Don’t You Know Who I Think I Was?

Er du den samme som da du var 15? 20? 25? Altså, sådan helt fundamentalt? Bortset fra at du har skiftet tøjstil, bolig, uddannelse, job og kæreste et par gange undervejs, er du så stadig den samme? Eller har du forandret dig? I så fald: Hvordan? Og vil dine omgivelser også mene, at du har forandret dig?

Hidtil har jeg abonneret på den tanke, at mennesker ikke forandrer sig. Fraset eksternt opståede negative chok til ens system (dødsfald, alvorlig sygdom, traumatiske hændelser), så mente jeg, at når først man har passeret teenageårene, så er ens personlighed og væsen nogenlunde konstant. Bevares, man bliver altid klogere og justerer ens valg og prioriteter herefter. Men hvis man ser på selve essensen af en person, har jeg hidtil været ganske sikker på, at den forblev nogenlunde den samme.

Nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg er i hvert fald blevet mere opmærksom på, at jeg ikke er den samme som den der yngre mand, der i foråret 2007 luffede ud af Københavns Universitet med mit kandidatbevis i hænderne.

Jeg tænkte først over det for nylig, da jeg sad og puslede med at renovere mine gamle blogarkiver og lægge dem online igen. At sidde der og læse mine ord fra april 2005 og at møde den person jeg var dengang … nuvel, jeg vil ikke sige at jeg ikke kan genkende mig selv. Men jeg var indiskutabelt anderledes.

Nogle ting er selvfølgelig de samme. Min generthed. Min introverte sider. De nørdede interesser. Glæden ved at skrive. Ironien. Den evindelige søgen efter mening og ægthed. Restløsheden. De ting er stadig til stede. Andre af mine karaktertræk er blevet forstærket siden dengang. Nok især melankolien og sortsynet. Usikkerheden på mig selv. De er blevet spædet op med en faktor eller to efter 10 år på arbejdsmarkedet, hvor jeg aldrig rigtig har fundet min sti.

Men andre ting er anderledes.

Det fysiske forfald er jo hvad det er. Men den noget mere frembrusende og humoristiske person, som elskede at drille godmodigt, diskutere, provokere og holdt af at være midtpunktet i små selskaber, er om ikke forsvundet, så i hvert fald trængt i baggrunden. Der var også flere ting, jeg gik passioneret op i dengang (politiske transitionsprocesser i Central- og Østeuropa! ny musik!). Der er ikke så mange ting, jeg brænder for længere. Og efter nogle år med for lidt søvn er jeg nok blevet mere … træt og mindre overskudsagtig. Jeg var markant mindre gnaven og irritabel dengang, end jeg er i dag. Omvendt er jeg også blevet klogere. At få to børn har lært mig meget om kærlighed, omsorg, pligter og tålmodighed. Jeg er mindre egoistisk i dag, end jeg var dengang – håber jeg.

Den stille gradvise forandring er tankevækkende. Ham fra 2007 er jo for eksempel den person, som min Bedre Halvdel mødte og forelskede sig i dengang. Det er også ham, som langt størstedelen af mine nuværende venner mødte. Og jeg tror at mine forældre grundlæggende ser mig, som jeg var engang – og de derfor ikke altid forstår, hvorfor jeg agerer som jeg gør.

Hvordan kommunikerer man nu i 2018, at man med tiden har forandret sig? Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste et blogindlæg om netop det. Vil tillade mig at citere det i noget nær fuld længde:

I quit Facebook back in 2011 for a lot of reasons, but perhaps the most crucial was to rebel against its core mission: Connecting the world. I was over-connected with the world, acquaintances and friends from the past, and I wanted out.

Zuckerberg has repeatedly doubled down on the toxic idea that we should only have one self, one persona. That we should be the same person in all social circles, lest we be “frauds”.

I’m happy to be a fraud under that definition. I’m not the same person I was in high school. Not the same person I was at university. Not the same person I was with friends at age 15 as I was with a different group of friends at 21. I’m still not the same person with friends in programming as I am with friends in racing or with family or old mates from Denmark.

What allowed me to change and prosper was the freedom to grow apart and lose touch with people. It’s hard to change yourself if you’re stuck in the same social orbit. There’s a gravitational force that pulls you into repeating the same circular pattern over and over again. Breaking out of that takes tremendous force.

