Hver dag

Lyttede til P3 i dag mens jeg gik med barnevognen og datteren.

Det er en forteelse, der heldigvis ofte er måneder imellem – lytninger til P3, altså. Men sagen er den, at der var forårssæsonstart i Superligaen. Så selvom jeg vandrede hvileløst i Roskildes forblæste gader iført tilpas slidt latté pappa look, så jeg var jo nødt til at høre hvordan det gik med AaB i kampen mod AGF.

Nåede at græmme mig adskillige gange undervejs. Ikke så meget over kampen (AaB vandt!), men over musikken.

Noget af min tværhed skyldes utvivlsomt at jeg indeni er 53 år og særdeles gnaven, hvorfor jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med sange om at gå club og bare have en fucking fed fest1.

Men noget må også have strukturelle årsager

Under en løbetur tidligere i dag havde jeg hørt Bill Simmons og Malcolm Gladwell diskutere, at der måske fraset basketball i dag ikke er en (pop)kulturel midte i USA. I ved nok, de der personer, kunstnere, begivenheder, institutioner, som er uomgængelige og som alle kender og er nødt til at forholde sig til. De er midten. De fænomener, som alle uanset baggrund, sted i livet, social status og religion dog trods alt har et eller andet forhold til.

Dem som vi alle kender og forstår betydningen af. Som samtalen drejer sig om. Som transcenderer grænserne mellem genrer? Eksempler gennem tiden: Michael Jackson. The Beatles. Rolling Stones. Michael Laudrup. Mozart. Muhammad Ali. Nelson Mandela. Frank Sinatra. Matador2. Elvis Presley. Star Wars. Karl Marx. William Shakespeare. H.C. Andersen.

I kan sikkert selv komme på flere. Film, teater og forfattere er for længe siden røget ud af den kulturelle midte. Kan I eksempelvis nævne en film fra de seneste fem år, som var så magtfuld, at den var del af den kulturelle midte? Eller en bog? Som folk refererer til, og hvis indhold indgår i vores fælles samfundsmæssige forforståelse?

Og min påstand er nu, at musik og musikere også forlængst er røget ud af den kulturelle midte. Det hele er blevet balkaniseret. Folk lytter til musik i deres egen lille ghetto. Der var intet af det club-musik, som de spillede på P3 en søndag eftermiddag, der blot tilnærmelsesvist kan betegnes som værende i ‘midten’. De mest streamede kunstnere på Spotify i 2016 var Drake, Rihanna, Justin Bieber, Kanye West og Twenty One Pilots. Som alle har masser af fans, bevares, men er de allemandseje? Er det dem som samtalen handler om?3

Det var en lang snak blot for at sige, at jeg ikke kunne lide noget af det musik, de spiller på P3. Bortset fra én sang. Og det er så åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

For lyt lige til Emil Kruse & Tobias Rahim ‘Hver dag’.

Det er en eminent sang. En slags Soul II Soul for nutiden. Som næppe heller bliver en del af midten, men som alligevel er jævnt fantastisk. Måske det også hænger sammen med, at P3 spillede sangen da Jannik Pohl scorede til 2-1 i overtiden mod AGF.

Uanset hvad er den fortryllende. Giv den chance.

  1. Hvilket er et gennemgående tema i P3’s sange baseret på min dataindsamling i dag []
  2. Som jeg stadig ikke har set []
  3. Afledt problemstilling: Findes den samtale/midte jeg kredser om rent faktisk? []

Poul Anker Bech

Det tabte land

Der var nordjysk nostalgi for fuld udblæsning, da jeg var domsmand i går. Således var retssalen prydet af ikke færre end fem Poul Anker Bech malerier. Det var mageløst. Det fik næsten øjeblikket med de bevæbnede betjente under domsafsigelsen til fremstå poetisk, lige dér under Bechs dramatiske himmel i Vendsyssel.

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

En anden vinkel på historien

Hvilken henrivende lille øvelse, de har gang i ovre hos io9:

When you start a book or movie, you commit to following a character (or maybe even a few) for the length of the story. But do you ever get the feeling that maybe, just maybe, you’ve picked the wrong ones?

Maybe you suspect that the villains of the story might actually have a good case for why they’re aggrieved; maybe you suspect the sidekick sees things a little more sharply from not seeing them head-on; or perhaps a character with only a sketchy backstory just seems so much more interesting than the hero.

Tell us in the comments, what the story is and which character you’d like to see through the eyes of. Perhaps give us a brief synopsis of the story we might expect, and why it’s just that much more interesting than the one we got.

