Der kommer ikke til at ske noget

Jeg er helt bevidst om at det er en grundlovssikret ret i USA at eje skydevåben. Men det er og bliver vanskeligt for en ikke-amerikaner at forstå, hvorfor den ret er så meget vigtigere end andre samfundshensyn. Der er ingen andre vestlige lande, hvor man på den måde har skoleskyderier og masseskyderier i det offentlige rum. Det burde være åbenlyst for de fleste, at der er en sammenhæng mellem antallet af skydevåben i omløb og antallet af mord begået med skydevåben.

Men hvis du lige nu med håb i hjertet ser idealistiske unge mennesker i USA kæmpe for våbenkontrol, og du derfor tror, at det kommer til at ændre noget? Så tager du fejl. Den kamp døde i 2012. Som journalisten Dan Hodges udtrykte det deprimerende rammende i et tweet fra 2015:

“In retrospect Sandy Hook marked the end of the US gun control debate. Once America decided killing children was bearable, it was over.”

Han har helt ret. I 2012 skød en mand 20 børn mellem 6 og 7 år (og sin egen mor og 6 pædagoger) med et automatvåben i en børnehaveklasse i Newport.

Hvis ikke dét er nok til at ændre ens holdning til våbenkontrol, så er endnu et skoleskyderi i Florida heller ikke en begivenhed, der flytter noget. Måske bedst illustreret af, at Trumps forslag til at løse problemet er … ja, korrekt: At bevæbne lærerne.

Det er vanskeligt at vide om man skal grine eller græde.

Jeg er ikke religionssociolog eller antropolog …

… men med prinsgemalens nylige død in mente, er det så ikke efterhånden åbenlyst for de fleste, at vi her i vores fredelige, sekulariserede teknokratstyrede samfund har erstattet den større mening, religionen og de store ideologier med individualiserede (pseudo)meningsgivende ’projekter’ (det perfekte hjem! det perfekte moderskab! den perfekte krop! den fede karriere!), kombineret med letfordøjelig dødsangst-udsættende popkulturel underholdning (sociale medier, tv-serier, det ’politiske spil’, sport) og en sideløbende fetischering af besynderlig fænomener a la kongehuset?

At mange af de ganske abstrakte ting vi som samfund ”går op i” på et ethvert givent tidspunkt (konkurrenceevne, ulighed, feminisme, miljøet, skattetrykket, ytringsfriheden, danskheden, underskuddet på betalingsbalancen, klimaforandringer), uanset hvor virkelige, relevante og fysiske de end er måtte være, først og fremmest tjener til at levere mening, symboler, identitetsmarkører og store fortællinger til rodløse mennesker i den korte tid, vi lever i?

At kongehusets primære funktion set i den kontekst er at levere ritualer, hemmeligheder, mystik, skandaler, romantik, glamour, cirkus, sladder og sprudlende farver for alle os i den gråskalerede middelklasseeksistens? At det derfor netop er altafgørende at de er født bedre end os andre? At vi derfor skal hælde penge i kongehusets apanage, netop fordi denne elitære tilgang er sexet, spændende og noget så pirrende forargelig?

At den flamboyante gøglerprinsgemal i overflod leverede på ovenstående symbolske konto, alt imens hans to blegbrune og himmelråbende ordinære sønner mest af alt har gjort sig bemærket med deres imponerende fertilitet, skilsmisser, sproglige nedsmeltninger og usammenhængende argumentationskæder?

Og at det danske kongehus med prinsgemalens bortgang har mistet den sidste fernis af aristokrati, indokinesisk koloniherrementalitet, excentrisk narcissime og dekadence?

Det er ærgerligt, synes jeg. Prinsgemalen var underholdende. Han leverede varen lige til det sidste, og jeg vil savne ham.

For vi har brug for en god, saftig fetisch som kongehuset for at holde meningsløsheden og nihilismen stangen. Vi må for alles skyld håbe, at der snart er nogen af de tilbageværende i kongefamilien der opper sig en smule. Der skal skrues op for dramaet. Ellers må vi se at finde os nogle bedre og mere underholdende symboler, der kan levere statsfinansieret skuespil, gak og halløj i årene frem.