In real life, this force is mercifully thrust upon you at critical moments for self-discovery and evolution. You leave university, and you automatically lose touch with most of the people you knew there. It’s not an affront to anyone that this happens. It doesn’t take any effort. Everyone accepts that it’s a natural process.

But Facebook changed that. It stunted this natural, gentle process of growing apart and losing touch. Now the default is to stay connected with everyone you’ve ever friended forever. And to break that connection, you have to actively sever it. Something most people don’t like doing, and don’t like having done to them, so it generally doesn’t happen.

Knowing that everything you share will be seen by all these people from your past quietly moderates what you actually share. Becoming someone else entails experimenting and failing with new styles and ideas. Not a lot of people are so keen to premiere such vulnerable stages of their evolution in front of an audience that expects them to be that same
person they always were forever. I know I wasn’t.

So I pressed the red button and nuked all these synthetic connections from Facebook’s orbit in one go.

It was liberating.

Jeg er ikke enig med ham i, at det er nødvendigt og positivt at afbryde kontakten med ens bekendtskaber fra dengang, hvor man måske var en anden. Faktisk synes jeg det er noget værre vås.

Men jeg kan sagtens genkende at facebook kan fastholde en i en bestemt social rolle og en person, man var engang – og at det kan være grænseoverskridende at bryde med den imaginære persona, som folk har opbygget om en.

Det var grænseoverskridende og angstprovokerende for mig, da jeg sidste år kortvarigt stillede op som kandidat til kommunalvalget for et politisk parti. Den slags kræver jo en aktiv tilstedeværelse på facebook, der – hvad enten man kan lide det eller ej – er blevet stedet, hvor man bedst når ud til den brede vælgerskare.

De grænseoverskridende elementer bestod dels min naturlige blufærdighed, generthed og ulyst til opmærksomhed. Jeg trives i mindre selskaber, men at være i centrum eller være på scenen i en større forsamling? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Men problemet var primært identitetsmæssigt. GYS!, hvad ville mine facebook-kontakter mon tænke om mig nu? Var jeg egentlig ok med at bevæge mig fra at være person til rolle som politiker (med alt hvad det indebærer af negative konnotationer)? Hvad ville det betyde for mine venner/bekendte/(eks)kolleger/gymnasie- og studiekammerater/kollegiebeboeres opfattelse af mig? Var det overhovedet vigtigt?

Jeg har jo altid haft den jævnt besynderlige opfattelse, at det er helt fint – ja, ligefrem godt -, at vildt fremmede besøger, læser og kommenterer mine enfoldigheder og bekendelser her på bloggen. Omvendt ville jeg dø af skam og rædsel, hvis de samme ting jeg skriver her i min semi-anonymitet blev læst af alle dem, jeg er forbundet med på facebook. Hvilket jo dybest set er en meningsløs, men dog alligevel helt reel bekymring for mig.

Jeg kan derfor godt følge skribenten i det han skriver om sociale mediers konserverende rolle for ens offentlige persona. Og jeg deler betragtningen om at have behov for forandring, og at have lov til ikke at være den samme, som man var engang. Ellers begår man de samme fejl og kører rundt i den samme rille igen og igen og igen. Man er nødt til at bryde med den selvcensurerende mentale struktur i hovedet på en selv. Og i praksis fik jeg kun venlig feedback på min politikerrolle, så det var slet ikke så farligt endda.

Og hvad så, kan man sige? Hvorfor så mange ord om sådan en omgang navlepilleri?

2017 var på mange måder et driftsår hjemme hos os. Vi skulle have livet og logistikken til at fungere med to små børn, to fuldtidsjobs og hvad der ellers følger med i vores fase af tilværelsen. I 2018 er der åbnet muligheder for, at vi som familie kan træffe valg, der vil betyde store forandringer. Det er spændende og noget at tænke over. For det vil være beslutninger, som jeg i hvert fald ikke ville have kunne træffe, hvis jeg stadig var som jeg var engang

Og så igen helt afslutningsvis: Er du den samme som du var engang?

Fortsat høj stigningsprocent på bakken

Jeg ville egentlig gerne have skrevet et spændstigt indlæg om hvordan julen og den efterfølgende skiferie op til svigerforældrene på bjerget i Åre havde tilføjet mig ny inspiration, optimisme og skrivetrang.

