The Queen is Dead

Netop modtaget mit eksemplar af den nyudgivne såkaldte Deluxe Edition af The Smiths ‘The Queen is Dead’.

Det var ganske aldrig mit favoritalbum med gruppen (det er ‘Meat is Murder’ eller måske opsamlingsalbummet ‘The World Won’t Listen’, som jeg lånte begærligt med hjem fra hovedbiblioteket i Aalborg engang i 1997 eller 1998). Men når der udkommer ‘nyt’ med en mine tre absolutte yndlingsgrupper, må og skal jeg eje det i fysisk form – koste hvad det vil.

Så nu sidder jeg her og lytter til det hidtil uudgivne materiale i form af demoer, outtakes og en livekoncert fra Boston. Det er fornøjeligt og hyggeligt, men mest på den der lidt genbrugte og ikke særlig innovative måde. Hvilket nok ikke er så underligt, når det handler om en gruppe der var aktive i årene 1982 til 1987. Der er ikke rigtig så meget nyt at opdage, ligegyldigt hvor mange gange de frisker produktionen op.

Og så alligevel.

For ‘The Queen is Dead’ er et album med absurd stærke sange. Bortset fra et par enkelte skæverter (spring især over ‘Vicar in a Tutu’) er det en perlerække af guitarpopmesterværker. Man bør lytte til det, om ikke andet så for albummets popkulturelle betydning.

Jeg ved dog ikke om ‘The Queen is Dead’ – eller de øvrige Smiths album generelt – ville have samme effekt på mig, hvis jeg først havde opdaget dem i moden alder fremfor som teenager. Måske jeg ville have våndet mig over Morrisseys krukkerier eller det faktum, at mange af sangene er marineret i en tung, tung teenangst.

Men nu sidder jeg så stadig her, 35 år gammel, og lytter til Sturm-und-Drang sange om at være jomfru og uelsket. Det burde man måske filosofere lidt over, hvilket jeg dog vælger ikke at gøre lige nu. Uanset hvad, så bør I give ‘The Queen is Dead’ et lyt.

Raised on promises

Det ville være usandt, hvis jeg skrev at jeg er dedikeret fan af Tom Petty. Bevares, jeg kender hans hits efter at være vokset op med P4 Nordjylland. Og der var en periode, hvor jeg – efter at sangen optrådte i en stærk scene i The Sopranos – syntes at ‘American Girl’ var fabelagtig.

Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den mestrer popmusikkens ædleste og sværeste kunst til perfektion: At kombinere glad musik med melankolsk tekst.

Well she was an American girl
Raised on promises
She couldn’t help thinkin’ that there
Was a little more to life
Somewhere else
After all it was a great big world
With lots of places to run to

Den er stærk, den dér vending ‘Raised on promises’. Er vi ikke alle det? Opdraget til at tro på at lige netop vi er skabt til noget stort og meningsfuldt? Du kan blive lige hvad du vil, og alt det der?

Men Pettys pointe i sangen er forholdsvist anæmisk og sortsynet; nej, løfterne går ikke i opfyldelse, tingene er hvad de er og den amerikanske pige får ikke den hun elsker. Alt går fra hinanden, som Lars H.U.G. ville have sagt det:

It was kind of cold that night
She stood alone on her balcony
She could the cars roll by
Out on 441
Like waves crashin’ in the beach
And for one desperate moment there
He crept back in her memory
God it’s so painful
Something that’s so close
And still so far out of reach

Banalt? Måske, men jeg tror i sidste ende at Tom Petty havde fat i den lange ende, når han svøbte melankolien og det tragiske menneskelige eksistensvilkår i en fængende popindpakning.

Så nej, jeg var ikke fan, men … jeg har lyttet til ham mere eller mindre konstant de senere uger efter hans død. Og sangene er ved at sætte deres kroge fat i mig. Samtidig gør det mig trist at tænke på, at antallet af sande melodiøse og melankolske poppoeter efterhånden ser ganske tyndt ud.

Så jeg ved ikke helt hvem jeg skal vende mig mod nu.

Wichita Lineman

Jeg har et notorisk blødt punkt for melankolske countrysangere. Især dem der anvender ligeså melankolske strygere, som Jens Lekman siden hen sampler i en af sine bedste sange.

