Samfundsinstitutioner

David Brooks havde for et par dage siden en interessant klumme i New York Times: ‘We used to build things’.

Brooks’ giver den altid gerne i rollen som den store tænksomme (og småmoraliserende) samfundsfortolker, hvilket af og til er ustyrligt irriterende. Men denne gang har han fat i noget, tænker jeg. Med udgangspunkt i det første årti i 1900-tallet skriver han:

When you look back at that era, you are struck by how many civic institutions were founded to address the nation’s problems. Not only the Forest Service, but also the Food and Drug Administration, the municipal reform movement, the suffrage movement, the Federal Reserve System, the Boy Scouts, the 4-H clubs, the settlement house movement, the compulsory schooling movement, and on and on. Four amendments to the Constitution were passed in those years.

In fact, when you look back on most periods of American history you see a rash of new organizations being created. In the 18th century, Benjamin Franklin helped build the University of Pennsylvania, the Philadelphia Fire Department, The Pennsylvania Gazette, The American Philosophical Society, the Pennsylvania Hospital and much else.

In the 1930s, the alphabet soup of New Deal agencies were created. The late 1940s saw the creation of the big multinational institutions: the U.N., NATO, the World Bank, the I.M.F., the beginnings of the European market.

When you look around today, you see a lot of history-making new companies being created, but you don’t see too many big civic organizations. There are some great social entrepreneurs, like Bill Drayton, who started Ashoka, but the only vast national civic movements I can think of are the charter school movement and the Tea Party.

Måske det er den slags, man kun kan (og bør) vurdere på årtiers afstand. Altså for med nogen klarhed og objektivitet at kunne forstå hvilke begivenheder og institutioner, der er vigtige og varige.

Men hvis jeg nu alligevel vover en præmatur analyse … så har jeg vanskeligt ved at se hvilke varige danske og europæiske samfundsinstitutioner, der er opstået de seneste 15-20 år.

Vi har ikke opfundet nogen andels- og arbejderbevægelser, kvindefrigørelse, velfærdsstat, undervisningspligt eller lignende. Kan I komme på nogen? Altså, reelt varige og betydningsfulde samfundsinstitutioner, som har forandret noget? Tæller Venligboerne? Eller partiet Alternativet1? De seneste 10 års fokus på klimaforandringer har heller ikke for alvor manifesteret sig i nogen civilsamfundsinstitutioner eller en markant anderledes ført politik.

Måske har vi i Danmark og Vesteuropa levet i den vildfarelse, at vi mangler reelle problemer at løse, nu hvor den Kolde Krig var ovre og vi definerede politik til mestendels at handle om ’spillet’, justeringer af velfærdsstaten og omfordelingen af den velstand, vi efterhånden tager for givet? Eller har vi i vores del af verden faktisk nået topmålet af udvikling, så der ikke er mere at kæmpe for? Som Simon Kuper skrev i Financial Times for nylig efter et besøg i Holland:

I was on a whistle-stop tour of five Dutch cities last week when I found myself thinking: this is peak humanity. No people anywhere have ever lived better. Most town centres were gorgeous, having avoided any destruction for centuries. Cyclists puttered past café terraces. The only hassle was torn-up streets, as perfectly good infrastructure was being renovated.

The knee-jerk retort would be that I was watching out-of-touch elitists party while ordinary people sink.

In fact, the historically egalitarian Netherlands has become still more equal in income distribution since the 1990s. Nor is the typical Dutch person uniquely blessed. Even in the extremely unequal US, median household income is a respectable $59,039. Viewed historically, and contrary to popular belief, most westerners today live pretty well. We’ve had 72 years of peace and prosperity.

Titlen på Kupers klumme er imidlertid ‘Why humanity’s luck may be running out’. Hans efterfølgende pointe er, at de 72 års fred og fremgang i Vesteuropa set i et længere historisk perspektiv er en anomali – og at de store globale tendenser (klima, naturkatastrofer, 3 mia. flere mennesker i 2050, atomkrig lurende rundt om hjørnet) ikke ligefrem er i menneskehedens favør. Så vi bør i virkeligheden begynde at opfinde samfundsinstitutioner, der kan medvirke til at løse problemerne. Her igen David Brooks:

We’ve got just as many problems as previous generations faced — as many as in the progressive era, I’d say. Why has there been this decline in civic institution building?