Det er da et godt og tankevækkende spørgsmål. Stimulerende og tvinger en til at tænke tilbage på de mange bøger, film og tv-serier, man har holdt af igennem tiden. Der er selvfølgelig de helt oplagte, og dermed også klichéagtige.

‘Star Wars’ (alle ved at Imperiet er langt mere interessante end de kedelige rebeller), ‘Karate Kid’ (hvem ved hvilke følelsesmæssige traumer der lå bag Johnnys skurkerolle?) og ‘Ringenes Herre’ (mere Gandalf, tak).

Men hvilke ellers? Har I gode forslag?

Philip K. Dick

man-high-castle1-1024x641

Forleden havde Amazon brandudsalg på Kindle-udgaver af Philip K. Dick romaner. Det virkede fjollet for mig ikke at bruge de i alt 12 dollars på at købe tre etablerede klassikere inden for science fiction/speculative fiction/dystopian fiction genren.

Nu har jeg så ‘The Man in the High Castle’ (1962), ‘Ubik’ (1969) og ‘A Scanner Darkly’ (1977) liggende i to-read mappen på min Kindle. Det behager mig særdeles meget.

Indtil videre har jeg fået læst ‘The Man in the High Castle’ af de tre. Her er beskrivelsen af bogen fra Wikipedia:

The Man in the High Castle is an alternate history novel by American writer Philip K. Dick. The novel is set in 1962, fifteen years after the end of a fictional longer Second World War (1939–1947). It concerns intrigues between the victorious Axis Powers—Imperial Japan and Nazi Germany—as they rule over the former U.S., as well as daily life under the resulting totalitarian Fascist and imperialistic rule.

The novel includes the construction of a novella within the novel that constitutes an alternate history within this alternate history (wherein the Allied Powers defeat the Axis Powers, though in a manner distinct from this actual historical outcome). The Man in the High Castle won a Science Fiction Achievement Award (Hugo Award) in 1963.

I bogen følger vi livet hos en række personer bosiddende i det vestlige USA, der nu er en del af det japanske imperium i form af vasalstaten The Pacific States of America bestående af Alaska, California, Hawai’i, Oregon samt dele af Nevada and Washington. Japanerne er koloniherrer. Skrevet i 1962 er det ikke vanskeligt at se parallelerne til de europæiske kolonimagters adfærd i Afrika, Sydamerika og Asien.

Bogen er selvsagt en dystopi, og en særdeles velgennemtænkt en af slagsen. Dicks trick med at holde adskillige alternative virkeligheder kørende undervejs fungerer helt optimalt. Det er meget fascinerende og stimulerende for fantasien. Jeg kan varmt anbefale ‘The Man in the High Castle’, hvis man har et blødt punkt for den her slags science fiction og kontrafaktiske godter. Hvis I er interesserede, så bliver bogen omformet til en tv-serie i løbet af 2015.

Bogen fik mig til at tænke lidt dybere over Dicks forfatterskab. Udover at det er en nøgternt og objektivt vurderet glimrende bog (jeg giver den fire ud af fem mulige), så er den også et meget godteksempel på, at Dicks styrker og svagheder er de samme.

Han er en sand mester til at at skrive filosofiske, paranoide, venden-på-hovedet historier, hvor hovedpersonen ikke ved hvad der er virkeligt eller ej. Det sker altid på en original og små-hallucinerende måde. Emner som identitet, virkelighed og kultur bliver rusket godt og grundigt igennem. Man kan således godt se Dicks løbebane som stof(mis)bruger og hans skizofreni-diagnose i forfatterskabet.

Det gør af og til læsningen af hans tekster til lidt af en rutschebanetur. Men mest af alt udmøntede hans fantastisk kreative og originale fantasi sig i snart alt, hvad han lavede.

Dick var således fremragende til at skabe fascinerende koncepter. Tidsrejser, indoperering af falske erindringer, kontrafaktisk historie, alternative parallelvirkeligheder. Det er derfor hans bøger har været brugt som oplæg for så mange film igennem tiden – simpelthen fordi hans idéer var så spændende og langt ude. Bedste og mest kendte eksempel er selvsagt ‘Blade Runner’, men også ‘Total Recall’ og ‘Minority Report’.

Men Dicks insisteren på at skrive leger-med-din-virkelighed historier og implementering af hans fabulerende koncepter betyder også, at hans bøger og noveller ofte tager en drejning i retning af at blive metafortællinger.

