Cranberries

Jeg har ikke skænket hverken The Cranberries eller deres forsanger Dolores O’Riordan en tanke i umindelige tider. Jeg ejer kun ét album med gruppen; deres debut fra 1993 ‘Everybody Else is Doing It, So Why Can’t We?’. Og selvom det er et fremragende album, så er det er længe siden jeg har lyttet til det.

Da jeg læste om O’Riordans død var det derfor første gang i måske 10-15 år, at jeg er stødt på Cranberries i medierne. Nu sidder jeg så her og lytter til dem. Og tænker.

For med min forkærlighed for The Smiths, jangle pop og melankolske tekster taget i betragtning, så burde jeg holde mere af Cranberries’ musik end jeg gør. På papiret rummer de så meget af det, der altid virker hos mig. Men … nej, den dialekt, altså. Nej. Det går ikke. Jeg kan ikke.

Bevares, det er altid en balancegang når sangere anvender dialekt. Damon Albarn kan slippe afsted med en flabet London dialekt. Det samme kan visse svenske sangere, såsom skånske Timbuktu eller jämtlandske Säkert. O’Riordans irske vokal tænder mig af 95 pct. af tiden. Det er for meget for mig i langt de fleste af deres sange.

Men vigtigst: I mit hoved betød Cranberries’ helt store gennembrud, ‘Zombie’1, at de i min underbevidsthed altid vil være forankret i 1990’erne. Jeg kan måske rent intellektuelt sagtens udlede deres musikalske slægtskab med alle mulige kunstnere og genrer ,som jeg holder af, men mit hjerte kan ikke alvor holde af gruppen.

Og dog.

For de har lavet i hvert fald to deciderede mesterværker. Begge sange er på deres første album: ‘Linger’ og ‘Dreams’. De to udgør en smuk dualitet mellem det knuste hjerte og ulykkelige forelskelse i ‘Linger’2, mens den stormende og fejende forelskelse i ‘Dreams’ er umulig at holde tilbage i både melodi og tekst3.

De to sange alene er nok til at Cranberries bør huskes med en betragtelig affektion. Og nu hvor jeg igen lytter til ‘Everybody Else …’ albummet, så må jeg sige, at I ikke taber noget ved at give det et lyt eller to. Det er spækket med fine popsange.

  1. Som jeg i øvrigt bryder mig meget lidt om []
  2. “I thought nothing could go wrong/ But I was wrong, I was wrong/ If you, if you could get by/ Trying not to lie/ Things wouldn’t be so confused/ And I wouldn’t feel so used/ But you always really knew/ I just want to be with you/ And I’m in so deep/ You know I’m such a fool for you/ You’ve got me wrapped around your finger/ Do have to let it linger?” []
  3. “And now I tell you openly/ You have my heart so don’t hurt me/ You’re what I couldn’t find/ A totally amazing mind/ So understanding and so kind/ You’re everything to me/ Oh my life is changing everyday/ In every possible way/ And oh my dreams/ It’s never quite as it seems/ ‘Cause you’re a dream to me” []

Årets sange 2017

Musikalsk har 2017 ikke været den store åbenbaring for mig. Grundlæggende stod jeg af ny musik for flere år siden, så mine opdagelser er mestendels retrospektive. Hvilket da også er hvad min ‘Your Top Songs in 2017’ liste på Spotify – nænsomt udvalgt af deres algoritme – kraftigt afspejler.

Ikke at jeg ikke har forsøgt.

For jeg lyttede faktisk til (nogle af) sangene på The Ringer’s og GQ’s liste over årets bedste sange. Og jeg måtte indse at nej, jeg stadig ikke kan lide Kendrick Lamars nyere værker. Nej, jeg synes heller ikke om Julia Michaels, Cardi B eller Lorde. Og det bliver også et nej tak til det rædderlige bras, som prægede listerne over mest streamede sange i Danmark i 2017.

Nå. Men når nu jeg har øffet og ørlet færdigt over verdens forfald, hvad lyttede jeg så rent faktisk til i løbet af året?

Emil Kruse: ‘Hverdag’, ‘Hvorhen’, ‘Hva det er’ og ‘Hver gang du er nær’

Jeg opdagede Emil Kruse under en løbetur tilbage i februar måned. Siden har jeg lyttet ganske intenst til hans nyere materiale, og det er konsistent fremragende. Melankolsk og introvert electro-hiphop? Mon ikke! Han er den eneste danske musiker jeg for alvor har sat pris på i 2017.