Bekymrende underholdning

Man kan selvfølgelig diskutere hvor meningsfuldt det er at læse en bog, der bliver irrelevant lige om lidt. Men givet al den omtale bogen har fået, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at begynde at læse Michael Wolffs famøse bog om Trumps første år som amerikansk præsident.

Lad det være sagt med det samme: ‘Fire and Fury’ er noget værre snask.

Her 41% inde i Kindle-udgaven føler jeg mig snavset til og lurvet. Bogen er fuld af sladder, bagtaleri, udokumenterede påstande og problematisk brug af kilder. Wolff er tidligere journalist ved New York Times og er indiskutabelt en velskrivende herre. Men han er også en nederdrægtig, intrigant og kynisk anlagt dramaqueen, der åbenlyst elsker at lange spidse bemærkninger og ondskabsfuldheder ud i rigelige mængder. Og han er samtidig for dygtig og velrenommeret til at man blot kan afskrive bogens indhold som det rene fiktion.

Bogen er derfor noget værre snask, som på besynderlig vis formår at være både ustyrligt underholdende og dybt urovækkende på én og samme tid. For hvis blot dele af bogens portræt af Trump som person er korrekt, så bliver de resterende tre år af hans embedsperiode nogen meget lange og risikofyldte år.

Det er ikke en klassisk god bog eller en udødelig politisk klassiker. Men bogen er vigtig lige nu, hvilket den megen furore den har medført også mere end antyder. Læs den hvis du tør.

Samfundsinstitutioner

David Brooks havde for et par dage siden en interessant klumme i New York Times: ‘We used to build things’.

Brooks’ giver den altid gerne i rollen som den store tænksomme (og småmoraliserende) samfundsfortolker, hvilket af og til er ustyrligt irriterende. Men denne gang har han fat i noget, tænker jeg. Med udgangspunkt i det første årti i 1900-tallet skriver han:

When you look back at that era, you are struck by how many civic institutions were founded to address the nation’s problems. Not only the Forest Service, but also the Food and Drug Administration, the municipal reform movement, the suffrage movement, the Federal Reserve System, the Boy Scouts, the 4-H clubs, the settlement house movement, the compulsory schooling movement, and on and on. Four amendments to the Constitution were passed in those years.

In fact, when you look back on most periods of American history you see a rash of new organizations being created. In the 18th century, Benjamin Franklin helped build the University of Pennsylvania, the Philadelphia Fire Department, The Pennsylvania Gazette, The American Philosophical Society, the Pennsylvania Hospital and much else.

In the 1930s, the alphabet soup of New Deal agencies were created. The late 1940s saw the creation of the big multinational institutions: the U.N., NATO, the World Bank, the I.M.F., the beginnings of the European market.

When you look around today, you see a lot of history-making new companies being created, but you don’t see too many big civic organizations. There are some great social entrepreneurs, like Bill Drayton, who started Ashoka, but the only vast national civic movements I can think of are the charter school movement and the Tea Party.

Måske det er den slags, man kun kan (og bør) vurdere på årtiers afstand. Altså for med nogen klarhed og objektivitet at kunne forstå hvilke begivenheder og institutioner, der er vigtige og varige.

Men hvis jeg nu alligevel vover en præmatur analyse … så har jeg vanskeligt ved at se hvilke varige danske og europæiske samfundsinstitutioner, der er opstået de seneste 15-20 år.

Vi har ikke opfundet nogen andels- og arbejderbevægelser, kvindefrigørelse, velfærdsstat, undervisningspligt eller lignende. Kan I komme på nogen? Altså, reelt varige og betydningsfulde samfundsinstitutioner, som har forandret noget? Tæller Venligboerne? Eller partiet Alternativet1? De seneste 10 års fokus på klimaforandringer har heller ikke for alvor manifesteret sig i nogen civilsamfundsinstitutioner eller en markant anderledes ført politik.

Måske har vi i Danmark og Vesteuropa levet i den vildfarelse, at vi mangler reelle problemer at løse, nu hvor den Kolde Krig var ovre og vi definerede politik til mestendels at handle om ‘spillet’, justeringer af velfærdsstaten og omfordelingen af den velstand, vi efterhånden tager for givet? Eller har vi i vores del af verden faktisk nået topmålet af udvikling, så der ikke er mere at kæmpe for? Som Simon Kuper skrev i Financial Times for nylig efter et besøg i Holland:

I was on a whistle-stop tour of five Dutch cities last week when I found myself thinking: this is peak humanity. No people anywhere have ever lived better. Most town centres were gorgeous, having avoided any destruction for centuries. Cyclists puttered past café terraces. The only hassle was torn-up streets, as perfectly good infrastructure was being renovated.

