10 år

Som jeg sad her midt i (endnu) en kedsommelig arbejdsopgave indså jeg, at det netop i disse dage er 10 år siden at jeg afleverede speciale på Københavns Universitet. Begyndte på mit første job 1. marts 2007.

Det faktum burde afstedkomme et introspektivt og reflekterende indlæg over livet der gik. Men egentlig er jeg mest af alt bare træt og lidt mismodig. Kunne godt bruge en 12 timers lur.

Vemod

Normalt er jeg ikke så nostalgisk anlagt. Det plejer tværtom at være mig der driller Den Bedre Halvdel, når hun med jævne mellemrum udbryder “hvor er vores søn/datter dog blevet stor”, “hvor er tiden dog gået hurtigt” eller lignende varianter heraf.

I hverdagens hamsterhjul er det forførende nemt for mig at fortabe mig i logistikken, fremfor at reflektere over de små (og større) ting. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå at lave, og så mange egoistiske hensyn, som børnelivet kan være hæmmende for. Samvær med Den Bedre Halvdel. Løbeturene. Den politiske aktivitet. Udarbejdelsen af min generations store roman. Jobbekymringerne. Den slags. Så det fylder jeg livet ud med, mens jeg undlader at forholder mig til at livet går og intet bliver det samme.

I præcis dette øjeblik vil sønnen eksempelvis ikke sove sin middagslur, men vil hellere ligge inde og hvine under dynen sammen med sin åbenbart ganske kælne legetøjsdinosaur. Hvilket betyder at jeg bliver forstyrret i at skrive dette indlæg. “Vi skal lege”, råber han begejstret, uden nogen syndelig interesse for at den manglende søvn vil gøre ham ganske umulig senere i dag. Eller at han først falder i søvn kl. 15, så hans søvnrytme skubber sig, og det alt sammen æder af forældrenes få timers egentid, når de to børn endelig sover. Hverdag, hverdag, hverdag.

Så egentlig burde det faktum at sønnen fredag havde afskedshygge hos vores højtelskede dagplejer med boller, kage og kram ikke berøre mig synderligt. Det var jo blot endnu en af de der små ting og begivenheder, der indgår i et hverdagsliv. En af de dage og timer, som bliver parkeret et eller andet sted oppe i baghovedet – og kommer til at indgå i den samlede metafortælling om ‘dengang at børnene var små’.

Men dagplejeren havde lavet denne her fine scrapbog med billeder fra hans tid hos hende.

Bevares, vi har selv et bjerg af billeder af børnene. Tror faktisk at de to er blandt de mest afbillede og forgudede børn i hele verden. Men dagplejerens billeder var fra et andet liv end det vi lever sammen med ham herhjemme.

Det var billeder lige fra da vi kom til Roskilde i oktober 2015 til nu. Hvor man så hvordan vores lille, store, søde, sure, grinende, surmulende, lykkelige, triste, nemme, frustrerende, kærlige, stille, råbende søn havde været en del af hendes liv. Hvordan han gik fra ulykkeligt post-vuggestuebarn til at blive stadig mere glad og tryg. Billeder af hvordan han har tilbragt tiden alle de mange timer, hvor vi selv var på arbejde. Billeder af et barneliv, som jeg mest af alt kender til fra når jeg har afleveret og hentet ham hos hende.

Det efterlod mig nostalgisk. Måske også præget af en flig af fortrydelse. Ikke at jeg ved, hvad jeg ville have gjort anderledes. Men alligevel. Tiden går. Jeg har så travlt med alle mine egne ambitioner og behov. Og jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan – eller hvordan jeg reelt kan lave om på det.

Han bliver snart tre år. Og jeg er allerede gået glip af så uendelig meget i hans liv. Jeg trøster mig med, at han åbenlyst har haft det godt og trygt mens jeg ikke var der. Men det bliver selvfølgelig alligevel ikke rigtig godt af den grund.

En af Sønnens yndlingsting på YouTube er OK Go musikvideoen til ‘This Too Shall Pass’.

Før i tiden tolkede jeg altid de ord som ‘det går over igen’. Men det seneste år er jeg begyndt at tænke oftere og oftere over min dødelighed, og på, at dette – mit gode liv med hende jeg elsker og de to små rockere – forsvinder igen. At det kan ske før jeg tror det. At jeg en dag ikke er her mere. At de tre jeg elsker allermest i hele verden en dag vil dø. At mine forældre og søskende heller ikke vil være her evigt. At det alt sammen … går over.

