Grå november

Er ikke gået i vinterhi eller lignende, men der mangler måske de stor ting at skrive om. Altså udover om driften af dagligdagen med to børn under 3 år, sygdommene der slæbes med hjem fra børneinstitutionerne, den småpermanente søvnmangel, planlægningen af dåb, arbejdslivets bedøvende trummerum.

Og så har vi endnu ikke drøftet den afgrundsdybe tragedie, som Malmö FF’s fyring af Allan Kuhn udgør.

Så alt i alt en traurig november. Forsødet, naturligvis, af når de to små rockere smiler og holder af (og nogen gange om) deres far. Så bliver det meste OK igen.

Hvad jeg når og ikke når

Jeg når

  • At bruge tre arbejdsdage på et brunt og 70’er-agtigt konferencecenter udenfor Vejle, hvor arbejdsgiverens ejere drøfter strategien frem mod 2021. Bortset fra de naturskønne omgivelser var det samlet set en jævnt beige oplevelse
  • At blive bekræftet i at jeg stadig hader matematik, erhvervsøkonomi og Excel
  • At savne de to bøffede arvinger og Den Bedre Halvdel undervejs. Mærkeligt som det dér familie har det med at være vigtigt
  • At lave en del frivilligt lokalpolitisk arbejde. Det meste af min skrivekreativitet henlægges der – og tydeligvis ikke her på stedet
  • At være i Malmö til MFF-kampe, denne gang til et ikke videre velspillet Skåne-derby mod Helsingsborgs IF. Allan Kuhn ser – Herren være lovet! – ud til at have det svenske mesterskab indenfor rækkevidde
  • At lege med Brio og Lego, løbe om kap med en 2,5 år gammel dreng, sige mærkelige lyde til en 3 måneder gammel pige
  • At medvirke i den daglige logistik og drift, som to små bøffede arvinger også medfører
  • At være domsmand
  • At have en 32 år gammel Bedre Halvdel
  • At have ganske hyppige vennebesøg i weekenderne

 

Jeg når ikke

  • At løbe regelmæssigt. Til gengæld æder jeg uhæmmet, så min løberutine og semi-sunde livsstil fra sommerferien-/barselsorloven er nu officielt død
  • At læse skønlitteratur (får dog læst noget faglitteratur)
  • At høre mine podcasts
  • At opdage ny musik
  • At forholde mig dybt og intenst til større samfundsmæssige emner
  • At udarbejde fremtidsplaner
  • At få gjort hovedrent (det trænger!)
  • At blive klippet (det trænger!!)

Statusopdatering

Meget har hændt, men ikke alt har været lige egnet til detaljeret semi-offentlig udbasunering her på Udkastet. Så her er det i summarisk punktform:

