsesvist kan betegnes som værende i ‘midten’. De mest streamede kunstnere på Spotify i 2016 var Drake, Rihanna, Justin Bieber, Kanye West og Twenty One Pilots. Som alle har masser af fans, bevares, men er de allemandseje? Er det dem som samtalen handler om?3

Det var en lang snak blot for at sige, at jeg ikke kunne lide noget af det musik, de spiller på P3. Bortset fra én sang. Og det er så åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

For lyt lige til Emil Kruse & Tobias Rahim ‘Hver dag’.

Det er en eminent sang. En slags Soul II Soul for nutiden. Som næppe heller bliver en del af midten, men som alligevel er jævnt fantastisk. Måske det også hænger sammen med, at P3 spillede sangen da Jannik Pohl scorede til 2-1 i overtiden mod AGF.

Uanset hvad er den fortryllende. Giv den chance.

  1. Hvilket er et gennemgående tema i P3’s sange baseret på min dataindsamling i dag []
  2. Som jeg stadig ikke har set []
  3. Afledt problemstilling: Findes den samtale/midte jeg kredser om rent faktisk? []

Det digitale forbrug i 2016

Det var et helt ekstraordinært pauvert film år. Jeg så én og kun én film: Star Wars ‘The Force Awakens’ tilbage i januar måned. Nej, vent. Det er ikke helt sandt. Jeg fik også streamet ‘Interstellar’ og ‘Edge of Tomorrow’ undervejs. Alle tre var gode film, nok især den tankevækkende ‘Interstellar’. Det er ikke længere så tit at de laver mainstream science fiction film, men det gjorde de i dette tilfælde. Den er skøn.

Interstellar

Men det næsten ikke-eksisterende filmforbrug befæster blot tendensen fra de sidste tre-fire år, nemlig at jeg er blevet koblet fuldstændig af filmmediet. Ved heller ikke helt hvad jeg er gået glip af i 2016? Kom der nogle gode og helt uundværlige film? Jeg vil gerne se den nye ‘Star Wars: Rogue One’, ligesom ‘Arrival’ lyder lovende. Men hvad ellers?

Det var ikke meget bedre på tv-serie fronten. Vi fik set anden sæson af ‘Les Revenants’, det meste af ‘The Blacklist’ og gik begrædeligt nok i stå i ‘The Americans’. Årets mest positive oplevelse var imidlertid den spændende ‘The Path’ på HBO, hvor man følger livet i en kult.

Jeg har ikke for alvor set ‘Breaking Bad’, så er fuldt ud i stand til at nyde Aaron Paul som andet end Jesse Pinkman. Han er virkelig stærk i ‘The Path’, som kultmedlemmet der begynder at tvivle. Serien er et lidt atypisk hit her i husstanden, for den involverer hverken metafysik, alternative virkeligheder, tidsrejser eller science fiction. Den er et klassisk drama, hvor det ikke er kulten som sådan der er interessant, men snarere livet og de sociale dynamikker. Er meget spændt på anden sæson, som jeg vil prioritere højt at få set i 2017.

Et medie jeg til gengæld passede trofast var podcasts. Lyttede allermest til Den Korte Radioavis, som jeg opdagede efter alle andre tilbage i marts måned. Jeg er dybt imponeret over hvor begavet satire de kan levere hver evig eneste dag.

Ved ikke om analogien giver mening, men Den Korte Radioavis er satirens svar på The Smiths. Jeg har nu bogstaveligt talt hørt hundredevis af timer af programmet, og jeg kan måske udpege 1-2 brudstykker som jeg ikke fandt morsomme. Det svarer til The Smiths, hvis bagkatalog er fejlfrit – måske lige med undtagelse af den forbryderisk ringe ‘Golden Lights’.

Ellers nød jeg især ‘Kongerækken’, visse af Medianos udsendelser og ikke mindst mine obligatoriske podcasts om amerikansk sport: First Take og Bill Simmons. Selvom det er ved at være tre år siden vi var i USA sidst, bruger jeg diverse sportsudsendelser til at opretholde en ersatz-følelse af landet. Egentlig lidt sørgeligt når man tænker over det.

Hvad med jer? Hvilke popkukturelle og/eller digitale ting nød I i 2016?