Political polarization has got to be a big culprit. The federal government can’t build anything new, even something as obvious as a national service program. The churches have let us down, too. The Christian churches have been behind most of the big social movements in American history, like abolition, poverty programs and civil rights. But for the past generation the church has been fighting a defensive war against the sexual revolution, not an offensive assault for opportunity and human dignity.

The affluent have also been less entrepreneurial. Many civic institutions in past decades were created by people like T.R. and Pinchot, who inherited family empires but devoted their lives to civic institution building.

But I wonder if there is also a malaise, a loss of faith in the future and a loss of expertise in institution building, a sense of general fragmentation and isolation. American foreign policy, which used to be about building positive coalitions to make life better, now seems to be based on the idea that we should defensively withdraw from things. There has been a loss of civic imagination.

The good news is that one could have said the same thing in 1890, when politics was steeped in corruption and the economy wracked by crisis. But by 1910 the landscape was transformed. There were new organizations, new movements, a new mentality and a new burst of optimism.

Jeg kan godt lide hans formulering ‘loss of civic imagination’. Måske det er dækkende for tilstanden herhjemme? Vi kan ikke for alvor forestille os noget andet (og bedre eller værre) end vores nuværende samfundsmodel. Derfor bruger vi tiden på at gå op i navnene på attraktioner i Tivoli eller på om 200 kvinder må gå i burka. Derfor indfører vi formålsløs grænsekontrol, hvis eneste effekt er at forsinke trafikken. Derfor laver vi små reformer, der flytter rundt på 2 mia. kr. i et samlet statsbudget på 1.000 mia. kr.

Men måske vi burde begynde at bruge fantasien en anelse. Tag nu bare denne uges forside af The Economist:

Udover at det er en æstetisk meget tilfredsstillende forside, så indkapsler den også på fortrinlig vis, at det er en ganske anden verden, som mine to børn komme til at blive voksne i. Hvis Xi Jinping allerede i 2017 kan betragtes som verdens mest magtfulde person, hvordan mon så den sinocentriske verden vil se ud i 2050? Det vil være en verden med en ganske anden demografisk, kulturel og religiøs sammensætning.

Jeg forsøger af al magt at undgå at lyde for alarmistisk. Men på mig virker det som intellektuel dovenskab og arrogance, hvis vi i Danmark ikke får tænkt grundigt over hvordan vi griber den situation an – og at vores samfundsinstitutioner følger med.

  1. Jeg vil dog argumentere for, at Alternativet siden de blev valgt ind i Folketinget i 2015 har opført sig præcis ligesom alle andre parlamentariske partier i opposition. Derfor vil jeg ikke betegne dem som en institution, der har skabt nogen særlig varig forandring []

Reformer

En af mine gode venner spurgte mig ‘hvilke reformer ville du gennemføre i Danmark?’. Han er økonom og spørgsmålet kom i en uge, hvor regeringen fremlagde en skatteplan, en erhvervspakke og forslag til finanslov. Det tænkte jeg så lidt over. Og mit svar blev alt andet end økonomisk. Nedenfor er den mail jeg sendte som svar i en let redigeret udgave:

“Det er et godt og ikke mindst komplekst spørgsmål. Sagen er den, at langt de fleste ting jeg ville reformere i Danmark ikke direkte har noget med politik eller samfundsøkonomi at gøre. Jo, altså, selvfølgelig er de politiske og økonomiske i den forstand, at de ville fordre anderledes politiske prioriteringer og muligvis også ny lovgivning. Men der er mere tale om sociologiske, antropologiske og kulturelle fænomener, jeg gerne ville ændre.

Jeg mener, at der er i Danmark er noget fundamentalt galt i ‘kontrakten’ mellem individet, civilsamfundet og staten. Det er sket umærkeligt og jeg ved ikke hvornår det begyndte. Men der er noget … forkert ved den måde, vi lever vores liv på. Ikke at der skal gå helt Svend Brinkmann i det; men det er som om at vi – såvel individuelt som kollektivt – har glemt at spørge os selv “hvad er egentlig meningen med det her?”.

