Savner æblet

Den kommer altid snigende med et års mellemrum: Lysten til at købe en ny computer.

Jeg har hungret efter at købe en iMac lige siden Apple præsenterede en opdateret udgave tilbage i juni måned. Det passer med ca. et års tid efter at jeg i sommeren 2016 købte min nye svinedyre Lenovo T460s laptop. Som jeg forinden brugte måneder og år på at researche og gruble over, og som jeg egentlig er glad for. Især fordi Lenovoen har det bedste tastatur, jeg nogensinde har skrevet på.

Men maskinen hæmmes af et stort minus: Den er Windows-baseret. Og selvom jeg tidligere har bedyret at skiftet fra MacOS til Windows skam ikke var et problem for mig, så nuvel, jeg har skiftet mening.

For når man som jeg er så investeret i Apples økosystem via min iPhone og iPad, så savner jeg det sømløse samspil. Jeg savner at programmerne ganske enkelt bare er bedre end det, jeg i skrivende stund må slå mig til tåls med i Windows. Jeg savner at kunne sende iMessage beskeder fra min hovedcomputer.

Det er luksusproblemer, jeg ved det, men en attraktiv arbejdsstation betyder meget for en papirnusser som mig.

Derfor var jeg meget interesseret i Apples stationære 5K iMac. Guddommelig skærm og smukt design. En entre tilbage til det styresystem, som jeg har lært at elske siden 2012. Og jeg ville slippe for de rædderlige keyboards, som Apple det seneste år er begyndt at påklistre samtlige deres keyboards.

Men den er dyr. Urimeligt dyr. For dyr. Jeg kan ikke forsvare et køb af den overfor mig selv og ambitionerne om at spare op udbetalingen til boliglån.

Så egentlig havde jeg udskudt købte af en ny Applemaskine på ubestemt tid. Men så læste jeg endnu et af de her indlæg på en af de utallige Mac blogs jeg abonnerer på.

Og det gentændte lysten.

For der er en kampagne i gang. Et vaskeægte oprør! For at få Apple til at udskifte de miserable tastaturer på deres bærebare MacBooks. Og som det måske fornemmes af teksten ovenfor, så er tastaturer noget jeg kan bruge betragtelige mængder energi på.

Så hermed et løfte: Hvis Apple udskifter deres tastatur på en af de nye modeller der kommer i 2018, så slår jeg til. HAPS!

Transformers

Jeg kan ikke helt afgøre om jeg projicerer for meget over på min stakkels søn. Men det gør mig ellevilde at han er blevet fan af Transformers. Ikke af de miserable film, men derimod af legetøjet og tegnefilmene. Som jeg selv har elsket upassende meget det meste af min levetid.

Han elsker de 30 år gamle legetøjsrobotter, som vi fragtede med over fra Aalborg sidst vi besøgte mine forældre. Han elsker de nye legetøjsudgaver af Bumblebee og Optimus Prime. Han elsker den fabelagtige intro til den oprindelige tv-serie fra midt-80’erne. Og det gør mig selvsagt alt sammen glad, for jeg elsker også stadig Transformers.

I går modtog vi tilmed en Transformers-trøje med posten, og jeg har sjældent set en dreng glæde sig så meget til at komme i børnehave og vise sit nye haute couture frem.

Allerbedst er faktisk tegnefilmsudgaven ‘Robots in Disguise’ fra 2015 og frem. Den er flot, sjov, cool og handlingen er tilpas afbalanceret til at være spændende for små drenge – uden at være for voldsom. Alene introen er fantastisk:

Det er en stor fornøjelse at (gen)opdage barndommes legetøj med sønnen. Håber at jeg også kan lokke datteren med i kulturen, når hun bliver lidt ældre. Hun vil i hvert fald gerne lege med robotterne!

Dumbphone

Hvad ville du savne, hvis du skiftede din smartphone ud med en, ja, dumbphone? Det tænker jeg lidt over efter at have læst en artikel i FT. Skribenten beskriver det ret godt, synes jeg:

“I’ve recently found myself wondering if I could do without Google Maps. It is, I think, the only app on my phone I’d really miss were I to swap my smartphone for a “dumb” one that handles only calls and text messages.

