Dagen efter et nej

Nuvel, det blev et nej.

Jeg har ikke fordybet mig i tallene, endsige opnået nogen form for indsigt i hvorfor folk stemte, som de gjorde. Man kan have en række mere eller mindre plausible teser og tolkninger, men indtil videre ved vi det ikke. På dette præmature stadie, kan jeg dog følge Peter Kurrild-Klitgaard et stykke af vejen:

Det første, man bør bemærke, er, at det nu er tredje gang siden 1992, at de danske vælgere har sagt nej til overførsel af mere magt til EU–hvortil man reelt kan tilføje den aflyste folkeafstemning om EUs forfatningstraktat, som fik dødsstødet (2005), da vælgerne i andre lande havde afvist den, og VK-regeringen indså, at den ville falde. Vælgerne siger ikke “ja”, hvis formålet er uklart og potentielt risikabelt.

Det sidste tror jeg er en grundlæggende korrekt tese. Vælgerne afviste i går de pragmatiske fordele ved en tilvalgsordning ud fra principielle bekymringer. Det lykkedes aldrig for ja-partierne for alvor at få anskueliggjort, hvorfor fordelene var store nok til at kompensere for afgivelse af suverænitet.

Der var tale om et trade-off, og tolkningen af afstemningsresultatet må bero på, om man tror vælgerne reelt kunne forholde sig til indholdet i dette trade-off. Personligt tror jeg (uden at have data herfor), at vælgerne reelt ikke har kunne overskue hvad afstemningen og trade-off’et handlede om – endsige hvad en tilvalgsordning ville have af fremtidige konsekvenser. I den situation er det mest oplagt at stemme nej, og fortolkningen af afstemningsresultatet vil kredse om hvorvidt det var en særlig begavet anlagt afstemning.

Hvis man derimod er af den opfattelse, at vælgerne var helt på det rene med, hvad vi stemte om, så er det en anden diskussion. Så bør vi begynde at diskutere hvorvidt det aktive fravalg af fordelene ved en tilvalgsordning er udtryk for, at vælgerne og politikerne er blevet fuldstændigt afkoblede fra hinanden i EU-politiske spørgsmål.

Det næste, som særligt Venstre og Konservative bør forstå at tage konsekvensen af, er, at det borgerlige Danmarks egne vælgere ser markant anderledes på nutidens EU, end man gjorde i 1970erne og 1980erne. Dengang, hvor EF overvejende blev set som et frit indre marked, var der et solidt flertal bag projektet blandt de borgerligt-liberale vælgere. Ved folkeafstemningen i dag–hvor EU for mange er blevet associeret med statsstyring, bureaukrati, en kriseramt valuta og en kaotisk indvandringspolitik–var der et flertal af “nej”-sigere blandt to partiers vælgere (DF og LA) og betragtelige mindretal af samme observans hos to andre (V og K). Meget tyder endog på, at det kan have været første gang, at et flertal af de borgerligt-liberale vælgere har stemt “nej”. De er ikke EU-modstandere, men der er en skeptisk stemning, som man næppe får vendt ved at omtale egne vælgere som uvidende og bindegale, der går kriminelles vegne.

Bevares, jeg er heller ikke sikker på, at det var særskilt begavet at Uffe Ellemann kaldte nej-siden for bindegale. Og fremvæksten af den borgerlige EU-skepsis er et interessant fænomen, som de blå partier er nødt til at forholde sig til.

Jeg er dog usikker på om den borgerlige EU-skepsis er så ideologisk betinget, som Kurrild-Klitgaard fremstiller. Grundlæggende tror jeg at skepsisen udspringer af oplevelsen af, at EU ikke leverer og ikke fungerer. EU har været i en mere eller mindre varm krise siden franskmændene og hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten i 2005. De seneste 10 år har været én lang strøm af dårlige nyheder og problemer, som EU tilsyneladende ikke har nogen gode svar på. Hvis man i dag er 30 år, så er EU lig med et impotent regulatorisk system i identitetskrise, der ikke kan løse økonomisk kriser, Grækenland eller flygtningestrømme. Der er selvsagt mange succeshistorier for EU i det daglige, men det forsvinder i det større billede af, at systemet ikke fungerer – og ikke kan løse de grænseoverskridende problemer, hvilket ellers er selv eksistensberettigelsen af EU.