En almindelig gennemsnitsdansker bliver født, kommer i vuggestue, børnehave, skole, ungdomsuddannelse og gennemfører en kortere eller længere videregående uddannelse, inden vedkommende kommer på arbejdsmarkedet. Her træller man så rundt i 45 år og har en mere eller mindre tilfredsstillende karriere, finder én der kan holde en ud, og avler nogle børn med vedkommende undervejs. Hvis man er heldig bliver man ikke udsat for livskriser, sygdom eller mister nogen man elsker undervejs. På et tidspunkt bliver man pensioneret og har nogle år, hvor man forhåbentlig er ved godt helbred i selskab med børn og børnebørn. Siden går det ned af bakke, man bliver mere og mere syg, partneren dør og på et tidspunkt bliver man placeret på et plejehjem, hvor en eller anden livstræt SOSU-assistent bliver betalt for at give en mad, høre på ens ævleri og skifte ens ble hver tredje dag. Til sidst dør man af ensomhed, sorg og en livsstilssygdom. Og det var så det. Ingen vil huske en om et par generationer, ingen forskel er gjort.

Er det godt nok?

Ja, set i det helt store billede (i.e: Jorden er 4 mia. år gammel, et menneskeliv er i bedste fald en kort prut i et flygtigt millisekund af det minut homo sapiens har eksisteret, og vi har de seneste århundreder levet i en helt unik velstand, frihed og fremgang grundet at den industrielle revolution løftede os ud af en hobbesiansk nasty, brutish og short livscyklus), så bør et begivenhedsløst menneskeliv levet i Danmark i 2017 uden frygt for krig, katastrofer og under komfortable materielle forhold samt med udsigt til engang at dø i en hospitalsseng af en livsstilssygdom, vel betegnes som mere end godt nok.

Og så alligevel.

Vi burde stille spørgsmål til de implicitte præmisser og mekanismer, som udfolder sig i den karikatur af et gennemsnitsdansk liv, jeg foretog ovenfor. Hvis jeg skulle reformere noget, så ville det derfor være en række af de (efter min mening) usunde sociale relationer, vi har fremelsket i konkurrence-/velfærdsstaten.

Eksempelvis:

Er det meningsfuldt at vi efter et års tid afleverer vores børn til en offentlig institution? At vi outsourcer nærvær, opdragelse og den vigtigste tid i et barns liv til fremmede, bare fordi vi skal gå på arbejde, realisere os selv (vi skal jo have råd til at forbruge en masse statusgivende materielle ting!) og fordi det er dét, at konkurrencestaten kræver af os som borgere (i.e. “det skal kunne betale sig at arbejde”)? Man kan ikke nægte at løbe løs inde i hamsterhjulet (man kan jo i Danmark de facto ikke nøjes med en enkelt indkomst og der er massivt socialt pres for at både manden og kvinden arbejder), men giver det mening? For børnene? For forældrene? Pædagogerne i vuggestuen og børnehaven ser mine børn mere i hverdagen, end jeg gør. De taler mere med dem, leger med dem, opdrager dem mere. Hvordan kan det være meningsfuldt?

Er det meningsfuldt at vi afleverer ældre og svage mennesker i det offentliges varetægt? At ældre og unge ikke længere føler, at de har et ansvarsforhold overfor hinanden? At stadig færre unge tænker ‘jeg skal passe på mine forældre’ og stadig færre ældre tænker ‘jeg skal efterlade noget til næste generation’? Bevares, jeg er med på at ældre kan blive så gamle, syge og demente, at de har brug for professionel hjælp. Men er det meningsfuldt at vi har opbygget et samfund, hvor man ikke har tid eller plads til at yngre og ældre kan være nærværende sammen? Hvor staten er plejegiveren og den der har ansvaret? Hvor man ikke kan få tid til at tage sig af et sygt familiemedlem, fordi man skal arbejde?

