BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

Lille Bratislava

AaB har købt en angriber. Som jeg aldrig har hørt om. Pavol Šafranko, hedder han. Fra en klub i Slovakiet, som jeg heller aldrig har hørt om. Men FC DAC 1904 Dunajská Streda indtager åbenbart den øjeblikkelige fjerdeplads i den slovakiske liga, siger AaB i deres pressemeddelelse. Og Šafranko er både “ærgerrig, snu, hårdtarbejdende og fysisk stærk”, hedder det. Han lyder med andre ord som den perfekte dørmand i Jomfru Ane Gade. Og med de nu i alt tre slovakker i truppen, må man vel betragte Aalborg som en nordlig forstad til Bratislava.

Nuvel, måske jeg burde lade den blaserte distance og sarkasme hvile. For AaB har indiskutabelt brug for et stort skur i angrebet. Måske Šafranko er lige det, der skal til.

Jeg er stor fan af Jannik Pohl, som jeg betragter som den næste store ting i nordjysk og dansk fodbold. Men guderne skal vide at han ikke kan score mål. Om så de så var kilometerbrede, iklædt for korte kjoler og hoppede indbydende hen imod ham, ville Pohl ikke kunne ramme dem. I hvert fald ikke med det nuværende miserable offensive setup i AaB. Pohl har akut brug for hjælp fra en kompetent angrebskollega, thi den arme mand får ingen støtte til at løfte et alt for stort offensivt ansvar. Og måske Šafranko kan medvirke til at forløse Pohl af den nuværende frustrerende ineffektivitet?

Man kan kun håbe det bliver sådan tingene går. Ellers opbygger jeg snart en fodboldrelateret depression.

For jeg sad således og så Horsens – AaB fredag aften. Det var halvanden time af mit liv, jeg aldrig får igen. Magen til bras og dårligdom skal man lede længe efter. Selv ikke min stakkels søn ville jeg udsætte for den pinsel. Der har været mørke AaB-stunder tidligere i mit liv, men det føles særlig stærkt denne gang. Selv ikke under Magnus Pehrssons og Bruce Riochs rædselsregimer har jeg oplevet en lignende pessimisme om min klub.

Så gør hvad du kan, Šafranko. Der er brug for det.

De knuste hjerters år

Det har været et fodboldmæssigt ganske miserabelt år. Mest, selvfølgelig, grundet AaB’s urimeligt ringe forårssæson. De senere år er jeg ikke blevet direkte emotionelt påvirket af klubbens op- og nedture. I år har det dog været anderledes. For AaB gør mig aldeles traurig i disse tider.

Det startede så godt, siden blev det katastrofalt i efteråret. Træneren blev fyret, Morten Wieghorst hyret. Bassogog blev udskibet til Kina for gode penge, hvilket luner. Men alle indkøb i sæsonen har vist sig at være for dårlige, for hypede eller bare for klynkende og egocentrerede. De ældre spillere, der skulle udgøre rygraden i en ellers absurd ung trup, er enten kronisk skadede eller slet og ret for dårlige. Og det virker som at der en kvalitetsmæssig ubalance mellem kvaliteten i forsvaret relativt til offensiven.

Så jeg kan sagtens forstå at Allan Gaarde for tiden har ualmindelig travlt med at give den i rollen som den store fortolker af AaB’s aktuelle malaise. For det kunne jo ske, at nogen andre end ham selv ville placere ansvaret for trupsammensætningen hos, ja, Allan Gaarde.

Måske min skuffelsen ikke er rimelig. Der er trods alt tale om en klub, hvis budget ikke er blandt de seks øverste i Superligaen. Og jeg kunne ikke drømme om at bede AaB om igen køre en casino-økonomisk kurs, sådan som det skete i 00’erne. Men det føles alligevel forkert at de er så middelmådige. Selvbevidstheden er til mere. Det gør ondt at se ens hold være så dårlige, når det nu kun er tre år siden de blæste alt modstand af banen og vandt the Double.

Hvad så med Wieghorst? Jeg var skeptisk da han blev ansat, men holder ham trods alt ikke helt ansvarlig for forårets deroute. Han har arvet en trup, der ikke var hans – og med skader til nøglespillere (først og fremmest Würtz). Men hvis ikke der er mærkbare forbedringer næste sommer, så kommer jeg ud med høtyven og kræver heksen brændt på bålet. Desuden vil jeg ikke (genta’r: IKKE) opleve flere 0-4 og 0-5 kampe mod hold som AGF eller OB. Der er trods alt grænser for hvor mange gange jeg kan holde ud at få knust mit AaB-hjerte!