Why am I thinking about this? It’s because every time I try to read a book, I end up picking up my phone instead. I convince myself that I need to google something, something important, and, 30 minutes later, I’m scrolling through Facebook or Twitter with all sense of time and purpose lost.

I’ve taken to turning off my phone, but then I turn it back on. I’ve tried hiding all my colourful apps in little folders, but that doesn’t really work. I keep interrupting my own train of thought in order to do something that I don’t consciously want to do.“

Jeg vil ikke sige at jeg er helt ligeså langt ude i tovene. Eller, mjah, måske, tjoh. I hvert fald ikke i så høj grad på min telefon, som jeg er det på min computer. Jeg er usandsynligt nem at distrahere, når jeg sidder her foran tastaturet. Min evne til at fokusere på én ting er udfordret, og det bliver ikke bedre som årene går – desværre. Jeg er nyhedsjunkie og har en tendens til at tjekke mail, diverse nyhedssider, blogs og twitter for ofte. Det giver ingen reel værdi for mig, ligesom det går ud over min produktivitet, Ikke ligefrem en fordel, når man arbejder som papirnusser og varmluftsproducent.

Det er (lidt) bedre, når det handler om telefonen.

Jo, jeg finder den da lidt for rutinemæssigt frem, når der er tidslommer der skal fyldes ud. I ved nok, de der små øjeblikke i køen eller hvor man skal vente. Hvor man før i tiden havde accepteret ventetiden eller kedet sig et par minutter med at kigge ud i luften, så er min tolerance for ikke at blive stimuleret nu ikke-eksisterende. Værst er det når jeg griber mig selv i at tjekke telefonen, når jeg er sammen med de to arvinger. Det er jo en direkte forbrydelse mod nærvær og intimitet.

Så da Nokia bekendtgjorde at de relancerede deres 3310’er, funderede jeg da over om man burde tage skridtet tilbage. Men der ER jo ting, jeg vil savne:

  • Spotify. Det meste af mit musikforbrug foregår via telefonen.
  • Podcasts. Jeg lytter til en masse podcasts om alt fra politik til basketball.
  • Mobilepay. Et praktisk redskab.
  • Todoist. Min to-do liste, som strukturerer det meste af min eksistens.
  • Kortfunktionen. Rart at kunne finde rundt.
  • Kameraet. Selvom jeg ikke opdaterer Instagram et al så ofte, så tager jeg mange billeder af de to arvinger og hverdagen.

Jeg vil til gengæld sagtens kunne undvære email, internet og alle de andre distraktioner. Faktisk vil det være godt for mig, tror jeg.

Men samlet set er min nytte og glæde ved de ovenstående funktioner så stor, at jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at jeg helt skulle opgive at have en smartphone.

Måske man kunne køre et parallelsystem, hvor jeg har en smartphone som arbejdstelefon, mens mit privatnummer er på en dumbphone. Jeg kunne så lægge min arbejdstelefon væk i alle de situationer, hvor jeg ikke eksplicit skulle løse en arbejdsopgave, eller hvor jeg er i transport (og dermed lytter til musik eller podcasts).

Ved dog ikke helt om jeg kan stole nok på mig selv til at holde sådan et adskilt set-up kørende. Min hidtidige rygrad har ikke just været imponerende …

Space Lego

Opdagede ved et tilfælde den ganske vidunderlige Twitterprofil Lego Space Bot. Det er efterhånden så sjældent at jeg bliver barnligt begejstret over ting på internettet (senest var to andre Twitterprofiler: Soviet Visuals og This Brutal House), men billederne af space Lego fra 1980’erne gjorde mig virkelig boblende lykkelig. Se blot her:

‘Invader’ fra 1987

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg fik ‘Invader’. Men jeg er ret sikker på, at min far havde den med hjem fra en studietur med arbejdet til Hamburg. Det er noget af det Lego, jeg har leget allermest med – og var ret vild med sorte Darth Vader’ske look i Blacktron serien. Inspirationen fra Star Wars kan også ses tydeligt i ‘Alienator’, som jeg ligeledes fik i de år:

‘Alienator’ fra 1988

Mon ikke det er rimeligt at antage, at Legos designer havde nærstuderet de legendariske AT-AT fra Star Wars inden ‘Alienator’ kom til verden? Perlen i samlingen er dog denne episke skabning:

‘Sonar Transmitting Cruiser’ fra 1988

Jeg har ikke noget fornuftigt tal for, hvor meget jeg har leget med den cruiser. Den kan skilles ad, lysene blinker – og den larmer næsten ligeså meget som den dommedagsstøj, som min søns legetøj konsekvent har det med at producere. Den er kort sagt perfekt.

Har I noget favorit Lego?

Au revoir, Apple

Brugte evigheder på at researche og købe en ny bærbar. Jeg ventede og ventede og ventede på Apple. Ville gerne have en ny Mac som afløser for min kaffespilds-ramte MacBook Pro. Men de nægtede at udgive en ny model. Det antog farceagtige proportioner. Efter halvandet år opgav jeg. Købte min elskede Lenovo T460s, hvis tastatur nu dagligt giver mig fortryllende skriveoplevelser.

I går præsenterede Apple så endelig deres opdaterede MacBook Pros. Der er intet revolutionerende ved dem. De er lidt hurtigere, lidt lettere, lidt bedre skærm. Har fået en eller anden touch screen funktion, som det er vanskeligt at vurdere begavelsen af ud fra billeder. Selvfølgelig kommer maskinerne kun i prisklassen ’svinedyr’ til ’økonomisk ruin’. Så det er sikkert glimrende alt sammen.

Apple har dog også indført det gudsjammerlige tastatur fra deres infame MacBooks.

Og det er en deal breaker.

For efter at have nydt min Lenovos intet mindre end fabelagtige tastatur, så nægter jeg at gå over til Apples inferiøre plastiktaster. Det er umuligt at skrive på henover længere tid. Det ville efterlade mig deprimeret og absolut drænet for kreativitet.

Så selvom jeg savner Apples styresystem, deres økosystem af apps, samspillet med min iPhone og de bedre skærme på en MacBook Pro, så bliver jeg sammen med Lenovo og Windows fremadrettet. Min skriveglæde er simpelthen større sammen med dem.

Ubændig lyst

Jeg ved ikke hvorfor, men for tiden drives jeg af en helt ubændig og irrationel trang til at købe nyt elektronik. Hvilket i særlig grad er fjollet, når man tager i betragtning at jeg får brug for alt til rådighed stående kapital til den kommende flytning og boligjagt.

Hvorfor jeg da heller ikke har købt noget endnu. Men jeg har lyst.

For det første vil jeg gerne have en ny telefon.

I skrivende stund har jeg en iPhone 5s, en arbejdstelefon som jeg fik, da jeg begyndte på mit arbejde i februar 2014. Der er intet galt med den som sådan. Jo, jeg synes dens batteritid er begyndt at blive problematisk, ligesom mikrofonen altid har været skrattende. Men det er stadig en lækker telefon, jeg er pjattet med Apples økosystem af apps og iPhones har nu været min primære model de sidste tre år. Samlet set er jeg grundlæggende tilfreds.

Men jeg vil alligevel gerne have noget nyt.

Problemet er, at jeg ikke rigtig ved hvad. iPhone 6 er allerede smågammel nu, og der kommer en ny model efter sommerferien alligevel. Det vil være tosset at købe en nu. Desuden er den alt, alt for dyr. Men jeg ved alligevel ikke om jeg tør tage springet over til en Android-baseret model. Vil ikke sige at jeg ligefrem er traumatiseret, men jeg har dog haft nogle jævnt bedrøvelige HTC-telefoner tidligere – og jeg var ikke imponeret af deres styresystemer. Så ja, den nye Samsung ser lækker ud og får gode anmeldelser. Men dels er den enorm1, dels er jeg lunken ved at skulle gifte mig med Android og Google. Så er der selvfølgelig Windows Phones, som et nærmest Uffe Elbæk’sk alternativ til de to store, men så langt væk fra mainstream er jeg trods alt ikke klar til at gå.