Er det meningsfuldt at vi laver heldagsskoler, hvor børn parkeres i uendelig mange timer i stedet for at leve et liv uden for de offentlige institutioners jerngreb? Hvor børn aldrig har fri?

Er det meningsfuldt at vi har et uddannelsessystem, hvor institutionerne belønnes for at få flest mulige igennem pølsefabrikken, men ikke nødvendigvis for læring, ånd, dannelse, nysgerrighed og intellektuel indsats?

Er det meningsfuldt at så mange mennesker sidder i bullshit jobs som ‘udviklingskonsulent’ eller ‘kommunikationsrådgiver’ og andre nul-værdiskabende jobs? Eller at der sidder en syndflod af bureaukrater i kommunale og regionale administrationer og opfinder projekter, der skal berettige egen eksistens, mens personalet på gulvet skal løbe stadig stærkere?

Er det meningsfuldt at der i skrivende stund er tre jobopslag, hvis man søger på jobindex.dk efter ‘introvert’, ‘genert’ eller ‘indadvendt’ (alle tre i betydningen: Det må du ikke være), men til gengæld 1.873 jobopslag der søger en ‘udadvendt’ kandidat? Hvad siger det om et samfund, hvor det udadvendte, ekstroverte og netværksskabende dyrkes som et ideal, mens de stille, indadvendte og knap så højtråbende personer må finde sig i at operere på et B-arbejdsmarked? Hvor man ikke må diskriminere på køn, race, religion, handikap eller seksuel orientering, men helt frit og frejdigt ikke ønsker at ansætte folk med en bestemt personlighed?

Er den måde vi behandler psykisk syge og svage på meningsfuld? Hvorfor er der ikke plads på arbejdsmarkedet til de skrøbelige sind i vores samfund?

Er det meningsfuldt den måde vi mere eller mindre frivilligt har givet afkald på frihedsrettighederne siden 9/11? Er det meningsfuldt med den stigende overvågning? Er det meningsfuldt at jeg ikke må have en flaske vand med ind i Københavns lufthavn? Er det meningsfuldt at ytringsfriheden i realiteten er begrænset?

Er det meningsfuldt at vi har et så gennemreguleret samfund, at frihedsgraden til at vælge en anden vej eller at være en skæv eksistens reelt er ikke-eksisterende? Hvor alting skal være så uendelig gennemsnitligt, at der ikke er plads til hverken tossen eller geniet?

Du fornemmer måske, at det overordnede tema for ovenstående er, at jeg oplever at den danske samfundsmodel ikke er befordrende for nærvær og stærke civilsamfund.

Vi har selvfølgelig stadig forenings-Danmark og heldigvis for det. Men jeg mener, at vi har været alt for villige til at outsource nærvær, omsorg og ansvar til staten og offentlige institutioner. Og nu hvor alle betaler så meget i skat, så tænker folk snarere ’så vil jeg sgu også have noget for pengene’ eller ‘jeg vil have skattelettelser’, end at de tænker ‘måske burde vi i stedet tage de meningsfulde sociale relationer tilbage igen”.

Så hvis jeg kunne reformere noget, så ville det være dét: At vi som mennesker og samfund begynder at spørge mere ‘er det her meningsfuldt?’ og at vi derefter tog konsekvensen af det, hvis svaret er ‘nej’.

/Skribenten

PS. Jeg er helt med på at alt det jeg lige har skrevet er helt uvidenskabeligt, generaliserende og baseret på intuition og andre upålidelige størrelser. Men du spurgte hvad jeg ville reformere. Og jeg synes der er masser at tage fat på.”

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

This American Life

På et tidspunkt var jeg fuldstændig au courant med alle afsnit af This American Life podcasten.

For ligesom med The New Yorker, så er podcastens topniveau svimlende højt. Den har bidraget med nogle af de bedste, mest melankolske, interessant og oplysende historier, jeg til dato har lagt ører til. Omvendt er det – igen ligesom med The New Yorker – måske kun 1 eller 2 ud af 10 historier, hvor This American Life rammer helt plet hos mig. Og så er det historier af den type, som gør at man ikke kan fortære andet kultur (i.e bøger eller netsurfning) samtidig.