  • Vi frygtede at datteren havde et hofteproblem (med dertilhørende rædsomt ubehagelig og langvarig behandling), men en skanning på Hvidovre Hospital viste heldigvis, at hun er sund og rask. Stro jubel, men det gav nogle livserfaringer. Har aldrig været så ængstelig og nervøs før i mit 34-årige liv, hvor jeg har været forskånet for sygdom og at miste. Tror angsten for at der skal ske ens afkom noget, er det menneskelige grundvilkår i højeste potens. Børn giver uendelig stor glæde, men også bekymringer
  • Apropos børn, så er min søn uhørt sjov for tiden. Det bliver skæggere og skæggere jo ældre han bliver. Bevares, han er også en plage og en lille bøf, men 98 pct. af tiden er han sød, udvikler sig og siger underholdende ting
  • DHL-stafetten sidste fredag var jævnt nedslående. Er ca. 2 minutter langsommere på de 5 km end i mine velmagtsdage. Og min løbeapp lyver tilsyneladende for mig i hverdagen, så jeg tror jeg løber længere, end jeg reelt gør. Der var i hvert fald knap 40 sekunders forskel på min tid på app’en og min officielle DHL-tid. Ved ikke længere hvad jeg skal tro
  • Apropos apps fortsætter min afsmag for Apple. Hvor længe kan de blive ved med at snørre folk med inkrementelt forbedrede produkter i stil med iPhone 7? Da Den Bedre Halvdel spurgte om hun skulle købe den som afløser for hendes svagtpræsterende iPhone 5S, kunne jeg ikke svare entydigt ja. Vanskeligt at se hvorfor man skal betale så meget mere, end en Android-baseret model – der udfra specifikationerne virker bedre
  • Var til seminar om intern kommunikation, og selvom det umiddelbart repræsenterer det ultimative karrieremæssige nadir for mig, så var det en underligt opløftende oplevelse. Jeg følte mig klog, lyttet til, mine ytringer betød noget. Er det dét, jeg savner i mit normale arbejdsliv? At mine tanker, meninger og vurderinger faktisk gør en forskel? At jeg bliver taget seriøst og ikke kun er en handlende i varm luft?
  • Det politiske engagement fortsætter, om end i bølgedale. Tiden er blevet mere sparsom, og det kan være frustrerende at være frivillig i lokalpolitik. De færreste aktive i et parti er sådan for alvor, ja, aktive. Arbejdet bliver løftet af få personer, og oftest af de samme hver gang. Mange puder at slå i – og vanskeligt at se om ens indsats får betydning i sidste ende
  • Jeg pusler nok engang på at genoplive min offentlige blog. Om ikke andet så for at fremme en evt. politisk karriere

Fanget i midten

Det kniber med indlæggene, det skal jeg være den første til at indrømme. Men buen er lidt spændt for tiden. Der er ikke meget tid til overs ved siden af arbejdet og livet med to små børn. Når der er stille stund ender jeg med at læse, pille næse, surfe planløst eller lave alt muligt andet end at grifle indlæg. De er tidsrøvere, de der arvinger.

Situationen forværres af at jeg ikke helt kan finde ud af, hvilken rolle Udkastet spiller for mig og min kreative udfoldelse.

For siden jeg begyndte at skrive dagbog i Evernote, har jeg fået et sted at komme af med min indre bekendelsesliterat. Jeg behøver dermed ikke længere Udkastet som sted til at jamre over livet, karrieren, vejret og mit sløve løbetempo. Omvendt er en (pseudo)anonym blog – og blogformatet i sig selv – heller ikke velegnet til de store intellektuelle, politiske og selvpromoverende skrifter. Det er heller ikke stedet at dele de hurtige, sjove links (det er mere Twitters domæne) eller nå det bredere publikum og jagte likes.

Så Udkastet er på mange måder landet mellem en del stole.

Men jeg har lyst til at skrive mere. Både her og offentligt, men især her. Udkastet er jo den seneste manifestation af mit mere end 10 år gamle bloghjertebarn. Reelt kan jeg ikke visualisere en tilværelse, hvor jeg ikke har min egen selvhostede blog. Jeg bliver ganske ulykkelig og tvær, hvis ikke jeg får griflet.

Det lyder muligvis en anelse jeg-har-spærret-mig-inde-i-kælderen-med-nok-konservesmad-til-at-overleve-en-russisk-invasion-agtigt, men jeg kan godt lide tanken om, at stedet her er mit. Måske afgik den personlige blog ved døden for 5 år siden og måske kan antallet af læsere tælles på ganske få fingre. Det rationelle i et læsermaksimerende perspektiv ville være at henlægge skriveaktiviteten til de sociale medier. Men her ejer jeg selv domænet og har ikke foræret min kreativitet til techmonopolisterne i Facebook eller Google. Og den tanke giver en god fornemmelse i maven.

Nu larmer den ældste, kan jeg høre, middagsluren er vist ovre. Og det er indlægget dermed også.

Reservatet

Jeg er stået en anelse af verden i disse dage. Ny engelsk regering, terrorangreb i Nice, tyrkisk kupforsøg, en republikansk vicepræsidentkandidat i USA og Pokémon Go hysteri, alt sammen flyder det nærmest umærkeligt forbi.

