Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014)
Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990)
En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009)
Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016)
VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991)
Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ’shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973)
Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016)
Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Asocialt musikforbrug

Det er næsten hændt lidt umærkeligt, men udover børnemusik med arvingerne, så lytter jeg nærmest aldrig til musik sammen med nogen mere. Det hele foregår i hovedtelefonerne.

Hifi-anlægget herhjemme er i aktion når der skal danses pjattet efter aftensmaden, men ellers er musik blevet en underlig asocial ting for mig. Det ærgrer mig lidt.

I dag kan jeg endnu mindre end tidligere besvare spørgsmålet ‘hvilken musik kan du lide?’ eftersom mit musikforbrug består af playlister splejset sammen af alt lige fra country over electropop til 80’er indie. Så hvad skal jeg svare? Jeg kan jo lide to-tre sange af alle mulige og umulige kunstere. Har mistet lidt af evnen til at gide lytte til et helt album med en enkelt kunstner.

Eftersom jeg forlængst er stemplet ud af at følge med i ny musik, så mangler jeg efterhånden også den fælles referenceramme at drøfte musik ud fra. I gamle dage vidste jeg som regel hvad de aktuelle hits var, men i dag lytter jeg til podcasts, og kun yderst sjældent til flowradio som P3. Og når jeg så en ligeså sjælden gang klikker mig lidt rundt inde på Spotifys liste over de mest populære sange lige nu, fyldes jeg med rædsel og afmagt over hvor afskyeligt jeg synes det meste er.

Så ja, jeg er blevet gammel. Gider ikke følge med. Men mit anlæg vil jeg til at bruge igen. For musik er noget man burde dele med andre. Hvordan skal arvingerne nogensinde få en ligeså forkvaklet musiksmag som deres far, hvis jeg ikke sætter ind med indoktrinering nu?

Luksusproblem

Man skal virkelig huske at rydde op efter sig og systematisere sine ting!

Gennem mine år på Spotify har jeg via almindelig hverdagsinspiration, research og i nyere tid især Discover Weekly efterhånden fået spækket ikke færre end 1.222 sange ind på min ‘Bruttoliste’-playliste. Det er blevet til et uoverskueligt monster, som jeg ikke længere kan lege med på en meningsfuld måde.

Normalt lytter jeg til sangene på listen med shuffle-funktionen. Det fungerer nogenlunde hvis man betragter hver sang for sig, men gør det umuligt at få en rød tråd og at opbygge illusionen om en sammenhæng. Lad os sige at jeg sidder i toget mod København H og lige har nydt en lummersexet Pale Saints sang. Uhm, ikke sandt? Lifligt. Beroligende. Jeg er i godt og afslappet humør. Så har jeg ikke nødvendigvis lyst til at næste gang skal være ‘Clan in Da Front‘ eller ‘Makes No Sense At All‘. Begge er vidunderlige sange, men ikke hvad jeg har lyst til lige nu. Men ak, nu er de desværre begge at finde på samme voldsomt opsvulmede playliste, og jeg kan ikke selv styre om de er den næste sang.

Så jeg ender med at sidde der i den dårlige kupéluft og skifte nummer og skifte nummer og skifte nummer, indtil jeg finder en tilpas kælen afløser for Pale Saints. Tåbeligt. Meget tåbeligt.

Moralen? Ryd op i dine playlister. Ellers ender du med et babylonsk rod, som det vil tage alt, alt for lang tid at få ryddet op i.

Dagens musikalske indsigt

Jeg har aldrig rigtig lyttet til noget Pink Floyd før, så i erkendelsen af min manglende opdragelse, sidder jeg her på Spotify og hører det mest kommercielle jeg kender: ‘The Wall’ albummet.

Er ikke sikker på at det som helhed er et godt og helstøbt album. Det stritter lidt for meget i alle retninger. Og det der med at lave rockoperaer og konceptalbums ophørte med at være meningsfuldt sammen med ‘Quadrophenia’.