Man skal kort sagt prioritere sin lytning, hvis man vil have fuld valuta af This American Life.

Kombineret med hård konkurrence om min pendlertid i toget (for det er altså vanskeligt at lytte til podcasts og dybdelæse en bog samtidig, synes jeg), betyder behovet for en prioriteret lytning, at jeg er faldet lidt af vognen de senere måneder. Men forleden fik jeg endelig givet de ophobede afsnit et kritisk lyt. Og sandelig om der ikke var et par fremragende af slagsen, som jeg hermed vil anbefale til jeres evt. komsumption:

God lyttelyst.

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

At forstå det fremmede

Det kan være inspirerende og interessant at læse udlændinges beretninger fra og indtryk af det sted, man selv kommer fra.

Nogle gange kommer de med nye indsigter i og andre vinkler på den virkelighed, man selv går rundt og tager for givet. Deres iagttagelser får en til at reflektere over tingene. Et eksempel er en nylig artikel i New York Review of Books ‘Liberal, Harsh Denmark’. Jeg er langt fra enig i alt i artiklen, men jeg synes den er god og tankevækkende. Den gør et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad i alverden der foregår i Danmark i disse år.

Andre gange fornemmer man at iagttageren ikke rigtig forstår hvad der foregår – eller værre: At de har en prædefineret dagsorden og forståelsesramme, som de derefter fortolker alting ud fra. Et eksempel på det er Lena Sundströms ‘Världens lyckligaste folk: en bok om Danmark’, der allerede på forhånd havde konkluderet hvad den mente om Danmark og dansk politik. Det blev hverken bogens læsere eller dens subjekter klogere af.

Men det er jo vigtigt at vide hvad der foregår rundt om i verden – og ikke mindst: At forstå begivenhederne og sætte dem ind i et større billede.

Som almindelig medieforbruger må man forlade sig på enten de danske mediers korrespondenter rundt om i verden, eller (hvilket nok er bedst og mest lødigt) de lokale mediers egne beretninger. Jeg har generelt stor tiltro til den danske korrespondentstand – med visse undtagelser! – men de er jo også blot mennesker. De er fulde af tidsbegrænsninger, fordomme, kognitive begrænsninger, har et begrænset kildenetværk og færdes i bestemte sociale cirkler. Det er langt fra givet, at de reelt forstår det land eller lokalitet, de rapporterer fra. Hvis man bor i og rapporterer fra Beijing, ved man så reelt hvad der foregår langt ude på landet i det vestlige Kina? Kan man rent faktisk forstå de sociale dynamikker i en given situation, der foregår langt væk, hvor man ikke har kildenetværk eller i øvrigt indsigt i de lokale forhold? Jeg tvivler.

Årsagen til denne lille tur ud af en tangent er, at jeg ikke er sikker på at vi forstår (altså rigtig forstår) Donald Trump eller amerikansk politik.

Vi tror måske vi gør – valget er jo i medierne konstant – men det er på en underlig kunstig måde. Det er teater. Klare helte- og skurkerolle. Og de er jo så skøre, så skøre de amerikanere.

Bortset fra, at det er jo nok egentlig ikke. Ikke på et aggregeret niveau i hvert fald. Følte mig derfor ret godt oplyst, da jeg læste en længere (men interessant!) analyse ‘What are the core differences between Republicans and Democrats?’. Artiklen er fuld af citat-værdige passager, men jeg vil nøjes med at fokusere på skribentens betragtninger om de forskellige niveauer af politik i USA:

“At the state and local level, the governments controlled by Republicans tend to be better run, sometimes much better run, than those controlled by the Democrats. And a big piece of how American people actually experience government comes at the state and local level.

This superior performance stems from at least two factors. First, Republican delusions often matter less at the state and local level, and furthermore what the core Republican status groups want from state and local government is actually pretty conducive to decent outcomes. The Democrats in contrast keep on doling out favors and goodies to their multitude of interest groups, and that often harms outcomes. The Democrats find it harder to “get tough,” even when that is what is called for, and they have less of a values program to cohere around, for better or worse.

