Hver dag

Lyttede til P3 i dag mens jeg gik med barnevognen og datteren.

Det er en forteelse, der heldigvis ofte er måneder imellem – lytninger til P3, altså. Men sagen er den, at der var forårssæsonstart i Superligaen. Så selvom jeg vandrede hvileløst i Roskildes forblæste gader iført tilpas slidt latté pappa look, så jeg var jo nødt til at høre hvordan det gik med AaB i kampen mod AGF.

Nåede at græmme mig adskillige gange undervejs. Ikke så meget over kampen (AaB vandt!), men over musikken.

Noget af min tværhed skyldes utvivlsomt at jeg indeni er 53 år og særdeles gnaven, hvorfor jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med sange om at gå club og bare have en fucking fed fest1.

Men noget må også have strukturelle årsager

Under en løbetur tidligere i dag havde jeg hørt Bill Simmons og Malcolm Gladwell diskutere, at der måske fraset basketball i dag ikke er en (pop)kulturel midte i USA. I ved nok, de der personer, kunstnere, begivenheder, institutioner, som er uomgængelige og som alle kender og er nødt til at forholde sig til. De er midten. De fænomener, som alle uanset baggrund, sted i livet, social status og religion dog trods alt har et eller andet forhold til.

Dem som vi alle kender og forstår betydningen af. Som samtalen drejer sig om. Som transcenderer grænserne mellem genrer? Eksempler gennem tiden: Michael Jackson. The Beatles. Rolling Stones. Michael Laudrup. Mozart. Muhammad Ali. Nelson Mandela. Frank Sinatra. Matador2. Elvis Presley. Star Wars. Karl Marx. William Shakespeare. H.C. Andersen.

I kan sikkert selv komme på flere. Film, teater og forfattere er for længe siden røget ud af den kulturelle midte. Kan I eksempelvis nævne en film fra de seneste fem år, som var så magtfuld, at den var del af den kulturelle midte? Eller en bog? Som folk refererer til, og hvis indhold indgår i vores fælles samfundsmæssige forforståelse?

Og min påstand er nu, at musik og musikere også forlængst er røget ud af den kulturelle midte. Det hele er blevet balkaniseret. Folk lytter til musik i deres egen lille ghetto. Der var intet af det club-musik, som de spillede på P3 en søndag eftermiddag, der blot tilnærmelsesvist kan betegnes som værende i ‘midten’. De mest streamede kunstnere på Spotify i 2016 var Drake, Rihanna, Justin Bieber, Kanye West og Twenty One Pilots. Som alle har masser af fans, bevares, men er de allemandseje? Er det dem som samtalen handler om?3

Det var en lang snak blot for at sige, at jeg ikke kunne lide noget af det musik, de spiller på P3. Bortset fra én sang. Og det er så åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

For lyt lige til Emil Kruse & Tobias Rahim ‘Hver dag’.

Det er en eminent sang. En slags Soul II Soul for nutiden. Som næppe heller bliver en del af midten, men som alligevel er jævnt fantastisk. Måske det også hænger sammen med, at P3 spillede sangen da Jannik Pohl scorede til 2-1 i overtiden mod AGF.

Uanset hvad er den fortryllende. Giv den chance.

  1. Hvilket er et gennemgående tema i P3’s sange baseret på min dataindsamling i dag []
  2. Som jeg stadig ikke har set []
  3. Afledt problemstilling: Findes den samtale/midte jeg kredser om rent faktisk? []

Poul Anker Bech

Det tabte land

Der var nordjysk nostalgi for fuld udblæsning, da jeg var domsmand i går. Således var retssalen prydet af ikke færre end fem Poul Anker Bech malerier. Det var mageløst. Det fik næsten øjeblikket med de bevæbnede betjente under domsafsigelsen til fremstå poetisk, lige dér under Bechs dramatiske himmel i Vendsyssel.

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

Wanderlust

Det eneste, der sådan for alvor ærgrer mig ved den snarlige familieforøgelsen er, at det aflyser sommerferien i år.

A32055.jpg

Det blev jeg mindet om, da jeg læste et indlæg på den ganske interessant blog ‘Political Violence At a Glance’, som de havde prydet med John Singer Sargent ‘Simplon Pass’ (1911).