Men det pulserende, sorte, syge hjerte af The Wall bestående af ‘Another Brick in the Wall part 1’/’The Happiest Days of Our Lives’/’Another Brick in the Wall part II’ er musikhistoriske mesterværker1.

Det traumatiserende tab af faderen i anden verdenskrig (“Daddy’s flown across the ocean/Leaving just a memory/Snapshot in the family album“), den hjerteslagsagtige bas, den paranoide stemning, helikopteren der pludselig flænser luften, de voldeligere lærere – og så det samfundsinstitutionsomstyrtende barnekor: ’WE DON’T NEED NO EDUCATION/WE DON’T NEED NO THOUGHT CONTROL’ inden den ultimative nihilisme/eskapisme konstatering af at: ’All in all, you’re just another brick in the wall’.

Mesterligt. Fortvivlende, men mesterligt!

  1. ’Young Lust’ og ’Comfortably Numb’ er også udmærkede sange, men når slet ikke den centrale trios højder. []

Views

Jeg havde ellers forsvoret at jeg nogensinde igen ville lytte til hiphop udgivet efter 1999. Men det nye Drake album, ‘Views’, rummer altså to funklende juveler, som fortjener lidt kys og kæl1.

Førstesinglen ‘One Dance’ er ganske urimeligt fængende.

Selv Rihannas indsats er til at udholde, noget der ellers falder mig svært. Og sangen minder mig om Andrew Weatheralls mere end 25 år gamle remix af Saint Etienne ‘Only Love Can Break Your Heart’. Politiken mener ‘One Dance’ er årets bedste bud på et sommerhit, men det ved jeg nu ikke rigtig. Er den ikke lidt for langsom?

Så er der fjerde sang på albummet ‘Feel No Ways’.

Kan ikke helt formulere hvorfor den fungerer for mig. Er det trommemaskinens gamle skolede lyd? Eller måske det analoge keyboard, der flirter uhæmmet? Hvis ikke Drake sang-rappede henover musikken, vil jeg vove den påstand, at sangen kunne have været at finde på mit all-time favoritalbum: Pet Shop Boys ‘Behaviour’. Lydbilledet er tilpas melankolsk til at gøre mig tryg og varm indeni.

Resten af albummet skal man nok være yngre end mig for at holde rigtig af2, men de to sange er i sig selv mere end rigelig grund til at opstøve det på Spotify. Eller i fysisk udgave, hvis I deler mine afvigende tendenser.

  1. Ingen af dem er tilgængelige på YouTube. Beklager! []
  2. Bl.a. er den trættende ‘Hotline Bling’ at finde på det []

Oprørt hav

Vi var i Stockholm henover weekenden. Den sidste ferietur inden næste arving arriverer og hverdagen kollapser i logistik. Min svigermor var barnepige fredag og lørdag, så Den Bedre Halvdel og jeg havde to hele dage alene.

Vi havde med vilje fravalgt alle aftaler med venner og den øvrige svigerfamilie i byen. Det var netop tænkt som et pusterum, hvor vi kun skulle være os to. Få talt sammen, hygget, spist god mad, sovet mere end fem timer om natten og nydt lidt tosomhed inden det går løs igen.

Stockholm er for mit vedkommende også ensbetydende med Pet Sounds og Bengans. Begge musikforretninger er i tilbagegang, men holder sig flydende med vinyludvalget. Tror ikke de findes, når jeg er i Stockholm igen om et par år – i hvert fald ikke Bengans. Men jeg gjorde min borgerpligt og handlede cd’er for små 600 kr. i hver af de to.

Købte bl.a. det fremragende livealbum ‘Håkan Boma Ye!’ og den nye EP fra Håkan Hellstrøm1. Fik også udbygget min samling med et par albums fra The Embassy, Aimee Mann og Badly Drawn Boy.

sturgill-simpson-a-sailors-guide-to-earth

Mest glad er jeg dog for det nye album fra country-mystikeren Sturgill Simpson. Man kan med fordel lytte til de to overlegne førstesingler ‘In Bloom’2 og ‘Brace For Impact (Live A Little)’, og dernæst investere albummet, der er helt igennem fantastisk. Og tag så lige et kig på albumcoveret ovenfor. Det er episk og lige til en piratfilm. Alene den ustyrlige blæksprutte vil få min søn til at eksplodere i overstadig glæde.