Real Lies: ‘Dab Housing’, ‘One Club Town’ og ‘North Circular’

Jeg skrev i august et hyldestindlæg til Real Lies og deres genreblanding af synth-pop, tropisk reggae og hip-hop. De er stadig et højdepunkt for mig.

Tennis – ‘My Emotions Are Blinding’

Tennis er mit favorit popband i 2017. De laver melodisk håndspillet Saint Etienne-agtig pop, og de holder et nærmest grotesk højt niveau i alle deres sange. ‘My Emotions are Blinding’ er et primaeksempel på deres styrker. Varmt anbefalet.

Billy Bragg – ‘Greetings to the New Brunette’

I disse uger det den underskønne Billy Bragg ‘Greetings to the New Brunette’ fra 1986, der fylder i mine høretelefoner. Efter The Smiths erobrede mit sårbare hjerte i gymnasiet, kommer jeg mig nok aldrig for alvor over de ringlende guitarer, de finurlige tekster og de melodiøse harmonier, der hører hjemme på collegeradiostationer i midt/slut-80’erne. Det er i hvert fald den type sange og kunstenere, jeg har det med hele tiden at vende tilbage til.

Glen Campbell – ‘Witchita Lineman’

Glen Campbell døde her i 2017 og det var vældig sørgeligt. Jeg sætter stor pris på hans melodiske og melankolske country, så ‘Witchita Lineman’ var en stensikker favorit hos mig.

No Joy – ‘Hellhole’

Sangen folder sig først ud for alvor, når de My Bloody Valentine’ske guitarer sætter ind ved 00:37. Så bliver den til gengæld også fremragende.

Johan Hedberg – ‘Kickar Grus’

Hedbergs Stockholm-epos er et popmesterværk. Når først gospelkoret siger goddag, er det vanskeligt ikke at drømme sig en tur til Söder.

Nick Garrie – ‘Can I Stay With You’

Intet musikår uden en besynderlig lille folkpop-sag fra 60’erne, inkl. strygere og tværfløjte. Jeg er vild med den labyrintiske og selvmodsigende tekst.

Astrud Gilberto – ‘Ponteio’

Bossanova er objektivt set vidunderligt. Hvis du er i stand til at lytte til ‘Ponteio’ uden at vugge med, så er der gået eller andet i stykker inden i dig. Nu er det sagt.

Pet Shop Boys – ‘Undertow ‘Tuff City Kids Remix’

Ikke meget behagede mig ved Pet Shop Boys nyeste album, men dette remix er en stroboskop-lysende rejse til 80’erne. Generelt var det året, hvor jeg tilgav Pet Shop Boys. Købte de nye reissues af deres albums fra 00”erne og 10’erne, og de er væsentlig bedre end jeg oprindeligt gav dem kredit for1

Slowdive – Star Roving’

Årets shoegaze indslag. Episk i ordets bedste betydning.

Boxed In – ‘Pushing On’

Årets techno indslag. Hvis Pet Shop Boys var unge i dag, var det den her slags de ville lave. Det er fremragende.

Säkert – ‘Snooza’ og ‘Tjacket’

Ingen – og jeg mener virkelig ingen – kan slå Säkert i disciplinen skandinavisk popmelankoli.

Miracle Legion – ‘All For the Best’

Jeg tror dette er den bedste college rock sang nogensinde. Lyttede til den et urimelig højt antal gange.

Amber Arcades – ‘It Changes’

Mere 90’er-inspireret kvinderock. Årets mest syngbare omkvæd?

Det var min samling. Hvilke sange gjorde en forskel for jer i år?

  1. Undtagen ‘Fundamental’. Det er stadig et lortealbum. []

The Queen is Dead

Netop modtaget mit eksemplar af den nyudgivne såkaldte Deluxe Edition af The Smiths ‘The Queen is Dead’.

Det var ganske aldrig mit favoritalbum med gruppen (det er ‘Meat is Murder’ eller måske opsamlingsalbummet ‘The World Won’t Listen’, som jeg lånte begærligt med hjem fra hovedbiblioteket i Aalborg engang i 1997 eller 1998). Men når der udkommer ‘nyt’ med en mine tre absolutte yndlingsgrupper, må og skal jeg eje det i fysisk form – koste hvad det vil.