Rammerne til en sådan positiv spiral var som udgangspunkt ganske perfekte. For det var herligt at komme ud på ski igen. Sneen var rigelig og vejret helt perfekt. Jeg bliver muligvis ikke bedre til at stå på ski med årene, men det er stadigvæk en uovertruffen oplevelse at drøne ned af pisterne. Åre er et tilmed dejligt sted. Og det var såmænd også hyggeligt at være sammen med Den Bedre Halvdels forældre. Så nøgternt vurderet var alt godt.

Men derfor er jeg alligevel udaset og noget mismodig. For ser man bort fra skiturene har 2018 indtil videre været jævnt træls.

Tiden under og efter julen har mest af alt været domineret af afbrudte arbejdsdage, Den Bedre Halvdels hospitalsvagter og at mine børn har været syge på skift.

Først var de begge forkølede. De to og moderen hostede som en hel koloni af tuberkulose-ramte. Den slags kan man trods alt håndtere. Men så udviklede datteren astmatisk bronkitis. Da vi (bl.a. efter et sving forbi børneafdelingen på Roskilde Sygehus) med indlæggelse, hiv, sving, antibiotika og inhalatormedicin fik has på det, så fik sønnen skoldkopper. Han og jeg måtte derfor blive et par ekstra dage alene hjemme i Roskilde indtil han blev ikke-smitsom nok til at de ville lukke ham ind i flyet nordpå. Og nu hvor vi langt om længe endelig er kommet på anden side af skoldkopperne, så har han – med mine børns vanlige sans for hysterisk dårlig timing – her på min sidste feriedag naturligvis fået smittet sin søster med selvsamme skoldkopper.

Med andre ord venter endnu en uge med pylrede børn, dårlig søvn og nødpasning i form af min mor fragtet ind fra Aalborg. Den kommende arbejdsuge indledes dog meget bekvemt med endnu en barns første sygedag i morgen. Og så undrer jeg mig over at jeg aldrig bliver forfremmet eller til noget stort?

Tror vi efterhånden kunne bruge lidt ubetinget godt nyt her i husstanden. Det er ved at være en smule trættende at gå op ad bakke hele tiden.

Bekymringer

Er ikke forsvundet. Men skrivelysten er lidt … hæmmet.

Oplever livsbekymringer for tiden, der er noget større end mine sædvanlige solipsistiske navlepillerier i stil med åh-min-karriere-stagnerer og mine-bukser-strammer-mere-end-før.

Jeg har ellers altid været skånet for det, man vel kan kalde eksternt opståede chok til mit livssystem. Ingen nære dødsfald, ingen sygdomme, ingen uheld eller ulykker. Alle mine bekymringer er udsprunget fra mig selv og har været relativt overskuelige.

Indtil nu, altså.

Dette er en personlig, men ikke privat blog, så jeg vil ikke uddybe det yderligere. Men vi er bekymrede for den ældste arvings trivsel og udvikling, både lige nu og videre frem. Og det er bekymringer, som vi ikke rigtig kan få løst med et snuptag, uanset hvor meget jeg grubler over dem – og det er ganske meget, skulle jeg hilse at sige.

Jeg har ikke oplevet den slags bekymringer før vi fik børn. Men de er altfortærende. Børnebekymringer – og sorger kan overskygge alting og lægge et gråt filter hen over alting. Ting jeg før gik op i er blevet ligemeget. Selv nogle ret voldsomme aktuelle organisatoriske ændringer på min arbejdsplads, er jeg mere eller mindre ligeglad med for tiden. Min sædsvanlige ironiske distance til alting kommer til kort, når først det handler om de to små rockere.

Nuvel, jeg ved godt at det er priviligeret først at skulle opleve virkelig, autentisk bekymring i en alder af 36 år. Bekymringer, som ikke nødvendigvis kommer til at forsvinde. De har givet mig en ny respekt og forståelse for den menneskelige grundtilstand, nemlig at alle på et eller andet tidspunkt bliver ramt af vanskelige tider.

Vi må vel blot håbe på det bedste, bevare roen og mose videre.

Elin

Se lige den her boss-lady. Og ja, beklager den lave billedkvalitet, men det er taget fra et nyhedsbrev, som vuggestuen sendte om deres nyligt afholdte temadag:

“Vi har de sidste par uger været i fuld gang med vores tema krop og bevægelse. Her er billeder fra dagens aktiviteter med de mindste på stuen. Vi sang, holdt balancen på ting, vendte på hovedet og snurrede rundt.”