‘A Sailor’s Guide to Earth’ kan varmt anbefales og er en stærkt kandidat til mit årets album.

  1. Der i sit nye materiale fortsætter sin deroute i retning af at lyde som en Lars H.U.G. anno ca. ‘Kysser Himlen Farvel’ []
  2. Ja, det er et cover af Nirvana []

Om at pensionere sine musikalske afguder

Håkan Hellström offentliggjorde endnu en sang natten til i dag.

Nyt materiale fra en af mine afguder burde i sig selv være en fortryllende nyhed. Men de to minutter jeg lyttede til den – og til ‘Din Tid Kommer’ fra tidligere på måneden – hidbragte nedslående erkendelser. Håkan Hellström har med årene transformeret sig til Bono. Hans sange lyder som trætte kopier af noget fra U2’s ‘Joshua Tree’ periode.

Det er kort sagt ganske bedrøveligt. Der er ikke længere noget vild ungdom eller teen angst over ham. Selv når han forsøger sig med et af de helt stensikre scoretricks i form af ringlende guitarer, får jeg mere lyst til at lytte til tidlig R.E.M, Real Estate eller (naturligvis endnu bedre) The Smiths.

De nye kreationer er blot … ordinære, tunge i røven og midaldrende. Ganske som mig selv, hvilket antageligvis er den egentlige grund til min skuffelse.

Generelt tegner der sig dog et negativt og surmulende mønster i min modtagelse af mine musikalske afguders nye sange i disse år.

1. april udkom således det nye Pet Shop Boys album ‘Super’. Nærmest alt ved det irriterer mig. Først og fremmest er jeg sur på mig selv over, at jeg første gang hørte om albummet i en anmeldelse i Jyllands-Posten EFTER udgivelsen. Det er naturligvis ikke Pet Shop Boys’ fejl, men det fortæller mig, at jeg er koblet af selv de musikalske ting, jeg burde gå op i.

Albummet er måske ikke direkte dårligt, men det er heller ikke godt. Sangene er underligt kønsløse og produktionen lyder bedaget. Værst er dog de tåkrummende tekster. Tag nu førstesinglen, ‘The Pop Kids’, eksempelvis. Udover at lyde som Pet Shop Boys, der forsøger at lave en smådårlig imitation af, hvad Pet Shop Boys lavede engang før i tiden, så er det den værste falsk-autobiografi i nyere musikhistorie:

Remember those days
– the early 90s?
We both applied for places
at the same university
Ended up in London
where we needed to be
to follow our obsession
with the music scene
Wherever we went
whatever we did
we knew the songs

They called us the Pop Kids
’cause we loved the pop hits
and quoted the best bits
so we were the Pop Kids
I loved you
I loved you
They called us the Pop Kids

Se, nu er jeg jo fan, ikke sandt? Har været det lige siden min storebror udsatte mig for deres mesterværk ‘Behaviour’ på kasettebånd tilbage engang i de meget tidlige 1990’ere. Mit liv passerede revy, da Neil Tennant gav mig hånden til koncerten i Valby Hallen i år 2000. Jeg var investeret i den musikgruppe i over 15 år. Så jeg VED ting. Irrelevante detaljer man kun ved, hvis man i en periode har dyrket en given popgruppe noget nær religiøst. Forbinder besynderlige ting med Pet Shop Boys. Så da arkitekten Zaha Hadid døde for nylig, så anede jeg intet om hendes bygninger, men jeg VED at hun lavede deres scene på ‘Montage’ touren. Med andre ord:

  • Jeg VED at Neil Tennant og Chris Lowe er født i henholdsvis 1954 og 1959. Der er med andre ord ikke skyggen af chance for, at nogen kaldte de to for ‘kids’ i begyndelsen af 90’erne
  • Jeg ejer bogen ‘Pet Shop Boys VS. America’. Den står inde på min bogreol lige nu og råber efter mig. Bogen beskriver deres herostratiske fiasko af en turne i USA i 1991. Jeg VED derfor, at Pet Shop Boys i begyndelsen af 90’erne var to humørsvingende, smågamle krukker, der desperat higede efter at blive elsket i USA – blot for at falde igennem kommercielt. Deres tid som ‘pop kids’ lå i bedste fald 15 år tilbage i tiden, allerede dengang

‘The Pop Kids’ er derfor en sød fiktion, og det samme er sangen ‘Twenty-Something’ på det nye album. Den handler om de unge mennesker, der er forfængelige og forfærdelige, men også – åh! – så pokkers dragende. Hvilket der selvsagt kan være noget om, men nuvel, når tyndhårede mænd over 60 år begynder på den slags sværmerier, så bliver det hele en anelse … akavet.

Anmelderne – som selv var unge da Pet Shop Boys var store – er søde og giver dem 4 ud af 6 stjerner. For gammelt venskabs skyld, forstås. Ligesom de gjorde med Suede og R.E.M, uanset hvor rædsomme deres nye plader så end var.

Hvilket går mig på, da det ansporer Pet Shop Boys til at fortsætte derouten fremfor at stoppe mens legen er god. ‘Electric’ albummet fra 2013 var deres bedste album i 10 år, og det havde været et perfekt sted at stoppe karrieren. Men nej. De bliver ved, som to cirkusheste, der for længst er gået bag om dansen og ikke kan følge takten. Og det gør de fordi tåber som mig køber deres ting og de halvgamle anmeldere ikke nænner at give ‘Super’ den karakter, det fortjener. Nu må det høre op. Håber at de snart vil nyde deres otium og holde op med at udgive ny musik.

Der er virkelig ikke grund til at fortsætte og trampe mere på mit sarte følelsesliv.

Roskilde Festival

Sidder og titter lidt på programmet til årets Roskilde Festival. Nu hvor jeg bor i byen, så kan en snavs-og-smuds-forskrækket midaldrende mand jo relativt nemt købe en endagsbillet, uden at skulle være bekymret over logistikken eller badeforholdene.

Vanen tro får festivalprogrammerne mig til at føle mig tudsegammel og fremmedgjort. Mange af navnene har jeg aldrig hørt om. Dem jeg har hørt om, kan jeg som regel ikke lide. Tilmed irriterer min stadigt ekspanderende ignorance mig ikke engang særlig meget længere. For jeg ved jo godt, at musikken alligevel ikke er ligeså god, som dengang jeg var yngre. Og ja, jeg ER på fast-track til at blive en gnaven gammel mand.

Nå, men hvem kunne jeg så overveje at se?

Neil Young. Jaeh, ham ville jeg nok prioritere. Kan lide en del af hans albums, om end det er hans mere country/americana/folk repertoire, som jeg foretrækker. Kan ikke helt gennemskue hvordan hans sangkatalog bliver oversat til en festival anno 2016. Var egentlig af den opfattelse, at han efterhånden kun gav koncerter af typen sid-ned-og-lyt-andægtigt

New Order. Naturligvis. Et af mine sub-yndlingsband. Alene udsigten til at de spiller ‘Blue Monday’ er mere end rigeligt

Tame Impala. Udgivet interessante albums (og lyt lige til HAIM remixet af ‘I’m a Man’, det er en vaskeægte fornøjelse). Det meriterer som minimum min fysiske tilstedeværelse

Sturgill Simpson. Psykedelisk neo-country, ja tak

Courtney Barnett. Har kun hørt ‘Depreston’, ‘Pedestrian at Best’ og ‘Nobody Really Cares If You Don’t Go To The Party’. Alle tre er imidlertid fremragende og borger for at man dukker op til koncerten

Fem navne ud af et alenlangt program. Det er ikke imponerende. Men det er fuldt ud muligt – ja, faktisk sandsynligt – at det er mig, og ikke Roskilde Festivalen, der er noget galt med. For måske jeg hellere burde opsøge Heartland (Flaming Lips, Sun Kil Moon, Low) eller Tønder Festivalen (Jason Isbell, Avett Brothers) for at finde noget til mit formørkede og melankolske sind.