Så jeg kigger da på Galaxy S6’eren. Men jeg ved ikke om jeg tør.

For det andet vil jeg gerne have en ny laptop.

Jeg elsker ganske vist min MacBook Pro, men stoler ikke rigtig på hende udenfor hjemmets fire vægge. Efter mit spilderi af kaffe i tastaturet, har jeg en psykosomatisk oplevelse af at batteriet er kortlivet og bliver djævelsk varmt ved længerevarende brug. Og med dens 15″ Retina-skærm og enorme tastatur er Mac’en ganske vist en fornøjelse at arbejde på, men den er til gengæld ikke så handy at have med rundt.

Til det formål er Den Bedre Halvdels MacBook Air meget mere elegant, og jeg kunne sådan set godt tænke mig at eje sådan en krabat – hvis altså blot, at Apple lavede en model med Retina-skærm. For efter at have levet med den sublime skærmkvalitet på min MacBook Pro, så hverken kan eller vil jeg gå tilbage til en ringere model.

Jeg kunne jo i teorien købe den nye 12″ MacBook model (som Apple af uransagelige årsager har givet Retina), men den er simpelthen for lille til mig. Da jeg testede tastaturet i butikken, kunne jeg bogstaveligt talt føle hvorledes myoserne blomstrede i skuldrene og min bureaukratryg blev endnu mere udtalt, end tilfældet er2. Når man elsker at tampe læs på tasterne, er det næppe en laptop man bør købe.

Mest perverst: Jeg er fristet af en Windows laptop. Ser faktisk lidt frem til det nye Windows 10, og har I set Dells XPS13? Den ser altså laber ud. Og jeg kunne godt tænke mig at prøve en decideret god og lækker Windows maskine fremfor de rædderlige skrammelkasser, som arbejdsgivere har det med at stille til rådighed.

Men igen: Jeg venter. Tror jeg. Måske kommer der noget bedre om lidt. Og ret beset har jeg ikke brug for en ny laptop. Jeg har bare lyst til en.

Det eneste af mit elektronik, som jeg ikke vil udskifte overhovedet, er min Kindle Paperwhite. Det er den perfekte maskine. Jeg elsker den. Ubetinget. Og vil anbefale alle læseheste at rekvirere en øjeblikkeligt.

Det vil gøre jeres liv smukkere og bedre.

 

  1. Generelt er størrelsesudviklingen indenfor telefoner noget, jeg kan hidse mig op over. Hvorfor i alverden skal de være så store og uhåndterbare? Hvordan kan en iPhone 5s blive betegnet som en minitelefon? Det er jo forrykt []
  2. Størrelsesudviklingen på laptops er OGSÅ noget, jeg kan hidse mig op over. Jeg kan sagtens forstå, at de skal være lette og transportable. Men hvorfor skal det absolut gå ud over skrivekomforten? Jeg forstår det ikke []

Optøet forhold til Microsoft

Det er kommet snigende de senere måneder … men jeg hader ikke Microsoft mere.

Forstå mig ret: Jeg elsker stadig min MacBook Pro. Jeg holder af min iPad og synes ok godt om min iPhone, men det er Mac’en der er min sande kærlighed. Hele økosystemet med Apps centreret om OS X er der, hvor jeg bedst kan lide at arbejde. Jeg er tilmed så gammeldags, at jeg stadig foretrækker at arbejde foran hakkebrættet, fremfor at være på mobile enheder. Sender meget nødig en e-mail fra min mobil, med mindre jeg er tvunget til det. Dét at skrive og være kreativ hører i mit sind uløseligt sammen med min Mac (eller til nøds en stationær PC). Så Apple er stadig min favorit, når det handler om hardware og styresystemer.

Men Microsoft, ikke sandt? De er ved at gøre comeback i min verden. Især Office.

Bevares, jeg synes stadig at Windows i alle dets afskygninger er rædsomt og besværligt. Kommer aldrig til at holde af det styresystem. Det er clunky og belastende. Men jeg er som nævnt efterhånden ganske lun på Office-pakken. Den vinder mere og mere på mig.