Er det ikke et herligt drømmende billede? Det gav mig akut lyst til at bjergvandre, men det bliver så ikke i år. Men måske i 2017. Jeg savner Schweiz og Ticino. Ville gerne afsted nu.

Melankolsk kunst

Har brugt en ikke helt ubetydelig del af min dag på at brainstorme over og udarbejde listen ‘yndlingsmalere’. Hvilket selvsagt er et utåleligt selvsmagende og prætentiøst projekt, men nuvel, det var ikke desto mindre hvad jeg foretog mig. Min top 5 er i skrivende stund (i ikke nærmere prioriteret rækkefølge): Kaj K. NørkjærEdward HopperAndrew WyethCaspar David Friedrich og Eugène Jansson.

Hvad har disse malere til fælles – udover at være mænd, hvide og døde?

Melankolien, tror jeg. Den har sneget sig ind på mig i de senere år. Både mentalt, men åbenbart også i mine kulturelle præferencer. I dag kan jeg helt uironisk sætte pris på country, noget jeg ville have forsvoret for relativt kort tid siden. For 10 år siden var det den vrængende og let afsporede Egon Schiele, der var min yndlingsbilledkunstner. Og før da var jeg mest til popkunst a la Robert Rauschenbergs pasticher eller den ironisk-fremmedgjorte Barbara Kruger.

I dag er der ingen af dem, der gør så meget for mig. God billedkunst har en anden og mere implicit effekt på mig nu, især hvis den siger noget om den menneskelige eksistens’ grundvilkår (læs: melankolien og en higen efter en større mening).

Måske nogen af læserne husker den berømte og pænt vidunderlige museumsscene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, hvor protagonisten Ferris, kæresten Sloane og den kompleksramte ven Cameron er på The Art Institute of Chicago. De ser mesterværker af Picasso og Hopper inden Cameron fortaber sig fuldstændig i Seurats ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’. Han stirrer så intenst på den lille pige og hendes mor, og jo mere han stirrer, jo mere indser han at der intet er – der er ingen redning fra hans fremmedgjorte far og døde mor.

Jeg vil ikke sige at mine fem favoritkunstnere efterlader mig som på samme eksistentielt desperate plan som Cameron, men især Hopper og Wyeths billeder har en stærk effekt på mig i disse år. ‘Christina’s World’, eksempelvis, eller Hoppers ‘Gas’ ovenfor. Det er melankolien, den besjælede natur og symbolsk higen, der fungerer for mig dette sted i livet.

Vi må se hvilke kunstnere, jeg fremhæver om 10 år. Måske nogle mere farverige af slagsen?

En anden vinkel på historien

Hvilken henrivende lille øvelse, de har gang i ovre hos io9:

When you start a book or movie, you commit to following a character (or maybe even a few) for the length of the story. But do you ever get the feeling that maybe, just maybe, you’ve picked the wrong ones?

Maybe you suspect that the villains of the story might actually have a good case for why they’re aggrieved; maybe you suspect the sidekick sees things a little more sharply from not seeing them head-on; or perhaps a character with only a sketchy backstory just seems so much more interesting than the hero.

Tell us in the comments, what the story is and which character you’d like to see through the eyes of. Perhaps give us a brief synopsis of the story we might expect, and why it’s just that much more interesting than the one we got.

Det er da et godt og tankevækkende spørgsmål. Stimulerende og tvinger en til at tænke tilbage på de mange bøger, film og tv-serier, man har holdt af igennem tiden. Der er selvfølgelig de helt oplagte, og dermed også klichéagtige.

‘Star Wars’ (alle ved at Imperiet er langt mere interessante end de kedelige rebeller), ‘Karate Kid’ (hvem ved hvilke følelsesmæssige traumer der lå bag Johnnys skurkerolle?) og ‘Ringenes Herre’ (mere Gandalf, tak).

Men hvilke ellers? Har I gode forslag?

Philip K. Dick

man-high-castle1-1024x641

Forleden havde Amazon brandudsalg på Kindle-udgaver af Philip K. Dick romaner. Det virkede fjollet for mig ikke at bruge de i alt 12 dollars på at købe tre etablerede klassikere inden for science fiction/speculative fiction/dystopian fiction genren.