Så jeg blev da en anelse vemodig, da jeg læste om Glen Campbells død for et par uger siden. Der er blevet skrevet mange nekrologer siden da – den bedste jeg er stødt på er denne – og hans kamp mod Alzheimeren er ligeledes velbelyst. Jeg kan ikke sige at jeg har udforsket hele Campbells bagkatelog. Men det jeg har hørt er grænsende til vidunderligt. Hør ham lige i ‘Wichta Lineman’:

Er det ikke smukt? De strygere! Mmmmmm! De knuste hjerter længes og ensomheden er episk. Og prøv så lige ‘By the Time I Get to Phoenix’:

Jeg vil vove den påstand, at der ikke er lavet mere melankoske break-up sange end ‘By the Time …’, hverken før eller siden. Den er et mesterværk.

Malcolm Gladwell havde for nylig et afsnit af sin podcast ‘Revisionist History’, hvor han postulerede at det der gør countrysange så pokkers triste og melankolske er, at de er konkrete og specifikke1. Countrysangere synger om koner der dør af kræft, pick-up trucks der spinner med hjulene i mudderet, sønner der dør i krig i et land langt, langt væk og fornøjelsen ved at sidde med en iskold Bud Light en varm sommeraften under stjernerne. Det er alt sammen meget specifikt og ganske relaterbart på et almenmenneskeligt plan.

Glen Campbell er et fremragende eksempel. Hans ‘Wichita Lineman’ sidder der på telefonmasten og lytter til historier om savn, længsel og kærlighed, som han opsnapper via telefonlinjerner. Og i ‘By the Time …’ bliver bruddet meget, meget konkret i takt med den voksende geografiske afstand til hans nu tidligere elskede.

Det er fremragende musik – dens alder til trods.

PS. REM indspillede i 1994 også en fin udgave af ‘Wichita Lineman‘. Michael Stipe kunne have været en fortrinlig countrysanger.

  1. Egentlig er hans argument noget brede end det, men det er bedre at I selv lytter til afsnittet end at jeg genfortæller det []

Real Lies

Jeg har et crush på vrede, skaldede unge mænd på hustage for tiden. Først var det Emil Kruse ‘Hver dag’, men de senere måneder har jeg været helt uklædeligt besat af Real Lies. De er engelske og kan alt mulig. Faktisk er de et slags elskovsbarn mellem mindst tre-fire forskellige genrer og fænomener, som jeg holder af. Se bare her:

‘North Circular’ fra 2014 er nok deres bedste kreation. Hvis du ikke tør klikke på play, så kan jeg afsløre at det er synthpop a la Air France i kombination med tidlig The Streets. Nå, ja, og så får musikvideo for fuldt pornoorgel af blinkende lygter, køreture om natten i fremmedgjort urbant landskab bag duggede bilruder. Det er noget nær så storslået som det kan blive.

Men vi er ikke færdige. Langt fra, faktisk.

‘One Club Town’ er det smukke (mjah?) epos om at forlade ens lille indavlede hjemby – the one club town – for at tage til den hedonistiske storby, hvor man virkelig kan folde sig ud i sit eget underskønne individ. Real Lies bruger her et lille trick fra Chk Chk Chk ‘Heart of Hearts’, hvor beskidt electro krydres med en velsyngende soulsangerinde til at skabe en velgørende kontrast.

Til sidst er her Real Lies’ måske mest fornøjelige kreation:

‘Dab Housing’ får mig til at mistænke Real Lies for at have lyttet skamløst meget til den svenske electrobølge anno 2007-2008. Sammenlign f.eks. med Tough Alliance ‘Something Special’. De er som to ikke særlig kønne tvillinger adskilt fra fødslen. Tempoet er lidt mere slæbende i ‘Dab Housing’, men ellers er stemningen den samme. Uanset hvad, så er jeg pjanket med det!

Real Lies mikser alle mulige stilarter, jeg sætter pris på hver for sig – og lykkes ganske ofte med at lave en fusion, som gør mig endnu mere tilfreds. De har endnu kun udgivet ét album, så jeg afventer spændt nyt fra deres hånd. Noget tyder dog på at de er på vej frem i verden, og de har sågar mixet Pet Shop Boys’ i forvejen ikke særlig interessante ‘Say it to me’. De bliver spændende at følge fremover.

Alt går fra hinanden

Det har været en lidt træls uge, sagt på nordjysk. Med dårlige nyheder og nye bekymringer. Det smitter af på humøret, og måske også på den musik, jeg lytter til i øjeblikket. Min mest lyttede sang i øjeblikket er Lars H.U.G ‘Alt går fra hinanden’.

H.U.G. er ellers en af de musikere, jeg har et tvetydigt forhold til.