Det er delvist arbejdsbetinget, men ikke helt – for jeg har frivilligt tegnet abonnement på Office 365. Men man kan vel sige, at jeg endnu ikke har været ansat på en arbejdsplads, der ikke var centreret om Office. Det er Outlook, Word, Excel og Powerpoint, som styrer showet. Og det går mig slet ikke så meget på, som det tidligere gjorde. Der er klare synergier for mig ved også at anvende Office privat.

Egentlig mener jeg også at Microsoft og Office er kommet godt efter det, når det handler om at skabe et uproblematisk og sammenhængende flow. Det er måske ikke ligefrem en fornøjelse at arbejde i Word, men det fungerer stadig bedre. Det taler fint sammen med andre programmer.

Og endnu vigtigere: Der er en ny udgave af Office til Mac på vej. Den nuværende udgave er fra 2011 og er skingrende rædsom, men de nye previews af Office til Mac er slet ikke så åndssvage igen. Jeg kan godt se mig selv forlade Pages til fordel for Word 2016, når vi engang når dertil.

Der er dog også tale om en push-effekt. Google skubber mig over mod Microsoft.

Jeg opfatter Google som et ondere og mere dubiøst foretagene end Microsoft. Deres ækle tendens med at logge én ind på Chrome uden man beder om det, registrere søgninger og generelt være overvågende, gør mig tom indeni. Jeg ved ikke rigtig … men jeg er simpelthen ikke tryg ved at henlægge ting som e-mails og arbejde hos Google. De er for omklamrende. Deres tjenester og apps er måske smarte, men det kommer altsammen med en pris. Microsofts ydelser er muligvis noget tungere at danse med end Googles, men de er i det mindste ikke så pokkers allestedsnærværende online.

Så jeg er gået fra Gmail til Outlook.com i mine private e-mail. Og orienterer mig via Office 365 mod Microsofts portefølje. Min browser er nu Safari fremfor Chrome. Hvis ikke det var fordi min Gmail er praktisk at have som buffer, når jeg skal registrere mig hos virksomheder, så havde jeg forlængst nedlagt den. Vil kort sagt helst så lidt som muligt at gøre med Google – og så er Microsoft en oplagt samarbejdspartner.

Hvad med jer? Er der nogen virksomheder, I har mistet den grundlæggende tillid til?

Livsprojekter

Har ansvar for at arrangere et større event på arbejdet. Det indebærer en masse koordinering og planlægning, og det er begyndt at smitte af på privatlivet.

Ikke arbejdet i sig selv (som jeg selv mener at jeg har udmærket styr på), men snarere fiksering på planlægningen, projektstyringen, flowet, produktiviteten.

Der er selvsagt masser af drift i min tilværelse – sådan er det at have børn og få logistikken til at gå op i en højere enhed – men jeg forsøger også at tænke dele af mit liv som (udviklings)projekter. For der er så mange ting jeg gerne vil nå og skabe.

Mit set-up til at styre mine livsprojekter er ikke optimalt.

Selvom jeg takket været et ganske rigidt Getting Things Done og Todoist system kun glemmer/taber uhyre få ting på gulvet, så stimulerer det ikke min kreativitet og livsglæde. Jeg har kort sagt opbygget et relativt effektivt system til at huske på opgaver og kværne tingene på to-do listen, men det er samtidig blevet en spændetrøje for mig. Og hvad værre er: Det er ikke velegnet til at planlægge, styre og afvikle længerevarende og diffuse projekter. Som der er en del af på mit arbejde og jobfunktion.

Sat lidt på spidsen, så fokuserer jeg i dag på at få udført den til enhver tid gældende opgave så hurtigt og produktivt som muligt, mens jeg mangler redskaber til at prioritere hvad der er det rigtige, vigtige og meningsfulde.

Så jeg eksperimenterer mig lidt frem med forskellige redskaber. Evernote og Todoist er stadig to uundværlige størrelser i hverdagen, men jeg er begyndt at anvende Trello til projekter. Jeg har aldrig været rigtig solgt på principperne i LEAN, men til min overraskelse virker en mild udgave af Kanban – hvor man visualiserer sit arbejde og flow – overraskende godt for mig.

