Reformationer

Hvornår lærte I sidst noget nyt og fascinerende, som I ikke havde den fjerneste anelse om eksisterede?

Jeg havde fornøjelsen i går aftes, hvor jeg læste i Carlos M. Eires fabelagtige ‘Reformations: The Early Modern World, 1450–1650’, der omhandler tiden før, under og efter reformationen1.

Det er en meget lang bog: 850 sider. Men den er velskrevet, og den er først og fremmest decideret interessant. Man fornemmer at reformationen (eller reformationerne, det er Eires hovedpointe at der er tale om flere, sideløbende og gensidigt forstærkende forandringer) virkelig er et emne, som forfatteren brænder for og ved urimeligt meget om.

Til tider bliver bogen tilmed voldsomt nørdet. Jeg tillod mig således at skimme afsnittene om de katolske retninger Barnabitterne, Ursulinerne, Visitandinerne, Piaristerne, Lazaristerne, Eudisterne og Sulpicianerne. Jeg kan, må jeg ærligt tilstå, heller ikke redegøre i detaljer for de præcise teologiske forskelle mellem de protestantiske sekter Mennonitterne, Davidisterne og Melchioristerne. Måske nogen af nærværende læsere vil tage den opgave på sig.

Min viden om reformationen har hidtil været afgrænset til Luther på overskriftsniveau, krydret med ganske sporadisk viden om Jean Calvin og calvinismen efter at have læst dele af Max Webers ‘Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus’ i sociologi på første år af studiet.

Jean Calvin som nummer to fra Venstre. Munter herre. Fra Reformationsmuren i Genève

Afsnittet om netop Calvin er imidlertid lidt af et højdepunkt i bogen. Han er en fascinerende skikkelse. Man kan have meget stærke meninger om manden, hans radikale teologi og det teokratiske regime han opbyggede i 1500-tallets Genève. Men at han har haft enorm indflydelse på historien og vestlig tankegang er uomtvisteligt.

Et andet højdepunkt er afsnittet om de såkaldte anababtister, en særdeles farverig afart indenfor den tyske protestantisme.

I årene 1534-1535 omdannede den apokalytiske og isolationistiske kult således byen Münster til ‘Det nye Jerusalem’. Det såkaldte Døberrige var grundlæggende baseret på en meget ordret læsning af Bibelen, polygami, kollektivt vanvid og ejendomsfællesskab. Det nye Jerusalmen fik dog en beklagelig ende, da en fælles hær af lutheraner og katolikker erobrede byen, og henrettede på ganske bestialsk vis anababtisternes leder Jan van Leiden, der ellers i bedste kultlederstil havde udnævnt sig selv til profet og havde 14 koner. Så hvis man troede at vore dages kulter og Islamisk Stat ikke har historiske forgængere i Europa, kan man med fordel tage en tur til Münster.

Det er vanskeligt at overvurdere den betydning, som reformationen (og den senere oplysningstid) havde for den den vestlige verden. Samfundsomvæltningerne i 1500 og 1600-tallet kostede ufattelige mængder død, ødelæggelse og lidelser – prøv at læs op på 30 års krigen, så ved I hvad jeg mener – og var drevet af religiøst had og fanatisme. Men det er et vigtigt emne, som fortæller meget om hvorfor Europa blev som det blev – og som stadig rummer en lektie, vi kan lære noget af i dag.

Så for en gangs skyld er de 500 år siden reformationens begyndelse et jubilæum, der er værd at huske og tænke over.

  1. Ja, for I ved vel, at det til oktober er 500 år siden at Luther slog sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg? []

Ind i det større billede

Under dagens løbe-/luntetur tænkte jeg ‘Hold op, hvor er jeg glad for at jeg ikke levede i 1600 og 1700-tallet’.

Denne pludseligt opståede indsigt var oprindeligt foranlediget af at jeg i løbet af weekenden lyttede til afsnittet om Frederik IV i den i øvrigt altid fremragende podcast Kongerækken.

Det var én lang række af svenskerkrige (især den episke Store Nordiske Krig)1, underkuede fæstebønder, små istider, enevælde, sygdomme og snigende pietisme. Og så har vi ikke engang drøftet de årtier lange religions- og borgerkrige, der kostede bogstavelig talt millioner af mennesker livet og sled kontinentet i stumper og stykker. Tilmed havde almindelige mennesker ikke oplevet nogen overvældende velfærds- eller velstandsfremgang siden, ja, stenalderen, ej heller nogen større teknologiske fremgang. Det var, med andre ord, en rigtig rådden verden at blive født ind i.

Hvilket jeg indså, som jeg oksede priviligeret rundt der om en fodboldbane et sted i det centrale Roskilde2.