PS. Jeg kunne i dette indlæg også have skrevet om min skuffelse over FC Roskilde, der i dette forår formøblede en fremragende mulighed for at komme i Superligaen væk. Deres uduelighed gør dog ikke i nærheden af ligeså ondt som AaB’s tilstand. Det må blive i et fremtidigt indlæg, når mit vredladne nordjyske selvbillede er blevet fusioneret endnu mere ind i det milde østsjællandske sindelag her i Roskilde.

Ugens læring

AaB scorede tre gange mod Silkeborg alt imens mens jeg luntede uskønt rundt på løberuten. Da jeg stoppede, gik kampen øjeblikkeligt i stå. Der er med andre ord helt klart en kausalitet mellem min motion og AaB’s performance.

Jeg må ud at løbe noget oftere.

Wieghorst

Morten Wieghorst er ansat som ny cheftræner i AaB. Og hvordan skal man så som vanrøgtet eksilnordjyde reagere på det?

Allerførst: Guderne skal vide det er en lettelse at slippe af med Lars Søndergaard efter 12 miserable måneder. Bevares, han fik måske ikke de bedste forudsætninger for succes. Med klubbens økonomiske smalkost og de rituelle åreladninger i spillertruppen i transfervinduerne, har det ikke været nemt for ham. Men alligevel. Nok er nok. Den resultatmæssige deroute i 2016 og det stadig ringere spil var aldeles uacceptabelt. Mindes ikke at AaB har gjort mig så fodbolddeprimeret tidligere. Det spildte forår og det rædderlige efterår har gjort ondt. Særdeles ondt.

For jeg mener helt uironisk at AaB er – og skal være – en dansk storklub. Vi skal ikke ligge nede og rode rundt sammen med superligaens middelmådig bugflæsk. AaB bør selvfølgelig være i top 6 – og dermed også som det naturligste i verden deltage i mesterskabsslutspillet. Alt andet er ikke godt nok. Så at vi nu ligger og roder rundt udenfor er helt utåleligt.

Men er det lykken at erstatte Søndergaard med et Brøndby-svin Wieghorst, hvis succeser som cheftræner i bedste fald er diskutable? Er det ham, der kan få AaB tilbage på ret kurs? Kan han gøre dem relevante igen, vel at mærke med et skrabet budget?

Ja, det ved jeg snart sagt ikke. Der skal vist en plus/minus liste til.

Plus
  • Han var god til at bygge noget op i FC Nordsjælland. Måske Kasper Hjulmand lige løftede det en tak op og forløste potentialet. Men det var Wieghorst der lagde grundstenene til deres mesterskab
  • Han var en habil dansk U21 landsholdstræner. Noget tyder på at han arbejder godt sammen med unge spillere
  •  Man må formode at han med sit internationale netværk og navn kan lokke spillere til, der ellers ikke ville overveje AaB
  • Han virker til trods for sin gustne fortid på Vestegnen og i AGF grundlæggende sympatisk og reflekteret. Miraklernes tid er ikke forbi
Minus
  • Hvor er de dokumenterede resultater? Han hare jo aldrig selv vundet noget af betydning. Hans CV som cheftræner i især AGF er blakket. Han blev hentet som den store frelser til klubben, og leverede helt præcis ingenting
  • Han har været arbejdsløs et år. Hvor opdateret er han egentlig på Superligaen og særligt AaB?
  • Jeg kan ikke i skrivende stund sige hvordan hans spillestil er
  • Jeg er nervøs for at han henter en masse eksotiske (og ret ringe) lykkeriddere til klubben, præcis som han gjorde i AGF
  • Han lugter dårligt efter tid i både Brøndby og AGF

Jeg er med andre ord skeptisk. Lunken. Nej, halvkold, faktisk. Og det forstærkes af, at jeg ikke ved hvilke økonomiske rammer bestyrelsen har givet sportschef Allan Gaarde og Wieghorst til at forstærke truppen. AaB overpræsterede voldsomt i The Double sæsonen i 2014, men har de forløbne sæsoner ikke fået nogen af talenterne til at bryde igennem, sådan som det lykkedes  med især Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen. Det gør det problematisk at satse på egne talenter, især når man samtidig sælger flere nøglespillere i hvert vinduer, og de trods alt indkøbte erstatninger ikke slår til. Kvaliteten i truppen er simpelthen blevet fortyndet for meget. Angrebet ser decideret svagt ud. Reelt besidder AaB i skrivende stund ikke én angriber, der har scoret mål i superligaen på regelmæssig basis. Der er masser af talent – jeg er VILD med Pohl og Bassogog – men de mangler nogen af læne sig op ad. Enevolden er hele tiden skadet og mentalt fraværende, i hvert fald hvis man skal tro rygterne. Noget skal hentes ind.