Så nu sidder jeg her og lytter til det hidtil uudgivne materiale i form af demoer, outtakes og en livekoncert fra Boston. Det er fornøjeligt og hyggeligt, men mest på den der lidt genbrugte og ikke særlig innovative måde. Hvilket nok ikke er så underligt, når det handler om en gruppe der var aktive i årene 1982 til 1987. Der er ikke rigtig så meget nyt at opdage, ligegyldigt hvor mange gange de frisker produktionen op.

Og så alligevel.

For ‘The Queen is Dead’ er et album med absurd stærke sange. Bortset fra et par enkelte skæverter (spring især over ‘Vicar in a Tutu’) er det en perlerække af guitarpopmesterværker. Man bør lytte til det, om ikke andet så for albummets popkulturelle betydning.

Jeg ved dog ikke om ‘The Queen is Dead’ – eller de øvrige Smiths album generelt – ville have samme effekt på mig, hvis jeg først havde opdaget dem i moden alder fremfor som teenager. Måske jeg ville have våndet mig over Morrisseys krukkerier eller det faktum, at mange af sangene er marineret i en tung, tung teenangst.

Men nu sidder jeg så stadig her, 35 år gammel, og lytter til Sturm-und-Drang sange om at være jomfru og uelsket. Det burde man måske filosofere lidt over, hvilket jeg dog vælger ikke at gøre lige nu. Uanset hvad, så bør I give ‘The Queen is Dead’ et lyt.

Raised on promises

Det ville være usandt, hvis jeg skrev at jeg er dedikeret fan af Tom Petty. Bevares, jeg kender hans hits efter at være vokset op med P4 Nordjylland. Og der var en periode, hvor jeg – efter at sangen optrådte i en stærk scene i The Sopranos – syntes at ‘American Girl’ var fabelagtig.

Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den mestrer popmusikkens ædleste og sværeste kunst til perfektion: At kombinere glad musik med melankolsk tekst.

Well she was an American girl
Raised on promises
She couldn’t help thinkin’ that there
Was a little more to life
Somewhere else
After all it was a great big world
With lots of places to run to

Den er stærk, den dér vending ‘Raised on promises’. Er vi ikke alle det? Opdraget til at tro på at lige netop vi er skabt til noget stort og meningsfuldt? Du kan blive lige hvad du vil, og alt det der?

Men Pettys pointe i sangen er forholdsvist anæmisk og sortsynet; nej, løfterne går ikke i opfyldelse, tingene er hvad de er og den amerikanske pige får ikke den hun elsker. Alt går fra hinanden, som Lars H.U.G. ville have sagt det:

It was kind of cold that night
She stood alone on her balcony
She could the cars roll by
Out on 441
Like waves crashin’ in the beach
And for one desperate moment there
He crept back in her memory
God it’s so painful
Something that’s so close
And still so far out of reach

Banalt? Måske, men jeg tror i sidste ende at Tom Petty havde fat i den lange ende, når han svøbte melankolien og det tragiske menneskelige eksistensvilkår i en fængende popindpakning.

Så nej, jeg var ikke fan, men … jeg har lyttet til ham mere eller mindre konstant de senere uger efter hans død. Og sangene er ved at sætte deres kroge fat i mig. Samtidig gør det mig trist at tænke på, at antallet af sande melodiøse og melankolske poppoeter efterhånden ser ganske tyndt ud.

Så jeg ved ikke helt hvem jeg skal vende mig mod nu.

Wichita Lineman

Jeg har et notorisk blødt punkt for melankolske countrysangere. Især dem der anvender ligeså melankolske strygere, som Jens Lekman siden hen sampler i en af sine bedste sange.

Så jeg blev da en anelse vemodig, da jeg læste om Glen Campbells død for et par uger siden. Der er blevet skrevet mange nekrologer siden da – den bedste jeg er stødt på er denne – og hans kamp mod Alzheimeren er ligeledes velbelyst. Jeg kan ikke sige at jeg har udforsket hele Campbells bagkatelog. Men det jeg har hørt er grænsende til vidunderligt. Hør ham lige i ‘Wichta Lineman’:

Er det ikke smukt? De strygere! Mmmmmm! De knuste hjerter længes og ensomheden er episk. Og prøv så lige ‘By the Time I Get to Phoenix’:

Jeg vil vove den påstand, at der ikke er lavet mere melankoske break-up sange end ‘By the Time …’, hverken før eller siden. Den er et mesterværk.