Second, the states with a lot of Democrats are probably on average harder to govern well (with some notable Southern exceptions). That may excuse the quality of Democratic leadership to some degree, but it is not an entirely favorable truth for the broader Democratic ethos. Republicans, of course, recognize this reality. Even a lot of independent voters realize they might prefer local Republican governance, and so in the current equilibrium a strong majority of governors, state legislatures, and the like are Republican.

Think on those facts — or on the state of Illinois — the next time you hear the Democrats described as the reality-oriented community. That self-description is “the opium of the Democrats.”

If you wish to try to understand Republicans, think of them as seeing a bunch of states, full of Republicans, and ruled by Republicans, and functioning pretty well. (Go visit Utah!) They think the rest of America should be much more like those places. They also find that core intuition stronger than the potential list of views where Democrats are more reasonable or more correct, and that is why they are not much budged by the intellectual Democratic commentary. Too often the Democrats cannot readily fathom this.

———–

It is easier for intelligent foreigners to buy more heavily into the Democratic stories. They feel more comfortable with the associated status relations, and furthermore foreigners are less likely to be connected to American state and local government, so they don’t have much sense of how the Republicans actually are more sensible in many circumstances.”

Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg for alvor forstår hvad i alverden de republikanske vælgere kan se i Donald Trump. Manden virker til at være udenfor pædagogisk rækkevidde (om end hans valgstrategi tilsyneladende virker særdeles effektivt). Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den tegneserieagtige karikatur, vi i Danmark ofte har amerikansk politik og samfundsliv generelt. Tingene er gerne mere nuancerede end som så.

Det samme gælder sådan set også politik herhjemme. Der er himmelvid forskel mellem politik som det foregår på Christiansborg, og det politiske liv, der foregår i de lokale kommunalbestyrelser eller regionsråd. Det gælder også internt i partierne, hvor der kan være ganske store policyforskelle. Venstre og Socialdemokratiet lokalt kan – både ideologisk og temperamentsmæssigt – befinde et godt stykke fra, hvor partiernes Christiansborg-politikere er.

Så det bør den iagttagende besøger huske på, næste gang de tror, at de har forstået et andet land eller en anden kultur. Sandsynligheden taler for, at man kun lige har skrabet i overfladen.

Den nære fortid

Læser i ‘Den hemmelige socialdemokrat’ på vej til og fra arbejde. Den er pudsig og indavlet, men er samtidig også en overraskende velskrevet bog. Eller velskrevet og velskrevet. Den flyder i hvert fald let og ukompliceret, omtrent som et ugeblad. Man er godt underholdt af dens anekdoter og gendigtninger af Socialdemokratiets seneste 10 år. Og den får 2014 til at virke som en menneskealder siden.

Persongalleriet er på de to år fuldstændig ændret. Flere af de centrale socialdemokratiske aktører fra dengang er nu i anden beskæftigelse. Thorning-Schmidt og Corydon kom og gik. Jeg har verden mistænkt for, at de færreste mennesker i dag vil kunne sige præcis hvad de to stod for – eller hvilken arv, de efterlader. Måske fordi verden virker så meget anderledes i dag, end for blot ni måneder siden.

Det er selvsagt en forsimplet påstand, men jeg mener, at der findes nøglebegivenheder, som får afgørende indflydelse på snart sagt alt – lige fra politik, økonomi og kultur til den måde, vi som samfund betragter os selv og vores samtid. Begivenheder, der ændrer de historier, vi fortæller hinanden om os selv. Begivenheder, hvorefter alting bare er anderledes. Den type begivenheder, hvor folk kan huske hvor de var henne, da de hørte om det første gang.

Murens fald i 1989 var en sådan begivenhed1. Det samme var 11. september 20012. Den finansielle krise fra 2007 og frem ligeledes3. Det er vanskeligt at vurdere en begivenheds betydning mens den finder sted, men i en europæisk kontekst optrådte i hvert fald to begivenheder i 2015, der har potentialet til at være definerende for Danmark og Europa. Begge er koblet til EU og institutionens manglende evne til at levere svar på udfordringerne.