Det tredje lærdom må være, at man ikke får skabt andet end mistillid og politikerlede ved at sige ét og gøre noget andet. Ved hver folkeafstemning skitseres, at et “nej” vil betyde jordens undergang–og når det så ikke bliver et “ja”, står jorden alligevel.

Det synspunkt er koblet til den meget omtalte ‘politikerlede’ og ‘manglende tillid til politikerne’. Der er ingen tvivl om, at tidligere ja-kampagners åbenlyst løgnagtige trusler om død og ødelæggelse i tilfælde af et nej, aktivt har skadet troværdigheden af ja-kampagnen til denne afstemning.

Der er efterhånden gået sport blandt journalister i at tale om skellet mellem ‘eliten’ og ‘folket’, ligesom ‘politikerleden’ efterhånden anvendes som forklaring for snart sagt hvad som helst. Jeg køber ikke argumentet. Hvis ‘folket’ virkelig var så lede af politikerne, hvorfor tror de så på Messerschmidt, der har en meget lidt troværdig omgang med EU-midler? Og hvis vælgerne primært har stemt nej for at ‘straffe’ de nationale politikere og ‘eliten’, hvordan kan populistiske partier som DF og Enhedslisten så blive belønnet ved folketingsvalg for aldrig at tage ansvar for noget som helst? Tingene hænger ikke sammen.

Men nu er vi så her, midt i alt rodet. Messerschmidt har fået sit nej, så nu kan han slappe af, lade andre rydde op efter hans fest og så i øvrigt fortsætte med at være politisk betydningsløs og uansvarlig i Europa-Parlamentet til den skønne dag, hvor han skal hjem og være partileder i DF. Det er gået lige efter planen.

Men for os andre, der gerne ville have haft de fornuftige fordele ved tilvalgsordningen, så er der ikke meget at smile af. Vi kan nu se frem til endnu flere år, hvor Danmark ikke gør sin pligt i Europa eller høster nogle fordele. Og hvem ved, måske træder DF ind i regeringen lige om lidt, når nu det store EU-spørgsmål reelt er skudt til hjørne de næste mange år frem.

Det er en rædderlig tid, vi går ind i.

Retsforbeholdet

Jeg har nu begyndt på (og gået i stå i) op imod fire pseudobegavede blogindlæg om den forestående afstemning om Retsforbeholdet. Jeg har læst skønsomt op på materialet. Forsøgt (og mere eller mindre opgivet) at følge med i den stedse mindre og mindre meningsfulde debat. Deltaget i et arrangement om emnet med Søren Pind og Morten Messerschmidt på Roskilde rådhus i går aftes. Gjort min borgerpligt og alt det der.

Og jeg ender med at stemme ja. Som sædvanlig, var jeg lige ved at sige. For denne gang er det i høj grad et kryds, der sættes med autopilot.

Der er ikke noget i det jeg indtil videre har læst om de 22 retsakter, som jeg aktivt er imod. ‘Indtil videre’ er med kursiv, da jeg på ingen måde kan påstå, at jeg har opnået et oplyst grundlag at træffe min beslutning ud fra.

Generelt oplever jeg ikke, at det er et oplyst valg fra min side. Hvilket selvsagt primært er min egen fejl, da jeg jo sådan set bare kunne udvise den fornødne intellektuelle nysgerrighed og arbejdsetik i at sætte mig ind i sagerne. Omvendt er jeg usikker på hvorvidt den måde afstemningen er tilrettelagt på, er fremmende for vælgernes – eller i hvert fald min – deltagelse og engagement i substansen.