Nu har jeg så ‘The Man in the High Castle’ (1962), ‘Ubik’ (1969) og ‘A Scanner Darkly’ (1977) liggende i to-read mappen på min Kindle. Det behager mig særdeles meget.

Indtil videre har jeg fået læst ‘The Man in the High Castle’ af de tre. Her er beskrivelsen af bogen fra Wikipedia:

The Man in the High Castle is an alternate history novel by American writer Philip K. Dick. The novel is set in 1962, fifteen years after the end of a fictional longer Second World War (1939–1947). It concerns intrigues between the victorious Axis Powers—Imperial Japan and Nazi Germany—as they rule over the former U.S., as well as daily life under the resulting totalitarian Fascist and imperialistic rule.

The novel includes the construction of a novella within the novel that constitutes an alternate history within this alternate history (wherein the Allied Powers defeat the Axis Powers, though in a manner distinct from this actual historical outcome). The Man in the High Castle won a Science Fiction Achievement Award (Hugo Award) in 1963.

I bogen følger vi livet hos en række personer bosiddende i det vestlige USA, der nu er en del af det japanske imperium i form af vasalstaten The Pacific States of America bestående af Alaska, California, Hawai’i, Oregon samt dele af Nevada and Washington. Japanerne er koloniherrer. Skrevet i 1962 er det ikke vanskeligt at se parallelerne til de europæiske kolonimagters adfærd i Afrika, Sydamerika og Asien.

Bogen er selvsagt en dystopi, og en særdeles velgennemtænkt en af slagsen. Dicks trick med at holde adskillige alternative virkeligheder kørende undervejs fungerer helt optimalt. Det er meget fascinerende og stimulerende for fantasien. Jeg kan varmt anbefale ‘The Man in the High Castle’, hvis man har et blødt punkt for den her slags science fiction og kontrafaktiske godter. Hvis I er interesserede, så bliver bogen omformet til en tv-serie i løbet af 2015.

Bogen fik mig til at tænke lidt dybere over Dicks forfatterskab. Udover at det er en nøgternt og objektivt vurderet glimrende bog (jeg giver den fire ud af fem mulige), så er den også et meget godteksempel på, at Dicks styrker og svagheder er de samme.

Han er en sand mester til at at skrive filosofiske, paranoide, venden-på-hovedet historier, hvor hovedpersonen ikke ved hvad der er virkeligt eller ej. Det sker altid på en original og små-hallucinerende måde. Emner som identitet, virkelighed og kultur bliver rusket godt og grundigt igennem. Man kan således godt se Dicks løbebane som stof(mis)bruger og hans skizofreni-diagnose i forfatterskabet.

Det gør af og til læsningen af hans tekster til lidt af en rutschebanetur. Men mest af alt udmøntede hans fantastisk kreative og originale fantasi sig i snart alt, hvad han lavede.

Dick var således fremragende til at skabe fascinerende koncepter. Tidsrejser, indoperering af falske erindringer, kontrafaktisk historie, alternative parallelvirkeligheder. Det er derfor hans bøger har været brugt som oplæg for så mange film igennem tiden – simpelthen fordi hans idéer var så spændende og langt ude. Bedste og mest kendte eksempel er selvsagt ‘Blade Runner’, men også ‘Total Recall’ og ‘Minority Report’.

Men Dicks insisteren på at skrive leger-med-din-virkelighed historier og implementering af hans fabulerende koncepter betyder også, at hans bøger og noveller ofte tager en drejning i retning af at blive metafortællinger.

Hvis Dicks idé i en historie er, at man kan få indopereret falske erindringer hos firmaet Rekal Inc. (som det er tilfældet i ‘We Can Remember It for You Wholesale’, oplægget til ‘Total Recall’ filmene), så handler det for ham bare om at få opbygget en fortællermæssig mekanisme op rundt den kreative idé. Hovedpersonen, Douglas Quail, er en på alle måder uinteressant papirnusser, som Dick ikke ofrer meget energi på at udvikle. Selv ikke da det viser sig at den falske erindring han ønsker at få indopereret rent faktisk er ægte1, bliver han i sig selv interessant. Han tjener primært en rolle som skabelon og redskab for Dick, men bliver ellers ikke beskrevet nærmere.