Dansk historie har ellers aldrig været noget jeg gik synderligt op i. Men når begivenhederne sættes ind i en større historisk europæisk kontekst, så begynder det at fænge mig. Kongerækken er ganske vist populærhistorisk formidling, men formår stadig at indplacere en given dansk begivenhed ind i eksempelvis reformationen, 30 års krigen eller den spanske arvefølgekrig. Det giver lyst til at læse mere, hvilket jeg så gjorde i går. Endda så meget, at jeg først faldt sent i søvn og siden i nat drømte om pesten. Ikke just en behagelig affære, skulle jeg hilse at sige.

Men det gav mig erkendelsen af, at hvis man ser tingene i et større verdenshistorisk perspektiv, så fremstår selv et år som 2016 – med tilsyneladende permanent lavvækst, terror, et truende Brexit, truende Trump, flugtningestrømme og et EU i krise samt døde popkulturelle idoler – som ganske fredeligt i det helt store billede.

  1. Er I klar over hvor mange gange Danmark og Sverige bekrigede hinanden i det 16., 17. og 18. århundrede? Det er et mirakel at min vidunderlige hustru ikke går op i den periode af verdenshistorien! []
  2. Apropos Roskilde, så ved I vel, at det var her at Danmark i 1658 med ‘Roskildefreden‘ blev tvunget til at afstå Skåne, Halland og Blekinge til den svenske arvefjende? []

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

Small Wars, Faraway Places

Har netop modtaget en solid mængde faglitterære værker fra Amazon, og det har derfor været en fornøjelig læseweekend.

Er ganske vist kun på side 111 i Michael Burleigh ‘Small Wars, Faraway Places: Global Insurrection and the Making of the Modern World, 1945-1965’, men det er indtil videre klart årets bedste og mest underholdende faglitterære bog.

Måske det siger noget om mine svindende intellektuelle evner og stamina, at jeg de senere år har haft vanskeligt ved at komme igennem de indiskutabelt glimrende, men også tætskrevne 746 sider lange værker om første verdenskrig og Europa i middelalderen. Som tiden går, bliver det åbenbart mere og mere et behov for mig, at en faglitterær forfatteren er god til at skrive og fortælle. En alt for distanceret og … tilstræbt sober skrivestil, gør det ikke for mig.

Burleigh er åbenlyst brilliant og et renæssancemenneske, men han er heldigvis også ondskabsfuld og formår at at gøre sit stof underholdende. Her er eksempelvis vietnamesiske Ho Chi Minh om Kina og Frankrig som besættelsesmagter under den første indokinesiske krig:

HoChiMinh

Som tiden går beundrer jeg vietnameserne mere og mere. Sikke et ukueligt folkefærd. Og sikke skarpe og latrinære analyser. Det er dog ikke kun Vietnam, jeg bliver klogere om. De hidtidige afsnit om Korea, Malaysia og Kenya har været decideret interessante.

‘Small Wars, Faraway Places’ er en af den slags bøger, der bedst nydes i en dyb, dyb lænestol i et velassorteret gentlemanbibliotek i selskab med en kop kaffe, en knitrende ild i pejsen og en trofast hund liggende ved ens fødder.

Selv læser jeg den primært i toget eller i smug, men derfor er det stadig en fremragende og stærkt anbefalelsesværdig bog til dem, der ønsker at forstå baggrunden for hvorfor verden ser ud som den gør.

Taiping

Læste et blogindlæg om Syrien, hvor skribenten opfordrede til at man for konteksten skyld bør læse en bog om ’the Taiping rebellion’. Jeg indså at jeg ikke anede hvad manden talte om, så jeg besøgte wikipedia. Og jeg må konstatere, at Kina var og er et besynderligt land, hvor tallene altid er absurd høje og historien nærmest er science fiction:

“The Taiping Rebellion or Taiping Civil War (simplified Chinese: 太平天国运动; traditional Chinese: 太平天國運動; pinyin: Taìpíng Tīanguó Yùndòng) was a massive rebellion or civil war in China that lasted from 1850 to 1864, which was fought between the established Manchu-led Qing dynasty and the Christian millenarian movement of the Heavenly Kingdom of Peace.

The Taiping Rebellion began in the southwestern province of Guangxi when local officials launched a campaign of persecution against a Christian sect known as the God Worshipping Society led by Hong Xiuquan, who believed himself to be the younger brother of Jesus Christ.

The war was mostly fought in the provinces of Jiangsu, Zhejiang, Anhui, Jiangxi, and Hubei, but over 14 years of war, the Taiping Army had marched through every regularized province of China proper except Gansu.

The war was the largest in China since the Qing conquest in 1644, and ranks as one of the bloodiest wars in human history, the bloodiest civil war, and the largest conflict of the nineteenth century with estimates of war dead ranging from 20 to 70 million dead, as well as millions more displaced”

Seriøst, det der kan ingen fantasyforfatter finde på, så vanvittigt er det.