Vi skal forholde os til 22 såkaldte retsakter (et begreb, der i sig selv er med til at fremmedgøre 9 ud af 10 mennesker), som de færreste mennesker har tiden eller ressourcerne til reelt at sætte sig ind i indholdet af – endsige vurdere konsekvenserne af. Undervurderer jeg de danske vælgeres intelligens og ihærdighed? Konkluderer jeg for meget ud fra mine egne kognitive begrænsninger? Måske. Men som et lille eksempel, så læs lige her, hvad Justitsministeriet skriver om en af de konkrete retsakter, ‘Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler’, på den officielle oplysningsside om afstemningen. Bemærk, at det er her man som borger skal søge hen, når man skal finde ud af hvad man stemmer om:

FORORDNINGEN OM BILATERALE FAMILIERETLIGE AFTALER
Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande på sagsområder, der er omfattet af Bruxelles IIa-forordningen og underholdspligtforordningen, selv om indgåelse af den type aftaler er omfattet af EU’s eksterne enekompetence for medlemsstater, som er bundet af disse to forordninger. Forordningen indeholder en procedure, som giver Kommissionen mulighed for at bemyndige en medlemsstat til at indgå en bilateralaftale med et tredjeland inden for anvendelsesområderne for de to forordninger. Tilvalg af forordningen er en betingelse for, at Danmark kan deltage i eventuelle ændringer af Den Nordiske Ægteskabskonvention (skilsmisse og forældreansvar) og Den Nordiske Inddrivelseskonvention (underholdspligt), hvis Danmark tilvælger Bruxelles IIa forordningen og underholdspligtforordningen.

Nu vil visse læsere nok beskylde mig for at lefle for den laveste fællesnævner. Men hvis ovenstående kaudervælsk er det bedste og mest krystalklare måde at oplyse samfundet om forordningens indhold og konsekvenser på, så er det et emne, der er direkte uegnet at sætte til en folkeafstemning.

Endnu værre bliver det næsten, når der argumenteres for hvilke retsakter1, som partierne har fravalgt i den aktuelle tilvalgsordning. Her er to af slagsen:

DIREKTIVET OM RET TIL ADVOKATBISTAND
Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer. Dansk ret vurderes i vidt omfang at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.

DIREKTIVET OM RET TIL TOLKE- OG OVERSÆTTERBISTAND I STRAFFESAGER
Direktivet indeholder minimumsregler om retten til vederlagsfri tolke- og oversætterbistand i straffesager og i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt bestemmelser om tolkningens kvalitet. Dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder

Jeg er ikke jurist, så jeg har ikke de fornødne faglige forudsætninger for at forstå de to fravalg. Der er muligvis nogle gode og velargumenterede årsager til, at det at man fravælger direktiver, hvor “dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet”.

Men hvorfor egentlig? Hvis indholdet i direktiverne og dansk ret ‘i vidt omfang’ er det samme, hvorfor er det så problematisk at vælge dem til? Hvad er argumentet imod? Og vigtigere: Når vi nu ved overgangen fra et forbehold til en tilvalgsordninger bemyndiger folketinget til at træffe beslutning om hvorvidt vi skal tilslutte os de to direktiver, er der så ikke nogen begavede mennesker, der reelt kan fremlægge argumenterne for eller imod tilslutningen til dem?

Endnu værre er det dog næsten i begrundelsen for fravalget af det såkaldte ‘Retshjælpsdirektiv’:

RETSHJÆLPSDIREKTIVET
Direktivet fastsætter fælles minimumsstandarder for ydelse af retshjælp til fysiske personer i grænseoverskridende tvister på det civilretlige område. Direktivet indeholder desuden bestemmelser om myndighedernes behandling af retshjælpsansøgninger og om formidling af ansøgninger om retshjælp mellem myndigheder i forskellige medlemsstater. Det har ikke inden for tidsfristerne været muligt at få afklaret en række spørgsmål i forhold til konsekvenserne af tilvalg

Så … I ville godt lige have haft lidt mere forberedelsestid, eller hvorledes? Og alligevel lægges det ud til afstemning? Hvad er det for en række spørgsmål, det drejer sig om? Igen: I beder vælgerne om bemyndigelse til i fremtiden muligvis at tilvælge en retsakt, men magter ikke at forklare hvorfor det fravælges i denne omgang? Det er ikke en seriøs måde at bedrive folkeafstemninger efter min mening.

Bemærk, jeg siger ikke at jeg er uenig i de respektive til- og fravalg af retsakter, endsige at jeg betragter ovenstående argumentation som forkert. Men jeg har ingen reelle forudsætninger for at forholde mig oplyst til det, jeg bliver bedt om at forholde mig til. Og jeg tror – uden at ville forklejne nogle læsere her på stedet – heller ikke at der er mange af jer, der har det.