Så hvis man skulle pege på én svaghed hos forfatterskabet, så er det personerne i hans historier. De virker sjældent fuldt udviklede, men er skitser. Muligvis er de ikke stereotyper per se, men man får dem aldrig ind under huden.

Problemet er også tilstede i ‘The Man in the High Castle’. Ingen af de øvrigt ganske talrige personer i bogen bliver på noget tidspunkt realistiske eller nærværende, ligesom man heller ikke får opbygget noget emotionelt forhold til dem. Det er ærgerligt for konceptet/det store nummer i romanen er virkelig godt lavet.

De første kapitler i ‘A Scanner Darkly’ har desværre slet ikke været på samme niveau. Det hele er meget trippet og nærmest Hunter S. Thompson agtigt. Måske stofferne tog overhånd for Dick i den periode af hans liv, han skriver i hvert fald meget om dem. Jeg savner Dicks science fiction fremfor bare endnu en dystopi, der mest af alt virker som en stofinduceret paranoid fantasi. Bogen får et par kapitler mere, og hvis de ikke fungerer, migrerer jeg til ‘Ubik’ i stedet.

Tilbage for mig står samlet set, at Philip K. Dick muligvis var bindegal, men at han anvendte sine mørke sider til at udforme et fascinerende og kreativt forfatterskab. Ser frem til flere af hans bøger i fremtiden2.

  1. Og tilmed i slutningen af novellen bliver ægte []
  2. Billedet oven for er forsiden på første udgaven af ‘The Man in the High Castle fra 1962. Billedet er fundet her []

Fremmed fugl

Da jeg gik igang med at restorere de gamle blogarkiver opdagede jeg, at jeg ikke har set en spillefilm i bogstaveligt talt månedsvis. Den seneste jeg så var ‘Pacific Rim’, som jeg elskede ganske betingelsesløst. Sidst jeg skrev om at være i biografen var da vi var inde at se ligeledes mageløse ‘Gravity’ tilbage i november 2013. Hvis jeg lige på stående fod tænker to år tilbage og funderer over, hvilke film jeg her og nu kan huske, at jeg gerne ville have set i biografen, så er det nærmest kun ‘Interstellar’ jeg kan komme i tanke om. Og jeg har ikke set en film på Netflix i perioden, uagtet at udbuddet faktisk efterhånden er blevet ganske udmærket.

Det er nok med den baggrund, man skal forstå mine højthævede øjenbryn, da jeg her til morgen læste at en film ved navn ‘Birdman’ har vundet en Oscar for bedste film. Jeg har uden at overdrive aldrig nogensinde hørt om den film. Var nødt til at læse dens wiki-artikel blot for at vide, hvad i alverden det er vi taler om. Jeg havde hørt om ‘Boyhood’ og ‘Selma’, men ‘Birdman’? Nej.

Economist academy awards

Som elsker af mange obskure tv-serier, der – uanset deres objektive genialitet – er blevet lukket grundet manglende kommerciel succes, er jeg pinligt bevidst om, at det ikke i sig selv er et kvalitetstempel at være en kvantitativ succes. Og min ignorance og uvidenhed om ‘Birdman’ siger nok mere om min generelle afkobling fra virkeligheden, end den gør om filmens kvalitet. Det er med andre ord fuldt ud rimeligt at antage, at det er mig der er noget galt med i den her sag.

Men ovenstående graf fra The Economist forleden dag, er nu alligevel ret sigende.

Bevares, hverken ‘Transformers’ eller en af Hobbit-filmene skal vinde nogen kunstneriske priser, men er der er ikke en for stor diskrepans mellem kunstnerisk og kommerciel succes i årets felt af nominerede film? Er det egentlig så mærkeligt, at når jeg hører ordet ‘Birdman’, så tænker jeg på en basketballspiller?

For mit eget vedkommende kan jeg til slut bekende, at jeg ikke har set en eneste af filmene på listen ovenfor. Er jeg gået glip af noget? Kan nogen af læserne give feedback på filmene?

Serial

For en gangs skyld holder hypen: Podcasten ‘Serial’ er helt og aldeles fremragende. Det er vanskeligt at ikke at blive helt opslugt af historien. Den forvandlede min kedsommelige (og ret lange) hjemrejse fra svigerforældrene i Midtsverige til en sand fornøjelse. Giv den et lyt. Jeg garanterer at I blive fanget.

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.