Skal nogle af læserne til festival i år – og hvilke musikere ser I frem til?

Intelligens

Claus Dahl har bedrevet et ret godt blogindlæg om de såkaldte longreads og kunstige intelligenser, hvor i hvert fald to bidder er værd at citere:

Prøvede Føljeton, men det fængede bare ikke. Fidusen ved en omnibusavis er at den har 40 artikler – en af dem handler om noget du vil læse. Sådan er det ikke når der kun er 3. Så det er mere ligesom at have en lidt for snakkesalig sidemand i bussen, end som at sidde med et medie man selv har valgt.

 

Jeg deler hans skepsis overfor levedygtigheden af longread-medier som Zetland og Føljeton. På det idealistiske, elitære, sekteriske og teoretiske plan elsker jeg hele idéen om ‘weniger, aber besser’, men i realiteten er jeg en nyhedsjunkie, der har brug for både mere OG bedre. Jeg er ganske enkelt ikke klar til betale 100 kr./måneden for Zetland, når jeg for 150 kr. mere om måneden kan få international journalistik og analyse af ypperlig kvalitet fra Financial Times. Så meget stoler jeg simpelthen ikke på Zetland folkene, uanset hvor sympatisk projektet end er. I øvrigt vild med den tåkrummende metafor om sidemanden i bussen. Tænk at sidde der og være tvunget til at lytte til Lars Trier Mogensens monologer hele vejen til ens destination. Alene tanken er angstprovokerende.

Googles AlphaGo har lige vundet det 5. parti mod Lee Sedol og sejren 4-1. Men det er ikke ugens største revolution i maskinlæring.

Det er derimod min Discover-playliste fra Spotify. Den er perfekt tunet. Rare groove, men også classics. Originaludgaverne af både omkvædet fra M.I.A.s ‘Sunshowers’ og Warm Leatherette. Der er et Simple Minds-nummer på, men det er pre-stadion, cool Simple Minds. Der er alt fra Velvets og Warren Zevon til Electronic og The Orb. Der er Kurt Vile og fabuløs funk med Ghetto Brothers.

Alt det er fantastisk. Hvis jeg var faldet i snak med en på en bar, og han eller hun havde sagt “hey – du skal ha det her mixtape. Tror det lige er dig” så var vi bedste venner nu. Eller kærester. Og så er det endda slet ikke det bedste. Midt i det hele, i Colin Blunstones ‘Misty Roses’, højst overraskende, en fin lille sats for strygekvartet – som det naturligste i verden. Det var som at få en meget fin og særlig betænksom gave af en kær ven.

 

Det er noget nær perfekt beskrevet! Det bedste ved arbejdsugens begyndelse for mit vedkommende er hvilke sange min nye bedste ven, Discover, har fundet til mig i denne uge. Bevares, selvfølgelig er der noget lidt sørgeligt over at jeg får det jeg gerne vil have (fremfor det jeg måske har brug for …), men Spotifys kunstige intelligens er simpelthen så god, at jeg er helt ligeglad. Jeg elsker ham/hende/den/det.

Fade Into You

Jeg har en teori. Den er fuldstændig uunderbygget. Jeg har absolut ingen forskning til at bakke den op. Det er ren spekulation. Men her den:

Hypotese: Det er umuligt at ødelægge sangen ‘Fade Into You’.

Sådan. Der er den. Mit banebrydende bidrag til menneskehedens kollektive viden og erindring. Originalen af Mazzy Star er selvsagt vidunderlig. 90’ernes helt uden konkurrence bedste sang. Men prøv så at lytte til disse to coverversioner. Begge er pragtfulde på hver deres måde:

I både akustiske og trip-hoppede udgaver skinner sangens uudslettelige guddommelighed igennem. Det er ganske forunderligt.

Er der nogle sange, I har et tilsvarende forhold til?