Så I manglen af konkret viden, må jeg jo forholde mig til principper i stedet. Og rent principielt mener jeg, at vælgerne denne gang bliver (i manglen på et bedre ord) bondefanget.

Både af nej-siden (der ikke på lødig vis kan argumentere for, at et nej er det sikre valg), men også af ja-sidens underlødige vinklingen af, at afstemningen primært handler om de 22 direktiver. For selvom det bliver præsenteret sådan, så er det jo netop ikke kun en afstemning om ja eller nej til Europol eller de 21 andre udvalgte retsakter. Ja, det er også en afstemning om Europol, men det store dyr i åbenbaringen er og bliver overgangen til en tilvalgsordning. Altså hvorvidt folkeafstemningsredskabet skal afløses af, at fremtidige beslutninger om deltagelse i den overstatslige retspolitik skal ligge hos folketinget. Eller sagt lidt karikeret: Hvorvidt man stoler mest på repræsentativt eller direkte demokrati.

Mit problem med direkte demokrati er, at det er en systembevarende og statisk institution. Der er en grund til, at det land der er mest kendt for direkte demokrati – Schweiz – ikke gav sine kvindelige medborgere stemmeret før 1971. Fordi det er som regel nemmere at sige nej til forandringer.

På samme måde er jeg ikke fan af de danske EU-forbehold fordi de er statiske og ufleksible. Jeg kan sagtens principielt se værdien af folkeafstemninger når det handler om suverænitetsafgivelser. Men hvis verden forandrer sig, så forhindrer vores forbehold, at vi forandrer os sammen med den. Og det tror jeg ikke er i dansk interesse. Der foretrækker jeg i stedet, at give de folkevalgte danske politikere det fornødne rum og mandat til at beslutte, hvad der er bedst på Danmarks vegne. Også selvom de til den aktuelle afstemning har været noget sjuskede med at fortælle, hvad det egentlig er, at vi skal stemme om.

Så det bliver et ja. Et uoplyst og ubegejstret ja. Men dog et ja.

  1. Og er ‘retsakter’ i øvrigt ikke et vidunderligt fremmedgørende ord? []

Frugtbart?

Det er altid en farlig vej at fortælle folk, hvordan de bør indrette deres liv. Dels fordi det som regel ikke rager andre hvordan den enkelte vælger at leve. Dels fordi de godhjertede og velmenende sjæle, der så gerne vil hjælpe de vildfarne får, ofte kan være kluntede, paternalistiske og (ubevidst) dømmende i deres bestræbelser.

Diskussioner om hvornår man ’bør’ få børn er særligt belastende.

For det første er det meget individuelt hvornår man er klar til evt. at blive forældre. For det andet er det et perverst emne at kollektivisere. Der er næppe noget man som individ kan tillade sig at være mere ligeglad med, end at ’vi (= samfundet) har brug for at der bliver født nogle flere børn’. For det tredje er der jo også det helt legitime valg, at man ikke ønsker at få børn. Og hvorfor skal samfundet egentlig blande sig i om man vil det?

Så synes jeg at Københavns Kommunes aktuelle kampagne for at få mennesker med en videregående uddannelse til at få børn noget tidligere, er irriterende? Undrer jeg mig over, at det tilsyneladende er blevet en kommunal opgave at bruge skattekroner på at lave den slags kampagner?

Ja og ja. Jeg er ikke helt så gnaven som Tine, men jeg forstår hendes følelser1.

Alligevel er jeg ambivalent.

Blev selv først far som 32 årig. Og for mit eget vedkommende var der ikke et eneste sekund i 20’erne, hvor jeg tænkte, at jeg havde lyst til at blive forælder lige om lidt. Den Bedre Halvdel havde det helt anderledes, men jeg tænkte ikke børn ind i min eksistens dengang. Da hun blev gravid tænkte jeg ikke ”Nu er jeg klar og vil gerne have børn”. Men omvendt tænkte jeg heller ikke ”Jeg er IKKE klar og jeg vil IKKE have børn”. Det gav ligesom sig selv. Og der findes vel ret beset ikke noget godt tidspunkt, at få børn. En graviditet passer aldrig godt ind i en karriere, en boligsituation eller et uddannelsesforløb, tænker jeg. Så hvorfor ikke glæde sig i stedet for, tænkte jeg.