På den ene side hader jeg hans krukkede facon, selvhøjtidelige ego og ikke mindst: Hans jazzede periode. Intet kan få mig til at se mere rødt end hans afskyelige duet ‘Backwards’ med Lisa Ekdahl, jeg bliver – igen på godt nordjysk – helt tovlig, når den vederstyggelighed kryber ud af skammekrogen.

På den anden side er det vel kun Lars H.U.G. (og Steffen Brandt i den tidlige periode af TV-2, I ved nok, før det hele handlede om skolelærere og har-vi-det-ikke-hyggeligt?), der i en dansksproget kontekst er i stand til at skrive og fremføre rene, inderlige, sårbare og fordømt fængende kærlighedssange.

Jeg mener: Ja, JA, ‘Elsker dig for evigt’ flirter voldsomt med episk kitsch og bliver i dag uundgåeligt bundtet sammen med 80’er nostalgi. Sangen er vanskelig at lytte til på sine egne vilkår. Men giv den lige en chance, bare en enkelt gang til. For det er en fantastisk sang. Hvornår har I sidst hørt så meget oprigtighed i en dansksproget sang. Mit bud på svaret er “Aldrig”.

Det samme gælder hans cover af ‘Hvorfor er lykken så lunefuld?’ (“Alt hvad jeg har i hjertet gemt, det har du ganske glemt/Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?“), som er desperat i alt sin hjertesorg. H.U.G. fremfører sangen med den forladtes sorg i stemmen.

Og så er det at vi kommer til ‘Alt går fra hinanden’.

Bevares, hans lidt for liberale anvendelse af det angloficerede ‘Babe’ skurrer i mine ører. Men selve sangen er eminent og en noget perfekt krystallisering af vemod. H.U.G. går fra harmoni til stadig mere desperation i takt med, at han går i stumper og stykker. Og alligevel ender det hele med den håbefulde(?) sætning: “Sikke en smuk dag at skilles fra hinanden”. Noget smukt er slut, det gør ondt, men livet går videre. H.U.G. når han er allerbedst.

Hans mesterværk ‘Kysser himlen farvel’ (1987) er i øvrigt et af de albums, jeg har hørt flest gange i mit liv. Albummet var på et af de kassettebånd, som lå i mine forældres bil i slut-80’erne/begyndelsen af 90’erne1. Der findes ganske enkelt ikke den kilometer tysk Autobahn, hvor ‘Elsker dig for evigt’, ‘Hvor går vi hen’, ‘Mon de kan reparere dig’ og titelsangen ikke er blevet spillet på Blaupunkt radioen i den røde Saab 900.

Og så har vi ikke engang nævnt hans tid i Kliché, hvor i hvert fald deres første album er i en liga helt for sig i dansk musikhistorie. Det rummer ikke en eneste svag sang, og er post-punk på niveau med Joy Division (mindst). Lyt selv til ‘Havets blå’, ‘Militskvinder’ eller min personlige favorit ‘Stjernerne i deres øjne’.

  1. i øvrigt sammen med DR’s radiospil ‘Den store lysfest’, albumudgaven af musicalen ‘Chess’ og nogle Ulf Lundell albums. Sidstnævnte hadede jeg intenst []

Vrede kvinder, ja tak

Har igennem et stykket tid barslet med et indlæg om hvordan jeg for tiden svælger i sange af vredladne kvindelige rockmusikere. Men ordene bliver aldrig særlig begavede (og hvad kan der egentlig siges af begavede ting indenfor emnet ‘de her sange er jeg vild med for tiden’?), så de mange gode hensigter er stagneret til det rene ingenting.

Så vil i stedet nøjes med at hidbringe to eksempler på sange, som gør mig glad for tiden:

Er de helt afskyelige? Er jeg for alvor koblet af enhver form for god musikalsk smag?

Life Will See You Now

Svigter bloggen for tiden. Siden jeg er blevet lokal- og regionalpolitisk kandidat, kanaliserer jeg det meste af min fritid og kreative skaberkraft ind i politiske budskaber til den langstrakte valgkamp op til november 2017. Og når jeg samtidig reserverer de mere indadvendte og sjælesørgende skriverier til min Evernote-dagbog, så bliver Udkastet fanget midt ude i ingenmandsland.

Men hvad kan jeg så fortælle – på trods heraf?