Når jeg ikke er igang med at opleve og udleve det nye familieliv, så spiller jeg Football Manager 2012 alt imens jeg lytter til slack-key guitar musik fra diverse obskure hawai’ianske radiokanaler.

Det er min ultimative zen-tilstand, når jeg sidder der og pusler om mit Las Palmas hold, som jeg i spillets editorfunktion naturligvis har givet noget nær uendelige mængder likvider, et overjordisk talentakademi, verdensklasse trænere og scouts i alle verdenshjørner. Der er ingen uro eller kaos der i mit lille lukkede Manager-værksted, hvor jeg heller ikke er bleg for at genstarte en kamp hvis mine canariske yndlinge meget mod forventning skulle tabe en kamp. Jeg kan og vil planlægge alt i spillet. Forholdene er perfekte, mesterskaberne blot et spørgsmål om tid.

Personer med psykologisk indsigt ville sikkert kunne få en masse ud af, at jeg holder så meget af at lave en perfekt, pletfri og helt kontrolleret verden i mit Football Manager univers. Selv betragter jeg det som en uheldig overspringshandling, eller – i bedste fald – en afkrog af koble af i.

Og så blot lige ad notam til mig selv …

Det har altid været mit mål, at Udkastet skulle handle om mine besynderlige interesser og tanker, ikke om mit privatliv som sådan1. Så selvom min lille nye datter og lidt ældre søn begge er skæppeskønne og fylder en masse i livet nu og i fremtiden, vil Udkastet ikke udarte sig til at være en mummy-blog skrevet af en mand.

Det er stort og meningsfuldt at have to små børne-centre i ens univers, men der er stadig brug for at fylde hjørnerne ud med sær musik, science fiction og tanker om samfundet. Og det er fortsat den slags enfoldigheder, jeg vil udgyde her på siden.

  1. Det emne har jeg min dagbog til at pølse rundt i []

Den nye tilværelse

Det at udvide familiefranchisen med endnu et barn er uhyre meningsfuldt, men er vel ikke ligefrem det stof, som man producerer banebrydende interessante blogindlæg af.

Der er dog mange små … ja, man kan vel ikke ligefrem kalde det dramaer, men så ‘emotionelle oplevelser’ da. Og ikke mindst: Masser af arbejde og rutiner, der skal oplæres.

Grundet fødslens afvikling var Den Bedre Halvdel og Datteren nødt til at være indlagt på hospitalet i mere end 48 timer til observation. Ikke noget alvorligt, heldigvis, men alligevel en drænende venteperiode. Til forskel fra i dagene efter Sønnens fødsel, så var vi denne gang noget mere optagede af at komme hjem fra hospitalet så hurtigt så muligt. For der er jo en hverdag, der skal fungere, og en knap 2,5 år gammel dreng, der har brug for begge sine forældre – og som i øvrigt står overfor at skulle dele omtalte forældres opmærksomhed med den nye beboer.

Så det har været lidt forskudt, introen til det nye liv.

Imens de to kvinder i husstanden var indlagt, har jeg møflet rundt med Sønnen, der ikke just kunne forstå hvorfor mor ikke var hjemme flere dage i træk.

Mor og datter kom dog hjem fra hospitalet i går, og siden har vi været i fuld gang med den nye tilværelse. Det går godt, og der er meget arbejde og kørlighed involveret. Især er det delikat at skulle introducere en nyfødt i en husstand, hvor den hidtidige eneste arving er blevet dyrket som en solgud igennem hele sin levetid. Han har taget vel imod hende – viser ganske andre empatiske og kompromissøgende sider end sin gamle far – og vi gør omvendt meget ud af at vise, at stadig er en MVP.

Og så efter alt dette snak om udfordringer og arbejde, så tillad mig at nævne det vigtigste: En tilfreds, tryg og sovende nyfødt datter, der putter sig ind mod ens bryst. Så kan man ikke bede om så meget mere i den menneskelige eksistens.