Og nu er han her så, halvanden år gammel, og han er det ubetinget vigtigste i vores tilværelse. Han skaber grin, glæde, leg, logistik, bekymring, frustration, arbejde, kærlighed, stolthed og smil i vores liv. Tanken om at han ikke var her, er helt og aldeles uudholdelig.

Og når det først de små krapyler entrerer tilværelsen, så forvandler børn én. Man ophører med konceptuelt at kunne forstå, hvordan nogen dog frivilligt kan vælge ikke at ville have børn. Bevares, der er stunder, hvor det ville være så meget lettere og friere uden. Jeg savner også at kunne sove længe, tosomheden og at kunne rejse hen, hvor vi har lyst. Men grundlæggende er forældreskabet en kæde, man med stor glæde lænker sig selv fast med hver dag eftersom det giver så pokkers meget mening.

Det irriterede mig grusomt før jeg fik selv børn, at forældre sad der og smilede bedrevidende. Som om at idioterne havde opdaget en eller anden dyb hemmelighed om meningen med tilværelsen. En hemmelighed, som nu gjorde dem til bedre mennesker end mig, og som gav dem retten til at sidde der og fortælle mig, at jeg burde se at få nogle børn – fordi ”ellers ville jeg ikke forstå det”.

Nu er jeg så selv blevet en de spader, der sidder dér og smiler skævt, når folk på min egen alder uden børn fortæller, hvor skønt det er at kunne leve livet, køre karriere og gå på café når man har lyst. Hvilket alt sammen er rigtigt (og noget jeg misunder), men som for en far alligevel ikke tilnærmelsesvist slår følelsen af, at en glad lille dreng begejstret råber og løber en i møde, når man kommer hjem fra arbejdet.

Så når jeg alligevel ikke er 100 pct. bidsk over for kampagnen, så er det fordi der er et element af sandhed i budskabet. Biologien spiller en rolle for fertiliteten. Og ja, at vente med at få børn til at man er færdig med uddannelse og godt i gang med livet, kan gøre det vanskeligere at få dem.

Aldrende fertilitet var heldigvis ikke et issue for os, men jeg har flere i min bekendtskabskreds, der i skrivende stund er i langvarige, ubehagelige, emotionelt drænende og potentielt nyttesløse fertilitetsbehandlinger. Jeg ved ikke om de ville have børn, da de var yngre. Men de vil i hvert fald nu her i 30’erne. Det at blive gravide er emnet i deres liv, nu hvor karrieren parforholdet er modent, karrieren kører og der alligevel mangler noget mening. Og så kommer den snigende angst for, at det måske er for sent og man ventede for længe.

Det er synd – og set i lyset af den eksistentielle smerte det kan medføre at have ventet (for) længe med få børn, så synes jeg egentlig at kampagnen er ok og det er relevant at minde om biologiens betydning. Men ingen tvivl om at kampagnen kunne være mere elegant udført – og jeg tror heller ikke den medvirker til, at reducere det sociale pres, som mange helt urimeligt og uden grund oplever fra omgivelsernes side for at få børn.

  1. Jeg er nok mildere stemt fordi jeg heldigvis ikke længere bor i Københavns Kommune, hvorfor det ikke er mine skattekroner, der bliver brugt på stuntet []

Et folketingsvalg

Nedenfor følger mine tanker her dagen efter folketingsvalget. De er jævnt usammenhængende samt fuldstændigt subjektive og uunderbyggede. Der ligger absolut ingen empiri eller forskning bag.