The knee-jerk retort would be that I was watching out-of-touch elitists party while ordinary people sink.

In fact, the historically egalitarian Netherlands has become still more equal in income distribution since the 1990s. Nor is the typical Dutch person uniquely blessed. Even in the extremely unequal US, median household income is a respectable $59,039. Viewed historically, and contrary to popular belief, most westerners today live pretty well. We’ve had 72 years of peace and prosperity.

Titlen på Kupers klumme er imidlertid ‘Why humanity’s luck may be running out’. Hans efterfølgende pointe er, at de 72 års fred og fremgang i Vesteuropa set i et længere historisk perspektiv er en anomali – og at de store globale tendenser (klima, naturkatastrofer, 3 mia. flere mennesker i 2050, atomkrig lurende rundt om hjørnet) ikke ligefrem er i menneskehedens favør. Så vi bør i virkeligheden begynde at opfinde samfundsinstitutioner, der kan medvirke til at løse problemerne. Her igen David Brooks:

We’ve got just as many problems as previous generations faced — as many as in the progressive era, I’d say. Why has there been this decline in civic institution building?

Political polarization has got to be a big culprit. The federal government can’t build anything new, even something as obvious as a national service program. The churches have let us down, too. The Christian churches have been behind most of the big social movements in American history, like abolition, poverty programs and civil rights. But for the past generation the church has been fighting a defensive war against the sexual revolution, not an offensive assault for opportunity and human dignity.

The affluent have also been less entrepreneurial. Many civic institutions in past decades were created by people like T.R. and Pinchot, who inherited family empires but devoted their lives to civic institution building.

But I wonder if there is also a malaise, a loss of faith in the future and a loss of expertise in institution building, a sense of general fragmentation and isolation. American foreign policy, which used to be about building positive coalitions to make life better, now seems to be based on the idea that we should defensively withdraw from things. There has been a loss of civic imagination.

The good news is that one could have said the same thing in 1890, when politics was steeped in corruption and the economy wracked by crisis. But by 1910 the landscape was transformed. There were new organizations, new movements, a new mentality and a new burst of optimism.

Jeg kan godt lide hans formulering ‘loss of civic imagination’. Måske det er dækkende for tilstanden herhjemme? Vi kan ikke for alvor forestille os noget andet (og bedre eller værre) end vores nuværende samfundsmodel. Derfor bruger vi tiden på at gå op i navnene på attraktioner i Tivoli eller på om 200 kvinder må gå i burka. Derfor indfører vi formålsløs grænsekontrol, hvis eneste effekt er at forsinke trafikken. Derfor laver vi små reformer, der flytter rundt på 2 mia. kr. i et samlet statsbudget på 1.000 mia. kr.

Men måske vi burde begynde at bruge fantasien en anelse. Tag nu bare denne uges forside af The Economist:

Udover at det er en æstetisk meget tilfredsstillende forside, så indkapsler den også på fortrinlig vis, at det er en ganske anden verden, som mine to børn komme til at blive voksne i. Hvis Xi Jinping allerede i 2017 kan betragtes som verdens mest magtfulde person, hvordan mon så den sinocentriske verden vil se ud i 2050? Det vil være en verden med en ganske anden demografisk, kulturel og religiøs sammensætning.

Jeg forsøger af al magt at undgå at lyde for alarmistisk. Men på mig virker det som intellektuel dovenskab og arrogance, hvis vi i Danmark ikke får tænkt grundigt over hvordan vi griber den situation an – og at vores samfundsinstitutioner følger med.