Bennys trip

Jeg har aldrig set ‘Bennys badekar’ (1971) i sin helhed. Men når jeg ser nogle bidder af filmen, så slår det mig hvor meget børnepopulærkultur har ændret sig på … ja, det er vel snart 50 år.

bennysbadeklar

Se og lyt eksempelvis til Peter Bellis absurd funky ‘Blækspruttesang’. Er der lavet noget bedre på dansk før eller siden? Jeg tror det egentlig ikke. Ret beset er det vel en pastiche på en James Brown sang, men det er en djævelsk veludført en af slagsen – og den visuelle del er nærmest hallucinerende.

Det samme gælder afslutningssangen og dens inferno af farver. Tegnerne må have været på LSD under det meste af udarbejdelsen. Og så har vi ikke engang drøftet sørøverne endnu.

Tvivler på at det var gået på Ramasjang i dag. Desværre.

Hikōki-gumo

Det hænder desværre ikke længere så ofte at jeg bliver besat af en sang. Men det er sket hen over det seneste døgn. Vejen dertil er kringlet. Lad os tage den trinvist.

Når sønnen skal sove, slapper vi ofte af inden putning sammen med at se en hyggelig film. Nogle gange er det filmtrailers, gerne til japanske mangafilm. En favorit er eksempelvis traileren til ‘When Marnie Was there’, der har den rette kombination af roligt tempo og afslappende melankolsk musik.

Men der er altid brug for flere søvndyssende tegnefilm, så vi har også set traileren til en anden af Studio Ghiblis nylige værker: ‘The Wind Rises‘. Undervejs i den støder man på den sært fængende sang ‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo).

Det er en loungepopperle fra 1973 af Yumi Matsutoya. Den er dragende og vanskelig at beskrive, måske fordi jeg mangler en relevant kontekst. For bortset fra den fragmenterede erindring om slut-90’er navne som Pizzicato Five, Girl’s Generation, Ryuichi Sakamoto, Towa Tei og DJ Krush må jeg tilstå, at min reelle viden om japansk populærmusik er til at overse.

Men hvis jeg skulle beskrive Matsutoyas stil, så ville det være, at hun minder mig om sangen ‘Kaze wo Atsumete’ fra Lost in Translation soundtracket. Der er det samme listige orgel og den dovne tromme, der insisterende driver sangen frem. Jeg kan ikke stoppe med at lytte til ‘Hikōki-gumo’. Det er en pokkers god popsang, som ville være blevet et monsterhit, hvis det var Carole King, der havde sunget den på engelsk dengang i 1973.

Alt imens jeg har skamlyttet sangen, læste jeg også lidt om filmen den bruges i: ‘The Wind Rises’. Den er faktisk også interessant i sig selv. Det er en fiktionaliseret biopic om Jiro Horikoshi, der var manden bag det japanske kampfly Mitsubishi A6M Zero fra 2. verdenskrig. Tilsyneladende var han en følsom, kunstnerisk og pacifistisk sjæl, der aldrig kom sig over, at hans passion for at skabe fly blev misbrugt af det kejserlige Japan. Da filmen kom i 2013 skabte den debat i Japan, der som bekendt har et noget tvetydigt forhold til sin fortid, især 2. verdenskrig. Det er længe siden jeg har set en mangafilm, men ‘The Wind Rises’ kunne sagtens være den næste i rækken.

Indtil da vil jeg nyde Yumi Matsutoyas blide røst, der synger om (tror jeg) afsagn og store følelser. Varmt anbefalet.

The Force Awakens

Fik endelig set den nye ‘Star Wars: The Force Awakens’ i weekenden. Har egentlig skrevet en masse usammenhængende kommentarer ned i min notesbog, men nu er jeg for dvask til at få dem dem fusioneret til et sammenhængende og begavet hele. Så hermed min spontane betragtninger:

Intro

Filmen kan ikke stå alene. Den er ekstremt selvrefererende. Store dele af plottet, lokationerne, koncepterne og karaktererne er direkte kalkeret af fra ‘A New Hope’. Hver anden replik er et glimt-i-øjet citat fra de tre oprindelige film. Hvis man er fan er det selvsagt skønt, men man savner noget … ja, noget nyt. Det er rart at blive strøget blidt med hårene, men alligevel. Det er med andre ord en film lavet til fans, der var unge da de første film kom – og nu efter planen skal introducere deres børn til også at blive gode ‘Star Wars’ forbrugere. Det er ekstremt kalkuleret, men sådan er det vel når en filmfranchise bliver opkøbt af Disney.