Jeg forstår ikke hvordan jeg valg efter valg formår at undervurdere (eller måske rettere: Glemme) Dansk Folkeparti. Sidst skete det til Europa-Parlamentsvalget, og nu så igen i går. Det er mig en gåde, at jeg stadig ikke har erkendt, hvor dygtige de er til lige netop deres form for politik. De er fremragende kommunikatører (er I nogensinde i tvivl om hvad Kristian Thulesen Dahl mener?) og laver stensikre kampagner – hver gang. Og i takt med den stadig stigende sociale accept af det at stemme på DF, er de usandsynligt dygtige til at indrullere nye vælgergrupper. Det er imponerende. De ved præcist hvordan man i en valgkamp kan udnytte den grundlæggende eksistentielle usikkerhed, som deres kernevælgere – måske især vores ældre medborgere – føler ved globaliseringen og forandringer. Og de formår valg efter valg at fremstå, som partiet for dem, som føler, at de ikke bliver hørt af en ikke nærmere defineret politisk/social/økonomisk/kulturel elite. Man kan være uenige med partiet. Men hold nu op, hvor er de dygtige.

København (og vel også Aarhus) og resten af landet lever tilsyneladende i paralleluniverser, hvor man ikke forstår hinanden. For nogle år siden talte man om filterboblen, hvor man gennem sine internetsøgninger og nyhedsforbrug kun hørte og læste de ting, som man var enige med. I denne valgkamp har jeg oplevet, at være i en filterboble. Både her i København, i de etablerede medier og på de sociale medier, har man beskæftiget sig med at faktatjekke tal i et væk og hvordan politikerne ‘håndterer’ ting. Man har ævlet løs om ‘troværdighed’ og ‘præsidentvalgkamp’. Politiske kommentatorer har fortolket kropssprog, afbrydelser i debatter og gisnet om det nu ville gavne Thorning, at hun var så aggressiv overfor Løkke. Nu her bagefter kan man så i bagklogskabens lys se, at det var blålys. Ingen i filterboblen – heller ikke mig – havde tilsyneladende forstået, hvad det egentlig er for nogle strømninger, bekymringer og emner, som hersker i folkedybet. Vi sad her i vores eget lille provinsielle boble på vores fine kontorer, og autoerotiserede med proces og ørkesløse diskussioner om hvorvidt det kan betale sig at arbejde. Imens er de rigtige mennesker – dem udenfor boblen – optaget af ganske andre ting. Alternativets vælgere er optagede af grøn omstilling, mens DF vælgerne ikke synes det er særlig perspektivrigt, at modtage masser af nye flygtninge.

Mon ikke SF’s deroute og Enhedslistens begrænsede fremgang betyder, at dagpengene som politisk issue er stendødt. Nu har det kørt i fire år, og der er tydeligvis ikke stemmer i emnet.

Jeg har nu set de Konservatives Brian Mikkelsen i adskillige interviews, hvor han monomant påstår, at det faktisk er en drømmesituation for partiet at blive slagtet – fordi “nu har vi de afgørende mandater”. På samme måde løber samtlige Radikale rundt og er så stolte, så stolte fordi de førte en så flot, så flot kampagne, hvor de stod fast på deres politik – med en halvering af mandaterne til følge. Nu ved jeg godt, at Radikale pr. definition har patent på det sande, det gode og det ægte, hvorfor at noget så småligt som et valgresultatet principielt er ligemeget. Jeg ved også godt, at de Konservative sikkert rent selvforståelsesmæssigt har behov for at klynge sig til selv de smalleste positive ting. Men ærlig talt begge partier. Der er ok at melde ud, at det er noget lort og at I har det skidt. Så er folk heller ikke dummere, vel

Jeg læste et sted, at Dansk Røde Kors’ generalsekretær i Danmark mente, at vi i Danmark slet ikke har forstået, hvad der foregår ude i verden (læs: Hvis vi forstod det, så ville vi ikke have den uanstændige og umenneskelige tone i debatten). Jeg tror, at det er en forkert og arrogant tolkning. Tværtimod viser valgresultatet, at vælgerne udmærket forstår hvad der foregår – de vælger så blot et andet svar på de begivenheder, end hvad Dansk Røde Kors ønsker. For hvad nu hvis …

… man som vælger grundlæggende er bekymret og usikker på Danmarks fremtid i en urolig verden?

… man er af den opfattelse at det er forkert, når arbejdskraftens fri bevægelighed i EU åbenbart også betyder, at Danmark skal betale børnepenge til børn, der bor i Polen?