Malcolm Gladwell havde for nylig et afsnit af sin podcast ‘Revisionist History’, hvor han postulerede at det der gør countrysange så pokkers triste og melankolske er, at de er konkrete og specifikke1. Countrysangere synger om koner der dør af kræft, pick-up trucks der spinner med hjulene i mudderet, sønner der dør i krig i et land langt, langt væk og fornøjelsen ved at sidde med en iskold Bud Light en varm sommeraften under stjernerne. Det er alt sammen meget specifikt og ganske relaterbart på et almenmenneskeligt plan.

Glen Campbell er et fremragende eksempel. Hans ‘Wichita Lineman’ sidder der på telefonmasten og lytter til historier om savn, længsel og kærlighed, som han opsnapper via telefonlinjerner. Og i ‘By the Time …’ bliver bruddet meget, meget konkret i takt med den voksende geografiske afstand til hans nu tidligere elskede.

Det er fremragende musik – dens alder til trods.

PS. REM indspillede i 1994 også en fin udgave af ‘Wichita Lineman‘. Michael Stipe kunne have været en fortrinlig countrysanger.

  1. Egentlig er hans argument noget brede end det, men det er bedre at I selv lytter til afsnittet end at jeg genfortæller det []

Real Lies

Jeg har et crush på vrede, skaldede unge mænd på hustage for tiden. Først var det Emil Kruse ‘Hver dag’, men de senere måneder har jeg været helt uklædeligt besat af Real Lies. De er engelske og kan alt mulig. Faktisk er de et slags elskovsbarn mellem mindst tre-fire forskellige genrer og fænomener, som jeg holder af. Se bare her:

‘North Circular’ fra 2014 er nok deres bedste kreation. Hvis du ikke tør klikke på play, så kan jeg afsløre at det er synthpop a la Air France i kombination med tidlig The Streets. Nå, ja, og så får musikvideo for fuldt pornoorgel af blinkende lygter, køreture om natten i fremmedgjort urbant landskab bag duggede bilruder. Det er noget nær så storslået som det kan blive.

Men vi er ikke færdige. Langt fra, faktisk.

‘One Club Town’ er det smukke (mjah?) epos om at forlade ens lille indavlede hjemby – the one club town – for at tage til den hedonistiske storby, hvor man virkelig kan folde sig ud i sit eget underskønne individ. Real Lies bruger her et lille trick fra Chk Chk Chk ‘Heart of Hearts’, hvor beskidt electro krydres med en velsyngende soulsangerinde til at skabe en velgørende kontrast.

Til sidst er her Real Lies’ måske mest fornøjelige kreation:

‘Dab Housing’ får mig til at mistænke Real Lies for at have lyttet skamløst meget til den svenske electrobølge anno 2007-2008. Sammenlign f.eks. med Tough Alliance ‘Something Special’. De er som to ikke særlig kønne tvillinger adskilt fra fødslen. Tempoet er lidt mere slæbende i ‘Dab Housing’, men ellers er stemningen den samme. Uanset hvad, så er jeg pjanket med det!

Real Lies mikser alle mulige stilarter, jeg sætter pris på hver for sig – og lykkes ganske ofte med at lave en fusion, som gør mig endnu mere tilfreds. De har endnu kun udgivet ét album, så jeg afventer spændt nyt fra deres hånd. Noget tyder dog på at de er på vej frem i verden, og de har sågar mixet Pet Shop Boys’ i forvejen ikke særlig interessante ‘Say it to me’. De bliver spændende at følge fremover.

Alt går fra hinanden

Det har været en lidt træls uge, sagt på nordjysk. Med dårlige nyheder og nye bekymringer. Det smitter af på humøret, og måske også på den musik, jeg lytter til i øjeblikket. Min mest lyttede sang i øjeblikket er Lars H.U.G ‘Alt går fra hinanden’.

H.U.G. er ellers en af de musikere, jeg har et tvetydigt forhold til.

På den ene side hader jeg hans krukkede facon, selvhøjtidelige ego og ikke mindst: Hans jazzede periode. Intet kan få mig til at se mere rødt end hans afskyelige duet ‘Backwards’ med Lisa Ekdahl, jeg bliver – igen på godt nordjysk – helt tovlig, når den vederstyggelighed kryber ud af skammekrogen.