  1. Jeg vil dog argumentere for, at Alternativet siden de blev valgt ind i Folketinget i 2015 har opført sig præcis ligesom alle andre parlamentariske partier i opposition. Derfor vil jeg ikke betegne dem som en institution, der har skabt nogen særlig varig forandring []

Reformer

En af mine gode venner spurgte mig ‘hvilke reformer ville du gennemføre i Danmark?’. Han er økonom og spørgsmålet kom i en uge, hvor regeringen fremlagde en skatteplan, en erhvervspakke og forslag til finanslov. Det tænkte jeg så lidt over. Og mit svar blev alt andet end økonomisk. Nedenfor er den mail jeg sendte som svar i en let redigeret udgave:

“Det er et godt og ikke mindst komplekst spørgsmål. Sagen er den, at langt de fleste ting jeg ville reformere i Danmark ikke direkte har noget med politik eller samfundsøkonomi at gøre. Jo, altså, selvfølgelig er de politiske og økonomiske i den forstand, at de ville fordre anderledes politiske prioriteringer og muligvis også ny lovgivning. Men der er mere tale om sociologiske, antropologiske og kulturelle fænomener, jeg gerne ville ændre.

Jeg mener, at der er i Danmark er noget fundamentalt galt i ‘kontrakten’ mellem individet, civilsamfundet og staten. Det er sket umærkeligt og jeg ved ikke hvornår det begyndte. Men der er noget … forkert ved den måde, vi lever vores liv på. Ikke at der skal gå helt Svend Brinkmann i det; men det er som om at vi – såvel individuelt som kollektivt – har glemt at spørge os selv “hvad er egentlig meningen med det her?”.

En almindelig gennemsnitsdansker bliver født, kommer i vuggestue, børnehave, skole, ungdomsuddannelse og gennemfører en kortere eller længere videregående uddannelse, inden vedkommende kommer på arbejdsmarkedet. Her træller man så rundt i 45 år og har en mere eller mindre tilfredsstillende karriere, finder én der kan holde en ud, og avler nogle børn med vedkommende undervejs. Hvis man er heldig bliver man ikke udsat for livskriser, sygdom eller mister nogen man elsker undervejs. På et tidspunkt bliver man pensioneret og har nogle år, hvor man forhåbentlig er ved godt helbred i selskab med børn og børnebørn. Siden går det ned af bakke, man bliver mere og mere syg, partneren dør og på et tidspunkt bliver man placeret på et plejehjem, hvor en eller anden livstræt SOSU-assistent bliver betalt for at give en mad, høre på ens ævleri og skifte ens ble hver tredje dag. Til sidst dør man af ensomhed, sorg og en livsstilssygdom. Og det var så det. Ingen vil huske en om et par generationer, ingen forskel er gjort.

Er det godt nok?

Ja, set i det helt store billede (i.e: Jorden er 4 mia. år gammel, et menneskeliv er i bedste fald en kort prut i et flygtigt millisekund af det minut homo sapiens har eksisteret, og vi har de seneste århundreder levet i en helt unik velstand, frihed og fremgang grundet at den industrielle revolution løftede os ud af en hobbesiansk nasty, brutish og short livscyklus), så bør et begivenhedsløst menneskeliv levet i Danmark i 2017 uden frygt for krig, katastrofer og under komfortable materielle forhold samt med udsigt til engang at dø i en hospitalsseng af en livsstilssygdom, vel betegnes som mere end godt nok.

Og så alligevel.

Vi burde stille spørgsmål til de implicitte præmisser og mekanismer, som udfolder sig i den karikatur af et gennemsnitsdansk liv, jeg foretog ovenfor. Hvis jeg skulle reformere noget, så ville det derfor være en række af de (efter min mening) usunde sociale relationer, vi har fremelsket i konkurrence-/velfærdsstaten.

Eksempelvis:

Er det meningsfuldt at vi efter et års tid afleverer vores børn til en offentlig institution? At vi outsourcer nærvær, opdragelse og den vigtigste tid i et barns liv til fremmede, bare fordi vi skal gå på arbejde, realisere os selv (vi skal jo have råd til at forbruge en masse statusgivende materielle ting!) og fordi det er dét, at konkurrencestaten kræver af os som borgere (i.e. “det skal kunne betale sig at arbejde”)? Man kan ikke nægte at løbe løs inde i hamsterhjulet (man kan jo i Danmark de facto ikke nøjes med en enkelt indkomst og der er massivt socialt pres for at både manden og kvinden arbejder), men giver det mening? For børnene? For forældrene? Pædagogerne i vuggestuen og børnehaven ser mine børn mere i hverdagen, end jeg gør. De taler mere med dem, leger med dem, opdrager dem mere. Hvordan kan det være meningsfuldt?