Joeh, jeg skal til koncert med Jens Lekman i morgen aften. Det glæder jeg mig til, selvom den planlagte koncertmakker ikke kunne alligevel. Jeg så Lekman live første gang tilbage i februar 2008, og var helt forelsket dengang. Det var på et udsolgt Vega, der gik fint amok. I morgen er det i DR’s koncerthus, hvor jeg ikke tidligere har været til koncert, og derfor ikke for alvor ved hvad jeg skal forvente af.

Læste et overraskende ærligt og introspektivt indlæg på Lekmans hjemmeside, hvor han beskrev sine kvaler i den kommercielle og musikalske ødemark han befandt sig i efter det (også efter min mening) skuffende album ’I Know What Love Isn’t’ fra 2012. Hans nyeste album, ‘Life Will See You Now’, er sympatisk, men har ikke helt bundfældet sig hos mig endnu. Det flyder let og ubesværet af sted, men mangler måske den der ene (eller to) knivskarpte popperler a la ‘Maple Leaves’, ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’ eller ‘Your Arms Around Me’. Vi må se. Jeg forventer som udgangspunkt en melankolsk oplevelse, hvilket man aldrig skal takke nej til.

Andet?

Har fået kværnet en række semi-gode fantasy- og horrorbøger henover den seneste måned. Caitlín R. Kiernans syrede ‘Agents of Dreamland’, Tom Deadys meget Salem Lot’ske ‘Haven’ og V. E. Schwabs skuffende ‘A Conjuring of Light’. Ingen af dem vil sætte sig dybere spor i min eksistens, men var da udmærket underholdning mens det varede. Bedste bog har været ‘Universal Harvester’ af John Darnielle, om end jeg er usikker på om jeg forstod den fuldt ud.

Pt. er jeg på jagt efter noget mere sund og nærende skønlitteratur, som jeg kan blive oprigtigt positivt overrasket og fænget af. Anbefalinger modtages uendelig gerne.

Arv og gæld – om Johnny Marrs nye selvbiografi

Det er egentlig lidt synd for Johnny Marr.

Tænk hvis det eneste folk interesserede sig for var, hvad man bedrev som teenager og ung voksen. At resten af ens liv stort set bare var et efterspil. I bedste fald udmærket og hyggeligt, men aldrig for alvor … relevant.

Jeg kan næppe forestille sig en mindre interessant personage end mig som teenager. Og hvis det var fodaftrykket fra den der indadvendte og bøvede hængemule i Aalborg i slut-90’erne, som resten at mit liv skulle vurderes ud fra, ville der sandt for dyden ikke være meget at berette.

Men at blive vurderet på fortidens meritter er nu engang Johnny Marrs triste lod her i livet. Det indser jeg nu, hvor jeg er i gang med hans selvbiografi ‘Set the Boy Free’. For Marr kommer næppe nogensinde for alvor til at blive associeret med andet end Morrissey og The Smiths.

The Smiths

Bevares, jeg sætter skam pris på det udmærkede guitarspil han leverede i flere omgange til Pet Shop Boys, især på Behaviour albummet. Hans 1993 remix af ‘I Want to Wake Up’ er mit absolutte favorit-remix, kun udfordret af Mobys remix af ‘Miserablism’. Jeg sætter ligeledes umanerlig stor pris på de to første albums fra Electronic, synthpopduoen han havde sammen med New Orders kaotiske forsanger Bernard Sumner i 90’erne. Så Marr er bestemt en ven af huset.

Marr fremstår da også som en både sympatisk og interessant person, der i selvbiografien har relevante betragtninger om sin samtid, popkultur – og selvfølgelig om musik. Hans opvækst og musikalske dannelse er ikke decideret uspændende. Det er en langt bedre bog end Morrisseys vederstyggeligt rædsomme selvbiografi fra 2013. Men derfor skimmer jeg stadig alle andre dele af Marrs bog end de sider, der specifikt handler om The Smiths. For den gruppes eksistens og musikalske arv er jo – når alt kommer til alt – Marrs egentlige relevans her i verden.

Er det så en god bog, som man bør læse?

Mjah. Den er ikke en selvbiografi a la Keith Richards eller Bruce Springsteens bøger, der (at dømme ud fra de lovprisende anmeldelser) er værker af bredere interesse end blot for deres fans. Man skal nok være fan af Marr (dvs. af The Smiths) i forvejen for at finde den rigtig interessant. Alternativt skal man læse den for portrættet af musikscenen i Manchester i begyndelsen af 1980’erne. Det håndterer Marr også udmærket.