De siger allesammen at man skal leve i nuet og være taknemmelig for de ting man har. Jeg har aldrig formået nogen af delene. Jeg bliver sur og irriteret og smålig, når Sønnen ikke gider sove1. Jeg bruger oceaner af tid på at bitche over mit job og hvor synd det dog er for mig, at jeg ikke bruger mine sparsomme talenter til noget reelt meningsfuldt. Jeg er neurotisk om rengøring og oprydning, og bruger næsten mere tid på det, end jeg gør på at læse godnathistorier for mine børn. Og det er så åndssvagt, men jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det anderledes. Og mens jeg kiggede i navlen, så er min søn snart tre år og skal begynde i børnehave. Pludselig er det alt sammen gået over.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Måske blot få nedfældet en art eksistentiel status, fremprovokeret af min søns overgang til en ny fase i livet. Vemodig er jeg i hvert fald.

  1. Note: Nu er han stået op uden at sove, og sidder inde ved siden af og tegner i sin Rasmus Klump farvebog []

Grå november

Er ikke gået i vinterhi eller lignende, men der mangler måske de stor ting at skrive om. Altså udover om driften af dagligdagen med to børn under 3 år, sygdommene der slæbes med hjem fra børneinstitutionerne, den småpermanente søvnmangel, planlægningen af dåb, arbejdslivets bedøvende trummerum.

Og så har vi endnu ikke drøftet den afgrundsdybe tragedie, som Malmö FF’s fyring af Allan Kuhn udgør.

Så alt i alt en traurig november. Forsødet, naturligvis, af når de to små rockere smiler og holder af (og nogen gange om) deres far. Så bliver det meste OK igen.

Hvad jeg når og ikke når

Jeg når

  • At bruge tre arbejdsdage på et brunt og 70’er-agtigt konferencecenter udenfor Vejle, hvor arbejdsgiverens ejere drøfter strategien frem mod 2021. Bortset fra de naturskønne omgivelser var det samlet set en jævnt beige oplevelse
  • At blive bekræftet i at jeg stadig hader matematik, erhvervsøkonomi og Excel
  • At savne de to bøffede arvinger og Den Bedre Halvdel undervejs. Mærkeligt som det dér familie har det med at være vigtigt
  • At lave en del frivilligt lokalpolitisk arbejde. Det meste af min skrivekreativitet henlægges der – og tydeligvis ikke her på stedet
  • At være i Malmö til MFF-kampe, denne gang til et ikke videre velspillet Skåne-derby mod Helsingsborgs IF. Allan Kuhn ser – Herren være lovet! – ud til at have det svenske mesterskab indenfor rækkevidde
  • At lege med Brio og Lego, løbe om kap med en 2,5 år gammel dreng, sige mærkelige lyde til en 3 måneder gammel pige
  • At medvirke i den daglige logistik og drift, som to små bøffede arvinger også medfører
  • At være domsmand
  • At have en 32 år gammel Bedre Halvdel
  • At have ganske hyppige vennebesøg i weekenderne

 

Jeg når ikke

  • At løbe regelmæssigt. Til gengæld æder jeg uhæmmet, så min løberutine og semi-sunde livsstil fra sommerferien-/barselsorloven er nu officielt død
  • At læse skønlitteratur (får dog læst noget faglitteratur)
  • At høre mine podcasts
  • At opdage ny musik
  • At forholde mig dybt og intenst til større samfundsmæssige emner
  • At udarbejde fremtidsplaner
  • At få gjort hovedrent (det trænger!)
  • At blive klippet (det trænger!!)

Statusopdatering

Meget har hændt, men ikke alt har været lige egnet til detaljeret semi-offentlig udbasunering her på Udkastet. Så her er det i summarisk punktform:

  • Vi frygtede at datteren havde et hofteproblem (med dertilhørende rædsomt ubehagelig og langvarig behandling), men en skanning på Hvidovre Hospital viste heldigvis, at hun er sund og rask. Stro jubel, men det gav nogle livserfaringer. Har aldrig været så ængstelig og nervøs før i mit 34-årige liv, hvor jeg har været forskånet for sygdom og at miste. Tror angsten for at der skal ske ens afkom noget, er det menneskelige grundvilkår i højeste potens. Børn giver uendelig stor glæde, men også bekymringer
  • Apropos børn, så er min søn uhørt sjov for tiden. Det bliver skæggere og skæggere jo ældre han bliver. Bevares, han er også en plage og en lille bøf, men 98 pct. af tiden er han sød, udvikler sig og siger underholdende ting
  • DHL-stafetten sidste fredag var jævnt nedslående. Er ca. 2 minutter langsommere på de 5 km end i mine velmagtsdage. Og min løbeapp lyver tilsyneladende for mig i hverdagen, så jeg tror jeg løber længere, end jeg reelt gør. Der var i hvert fald knap 40 sekunders forskel på min tid på app’en og min officielle DHL-tid. Ved ikke længere hvad jeg skal tro
  • Apropos apps fortsætter min afsmag for Apple. Hvor længe kan de blive ved med at snørre folk med inkrementelt forbedrede produkter i stil med iPhone 7? Da Den Bedre Halvdel spurgte om hun skulle købe den som afløser for hendes svagtpræsterende iPhone 5S, kunne jeg ikke svare entydigt ja. Vanskeligt at se hvorfor man skal betale så meget mere, end en Android-baseret model – der udfra specifikationerne virker bedre
  • Var til seminar om intern kommunikation, og selvom det umiddelbart repræsenterer det ultimative karrieremæssige nadir for mig, så var det en underligt opløftende oplevelse. Jeg følte mig klog, lyttet til, mine ytringer betød noget. Er det dét, jeg savner i mit normale arbejdsliv? At mine tanker, meninger og vurderinger faktisk gør en forskel? At jeg bliver taget seriøst og ikke kun er en handlende i varm luft?
  • Det politiske engagement fortsætter, om end i bølgedale. Tiden er blevet mere sparsom, og det kan være frustrerende at være frivillig i lokalpolitik. De færreste aktive i et parti er sådan for alvor, ja, aktive. Arbejdet bliver løftet af få personer, og oftest af de samme hver gang. Mange puder at slå i – og vanskeligt at se om ens indsats får betydning i sidste ende
  • Jeg pusler nok engang på at genoplive min offentlige blog. Om ikke andet så for at fremme en evt. politisk karriere

Fanget i midten

Det kniber med indlæggene, det skal jeg være den første til at indrømme. Men buen er lidt spændt for tiden. Der er ikke meget tid til overs ved siden af arbejdet og livet med to små børn. Når der er stille stund ender jeg med at læse, pille næse, surfe planløst eller lave alt muligt andet end at grifle indlæg. De er tidsrøvere, de der arvinger.

Situationen forværres af at jeg ikke helt kan finde ud af, hvilken rolle Udkastet spiller for mig og min kreative udfoldelse.

For siden jeg begyndte at skrive dagbog i Evernote, har jeg fået et sted at komme af med min indre bekendelsesliterat. Jeg behøver dermed ikke længere Udkastet som sted til at jamre over livet, karrieren, vejret og mit sløve løbetempo. Omvendt er en (pseudo)anonym blog – og blogformatet i sig selv – heller ikke velegnet til de store intellektuelle, politiske og selvpromoverende skrifter. Det er heller ikke stedet at dele de hurtige, sjove links (det er mere Twitters domæne) eller nå det bredere publikum og jagte likes.

Så Udkastet er på mange måder landet mellem en del stole.

Men jeg har lyst til at skrive mere. Både her og offentligt, men især her. Udkastet er jo den seneste manifestation af mit mere end 10 år gamle bloghjertebarn. Reelt kan jeg ikke visualisere en tilværelse, hvor jeg ikke har min egen selvhostede blog. Jeg bliver ganske ulykkelig og tvær, hvis ikke jeg får griflet.

Det lyder muligvis en anelse jeg-har-spærret-mig-inde-i-kælderen-med-nok-konservesmad-til-at-overleve-en-russisk-invasion-agtigt, men jeg kan godt lide tanken om, at stedet her er mit. Måske afgik den personlige blog ved døden for 5 år siden og måske kan antallet af læsere tælles på ganske få fingre. Det rationelle i et læsermaksimerende perspektiv ville være at henlægge skriveaktiviteten til de sociale medier. Men her ejer jeg selv domænet og har ikke foræret min kreativitet til techmonopolisterne i Facebook eller Google. Og den tanke giver en god fornemmelse i maven.

Nu larmer den ældste, kan jeg høre, middagsluren er vist ovre. Og det er indlægget dermed også.

På tærsklen

Knap en uge tilbage af de fem ugers kombineret fædreorlov og ferie.

Bruger de momentane ledige stunder til at komme ind i en god løbevane og til at gruble over livet i de kommende år.