Der var også et billede af hende i en snurretop, men … der har hun altså et ansigtsudtryk som en ond-i-sulet drage, der er er mere end klar til at brænde en hel middelalderlandsby af med sin ildånde – og det ville trods alt ikke rigtig være repræsentativt for hende. Men hun ER sej. Af og til forestiller jeg mig, at min datters theme-song er Neneh Cherry ‘Buffalo Stance’.

“Who’s looking good today?
Who’s looking good in every way?
No style rookie
You better watch don’t mess with me
No moneyman can win my love
It’s sweetness that I’m thinking of”

Hun tager ikke noget pis fra nogen. Hun er stærk og spiser som en hest. Når de andre børn tror at de skal tryne den yngste pige på stuen, så får de ren besked. Pædagogerne synes det er utrolig morsomt, når de større drenge, der vil tage noget legetøj fra hende, får et brøl og et skub fra hende. Hvem tror du egentlig du er, fister?

Hvor hendes storebror er skrøbelig, temperamentsfuld, følsom og genert (som sin far…), så er hun permanent glad, moser på og går opdagelser (som sin mor …). Hun ser ikke problemer, hun ser en mulighed for at opdage noget sjovt. Når jeg kommer hjem fra arbejde, så er det første hun vil, at vi sammen tænder for musikanlægget og danser til Johan Hedberg ‘Kickar Grus’. Så griner vi og hun tramper rundt på korte, stærke ben til musikken.

Det kan lyde sært når vi nu taler om en ikke engang halvanden år gammel pige, men … jeg er kæmpe fan. For hun er så anderledes end mig. Og hvis det nogensinde lykkes mig at få hende smittet med min melankoli og sortsyn, har jeg fejlet noget så grusomt her i livet.

Hun får brug for sin råstyrke, tror jeg.

Har altid været glad for at jeg selv er af hankøn, for livet virker så meget mere svært for kvinder. Hvis livet var et videospil, så spiller mænd på ‘Easy Mode’ mens kvinder spiller på ‘Hard Mode’. Jeg er ikke den store queerfeminist-teoretiker. Men min egen begrænsede empiri tilsiger, at kvinder skal arbejde meget hårdere end mænd for at få anerkendelse for et stykke arbejde – og piger bliver bedømt langt hårdere for deres udseende end en dreng gør. Det aspekt bliver desværre næppe mindre aktuelt for min datter, når hun vokser op.

Jeg tror også at det allerede i dag generelt er meget vanskeligere at være barn og ung, end det var for mig dengang jeg voksede op i 80’erne og 90’erne. Så hvordan mon det ikke bliver fremadrettet? Kravene til hvad man som individ skal kunne, gøre, opnå og være for at opnå anerkendelse er langt større, end det var dengang jeg voksede op som en blegfiset nørd i Aalborg. Bevares, jeg var heller aldrig cool eller en af de populære, men jeg blev omvendt  heller ikke drillet eller var social udstødt. Jeg kunne slippe afsted med at være mig selv og have nørdede interesser, uden at det skadede mig nævneværdigt. Det at være sig selv er jeg usikker på om mine børn kan praktisere, med mindre de virkelige siger fra overfor omverdenens bullshit.

Så jeg håber at min lille seje pige holder fast i sig selv, og at vi som forældre kan understøtte hende og hendes bror i at være dem, de gerne vil være.

Intellektuel malaise

Mine blogindlæg størkner for tiden. Mest fordi jeg ikke er særlig kompetent til at skrive om de ting der aktuelt fylder i min tilværelse. Jeg kunne f.eks. have skrevet om:

… hvordan jeg vil give en hædersmedalje til vedkommende der opfinder ‘sådan-får-du-dit-barn-til-at-sove-NU’ løsningen. Eller den brave sjæl, jeg kan betale for at levere gode råd om hvordan en introvert, uempatisk og forkølet mand med hold i ryggen håndterer sine to børn, alt imens hans bedre halvdel er på 24 timers vagt på hospitalet. Måske jeg endog kunne skrive om hvor frustrerende det kan være med børn i trodsalderen. Men ak, jeg er ikke en særlig god mommy blogger, så den slags kan I nok læse andet og bedre om andetsteds.