Er det meningsfuldt at vi afleverer ældre og svage mennesker i det offentliges varetægt? At ældre og unge ikke længere føler, at de har et ansvarsforhold overfor hinanden? At stadig færre unge tænker ‘jeg skal passe på mine forældre’ og stadig færre ældre tænker ‘jeg skal efterlade noget til næste generation’? Bevares, jeg er med på at ældre kan blive så gamle, syge og demente, at de har brug for professionel hjælp. Men er det meningsfuldt at vi har opbygget et samfund, hvor man ikke har tid eller plads til at yngre og ældre kan være nærværende sammen? Hvor staten er plejegiveren og den der har ansvaret? Hvor man ikke kan få tid til at tage sig af et sygt familiemedlem, fordi man skal arbejde?

Er det meningsfuldt at vi laver heldagsskoler, hvor børn parkeres i uendelig mange timer i stedet for at leve et liv uden for de offentlige institutioners jerngreb? Hvor børn aldrig har fri?

Er det meningsfuldt at vi har et uddannelsessystem, hvor institutionerne belønnes for at få flest mulige igennem pølsefabrikken, men ikke nødvendigvis for læring, ånd, dannelse, nysgerrighed og intellektuel indsats?

Er det meningsfuldt at så mange mennesker sidder i bullshit jobs som ‘udviklingskonsulent’ eller ‘kommunikationsrådgiver’ og andre nul-værdiskabende jobs? Eller at der sidder en syndflod af bureaukrater i kommunale og regionale administrationer og opfinder projekter, der skal berettige egen eksistens, mens personalet på gulvet skal løbe stadig stærkere?

Er det meningsfuldt at der i skrivende stund er tre jobopslag, hvis man søger på jobindex.dk efter ‘introvert’, ‘genert’ eller ‘indadvendt’ (alle tre i betydningen: Det må du ikke være), men til gengæld 1.873 jobopslag der søger en ‘udadvendt’ kandidat? Hvad siger det om et samfund, hvor det udadvendte, ekstroverte og netværksskabende dyrkes som et ideal, mens de stille, indadvendte og knap så højtråbende personer må finde sig i at operere på et B-arbejdsmarked? Hvor man ikke må diskriminere på køn, race, religion, handikap eller seksuel orientering, men helt frit og frejdigt ikke ønsker at ansætte folk med en bestemt personlighed?

Er den måde vi behandler psykisk syge og svage på meningsfuld? Hvorfor er der ikke plads på arbejdsmarkedet til de skrøbelige sind i vores samfund?

Er det meningsfuldt den måde vi mere eller mindre frivilligt har givet afkald på frihedsrettighederne siden 9/11? Er det meningsfuldt med den stigende overvågning? Er det meningsfuldt at jeg ikke må have en flaske vand med ind i Københavns lufthavn? Er det meningsfuldt at ytringsfriheden i realiteten er begrænset?

Er det meningsfuldt at vi har et så gennemreguleret samfund, at frihedsgraden til at vælge en anden vej eller at være en skæv eksistens reelt er ikke-eksisterende? Hvor alting skal være så uendelig gennemsnitligt, at der ikke er plads til hverken tossen eller geniet?

Du fornemmer måske, at det overordnede tema for ovenstående er, at jeg oplever at den danske samfundsmodel ikke er befordrende for nærvær og stærke civilsamfund.

Vi har selvfølgelig stadig forenings-Danmark og heldigvis for det. Men jeg mener, at vi har været alt for villige til at outsource nærvær, omsorg og ansvar til staten og offentlige institutioner. Og nu hvor alle betaler så meget i skat, så tænker folk snarere ‘så vil jeg sgu også have noget for pengene’ eller ‘jeg vil have skattelettelser’, end at de tænker ‘måske burde vi i stedet tage de meningsfulde sociale relationer tilbage igen”.

Så hvis jeg kunne reformere noget, så ville det være dét: At vi som mennesker og samfund begynder at spørge mere ‘er det her meningsfuldt?’ og at vi derefter tog konsekvensen af det, hvis svaret er ‘nej’.

/Skribenten

PS. Jeg er helt med på at alt det jeg lige har skrevet er helt uvidenskabeligt, generaliserende og baseret på intuition og andre upålidelige størrelser. Men du spurgte hvad jeg ville reformere. Og jeg synes der er masser at tage fat på.”