Hvordan kan jeg anvende mine begrænsede talenter mere meningsfuldt? Hvad vil jeg gerne vil udrette her i verden? Og (mere lavpraktisk) hvad og hvordan jeg skal prioritere tiden og energien i en tilværelse, hvor omsorgen for to små børn betyder, at mængden af egoistisk fritid reduceres drastisk nu og i al overskuelige fremtid? Hvordan kan jeg balancere ønsket om at være en nærværende og bedre far, husbond, søn, bror og ven alt imens jeg også gerne vil have en interessant karriere, udfolde min sparsomme kreativitet samt udvikle mig intellektuelt, menneskeligt, åndeligt, socialt og fysisk? Slige navlebeskuende tanker kan jeg bruge et uendelig mange solipsistiske timer på.

Kan dog ikke påstå at jeg er kommet frem til noget banebrydende nyt. Det forbliver mest af alt cirkulære spekulationer og tankemæssigt hjulspind om ‘det store billede’. Konkrete handlinger er der begrædeligt nok noget færre af.

Eksempel: Næste marts er det 10 år siden jeg blev færdig på universitetet. Dermed kan jeg også sige goddag til mit første runde jubilæum på det voksne arbejdsmarked. Er det en festdag? Er jeg på rette vej i det overordnede metaperspektiv? Hvem ved?

Så jeg funderer lystigt (eller rettere: Let tungsindigt). Over hvordan studievalget, de hidtidige stillingsforløb og de privatlivsmæssige forpligtelser (bolig, børn, mageligheden, livet … ) skaber stiafhængighed. En stiafhængighed der gør det vanskeligt – eller i hvert fald omkostningstungt – for en risikoavers og nærig pessimist at foretage et karriereskifte. For som årene går med at vandre stadig længere ned af den nuværende karrieremæssige sti som flyvsk samfundsvidenskabelig generalist, bliver det dyrere og sværere at gå tilbage til den oprindelige korsvej. Og man ved ikke engang om en anden sti nødvendigvis vil føre til et bedre levet, gladere og meningsfuldt liv.

Det paradoksale er imidlertid, at den sti jeg nu har travet tungt og fodslæbende ned af de seneste 10 år mere eller mindre er tilfældig. Vejen blev ikke taget som et aktivt, bevidst valg. Jeg flød ligesom bare med begivenhederne. Der lå aldrig en gennemtænkt eller reflekteret strategi bag min entre på Københavns Universitet tilbage i 2001. Da jeg valgte mit studium, tænkte jeg aldrig for alvor over, hvad de afledte jobfunktioner og opgaver efter studietiden ville være. Jeg syntes samfund og politik var spændende, så det afgjorde sagen dengang. Mon alle de, der i disse dage har fået svar på om de er optaget på deres ‘drømmestudie’ tænker over hvad de helt konkret kommer til at lave i deres 45 år på arbejdsmarkedet? Øvelsen er klog at foretage, tror jeg. Det såkaldte ‘drømmestudium’ kan hurtigt lede til bullshit jobs eller sjæledræbende blindgyder som sagsbehandler i 11. kontor. Ville ønske jeg havde tænkt mig bedre om dengang. Passer min personlighed og præferencer til stillinger indenfor politik og kommunikation? Juryen er vist stadig ude, som de ville sige i amerikanske tv-serier.

Men nuvel, her er jeg så. Tilfældigt eller ej: Der er stadig små 35 år til at jeg bliver 70 og pensioneret.

Man skulle mene, at hvis jeg gerne vil lave noget helt andet end i dag og de foregående 10 år, så er tiden ved at være inde til at få gjort noget ved det.

Jeg kan også risikere at blive tvunget ud i forandringerne, hvis jeg ikke selv gør et eller andet proaktivt. Jeg har ganske vist aldrig prøvet at blive afskediget, men det sker jo for de fleste i løbet af livet. Og hvad med det lidt længere sigt? Hvor længe går der så før mine nuværende kompetencer og evner ikke længere efterspørges på markedet? Hvilke nye ting bør jeg lære for at være relevant på arbejdsmarkedet? Og igen: Hvordan passer omstillingskravene med mit ønske om at foretage et grundlæggende karriereskifte (selvsagt uden at løbe en økonomisk risiko …) med, at jeg samtidig også gerne vil prioritere familie?

Så jo. Der er nok at tænke på. Jeg skal have fundet ud af, hvad der er vigtigt for mig. Og ikke mindst: Hvordan jeg opnår det. Har stadig en lille uge tilbage inden hverdagens logistik og arbejde begynder igen for fuld kraft.

Håber jeg når det.