Den er reelt uegnet til nye kunder. Min Bedre Halvdel havde ikke set nogle af de tidligere Star Wars film, og sagde at hun var godt underholdt. Det ved jeg ikke om passer, men det var da sødt af hende at sige, synes jeg. Hvis filmen for alvor skulle give mening for helt nytilkomne seere, så mener jeg, at den skulle have gjort mere ud af at introducere og udbygge universet. Som den er skruet sammen nu, forventer filmen implicit, at beskueren kender til den bagvedliggende historie. Hvilket måske er en rimelig forventning taget i betragtning af, at der findes seks andre Star Wars film. Men omvendt: Den relevante kontekst for ‘The Force Awakens’ findes i de oprindelige 30+ år gamle film, ikke i de tre afskyelige prequels fra begyndelsen af 2000-tallet. Det har ikke straffet filmen kommercielt, men jeg tvivler på, at ‘The Force Awakens’ vil rekruttere ligeså mange fans som de oprindelige. Dertil er den for usikker på sig selv.

 

FirstOrder

Plottet er helt meningsløst. Jeg er med på, at alting ikke blev godt og smukt og ægte efter at imperiet var blevet besejret i ‘Return of the Jedi’. Rebellerne vandt krigen, men ikke freden, og alt det der. Men på 20-30 år har de helt håbløse rebeller og den tilsyneladende uendeligt inkompetente Galaktiske Republik alligevel fedet den tilpas meget af til, at en crypto-nazistisk organisation ved navn ‘The First Order’ (man kan sige meget om både de religiøst fanatiske jedier og deres nemesisser i Sith kulten, men ingen af dem er særligt underspillede i deres navnevalg) har fået lov til at vokse sig store, tyvstjæle det gamle imperiums uniformer, flyve rundt i deres flåde OG skaffet den fornødne kapital til at opbygge endnu (sic) en dødsstjerne? Det står ikke ganske klart hvordan det har kunne lade sig gøre, men tilsyneladende har de galaktiske banker stolet mere på imperiets arvtagere end den besynderlige flok af såkaldte ‘rebeller’, der åbenbart er bedre til at være imod ting end til at bygge noget op. Rebellerne (hvoraf flere er rekrutteret direkte fra flokken af skuespillerne i ‘Lost’) sidder i hvert fald stadig i deres formørkede huler og har Tvind-agtige beslutningsprocesser om militærstrategi foran deres storskærme. Der var stunder i filmen, hvor man ønskede sig at Imperiet, undskyld: The First Order, var lykkedes med at sprænge rebellernes planet i stumper og stykker …

 

Image converted using ifftoany

Seriøst: Var det virkelig tvingende nødvendigt at lave en Tatooine 2.0? Den sandplanet var røvsyg i de oprindelige film, og dens klon i den nye film, Jakku, er om muligt endnu kedeligere. På Tatooine boede i det mindste Obi-Wan Kenobi og Luke kunne hente power coverters på Tosche Station, men på Jakku er der bogstaveligt ingenting. Bortset fra en faldefærdig, men alligevel flyveklar Millenium Falcon, naturligvis. Og nedstyrtede rumskibe, nu jeg tænker over det. De er faktisk ok seje. BOOM!

 

BB8

Den nye droid BB8 er mega-nuzer! R2D2 har fået en værdig kompagnon. Man slipper desværre ikke for C3PO, men han er heldigvis meget perifær. Var der nogensinde nogen der kunne lide den klovn? Nogen der efterspurgte hans tilstedeværelse? Nej. Det tror jeg ikke.

 

riddere

Jeg kan ikke forstå folk kalder Star Wars for science fiction. Hvilket måske skyldes at jeg læser for meget tør science fiction, men hallå: Star Wars er i bedste fald en fantasyfilm. Der er riddere, magi, sværdkampe, sjove fabeldyr, rejser fra punkt A til B, bondesønner der skal på et episk eventyr, prinsesser der skal reddes, letforståelige dualismer mellem godt og ondt. Til gengæld er der ingen bekymring over hverken økonomi (hvor meget koster en dødsstjerne? Hvordan hænger et intergalaktisk imperium overhovedet sammen?) eller teknologi. Så nej – du kan ikke lide science fiction, hvis du kan lide Star Wars. Du kan lide eventyrfilm, og det er også helt ok. Se ‘Battlestar Galactica’, så kan vi tale om det andet.