De vigtige ting

nykærlighed

Jeg kunne skrive kilometervis om den tre uger for tidlige fødsel og glæden ved tanken om det nye liv forude, men det ville være både navlebeskuende og kedsommeligt. Vil derfor blot nøjes med at konstatere, at alle har det godt og at der nu er tre centre i mit univers.

Gået over til den anden side

For nylig ankom den så. Den nye laptop jeg har anskaffet mig efter mere end et års overspringshandlinger og frenetisk internetresearch.

Det afgørende skub kom, da min ellers så højtelskede MacBook Pro gik småagurk. Dens batteri har længe været upålideligt efter et begrædeligt uheld med en kop kaffe, men det var først da menuerne i styresystemet begyndte at hoppe og danse, at digerne som holdt min købelyst tilbage bristede.

Og efter at have været dybt, dybt investeret i Apples økosystem siden 2012, er jeg nu tilbage på Windows platformen med min nye elskerinde: Lenovo T460s.

T460s

Paradigmeskiftet skyldes dels en tiltagende lyst til at prøve noget nyt, dels at Apple igennem længere tid har gået mig på nerverne. Deres inkrementelle hardwareforbedringer og eksorbitante prisniveau blev i sidste ende for meget. De bliver ved at præsentere produkter, jeg ikke vil have – og de produkter jeg gerne vil have, forringer de (i.e: Deres telefoner bliver større, deres laptops bliver mindre).

Lenovoen blev valgt, da den i samtlige tests har fået hæderen for ‘best laptop keyboard’, et exceptionelt vigtigt kriterium for en wannabe-skribent som undertegnede. Jeg betragter min hjemmelaptop som et uundværligt medium for udlevelsen af min kreativitet og skabertrang, så jeg ville ikke kunne leve med et dårligt keyboard.

Derudover har Lenovoen en ond, ond processor, en smuk skærm og er slank og let som en mynde (i hvert fald sammenlignet med min blytunge MacBook 15″). Den er muligvis ikke så æstetisk besnærende som en laptop fra Apple, men den er stærk og beregnet til at skabe ting på.

Her er mine umiddelbare refleksioner efter lidt over en uge i selskab med Lenovoen:

  • Tastaturet er en fornøjelse at arbejde på, også selvom jeg primært bruger laptop’en koblet op til min eksterne skærm og med et tilsvarende eksternt tastatur. Lenovoen er dejlig at skrive med, både mens man sidder i sofaen eller til politiske møder
  • Skærmopløsningen er næsten for høj til mine gamle øjne. Det er issue, især når jeg snyder i Bundesligaen i mit gamle Football Manager 2012. Øjnene blev knebet en del sammen indtil jeg fik bakset mig frem til en håndterbar opløsning
  • Relateret hertil: Jeg savner ikke Apples styresystem som sådan, men af og til er Windows ikke ligeså elegant og brugervenligt. Eksempelvis var skærmopløsningsproblematikken et eksempel på noget, der i MacOS kan fikses med to-tre klik og lækkert intuitivt design, men i Windows 10 kræver adskillige klik og tidskrævende indstillinger af opløsningen og skaleringen. Der er flere justeringsmuligheder i Windows, men det er også mere komplekst og gumpetungt. MacOS virker lidt mere … intelligent end Windows 10
  • Et klart minus og stort trin ned i forhold til hardware fra Apple: Jeg savner i høj grad MacBook’ens trackpad. Den er klasser bedre end Lenovoens, som virker tung, upræcis og bøvet i sammenligning. Det ødelægger ikke tastaturet som sådan, men hvis Lenovo blot kunne finde ud af at konstruere en trackpad af samme kvalitet som Apple, ville det være noget nær det ultimative sæt af skriveværktøjer
  • Lenovoen larmer mere end jeg er vant til fra Mac’en, også på tidspunkter, hvor den ikke er videre belastet. Det undrer mig lidt, men måske det bare er noget jeg skal vænne mig til efter at have arbejdet med de facto lydløse Macs i nogle år

Samlet indtryk er et stort minus (trackpad) og et stort plus (tastaturet) kombineret med en ‘neutral’ (fra MacOS til Windows 10). Jeg savner ikke rigtig nogle apps fra Apple økosystemet (dem jeg brugte mest i min Mac-tid var i forvejen platforms-agnostiske), og jeg har en forhåbning om at det alt sammen vil booste min skriveproduktivitet og kreativitet. Om ikke andet, så får jeg nu frigjort opmærksomhed og tid fra at sidde og drømme om hvilken laptop, jeg gerne ville købe!