Hvis Dicks idé i en historie er, at man kan få indopereret falske erindringer hos firmaet Rekal Inc. (som det er tilfældet i ‘We Can Remember It for You Wholesale’, oplægget til ‘Total Recall’ filmene), så handler det for ham bare om at få opbygget en fortællermæssig mekanisme op rundt den kreative idé. Hovedpersonen, Douglas Quail, er en på alle måder uinteressant papirnusser, som Dick ikke ofrer meget energi på at udvikle. Selv ikke da det viser sig at den falske erindring han ønsker at få indopereret rent faktisk er ægte1, bliver han i sig selv interessant. Han tjener primært en rolle som skabelon og redskab for Dick, men bliver ellers ikke beskrevet nærmere.

Så hvis man skulle pege på én svaghed hos forfatterskabet, så er det personerne i hans historier. De virker sjældent fuldt udviklede, men er skitser. Muligvis er de ikke stereotyper per se, men man får dem aldrig ind under huden.

Problemet er også tilstede i ‘The Man in the High Castle’. Ingen af de øvrigt ganske talrige personer i bogen bliver på noget tidspunkt realistiske eller nærværende, ligesom man heller ikke får opbygget noget emotionelt forhold til dem. Det er ærgerligt for konceptet/det store nummer i romanen er virkelig godt lavet.

De første kapitler i ‘A Scanner Darkly’ har desværre slet ikke været på samme niveau. Det hele er meget trippet og nærmest Hunter S. Thompson agtigt. Måske stofferne tog overhånd for Dick i den periode af hans liv, han skriver i hvert fald meget om dem. Jeg savner Dicks science fiction fremfor bare endnu en dystopi, der mest af alt virker som en stofinduceret paranoid fantasi. Bogen får et par kapitler mere, og hvis de ikke fungerer, migrerer jeg til ‘Ubik’ i stedet.

Tilbage for mig står samlet set, at Philip K. Dick muligvis var bindegal, men at han anvendte sine mørke sider til at udforme et fascinerende og kreativt forfatterskab. Ser frem til flere af hans bøger i fremtiden2.

  1. Og tilmed i slutningen af novellen bliver ægte []
  2. Billedet oven for er forsiden på første udgaven af ‘The Man in the High Castle fra 1962. Billedet er fundet her []

Fremmed fugl

Da jeg gik igang med at restorere de gamle blogarkiver opdagede jeg, at jeg ikke har set en spillefilm i bogstaveligt talt månedsvis. Den seneste jeg så var ‘Pacific Rim’, som jeg elskede ganske betingelsesløst. Sidst jeg skrev om at være i biografen var da vi var inde at se ligeledes mageløse ‘Gravity’ tilbage i november 2013. Hvis jeg lige på stående fod tænker to år tilbage og funderer over, hvilke film jeg her og nu kan huske, at jeg gerne ville have set i biografen, så er det nærmest kun ‘Interstellar’ jeg kan komme i tanke om. Og jeg har ikke set en film på Netflix i perioden, uagtet at udbuddet faktisk efterhånden er blevet ganske udmærket.

Det er nok med den baggrund, man skal forstå mine højthævede øjenbryn, da jeg her til morgen læste at en film ved navn ‘Birdman’ har vundet en Oscar for bedste film. Jeg har uden at overdrive aldrig nogensinde hørt om den film. Var nødt til at læse dens wiki-artikel blot for at vide, hvad i alverden det er vi taler om. Jeg havde hørt om ‘Boyhood’ og ‘Selma’, men ‘Birdman’? Nej.

Economist academy awards

Som elsker af mange obskure tv-serier, der – uanset deres objektive genialitet – er blevet lukket grundet manglende kommerciel succes, er jeg pinligt bevidst om, at det ikke i sig selv er et kvalitetstempel at være en kvantitativ succes. Og min ignorance og uvidenhed om ‘Birdman’ siger nok mere om min generelle afkobling fra virkeligheden, end den gør om filmens kvalitet. Det er med andre ord fuldt ud rimeligt at antage, at det er mig der er noget galt med i den her sag.

Men ovenstående graf fra The Economist forleden dag, er nu alligevel ret sigende.

Bevares, hverken ‘Transformers’ eller en af Hobbit-filmene skal vinde nogen kunstneriske priser, men er der er ikke en for stor diskrepans mellem kunstnerisk og kommerciel succes i årets felt af nominerede film? Er det egentlig så mærkeligt, at når jeg hører ordet ‘Birdman’, så tænker jeg på en basketballspiller?

For mit eget vedkommende kan jeg til slut bekende, at jeg ikke har set en eneste af filmene på listen ovenfor. Er jeg gået glip af noget? Kan nogen af læserne give feedback på filmene?