Så både Gaarde og Wieghorst er til eksamen. Gaarde skal snart levere noget kvalitet på transfermarkedet, og Wieghorst skal levere resultaterne på banen.

Så jeg forholder mig skeptisk afventende. Wieghorst skal overbevise mig først. Omvendt kan man sige, at ingen af mine to afguder Erik Hamrén eller Allan Kuhn nødvendigvis havde de store, prangende CV’er inden de kom til AaB. Jeg var heller ikke glad, da Kent Nielsen kom til klubben, og hans regime endte jo trods alt med en double i den episke sommer i 2014.

Så min skepsis er blevet gjort til skamme før. Lad os håbe det sker igen.

Allan Kuhn

Jeg er bevidst om at fodbold ikke interesserer specielt mange læsere. Men det ændrer ikke på, at dagens offentliggørelse af Allan Kuhn som cheftræner i Malmö FF er noget nær det mest emotionelle, jeg har oplevet siden min søns fødsel.

Der er så uhyre få mennesker, jeg elsker ubetinget. Familien, naturligvis. Men på de næste pladser huserer Erik Hamrén, Jimmy Nielsen og – ja! – Allan Kuhn.

Kuhn har betydet så meget for AaB de sidste 10 år. Er vel selve sjælen i klubben. Så når han nu forlader AaB for at tage et indiskutabelt trin opad (vi taler trods alt om at en hidtidig assistenttræner bliver cheftræner i Nordens pt. stærkeste fodboldklub), så er jeg i skrivende stund en uhåndterlig malstrøm af uendelig tristhed og jublende glæde på én og samme tid.

Det er så usandsynlig flot af Kuhn, han fortjener chancen, og jeg tror han bliver en stormende succes i Malmö. Men det efterlader samtidig AaB med et gigantisk, gabende hul. Hans exit markerer slutningen på en æra, og det medfører ligeledes en ubehagelig risiko for, at den sportsligt opadgående kurve i klubben ophører. Hvilket selvsagt kan formørke mit humør betydeligt.

Så jeg har brugt min fredag aften på at gennemkværne samtlige svenske sportsaviser. For hvordan tager de imod min guldklump? Forstår de ham? Ser de lyset? Men nuvel, de er afventende, kender ikke manden. Men det er blot et spørgsmål om tid. Han kommer til at blive stor, de vil elske ham. Og jeg skal til Malmö og støtte ham, alt andet ville være vanvid.

Så tillykke, Allan. Og på gensyn i AaB, håber jeg.

Forbandelsen er aflyst

Kan I huske den der svært irriterende sang, ‘Nanna’, som Gasolin lavede i 1972? Hvor teksten går:

“Nanna med den røde mund
Og lange sorte negle.
Hun drikker og hun er lidt dum
Så hun er glad.
Det så trist, det så trist siger de”

Nuvel, jeg hader den sang. Ganske stærkt, faktisk. Men ikke desto mindre vrængede Kim Larsen inde i mit hoved hele fredag aften.

For det er så trist, det er så trist at AaB – så få dage efter klubbens 130 års fødselsdag – skulle opleve en så gennemført trang og afskyelig dag som i går.

Først nyheden om at Kasper Kusk har solgt sin sjæl til djævelen. Dernæst et forsmædeligt nederlag til OB. Nej, jeg var ikke just opløftet på Nordjyllands vegne. Og Kim Larsens nasale vokal gjorde det ikke bedre.

I dag er humøret lidt bedre.

Har tegnet abonnement på ViaPlay, så efter et års tid uden adgang til fodbold på tv, har jeg her til aften nydt at se Crystal Palace vinde over Liverpool. Og hvis jeg vil, kan jeg i skrivende stund se mine romerske yndlinge Lazio på en svær opgave hos Sampdoria. Hvilke man jo skulle være en skidt fugl ikke at udnytte.

Men det er nu ikke så meget derfor, at humøret er bedre.