 

 solochewie

(MEGASPOILER) Hvor var det herligt at se Han Solo igen! Men hvorfor skulle han dø? Det er åndssvagt. Han var det eneste element af sex i den frigide filmserie. Hvem skal nu levere homoerotik sammen med Chewie? Hvem skal nu få Leia til blot i få sekunder til ikke at se irritabel og/eller gnaven ud? Jeg håber ikke han er død selvom han er penetreret med et lyssværd og er faldet ned i en uendelig kløft. Måske han kan reddes (MEGASPOILER SLUT)

Samlet set: Se filmen, hvis du skal. Har du ikke gidet Star Wars før, så behøver du heller ikke gide nu.

Film og TV året 2015

Bedste TV-serie oplevelser

The-Americans-Season-3

Det har ikke været et epokegørende tv-serie år. Mere drift end udvikling. ‘Mad Men’ blev afsluttet fint, synes jeg. ‘Supernatural’ slingrer videre, mens vi er gået mere eller mindre i stå i ‘Haven’, ‘Warehouse 13’, ‘Continuum’. Den Bedre Halvdel og jeg holder stadig fast i ‘Grimm’, ‘Scandal’, ‘Helix’, ‘Sleepy Hollow’ og ‘Strike Back’ sammen, ligesom jeg har haft gode stunder med ‘Narcos’ og ‘House of Cards’ alene. Endelig har vi også haft fornøjelsen af 2,5 sæson af ‘Blacklist’. Så absolut bedste oplevelse var dog de to første sæsoner af ‘The Americans’. Det er en fuldstændig fremragende serie, indtil videre uden et eneste svagt afsnit. Få den dog set!

 

Bedste filmoplevelser

BestEnemies

2015 var endnu et år, hvor tv-serierne fuldstændig skubbede filmene ud på sidelinjen. Jeg så stort set kun ‘Jurassic World’, der så til gengæld var ganske eminent god. Og her til sidst fik jeg også set den interessante dokumentarfilm ‘Best of Enemies’, der omhandler debatterne mellem William F. Buckley Jr. og Gore Vidal op til demokraterne og republikanernes partikonventer i 1968. Generelt er jeg ganske optaget af amerikansk politik i 50’erne og frem, især af de kulturkampe, som også i dag præger debatten derovre. Filmen er værd at se, hvis man har lignende tendenser.

Samlet set et ok tv og film år.

Pt. ser jeg mest frem til at se tv-udgaven af ‘The Expanse’ bogserien, som jeg har læst med stor fornøjelse.

Jurassic World – et mesterværk

I dag fik vi endelig set ‘Jurassic World’, den eneste film ud over ‘Interstellar’1 jeg det seneste halvandet års tid har insisteret på at opleve i biografen.

Det var på et hængende hår. Når man som film først frister en skæbne i sal 20 i Palads, så ved man, at man ikke har længe tilbage på programmet. Det gjorde dog ikke det helt store, faktisk bekom den lille sal og 2D-udgaven mig vel. Og filmen? Ja, den kommer aldrig til at vinde nogen Oscars eller finkulturelle priser. Men hvis man tager den, som det den er (i.e uforskammet fængende underholdning og en MEGA Hollywood-blockbuster) samt har en barndomsbetinget svaghed for dinoer, så kan kan kun blive begejstret.

Filmen er flot, handlingen papirtynd og kliché (men ualmindeligt fængende), dinosaurerne appetitligt drabelige og alting ender selvsagt godt. Der er en velbygget hunk til tøzerne, en lidt anæmisk skrigeskinke til mændene og to søde børn, der selvfølgelig indser, at når bare man holder sammen, så skal alting nok gå.