… hvordan føromtalte hold i ryggen nu på tredje uge gør mig gnaven og ikker så lidt pirrelig. Dels fordi jeg stadig ikke kan løbe (og derfor forfalder mere og mere), dels fordi jeg ikke kan sidde ned i længere tid uden at blive helt øm og Pia Christmas-Møller’sk i min ryg. Som papirnusser har jeg brug for at kunne sidde ned foran computeren, hvis jeg da ellers skal koncentrere mig nok til at sprøjte mine kedsommelige notater ud i lind strøm. Nu står jeg der i stående tilstand og blomstrer hele dagen på mit kontor, til stor moro for Marketingafdelingen. Men ak, syg- og dårligdomme er heller ikke et emne jeg er ekspertskribent indenfor, så det går næppe.

… hvordan vi er i ukonkrete, men dog væsentlige boligovervejelser. Skal vi forlade den pragtfulde, men absurd dyre lejelejlighed i hjertet af Roskilde – et sted vi er faldet mere end godt til? For at søge lidt længere ud af toglinjen vestpå, hvor livet er mere … sovebysagtigt, men hvor der er et noget mere anstændigt forhold mellem pris og kvalitet end tilfældet er her i Korsbæk? Men ak, hvem gider læse om boligmarkedet i smørhullerne Lejre og Hvalsø?

… hvordan jeg efter en sommerferie spenderet på at være hjemme, have hold i ryggen og indkøre en datter i vuggestuen, nu ærlig talt gerne vil ud i den store verden igen. Men ak, rejseblogger er heller ikke min naturlige metier.

… hvordan jeg ikke har set en ny film eller tv-serier i mands minde. Forsøgte at gå i gang med den nye sæson af ‘House of Cards’, men jeg KAN IKKE. Sæson 4 ødelagde for meget, og det dårlige plot fortsætter ufortrødent i sæson 5. Det gider jeg ærlig talt ikke være med til, endsige spilde blogplads på.

… de to mere end udmærkede science fiction bøger – ‘Version Control’ og ‘Six Wakes’ – jeg har fortæret den seneste uge. Men jeg har alle dage været en gudsjammerlig anmelder. Det ville udarte sig til platituder i stil med ‘FREMRAGENDE underholdning’, ‘eskapisme på højt plan’ og ‘en herligt væmmelig dystopisk roman om tidsrejser’.

… aktuelle sportsemner jeg obsesser over, herunder NBA draften i 2017 og AaB’s transfervindue. Hvilket dog ikke just plejer at interessere nogle af de få nærværende læsere her på siden.

… geopolitiske emner som Trump, Nordkoreas missiler, Liu Xiaobo, G20 mødet og alskens andre emner, som et intellektuelt fyrtårn som jeg selvsagt burde have nogle friske og indsigtsfulde tanker om. Det har jeg dog ingenlunde, så det må I også finde andetsteds.

Så hvad skal jeg så skrive om?

Hvad jeg har lært af en uge med hold i ryggen

Jo, den er god nok; jeg er stadig verdens mest sølle og ynkværdige eksistens, når jeg er syg. Der bliver jamret, klaget, brokket, ynket og opmærksomhedshiget i lange baner. I begyndelsen af ugen, hvor jeg kombinerede holdet i ryggen krasbørstig forkølelse, må jeg officielt have nået Peak Mandesyg. End ikke mine børn kan undslippe den begsorte selvmedlidenhed. Min arme søns første spørgsmål hver morgen (lige efter: “Må jeg se Pokémon?!”) er nu trofast “Har du stadig ondt i ryggen, far?”. Hvortil meget lidt robuste far selvsagt benytter lejligheden til melodramatisk suk og almindelig krukket adfærd. Det er slet, slet ikke til at holde ud af være vidne til

Spøg til side, det ER absurd irriterende ikke at være fuldt mobil endnu. Man kan ikke være en effektiv småbørneforælder, hvis man ikke kan bevæge sig frit som en effektiv skralde- og omsorgsmaskine. Skal til kiropraktoren igen her til eftermiddag. Selvom det går fremad, så er jeg stadig øm og hæmmet af momentane jag i lænden. En noget træls måde at bruge sin ferie på

Stadig dødelig

Det virkede ellers så udramatisk. Jeg skulle jo blot reparerer sønnens legetøjsværktøjsbænk. Blot endnu en af de 10.000 gange i løbet af en feriedag, hvor jeg bøjer mig ned for at feje madrester op, fjerner beskidt børnetøj fra gulvet, løfter en legesyg datter op, sætter noget på plads, leger Iron Man vs. Captain America med sønnen. Ren rutine og hverdag, skulle man tro.

ZAP! sagde det.