På den anden side er det vel kun Lars H.U.G. (og Steffen Brandt i den tidlige periode af TV-2, I ved nok, før det hele handlede om skolelærere og har-vi-det-ikke-hyggeligt?), der i en dansksproget kontekst er i stand til at skrive og fremføre rene, inderlige, sårbare og fordømt fængende kærlighedssange.

Jeg mener: Ja, JA, ‘Elsker dig for evigt’ flirter voldsomt med episk kitsch og bliver i dag uundgåeligt bundtet sammen med 80’er nostalgi. Sangen er vanskelig at lytte til på sine egne vilkår. Men giv den lige en chance, bare en enkelt gang til. For det er en fantastisk sang. Hvornår har I sidst hørt så meget oprigtighed i en dansksproget sang. Mit bud på svaret er “Aldrig”.

Det samme gælder hans cover af ‘Hvorfor er lykken så lunefuld?’ (“Alt hvad jeg har i hjertet gemt, det har du ganske glemt/Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?“), som er desperat i alt sin hjertesorg. H.U.G. fremfører sangen med den forladtes sorg i stemmen.

Og så er det at vi kommer til ‘Alt går fra hinanden’.

Bevares, hans lidt for liberale anvendelse af det angloficerede ‘Babe’ skurrer i mine ører. Men selve sangen er eminent og en noget perfekt krystallisering af vemod. H.U.G. går fra harmoni til stadig mere desperation i takt med, at han går i stumper og stykker. Og alligevel ender det hele med den håbefulde(?) sætning: “Sikke en smuk dag at skilles fra hinanden”. Noget smukt er slut, det gør ondt, men livet går videre. H.U.G. når han er allerbedst.

Hans mesterværk ‘Kysser himlen farvel’ (1987) er i øvrigt et af de albums, jeg har hørt flest gange i mit liv. Albummet var på et af de kassettebånd, som lå i mine forældres bil i slut-80’erne/begyndelsen af 90’erne1. Der findes ganske enkelt ikke den kilometer tysk Autobahn, hvor ‘Elsker dig for evigt’, ‘Hvor går vi hen’, ‘Mon de kan reparere dig’ og titelsangen ikke er blevet spillet på Blaupunkt radioen i den røde Saab 900.

Og så har vi ikke engang nævnt hans tid i Kliché, hvor i hvert fald deres første album er i en liga helt for sig i dansk musikhistorie. Det rummer ikke en eneste svag sang, og er post-punk på niveau med Joy Division (mindst). Lyt selv til ‘Havets blå’, ‘Militskvinder’ eller min personlige favorit ‘Stjernerne i deres øjne’.

  1. i øvrigt sammen med DR’s radiospil ‘Den store lysfest’, albumudgaven af musicalen ‘Chess’ og nogle Ulf Lundell albums. Sidstnævnte hadede jeg intenst []

Vrede kvinder, ja tak

Har igennem et stykket tid barslet med et indlæg om hvordan jeg for tiden svælger i sange af vredladne kvindelige rockmusikere. Men ordene bliver aldrig særlig begavede (og hvad kan der egentlig siges af begavede ting indenfor emnet ‘de her sange er jeg vild med for tiden’?), så de mange gode hensigter er stagneret til det rene ingenting.

Så vil i stedet nøjes med at hidbringe to eksempler på sange, som gør mig glad for tiden:

Er de helt afskyelige? Er jeg for alvor koblet af enhver form for god musikalsk smag?

Life Will See You Now

Svigter bloggen for tiden. Siden jeg er blevet lokal- og regionalpolitisk kandidat, kanaliserer jeg det meste af min fritid og kreative skaberkraft ind i politiske budskaber til den langstrakte valgkamp op til november 2017. Og når jeg samtidig reserverer de mere indadvendte og sjælesørgende skriverier til min Evernote-dagbog, så bliver Udkastet fanget midt ude i ingenmandsland.

Men hvad kan jeg så fortælle – på trods heraf?

Joeh, jeg skal til koncert med Jens Lekman i morgen aften. Det glæder jeg mig til, selvom den planlagte koncertmakker ikke kunne alligevel. Jeg så Lekman live første gang tilbage i februar 2008, og var helt forelsket dengang. Det var på et udsolgt Vega, der gik fint amok. I morgen er det i DR’s koncerthus, hvor jeg ikke tidligere har været til koncert, og derfor ikke for alvor ved hvad jeg skal forvente af.