Oprørt hav

Vi var i Stockholm henover weekenden. Den sidste ferietur inden næste arving arriverer og hverdagen kollapser i logistik. Min svigermor var barnepige fredag og lørdag, så Den Bedre Halvdel og jeg havde to hele dage alene.

Vi havde med vilje fravalgt alle aftaler med venner og den øvrige svigerfamilie i byen. Det var netop tænkt som et pusterum, hvor vi kun skulle være os to. Få talt sammen, hygget, spist god mad, sovet mere end fem timer om natten og nydt lidt tosomhed inden det går løs igen.

Stockholm er for mit vedkommende også ensbetydende med Pet Sounds og Bengans. Begge musikforretninger er i tilbagegang, men holder sig flydende med vinyludvalget. Tror ikke de findes, når jeg er i Stockholm igen om et par år – i hvert fald ikke Bengans. Men jeg gjorde min borgerpligt og handlede cd’er for små 600 kr. i hver af de to.

Købte bl.a. det fremragende livealbum ‘Håkan Boma Ye!’ og den nye EP fra Håkan Hellstrøm1. Fik også udbygget min samling med et par albums fra The Embassy, Aimee Mann og Badly Drawn Boy.

sturgill-simpson-a-sailors-guide-to-earth

Mest glad er jeg dog for det nye album fra country-mystikeren Sturgill Simpson. Man kan med fordel lytte til de to overlegne førstesingler ‘In Bloom’2 og ‘Brace For Impact (Live A Little)’, og dernæst investere albummet, der er helt igennem fantastisk. Og tag så lige et kig på albumcoveret ovenfor. Det er episk og lige til en piratfilm. Alene den ustyrlige blæksprutte vil få min søn til at eksplodere i overstadig glæde.

‘A Sailor’s Guide to Earth’ kan varmt anbefales og er en stærkt kandidat til mit årets album.

  1. Der i sit nye materiale fortsætter sin deroute i retning af at lyde som en Lars H.U.G. anno ca. ‘Kysser Himlen Farvel’ []
  2. Ja, det er et cover af Nirvana []

De bedste stykker

Dele af min fritid og intellektuelle kapacitet bruger jeg som kommunikationsrådgiver for den lokale borgmesterkandidat.

På den ene side er den slags naturligvis underholdende og dybt meningsfuldt for en politisk interesseret og engageret person. Og selvom det er frivilligt arbejde, som jeg ikke modtager nogen monetær eller materiel belønning for, så kan det forhåbentlig lede til nogle muligheder for mig senere.

På den anden side betyder det, at jeg – ligesom det er tilfældet i mit almindelige arbejde – anvender min trods alt begrænsede kreativitet og energi til at skrive ting på vegne af andre. Meget af det jeg skaber, kommer jeg med andre ord aldrig til at få kredit for eller opmærksomhed om. Det betyder samtidig, at jeg ikke har så megen energi til at skabe og udvikle mine egne private ting og projekter – eksempelvis blogindlæg her på stedet.

En dag kunne jeg godt tænke mig at have en livs- og arbejdssituation, hvor jeg anvender mine bedste energier, kreativitet og virkelyst på mine egne ting og projekter.

Hvordan jeg lige skal komme hen til en sådan situation, har jeg ikke nogen klar plan for. Alting skal jo i sidste ende hænge sammen økonomisk, især når man har snart to børn at holde om og holde af. Lysten til at tage risici bliver mindre, jo flere man får ansvar for.

Men en skønne dag, måske.