Eller, nuvel, faktisk var det lydløst. Men jeg fik et snappende og ondskabsfuldt jag i lænden, hvorved jeg rekvirerede mig et klassisk hekseskud (eller som min lægekone siger: Er facetsyndrom).

Det gør djævelsk ondt. At komme op fra en seng eller en stol er blevet en større logistisk (og pinefuld) øvelse. Hidtil har jeg aldrig for alvor forstået hvorfor det er så alvorligt for en ko at blive væltet om på siden, men nu empatiserer jeg i allerhøjeste grad med de stakkels drøvtyggere.

Jeg kan ikke bevæge mig uden at en eller anden fordømt nerve er i klemme. Kun når jeg står op eller går i semirask trav, gør det ikke snerrende ondt i lænden. Så ikke mere løssluppen dansen rundt til ’Jazz’n’Samba’ med de to små rockere, sådan som vi ellers gjorde det i går. Ak og ve.

Så alt i alt krabber jeg rundt her som en anden krøbling. Og bliver nok engang mindet om at jeg er midaldrende og at jeg langt fra er usårlig.

Midt i livet

Det er jo ikke fordi, der ikke sker noget, vel. Muligvis ikke store og episke ting, men alligevel. “Men med hvad?”, spørger I så. Nuvel, det skal jeg fortælle jer. Jeg fremstår nok en smule smådeprimeret i dette indlæg. Det er jeg nu ikke. Blot fanget i den driftorganisation, de kalder for ‘livet i en småbørnefamilie’:


Vi sover for lidt. Alt, alt for lidt. Datteren har fået en grufuld uvane med at vågne skrigende og hjerteskærende grædende om aftenen efter en halv times søvn. Hvorefter det tager en times tid at få hende rolig igen (= farvel i forvejen udrydningstruede fritid). Hvis vi er rigtig heldige holder hun samtidig også sin storebror vågen, så han når at blive dejlig overtræt og semi-crazy. Sidenhen vågner hun også midt om natten og øffer løs. Og så sætter hun endelig prikken over i’et ved at stå op før kl. 5. Det er vitterligt ikke særlig morsomt.


Jeg grubler over hverdagslogistikken, når Den Bedre Halvdel begynder at arbejde igen. Aner ikke hvordan vi skal få tingene til at hænge sammen med arbejde, pendling, aftenvagter, børn i institutioner i hver sin ende af byen, indkøb, mad, putning. Eller hvordan min arbejdsgiver (og min såkaldte ‘karriere’) egentlig har det med, at jeg om et øjeblik igen begynder at få behov for fleksible møde- og gåtider. Vores hverdagsmodel er ikke rigtig bæredygtig, er jeg bange for. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Ville ønske vi havde nogle pasnings-lystne bedsteforældre i nærheden.


Relateret til ‘karriere’: Jeg skal have fundet noget nyt at lave. Det er ikke en ny erkendelse – har jo sådan set gerne ville have et nyt arbejde i mere end 2 år – men jeg er lidt fanget i konfliktende prioriteringer (jobbet skal både være spændende, meningsfuldt, velbetalt, ligge tæt på og så tilpas fleksibelt, at vi får løst hverdagslogistikken). Det slår min sjæl ihjel at bruge 8-9 timer hver dag i en stilling, hvor jeg hader mine arbejdsopgaver og kan mærke hvordan jeg går mere og mere intellektuelt i stå. Jeg er 35 år og sidder i en blindgyde. Det påvirker mit sortsyn og humør endnu mere end den fraværende søvn.


Apropos søvn: Jeg bekymrer mig over, at min datter nægter at falde søvn sammen med mig, og der derfor venter nogle episk rædsomme aftenstunder forude, når jeg lige om lidt er alene hjemme med de to små rockere.


Min søn har evindeligt tilbagevendende eksem på hænderne – med heraf afledt behov for dyre cremer og hyppige smøringer.


Fik jeg nævnt at vi sover alt for lidt? Ja? Overskuddet forsvinder. Energien og kreativiteten er mere eller mindre væk. væk. Humøret påvirkes. Lunten bliver kortere. Den Bedre Halvdel tager tilmed mere af natteroderiet end jeg gør, så jeg burde ikke sidde her på internettet og jamre.


Til gengæld spiser jeg for meget og motionerer for lidt. Kombineret med den notoriske permatræthed, begynder det kunne ses og mærkes. Jeg føler mig stadig mere og mere midaldrende.