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

This American Life

På et tidspunkt var jeg fuldstændig au courant med alle afsnit af This American Life podcasten.

For ligesom med The New Yorker, så er podcastens topniveau svimlende højt. Den har bidraget med nogle af de bedste, mest melankolske, interessant og oplysende historier, jeg til dato har lagt ører til. Omvendt er det – igen ligesom med The New Yorker – måske kun 1 eller 2 ud af 10 historier, hvor This American Life rammer helt plet hos mig. Og så er det historier af den type, som gør at man ikke kan fortære andet kultur (i.e bøger eller netsurfning) samtidig.

Man skal kort sagt prioritere sin lytning, hvis man vil have fuld valuta af This American Life.

Kombineret med hård konkurrence om min pendlertid i toget (for det er altså vanskeligt at lytte til podcasts og dybdelæse en bog samtidig, synes jeg), betyder behovet for en prioriteret lytning, at jeg er faldet lidt af vognen de senere måneder. Men forleden fik jeg endelig givet de ophobede afsnit et kritisk lyt. Og sandelig om der ikke var et par fremragende af slagsen, som jeg hermed vil anbefale til jeres evt. komsumption:

God lyttelyst.

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

New Yorker

Jeg er ikke ligeså begejstret for mit abonnement på New Yorker i denne omgang, som jeg ellers var, da jeg havde det sidste gang for et par år siden.

Der er lidt for langt mellem de gode artikler, synes jeg. Det er måske 2 ud af 10 artikler, som jeg får læst grundigt. Tror dog ikke at New Yorker er blevet et dårligere magasin per se. Den manglende begejstring skyldes snarere at mine interesser, koncentrationsevne og intellektuelle nysgerrighed er størknet til som tiden går. Er holdt op med at have min gamle ambition om at læse og forstå hele magasinet fra ende til anden.

Men nogle gange kan magasinet alligevel stadig begejstre mig.

For nylig havde de eksempelvis en spændende artikel om Jeremy Corbin. Den bedste historie indtil videre var den fra april måned om voyeueren, der byggede sit eget 21 rums motel i en forstad til Denver med det ene formål at belure folk. Den var dybt fascinerende og fantastisk skrevet – New Yorker når det er sublimt og overlegent bedst.

Og så er der jo forsiderne. De legendariske forside. Fik et blad ind i postkassen i dag, og var vild med den bittersøde forside.

NewYorkerJamen, er det ikke rammende for en verden anno 2016, nu snart 9 år siden finanskrisen brød ud? Muligvis en anelse studentikost, men selv et forhærdet eksemplar af ‘Class of 2007’ kan føle solidaritet med unge, der kan se deres drømme for fremtiden ligeså stille er blevet taget fra dem.

Godt ramt, New Yorker.

At forstå det fremmede

Det kan være inspirerende og interessant at læse udlændinges beretninger fra og indtryk af det sted, man selv kommer fra.

Nogle gange kommer de med nye indsigter i og andre vinkler på den virkelighed, man selv går rundt og tager for givet. Deres iagttagelser får en til at reflektere over tingene. Et eksempel er en nylig artikel i New York Review of Books ‘Liberal, Harsh Denmark’. Jeg er langt fra enig i alt i artiklen, men jeg synes den er god og tankevækkende. Den gør et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad i alverden der foregår i Danmark i disse år.

Andre gange fornemmer man at iagttageren ikke rigtig forstår hvad der foregår – eller værre: At de har en prædefineret dagsorden og forståelsesramme, som de derefter fortolker alting ud fra. Et eksempel på det er Lena Sundströms ‘Världens lyckligaste folk: en bok om Danmark’, der allerede på forhånd havde konkluderet hvad den mente om Danmark og dansk politik. Det blev hverken bogens læsere eller dens subjekter klogere af.

Men det er jo vigtigt at vide hvad der foregår rundt om i verden – og ikke mindst: At forstå begivenhederne og sætte dem ind i et større billede.