Den første var Euro-krisen og hele forløbet om Grækenlands økonomi i forsommeren. Sagen er måske gledet lidt i glemmebogen nu, men jeg tror, at det var her, at de sidste EU-entusiaster for alvor opgav troen på, at EU effektivt kan løse kollektive problemer.

Den næste er selvfølgelig flygtningestrømmene – og igen illustrationen af EU-institutionens fuldstændige manglende kapacitet til dels at medvirke til at løse konflikten i Syrien, dels håndhæve egne eksterne grænser og dels gennemføre en fælles fordelingsordning af flygtninge. I en dansk kontekst tror jeg, at den dag i september, hvor der gik flygtninge og migranter på motorvejene ændrede alt. Hvis ikke vi her i Hobbit-landet havde opdaget at globale begivenheder har en meget konkret effekt på Danmark, så oplevede vi det dér.

Så når jeg læser ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (udgivet februar 2014), bliver jeg nærmest nostalgisk. Tænk, at de havde den luksus og politiske overskud til at gå op i betalingsringe om København og den slags. Og alle kommentatorerne var rørende enige med hinanden om, at danskerne kun gik op i økonomi og arbejdspladser, mens indvandring var mere eller mindre dødt som politisk issue. De skulle bare vide, skulle de.

Samlet set kan jeg måske ikke anbefale ‘Den hemmelige socialdemokrat’. Det er ikke en god bog i klassisk forstand. Men læs den, hvis du vil have lidt hengemt luft fra en ikke så fjern fortid. Den slags kan man også blive underholdt af.

  1. Jeg så det i tv morgenen efter. Var lige kommet ind af døren efter at have hentet morgenbrød – majsbrød, helt præcist – i bageren, der dengang lå for enden af den vej, hvor jeg voksede op []
  2. Var til undervisning i Sociologi på 1. semester af statskundskabsstudiet. En holdkammerat havde fået en sms om det. Der udkom ekstraudgaver af gratisaviserne den eftermiddag, jeg læste i dem på vejen i s-toget hjem mod Ishøj []
  3. Kan ikke sætte præcist sted eller tid på her []

Frugtbart?

Det er altid en farlig vej at fortælle folk, hvordan de bør indrette deres liv. Dels fordi det som regel ikke rager andre hvordan den enkelte vælger at leve. Dels fordi de godhjertede og velmenende sjæle, der så gerne vil hjælpe de vildfarne får, ofte kan være kluntede, paternalistiske og (ubevidst) dømmende i deres bestræbelser.

Diskussioner om hvornår man ’bør’ få børn er særligt belastende.

For det første er det meget individuelt hvornår man er klar til evt. at blive forældre. For det andet er det et perverst emne at kollektivisere. Der er næppe noget man som individ kan tillade sig at være mere ligeglad med, end at ’vi (= samfundet) har brug for at der bliver født nogle flere børn’. For det tredje er der jo også det helt legitime valg, at man ikke ønsker at få børn. Og hvorfor skal samfundet egentlig blande sig i om man vil det?

Så synes jeg at Københavns Kommunes aktuelle kampagne for at få mennesker med en videregående uddannelse til at få børn noget tidligere, er irriterende? Undrer jeg mig over, at det tilsyneladende er blevet en kommunal opgave at bruge skattekroner på at lave den slags kampagner?

Ja og ja. Jeg er ikke helt så gnaven som Tine, men jeg forstår hendes følelser1.

Alligevel er jeg ambivalent.

Blev selv først far som 32 årig. Og for mit eget vedkommende var der ikke et eneste sekund i 20’erne, hvor jeg tænkte, at jeg havde lyst til at blive forælder lige om lidt. Den Bedre Halvdel havde det helt anderledes, men jeg tænkte ikke børn ind i min eksistens dengang. Da hun blev gravid tænkte jeg ikke ”Nu er jeg klar og vil gerne have børn”. Men omvendt tænkte jeg heller ikke ”Jeg er IKKE klar og jeg vil IKKE have børn”. Det gav ligesom sig selv. Og der findes vel ret beset ikke noget godt tidspunkt, at få børn. En graviditet passer aldrig godt ind i en karriere, en boligsituation eller et uddannelsesforløb, tænker jeg. Så hvorfor ikke glæde sig i stedet for, tænkte jeg.