Den politiske karriere … mjah. Det går vel nogenlunde fremad. Jeg gør en masse ting, som jeg egentlig ikke bryder mig om. For det er vanskeligt at få opmærksomhed som ukendt kandidat, hvor jeg ikke har det store netværk. Så jeg skriver læserbreve (om alle mulige ting, som jeg ikke nødvendigvis har stærke holdninger om, endsige indsigt i) og håber på en skønne dag også at komme i det redaktionelle indhold. Og så debatterer jeg på facebook. Det føles som et overgreb på mig selv (der er aldrig kommet noget godt og konstruktivt ud af at diskutere noget som helst på sociale medier!), men alle de kloge siger at det er dér, at man skal møde sine vælgere. Men lide det? Det kan jeg ikke.


Midt i opremsningen glemmer jeg at nævne alle de gode stunder vi oplever. At de to rockere åbenlyst trives. Når vi er ude at lege. Når Datteren griner lykkeligt over at se mig, og kravler lynhurtigt rundt som en adræt lille rullepølse. Når Drengen er glad for sin børnehave. Når han siger besynderlige ting, er vild med superhelte og Paw Patrol samt stiller et hav af spørgsmål om alt muligt. Når vi besøger nye venner i Trekroner.

Det er den slags, der får denne fase af livet til at hænge sammen igen.

Life Will See You Now

Svigter bloggen for tiden. Siden jeg er blevet lokal- og regionalpolitisk kandidat, kanaliserer jeg det meste af min fritid og kreative skaberkraft ind i politiske budskaber til den langstrakte valgkamp op til november 2017. Og når jeg samtidig reserverer de mere indadvendte og sjælesørgende skriverier til min Evernote-dagbog, så bliver Udkastet fanget midt ude i ingenmandsland.

Men hvad kan jeg så fortælle – på trods heraf?

Joeh, jeg skal til koncert med Jens Lekman i morgen aften. Det glæder jeg mig til, selvom den planlagte koncertmakker ikke kunne alligevel. Jeg så Lekman live første gang tilbage i februar 2008, og var helt forelsket dengang. Det var på et udsolgt Vega, der gik fint amok. I morgen er det i DR’s koncerthus, hvor jeg ikke tidligere har været til koncert, og derfor ikke for alvor ved hvad jeg skal forvente af.

Læste et overraskende ærligt og introspektivt indlæg på Lekmans hjemmeside, hvor han beskrev sine kvaler i den kommercielle og musikalske ødemark han befandt sig i efter det (også efter min mening) skuffende album ’I Know What Love Isn’t’ fra 2012. Hans nyeste album, ‘Life Will See You Now’, er sympatisk, men har ikke helt bundfældet sig hos mig endnu. Det flyder let og ubesværet af sted, men mangler måske den der ene (eller to) knivskarpte popperler a la ‘Maple Leaves’, ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’ eller ‘Your Arms Around Me’. Vi må se. Jeg forventer som udgangspunkt en melankolsk oplevelse, hvilket man aldrig skal takke nej til.

Andet?

Har fået kværnet en række semi-gode fantasy- og horrorbøger henover den seneste måned. Caitlín R. Kiernans syrede ‘Agents of Dreamland’, Tom Deadys meget Salem Lot’ske ‘Haven’ og V. E. Schwabs skuffende ‘A Conjuring of Light’. Ingen af dem vil sætte sig dybere spor i min eksistens, men var da udmærket underholdning mens det varede. Bedste bog har været ‘Universal Harvester’ af John Darnielle, om end jeg er usikker på om jeg forstod den fuldt ud.

Pt. er jeg på jagt efter noget mere sund og nærende skønlitteratur, som jeg kan blive oprigtigt positivt overrasket og fænget af. Anbefalinger modtages uendelig gerne.

Hjemve

Har tilbragt de seneste par dage i arbejdsrefugium i en lejlighed i en forstad til Stockholm. Det er enormt privilegeret. Min bedre halvdel tager søvnløsheden og slæbet med børnene derhjemme. Imens sidder jeg her i stilheden og tænker store tanker. Forbereder de kommende 7 måneders valgkampagne. Løber ture i Nacka Reservatet. Den rene luksus, som jeg er meget taknemmelig for.

Men man savner jo dem derhjemme. Og at dømme ud fra frekvensen af facetime-opkald, så har de det (heldigvis!) lidt på samme måde. Så skal blive godt at komme hjem i morgen.