Det bedste ved at have set ‘Jurassic World’ var dog næsten at kunne komme hjem til Arvingen, og få ham til at brøle som en vanvittig T-Rex. Kan næsten ikke vente til at han bliver gammel nok, så vi kan se coole film sammen. Bevares, hans mor var også helt i orden selskab i dag (og i almindelighed, skal jeg skynde mig at sige), men der er næppe noget mere livsbekræftende, end at introducere børn for generationsdefinerende mesterværker a la ‘Jurassic Park’ og nu også ‘Jurassic World’. Det bliver ligeledes stort, når han som 11 årig skal introduceres til ‘Terminator 2’ og min gamle Super Nintendo.

Men nuvel. Muligvis min stærkt positive vurdering af filmen er farvet af, at jeg som 11-12 år monomant læste Michael Chrichtons bog bag den oprindelige ‘Jurassic Park’ op imod 20 gange. Jeg elsker den. Ubetinget. Dengang, som nu.

Og det er egentlig det eneste, jeg har at udsætte på 2015 udgaven af dino-horrorshowet.

Den oprindelige bog og film havde en til tider småfilosofisk edge, hvor genteknologien og menneskets tendens til at ville influere skaberværket, blev sat til debat. Der var antydninger til en stillingtagen (eller, ok, mere end antydninger, Jurassic Park ender jo med at gå crazy-ass amok grundet den menneskelig hybris), hvilket slet ikke optræder i ‘Jurassic World’ anno 2015. Teknologien tages for givet, og vi er rent inde i underholdningsbranchen. ‘Videnskaben og det onde bagvedliggende konglomerat er VANVITTIGE’-temaet spiller kun en birolle.

Hvilket er helt fint med mig.

Jeg tager altid gerne et stykke med en raptor, så snart jeg kan slippe afsted med det. Hvis ikke I har forkælet jer selv med filmen i biografen, så gør det nu – før det er for sent. Det er næppe ligeså underfundigt tilfredsstillende, at se den episke kamp mellem Indominus Rex (sic) og Tyrannosaurus Rex på skærmen derhjemme.

Afsted med jer.

  1. Som jeg vel at mærke desværre stadig ikke har set []

Fremmed fugl

Da jeg gik igang med at restorere de gamle blogarkiver opdagede jeg, at jeg ikke har set en spillefilm i bogstaveligt talt månedsvis. Den seneste jeg så var ‘Pacific Rim’, som jeg elskede ganske betingelsesløst. Sidst jeg skrev om at være i biografen var da vi var inde at se ligeledes mageløse ‘Gravity’ tilbage i november 2013. Hvis jeg lige på stående fod tænker to år tilbage og funderer over, hvilke film jeg her og nu kan huske, at jeg gerne ville have set i biografen, så er det nærmest kun ‘Interstellar’ jeg kan komme i tanke om. Og jeg har ikke set en film på Netflix i perioden, uagtet at udbuddet faktisk efterhånden er blevet ganske udmærket.

Det er nok med den baggrund, man skal forstå mine højthævede øjenbryn, da jeg her til morgen læste at en film ved navn ‘Birdman’ har vundet en Oscar for bedste film. Jeg har uden at overdrive aldrig nogensinde hørt om den film. Var nødt til at læse dens wiki-artikel blot for at vide, hvad i alverden det er vi taler om. Jeg havde hørt om ‘Boyhood’ og ‘Selma’, men ‘Birdman’? Nej.

Economist academy awards

Som elsker af mange obskure tv-serier, der – uanset deres objektive genialitet – er blevet lukket grundet manglende kommerciel succes, er jeg pinligt bevidst om, at det ikke i sig selv er et kvalitetstempel at være en kvantitativ succes. Og min ignorance og uvidenhed om ‘Birdman’ siger nok mere om min generelle afkobling fra virkeligheden, end den gør om filmens kvalitet. Det er med andre ord fuldt ud rimeligt at antage, at det er mig der er noget galt med i den her sag.

Men ovenstående graf fra The Economist forleden dag, er nu alligevel ret sigende.

Bevares, hverken ‘Transformers’ eller en af Hobbit-filmene skal vinde nogen kunstneriske priser, men er der er ikke en for stor diskrepans mellem kunstnerisk og kommerciel succes i årets felt af nominerede film? Er det egentlig så mærkeligt, at når jeg hører ordet ‘Birdman’, så tænker jeg på en basketballspiller?

For mit eget vedkommende kan jeg til slut bekende, at jeg ikke har set en eneste af filmene på listen ovenfor. Er jeg gået glip af noget? Kan nogen af læserne give feedback på filmene?