Læste et overraskende ærligt og introspektivt indlæg på Lekmans hjemmeside, hvor han beskrev sine kvaler i den kommercielle og musikalske ødemark han befandt sig i efter det (også efter min mening) skuffende album ’I Know What Love Isn’t’ fra 2012. Hans nyeste album, ‘Life Will See You Now’, er sympatisk, men har ikke helt bundfældet sig hos mig endnu. Det flyder let og ubesværet af sted, men mangler måske den der ene (eller to) knivskarpte popperler a la ‘Maple Leaves’, ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’ eller ‘Your Arms Around Me’. Vi må se. Jeg forventer som udgangspunkt en melankolsk oplevelse, hvilket man aldrig skal takke nej til.

Andet?

Har fået kværnet en række semi-gode fantasy- og horrorbøger henover den seneste måned. Caitlín R. Kiernans syrede ‘Agents of Dreamland’, Tom Deadys meget Salem Lot’ske ‘Haven’ og V. E. Schwabs skuffende ‘A Conjuring of Light’. Ingen af dem vil sætte sig dybere spor i min eksistens, men var da udmærket underholdning mens det varede. Bedste bog har været ‘Universal Harvester’ af John Darnielle, om end jeg er usikker på om jeg forstod den fuldt ud.

Pt. er jeg på jagt efter noget mere sund og nærende skønlitteratur, som jeg kan blive oprigtigt positivt overrasket og fænget af. Anbefalinger modtages uendelig gerne.

Arv og gæld – om Johnny Marrs nye selvbiografi

Det er egentlig lidt synd for Johnny Marr.

Tænk hvis det eneste folk interesserede sig for var, hvad man bedrev som teenager og ung voksen. At resten af ens liv stort set bare var et efterspil. I bedste fald udmærket og hyggeligt, men aldrig for alvor … relevant.

Jeg kan næppe forestille sig en mindre interessant personage end mig som teenager. Og hvis det var fodaftrykket fra den der indadvendte og bøvede hængemule i Aalborg i slut-90’erne, som resten at mit liv skulle vurderes ud fra, ville der sandt for dyden ikke være meget at berette.

Men at blive vurderet på fortidens meritter er nu engang Johnny Marrs triste lod her i livet. Det indser jeg nu, hvor jeg er i gang med hans selvbiografi ‘Set the Boy Free’. For Marr kommer næppe nogensinde for alvor til at blive associeret med andet end Morrissey og The Smiths.

The Smiths

Bevares, jeg sætter skam pris på det udmærkede guitarspil han leverede i flere omgange til Pet Shop Boys, især på Behaviour albummet. Hans 1993 remix af ‘I Want to Wake Up’ er mit absolutte favorit-remix, kun udfordret af Mobys remix af ‘Miserablism’. Jeg sætter ligeledes umanerlig stor pris på de to første albums fra Electronic, synthpopduoen han havde sammen med New Orders kaotiske forsanger Bernard Sumner i 90’erne. Så Marr er bestemt en ven af huset.

Marr fremstår da også som en både sympatisk og interessant person, der i selvbiografien har relevante betragtninger om sin samtid, popkultur – og selvfølgelig om musik. Hans opvækst og musikalske dannelse er ikke decideret uspændende. Det er en langt bedre bog end Morrisseys vederstyggeligt rædsomme selvbiografi fra 2013. Men derfor skimmer jeg stadig alle andre dele af Marrs bog end de sider, der specifikt handler om The Smiths. For den gruppes eksistens og musikalske arv er jo – når alt kommer til alt – Marrs egentlige relevans her i verden.

Er det så en god bog, som man bør læse?

Mjah. Den er ikke en selvbiografi a la Keith Richards eller Bruce Springsteens bøger, der (at dømme ud fra de lovprisende anmeldelser) er værker af bredere interesse end blot for deres fans. Man skal nok være fan af Marr (dvs. af The Smiths) i forvejen for at finde den rigtig interessant. Alternativt skal man læse den for portrættet af musikscenen i Manchester i begyndelsen af 1980’erne. Det håndterer Marr også udmærket.

Vigtigste nye viden fra bogen: Marr trænede dans samme sted i Manchester som Ian Curtis fra Joy Division. Og mener at sidstnævntes berømte/berygtede epileptikerdans var tyvstjålet fra en af David Bowie optrædener på amerikansk tv i 1976. Uanset om det er sandt eller ej, så var det en fornøjelse at se Bowie slå gækken løs her.