Vigtigste nye viden fra bogen: Marr trænede dans samme sted i Manchester som Ian Curtis fra Joy Division. Og mener at sidstnævntes berømte/berygtede epileptikerdans var tyvstjålet fra en af David Bowie optrædener på amerikansk tv i 1976. Uanset om det er sandt eller ej, så var det en fornøjelse at se Bowie slå gækken løs her.

The Radio Dept.

Det er en af de mere ubehagelige melankolske erkendelser.

Nemlig at jeg (fraregnet et svensk P3-arrangement i Göteborg i januar 2011) ikke har været til en eneste koncert siden Håkan Hellström i Store Vega den 20. november 2010. En koncert som jeg dengang beskrev på min blog på følgende vis:

“Det var sublimt. Enestående. Himmelstræbende. Verdensomstyrtende. Mindst ligeså godt som de tidligere koncerter i 2003 og 2008. Kan ikke – selv ikke hårdt presset – nævne en bedre livemusiker end Hellström. Det var eskapisme, teen angst, melankoli, lokalkolorit fra Göteborg samt en gudsbenådet parring mellem The Smiths, Paul Weller og Dexy’s Midnight Runners. Ville virkelig ønske, at jeg var en bedre anmelder, men qua mit stormfulde emotionelle indre må det blive ved en række eksalterede adjektiver for denne gang. Synd og skam for jer, der ikke var til stede.”

Det er kort sagt mere end seks år siden at jeg oplevede musik live. Og til trods for ovenstående ulidelige ordflom, har jeg vitterligt ingen erindringer om den Håkan koncert. Var det godt? Var det skidt? Hvad var setlisten? Ingen anelse. I mine erindringer bliver koncerten konstant blandet sammen til en diffus grød med de andre koncerter på Pumpehuset (2003) og til Storsjöyran (2008). Men det lyder da til at mit yngre jeg var tilfreds.

Hvad skete der? Hvornår groede jeg musikalsk fast? Der er en forklaring, tror jeg. Ikke en god eller behagelig en, men dog en forklaring.

Tidsmæssigt skete det musikalske kollaps nemlig samtidig med at jeg i foråret 2011 indledte den tumultariske periode af livet med udstationering i Bruxelles, siden flyt til Hjørring og Aalborg, ryk tilbage til København igen: Siden blev jeg far og ja, sådan gik der altså 6 år uden koncerter.

The Radio Dept.

 

Koncertmelankolien ramte, da jeg i går aftes var på Lille Vega for at se mine midt/slut-00’er idoler The Radio Dept. spille. De var en integreret del af min svenskofile periode, hvor jeg udover min hustru dyrkede folk som Jens Lekman, Air France, Tough Alliance hæmningsløst. Den endeløse række af elektropoppede kunstnere fra Göteborg og omegn er desværre døet ud siden dengang. Men nu har The Radio Dept. så endelig udgivet nyt album efter seks års pause, og er taget på tour til eksotiske steder som Tbilisi, København og Seoul.

Gruppen har altid været en lidt underlig blanding. Lige dele My Bloody Valentine, acid house, Pet Shop Boys, tidlig New Order og Andrew Weatheralls remix af ‘Only Love Can Break Your Heart’. Om end slutproduktet måske ikke er videre originalt eller nyskabende, er The Radio Depts musik en blanding af fremragende enkeltelementer fra 1987-1991, De peakede i 2010 med den vidunderlige ‘Heaven’s On Fire’, og er blevet stedse mere synth-bårne på deres albums.

Koncerten i Vega var en ambivalent oplevelse, men jeg ved ikke om det skyldes koncertens kvalitet, lydbilledet eller blot de seks års fravær af koncertoplevelser.

Måske det var en begynderfejl af mig at antage, at en koncert annonceret til kl. 20 ville begynde før kl. 22.10 (og jeg derfor først var hjemme i Roskilde kl. 01.00)? Måske jeg blot skal indse, at når elektronisk musik fremføres live, så er meget af det forprogrammeret og ikke særlig håndspillet? Måske jeg burde have tænkt over, at det er vanskeligt at høre den ì forvejen flegmatiske forsanger, når bassen er så tonsende tung?

Uanset hvad var det en lidt flad oplevelse rent musikalsk. Aftenen var dog langt fra spildt, da selskabet var godt og jeg fik økologisk pizza for første gang i mit liv. Men om jeg ligefrem vil anbefale en Radio Dept koncert? Ikke helt. Man bør nok holde sig til at lytte til deres albums i første omgang.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?