Det er snarere fordi min forbandelse er blevet ophævet. Indtil for ganske nylig var det sådan, at hvis jeg kastede min kærlighed over en sportsklub, så var det et stensikkert tegn på, at det efterfølgende ville gå rædderligt for den pågældende klub. Forbandelsen gjaldt alle former for sportsgrene. Der var statsgaranti for økonomisk og/eller sportslig rabundus, når først Skribenten havde været forbi.

Tag nu blot Denver Nuggets. Jeg er på besøg i 2012. Ser en Nuggets-kamp i Pepsi Center. Kort tid efter ryger de meget skuffende ud af slutspillet på røv og albuer, fyrer træneren, mister sportsdirektøren, får stjernespilleren langtidsskadet og har netop haft endnu en helt miserable sæson. Forbandelsen slog til.

Eller hvad med FC Köln? Jeg kommer på besøg, og klubben rykker straks ned i 2. Bundesliga. Forbandelsen slog til.

Og så har vi ikke engang drøftet Djurgården, der efter at jeg deklarerede min kærlighed har haft en snart 10 årig ørkenvandring af middelmådighed og økonomisk malaise. Forbandelsen slog til nok engang.

Værst af dem alle: AC Bellinzona. Engang det italienske Schweiz’ fremmeste klub. Jeg køber deres trøje under en af sommerferierne dernede. Året efter går klubben konkurs og er nu at finde i amatørfodbold rækkerne. Måske min forbandelses mest smertefulde offer, hvis jeg selv skal sige det.

Men nu er det slut.

Efter at jeg besøgte San Francisco på bryllupsrejsen, så en Golden State Warriors kamp samt købte et bjerg San Franscisco Giants merchandise … så er det gået strålende, storartet, ja, nærmest mageløst for dem begge.

Giants blev mestre i baseball. Og Warriors er NBA’s aktuelt stærkeste hold, og er med stormskrift på vej til finalen i dette års slutspil. Om alt går vel, så er min forbandelse blevet vendt til en fortryllelse.

Måske … måske jeg ikke længere skal skade nogen? Jeg vil virkelig håber det for AaB. Der er brug for alt min magi lige nu.

Hjemstavnsbåndet

Jeg er langt fra nogen football-ekspert. Men da jeg trofast lytter til den amerikanske sportspodcast First Take hver dag, har jeg ikke kunne undgå at høre om den spillerbyttehandel i NFL, som får amerikanerne helt op i det røde felt: Philadelphia Eagles sender deres stjernespiller LeSean McCoy til Buffalo Bills i bytte for et talent og et stærkt reduceret lønbudget. Det, jeg især bed mærke i, var følgende lille sekvens fra nyhedsrapporterne:

A source familiar with McCoy’s thinking told ESPN’s Josina Anderson that the veteran running back is not pleased with the move.

“He’s a Pennsylvania kid. He’s never played football outside of Pennsylvania — high school, college, pro,” the source said. “So of course he’s not happy.”

The source also told Anderson that McCoy is “frustrated” and is “not going to make it easy, that’s for sure.”

Det er ikke så tit man støder på den slags i professionel sport – altså den meget stærke lokale forankring. I europæisk fodbold er det sjældnere og sjældnere at man møder klubmanden, der kun har spillet i én klub det meste af sin karriere. Og i USA har de fleste spillere i de fire store professionelle ligaer været rundt at vende om et college, som ikke lå i nærheden af deres hjemstavn. De fleste sportsfolk lader ikke hjemstavnsbåndet stå i vejen for at maksimere karrieren og indtjeningen. Så da jeg læste om McCoys kvaler, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt.

Nærmeste analoge og aktuelle eksempler er vel Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz i AaB.

Begge har aldrig rigtig fungeret uden for klubben, og det ser ud til at folk som Kasper Kusk og Nicklas Helenius lider lidt af samme syndrom1. Historisk set har andre hjemmeavlede spillere som Erik Bo Andersen og Thomas Enevoldsen heller ikke være udelte succeser, når de bevægede sig meget langt væk fra Limfjorden. Kun usympatiske og forræderiske typer som Jesper Grønkjær og Peter Møller har for alvor formået at løsrive sig fra den store livmoder i Aalborg.

Mon det er et særligt nordjysk fodboldfænomen, at man ikke rigtig trives uden for landsdelen? Det bør folk som Nicolaj Thomsen og Jakob Ahlmann nok overveje grundigt.

  1. Om end Helenius heller ikke rigtig præsterer efter at være kommet hjem til AaB efter sit miserable ophold i Aston Villa []