Og nu er han her så, halvanden år gammel, og han er det ubetinget vigtigste i vores tilværelse. Han skaber grin, glæde, leg, logistik, bekymring, frustration, arbejde, kærlighed, stolthed og smil i vores liv. Tanken om at han ikke var her, er helt og aldeles uudholdelig.

Og når det først de små krapyler entrerer tilværelsen, så forvandler børn én. Man ophører med konceptuelt at kunne forstå, hvordan nogen dog frivilligt kan vælge ikke at ville have børn. Bevares, der er stunder, hvor det ville være så meget lettere og friere uden. Jeg savner også at kunne sove længe, tosomheden og at kunne rejse hen, hvor vi har lyst. Men grundlæggende er forældreskabet en kæde, man med stor glæde lænker sig selv fast med hver dag eftersom det giver så pokkers meget mening.

Det irriterede mig grusomt før jeg fik selv børn, at forældre sad der og smilede bedrevidende. Som om at idioterne havde opdaget en eller anden dyb hemmelighed om meningen med tilværelsen. En hemmelighed, som nu gjorde dem til bedre mennesker end mig, og som gav dem retten til at sidde der og fortælle mig, at jeg burde se at få nogle børn – fordi ”ellers ville jeg ikke forstå det”.

Nu er jeg så selv blevet en de spader, der sidder dér og smiler skævt, når folk på min egen alder uden børn fortæller, hvor skønt det er at kunne leve livet, køre karriere og gå på café når man har lyst. Hvilket alt sammen er rigtigt (og noget jeg misunder), men som for en far alligevel ikke tilnærmelsesvist slår følelsen af, at en glad lille dreng begejstret råber og løber en i møde, når man kommer hjem fra arbejdet.

Så når jeg alligevel ikke er 100 pct. bidsk over for kampagnen, så er det fordi der er et element af sandhed i budskabet. Biologien spiller en rolle for fertiliteten. Og ja, at vente med at få børn til at man er færdig med uddannelse og godt i gang med livet, kan gøre det vanskeligere at få dem.

Aldrende fertilitet var heldigvis ikke et issue for os, men jeg har flere i min bekendtskabskreds, der i skrivende stund er i langvarige, ubehagelige, emotionelt drænende og potentielt nyttesløse fertilitetsbehandlinger. Jeg ved ikke om de ville have børn, da de var yngre. Men de vil i hvert fald nu her i 30’erne. Det at blive gravide er emnet i deres liv, nu hvor karrieren parforholdet er modent, karrieren kører og der alligevel mangler noget mening. Og så kommer den snigende angst for, at det måske er for sent og man ventede for længe.

Det er synd – og set i lyset af den eksistentielle smerte det kan medføre at have ventet (for) længe med få børn, så synes jeg egentlig at kampagnen er ok og det er relevant at minde om biologiens betydning. Men ingen tvivl om at kampagnen kunne være mere elegant udført – og jeg tror heller ikke den medvirker til, at reducere det sociale pres, som mange helt urimeligt og uden grund oplever fra omgivelsernes side for at få børn.

  1. Jeg er nok mildere stemt fordi jeg heldigvis ikke længere bor i Københavns Kommune, hvorfor det ikke er mine skattekroner, der bliver brugt på stuntet []

Værdien i sig selv

Hele interviewet med psykologiprofessor Svend Brinkmann om instrumentaliseringen af samfundet og tankegangen er tankevækkende og værd at læse. Som den kronisk meningssøgende melankoliker jeg er, er det særligt afskedssalutten, der rammer mest:

»Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv, hvor alt, de foretager sig, er et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?«

Læs det hele hos Berlingske. Brinkmann er en fremragende kommunikator, der meget malerisk og præcist sætter ord på mange af de bekymringer, tanker og søgen, der ligger og rumsterer hos mig.