Jeg vil ihvertfald eksperimentere med et Trello-Todoist-Evernote workflow på arbejdet de kommende måneder. Forhåbentlig kan det få sparket gang i privatlivets projekter også.

Maskinen er skør

Min elskede Mac er muligvis dødssyg. Jeg er ikke sikker, men det er sandsynligt. Hvilket er en ubærlig situationen for mig. Ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Havde hende med på arbejde – jeg er simpelthen mere produktiv, når jeg er sammen med hende – og i et sløset øjeblik … spilder jeg kaffe ud over hende.

Jeg forbander mig selv nu. Det var naturligvis ikke med vilje, at jeg skamferede hende. Men som hun lå der med bugen i vejret og dårlig automatkaffe løbende ud af sig, døde min sjæl lidt.

Har aldrig haft en maskine, som jeg er mere forelsket i end min 15″ Retina Mac. Hun er vidunderlig at arbejde på. Skærmens kvalitet gør mig lykkelig. Hun er hurtig og effektiv. Jeg hader at skulle henlægge mit dagarbejde på Windows-maskiner, når jeg i stedet kunne være sammen med hende. At jeg har skadet hende giver mig mavekramper og ticks ved øjet.

Så nu venter jeg uroligt.

Jeg har fulgt næsten alle gode råd til at tørre en gennemblødt Mac. Og hun fungerer, men der er urovækkende tegn. Hun skal bruge meget lang tid på at vågne. Jeg synes hun bliver varm meget hurtigt, og batteriet virker små-screwed up. Hvis hun en dag pludselig bare bliver liggende der, og ikke vil stå op, så ved jeg hvad der er galt. Og jeg vil vide, at det er min skyld.

Det er nærmest ikke til at holde ud.

Hvad der fylder min tid i øjeblikket

  • At indkøre Arvingen i vuggestuen. Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvordan man egentlig institutionaliserer et barn. Altså, sådan i praksis. Det har været lidt ligesom med pølser. En herlig spise, men jeg har været lykkeligt uvidende om hvordan de bliver fremstillet. Når det så er sagt, er det da skelsættende sådan at overlade ens kæreste eje til fremmede. Han er jo husstandens lille solkonge, der har været vant til forældres udelte opmærksomhed, men nu skal bo på stue med 12 andre (og større) børn. Det bliver en transitionsproces, så han skal nusses og krammes ekstra i tiden frem. Indtil videre går det dog godt med at få ham på plads. Han kan lide andre børn, og græder kun kortvarigt efter at hans far har forladt ham – for derefter at grine og lege. Det gør mig glad, samtidig med at det knuser mit lille sorte hjerte
  • At genopdage glæden ved klassiske adventurespil. Efter at have læst om ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ på adventuregamers.com, købte jeg Mac-udgaven for nylig. Det er en vaskeægte fornøjelse. Jeg havde helt glemt hvor meget jeg egentlig holder af point-and-click adventurespil. Har ikke fornøjet mig så meget siden Monkey Island-spillene. ‘Broken Sword’ er et klassisk old-school spil, hvor gåderne er tilpas svære og stemningen i top. Plottet i spillet er blandt de bedre, må man sige. Jeg vil være overrasket, hvis ikke Dan Brown spillede det inden han skrev sine bøger, for han tyvstjæler i hvert fald med arme og ben. Endelig er dialogen helt i top. Spillet får fem ud af fem mulige, og den varmeste anbefaling fra min side.
  • At se tredje sæson af ‘House of Cards’. Skal igang med femte afsnit. Serien holder stadig højt niveau, men jeg er ikke helt så investeret i historien som før. Jeg har ikke nogen kloge betragtninger om seriens realisme eller skildring af politik. Men det er da sjovt at se den danske skuespiller Lars Mikkelsen spille rollen som en karikeret udgave af Vladimir Putin.
  • At tænke over fremtid. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave, hvor bliver Arvingen glad og får de bedste muligheder etc.. Med andre ord: En evergreen-beskæftigelse.