Reservatet

Jeg er stået en anelse af verden i disse dage. Ny engelsk regering, terrorangreb i Nice, tyrkisk kupforsøg, en republikansk vicepræsidentkandidat i USA og Pokémon Go hysteri, alt sammen flyder det nærmest umærkeligt forbi.

Når jeg ikke er igang med at opleve og udleve det nye familieliv, så spiller jeg Football Manager 2012 alt imens jeg lytter til slack-key guitar musik fra diverse obskure hawai’ianske radiokanaler.

Det er min ultimative zen-tilstand, når jeg sidder der og pusler om mit Las Palmas hold, som jeg i spillets editorfunktion naturligvis har givet noget nær uendelige mængder likvider, et overjordisk talentakademi, verdensklasse trænere og scouts i alle verdenshjørner. Der er ingen uro eller kaos der i mit lille lukkede Manager-værksted, hvor jeg heller ikke er bleg for at genstarte en kamp hvis mine canariske yndlinge meget mod forventning skulle tabe en kamp. Jeg kan og vil planlægge alt i spillet. Forholdene er perfekte, mesterskaberne blot et spørgsmål om tid.

Personer med psykologisk indsigt ville sikkert kunne få en masse ud af, at jeg holder så meget af at lave en perfekt, pletfri og helt kontrolleret verden i mit Football Manager univers. Selv betragter jeg det som en uheldig overspringshandling, eller – i bedste fald – en afkrog af koble af i.

Og så blot lige ad notam til mig selv …

Det har altid været mit mål, at Udkastet skulle handle om mine besynderlige interesser og tanker, ikke om mit privatliv som sådan1. Så selvom min lille nye datter og lidt ældre søn begge er skæppeskønne og fylder en masse i livet nu og i fremtiden, vil Udkastet ikke udarte sig til at være en mummy-blog skrevet af en mand.

Det er stort og meningsfuldt at have to små børne-centre i ens univers, men der er stadig brug for at fylde hjørnerne ud med sær musik, science fiction og tanker om samfundet. Og det er fortsat den slags enfoldigheder, jeg vil udgyde her på siden.

  1. Det emne har jeg min dagbog til at pølse rundt i []

Den nye tilværelse

Det at udvide familiefranchisen med endnu et barn er uhyre meningsfuldt, men er vel ikke ligefrem det stof, som man producerer banebrydende interessante blogindlæg af.

Der er dog mange små … ja, man kan vel ikke ligefrem kalde det dramaer, men så ’emotionelle oplevelser’ da. Og ikke mindst: Masser af arbejde og rutiner, der skal oplæres.

Grundet fødslens afvikling var Den Bedre Halvdel og Datteren nødt til at være indlagt på hospitalet i mere end 48 timer til observation. Ikke noget alvorligt, heldigvis, men alligevel en drænende venteperiode. Til forskel fra i dagene efter Sønnens fødsel, så var vi denne gang noget mere optagede af at komme hjem fra hospitalet så hurtigt så muligt. For der er jo en hverdag, der skal fungere, og en knap 2,5 år gammel dreng, der har brug for begge sine forældre – og som i øvrigt står overfor at skulle dele omtalte forældres opmærksomhed med den nye beboer.

Så det har været lidt forskudt, introen til det nye liv.

Imens de to kvinder i husstanden var indlagt, har jeg møflet rundt med Sønnen, der ikke just kunne forstå hvorfor mor ikke var hjemme flere dage i træk.

Mor og datter kom dog hjem fra hospitalet i går, og siden har vi været i fuld gang med den nye tilværelse. Det går godt, og der er meget arbejde og kørlighed involveret. Især er det delikat at skulle introducere en nyfødt i en husstand, hvor den hidtidige eneste arving er blevet dyrket som en solgud igennem hele sin levetid. Han har taget vel imod hende – viser ganske andre empatiske og kompromissøgende sider end sin gamle far – og vi gør omvendt meget ud af at vise, at stadig er en MVP.

Og så efter alt dette snak om udfordringer og arbejde, så tillad mig at nævne det vigtigste: En tilfreds, tryg og sovende nyfødt datter, der putter sig ind mod ens bryst. Så kan man ikke bede om så meget mere i den menneskelige eksistens.

De vigtige ting

nykærlighed

Jeg kunne skrive kilometervis om den tre uger for tidlige fødsel og glæden ved tanken om det nye liv forude, men det ville være både navlebeskuende og kedsommeligt. Vil derfor blot nøjes med at konstatere, at alle har det godt og at der nu er tre centre i mit univers.