Som almindelig medieforbruger må man forlade sig på enten de danske mediers korrespondenter rundt om i verden, eller (hvilket nok er bedst og mest lødigt) de lokale mediers egne beretninger. Jeg har generelt stor tiltro til den danske korrespondentstand – med visse undtagelser! – men de er jo også blot mennesker. De er fulde af tidsbegrænsninger, fordomme, kognitive begrænsninger, har et begrænset kildenetværk og færdes i bestemte sociale cirkler. Det er langt fra givet, at de reelt forstår det land eller lokalitet, de rapporterer fra. Hvis man bor i og rapporterer fra Beijing, ved man så reelt hvad der foregår langt ude på landet i det vestlige Kina? Kan man rent faktisk forstå de sociale dynamikker i en given situation, der foregår langt væk, hvor man ikke har kildenetværk eller i øvrigt indsigt i de lokale forhold? Jeg tvivler.

Årsagen til denne lille tur ud af en tangent er, at jeg ikke er sikker på at vi forstår (altså rigtig forstår) Donald Trump eller amerikansk politik.

Vi tror måske vi gør – valget er jo i medierne konstant – men det er på en underlig kunstig måde. Det er teater. Klare helte- og skurkerolle. Og de er jo så skøre, så skøre de amerikanere.

Bortset fra, at det er jo nok egentlig ikke. Ikke på et aggregeret niveau i hvert fald. Følte mig derfor ret godt oplyst, da jeg læste en længere (men interessant!) analyse ‘What are the core differences between Republicans and Democrats?’. Artiklen er fuld af citat-værdige passager, men jeg vil nøjes med at fokusere på skribentens betragtninger om de forskellige niveauer af politik i USA:

“At the state and local level, the governments controlled by Republicans tend to be better run, sometimes much better run, than those controlled by the Democrats. And a big piece of how American people actually experience government comes at the state and local level.

This superior performance stems from at least two factors. First, Republican delusions often matter less at the state and local level, and furthermore what the core Republican status groups want from state and local government is actually pretty conducive to decent outcomes. The Democrats in contrast keep on doling out favors and goodies to their multitude of interest groups, and that often harms outcomes. The Democrats find it harder to “get tough,” even when that is what is called for, and they have less of a values program to cohere around, for better or worse.

Second, the states with a lot of Democrats are probably on average harder to govern well (with some notable Southern exceptions). That may excuse the quality of Democratic leadership to some degree, but it is not an entirely favorable truth for the broader Democratic ethos. Republicans, of course, recognize this reality. Even a lot of independent voters realize they might prefer local Republican governance, and so in the current equilibrium a strong majority of governors, state legislatures, and the like are Republican.

Think on those facts — or on the state of Illinois — the next time you hear the Democrats described as the reality-oriented community. That self-description is “the opium of the Democrats.”

If you wish to try to understand Republicans, think of them as seeing a bunch of states, full of Republicans, and ruled by Republicans, and functioning pretty well. (Go visit Utah!) They think the rest of America should be much more like those places. They also find that core intuition stronger than the potential list of views where Democrats are more reasonable or more correct, and that is why they are not much budged by the intellectual Democratic commentary. Too often the Democrats cannot readily fathom this.

———–

It is easier for intelligent foreigners to buy more heavily into the Democratic stories. They feel more comfortable with the associated status relations, and furthermore foreigners are less likely to be connected to American state and local government, so they don’t have much sense of how the Republicans actually are more sensible in many circumstances.”

Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg for alvor forstår hvad i alverden de republikanske vælgere kan se i Donald Trump. Manden virker til at være udenfor pædagogisk rækkevidde (om end hans valgstrategi tilsyneladende virker særdeles effektivt). Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den tegneserieagtige karikatur, vi i Danmark ofte har amerikansk politik og samfundsliv generelt. Tingene er gerne mere nuancerede end som så.

Det samme gælder sådan set også politik herhjemme. Der er himmelvid forskel mellem politik som det foregår på Christiansborg, og det politiske liv, der foregår i de lokale kommunalbestyrelser eller regionsråd. Det gælder også internt i partierne, hvor der kan være ganske store policyforskelle. Venstre og Socialdemokratiet lokalt kan – både ideologisk og temperamentsmæssigt – befinde et godt stykke fra, hvor partiernes Christiansborg-politikere er.

Så det bør den iagttagende besøger huske på, næste gang de tror, at de har forstået et andet land eller en anden kultur. Sandsynligheden taler for, at man kun lige har skrabet i overfladen.