… man er noget skeptisk overfor EU i almindelighed, og samtidig ser på den inficerede og væmmelige deroute i Grækenland, og hvordan Eurozonen har sejlet rundt i adskillige år?

… man ser ISIS vokse frem og oplever skyderier mod Charlie Hebdo, Krudttønden og synagogen i Krystalgade, og udleder andre konklusioner end “Det skyldes nok den hårde tone i den danske integrationsdebat” og “Det håndterede Helle Thorning-Schmidt søreme statsmandsagtigt”?

Har man så slet ikke forstået noget? Og er det i den situation virkelig så moralsk forkasteligt (som filterboblen siger det er), at stemme på det parti, der i meget klare vendinger tager ens bekymring alvorligt og tilmed kan anvise meget konkrete og klart kommunikerede forslag til en udbedring af situationen? Bemærk: Jeg stemte ikke på DF. Men så længe vi her i boblen bliver ved med at undervurdere dem, og ikke tager deres mange vælgeres holdninger alvorligt, så er vi selv uden om det

Med ‘tage alvorligt’ mener jeg ikke, at man skal gøre som Venstre har gjort det i flere valg, og som Socialdemokraterne gjorde for alvor i år: At blive et DF-light og forsøge at gafle stemmer den vej. Det virkede ikke for nogen af partierne, og det er ødelæggende for et partis sjæl. For det er komplekse problemstillinger, som ansvarlige partier ikke bør forfalde til at give forsimplede svar på. Alle ved jo reelt set godt, at et DF forslag som det om grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland, ikke hjælper på noget som helst. Den rette vej må være, at kunne give svar på folks reelle bekymringer. Realistiske og bedre svar på komplekse problemstillinger, end hvad DF kan levere

Jeg har ikke så mange dybe tanker om Alternativet. Det er ikke mit crowd, og jeg tiltrækkes ikke af John Lennonsk ‘Imagine‘ retorik. Det er flot gået af Elbæk, men han er altså ikke en antipolitisk figur som Vaclav Havel. Mon ikke partiet braser sammen efter fire år uden indflydelse eller meningsfuldhed. Jeg anerkender, at de er udtryk for, at en stor del af vælgerne er dødtrætte af det magtpolitiske flertal henover midten af dansk politik, hvor man fører ‘nødvendighedens politik’ med reformer og besparelser på velfærdsydelser, alt imens der deles visse goder ud til de store fremtidige vælgergrupper (=pensionisterne). Det er sådan set meget interessant, at der er nogen der vil tilbyde noget ‘andet’. At dette ‘andet’ så for mig er er helt og aldeles besynderligt og mærkværdigt, er jo ikke Alternativets problem

Overordnet set er jeg mest af alt ked af, at et alt for stort DF betyder, at den nominelt borgerlige regering ikke kan føre en særlig meningsfuld politik. Min drøm om en V-K-R-LA regering er længere væk end nogensinde før

Værdien i sig selv

Hele interviewet med psykologiprofessor Svend Brinkmann om instrumentaliseringen af samfundet og tankegangen er tankevækkende og værd at læse. Som den kronisk meningssøgende melankoliker jeg er, er det særligt afskedssalutten, der rammer mest:

»Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv, hvor alt, de foretager sig, er et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?«

Læs det hele hos Berlingske. Brinkmann er en fremragende kommunikator, der meget malerisk og præcist sætter ord på mange af de bekymringer, tanker og søgen, der ligger og rumsterer hos mig.

Folketingsvalg

I dag blev der langt om længe udskrevet folketingsvalg.

For en politisk udbrændt (og officielt politisk ligeglad) person er det ganske rædsomt, da vi så er tvangsindlagt til tre ugers ulidelig og ufrugtbar valgkamp. Det mest positive ved begivenheden er velsagtens, at vi nu i det mindste slipper for spekulationerne om hvornår det famøse valg bliver udskrevet. Lidt har vel også ret.

Med min efterhånden midaldrende og fremskredne alder in mente, mener jeg at jeg efterhånden kender mig selv. Jeg ved derfor, at jeg rent ideologisk er nænsomt liberal teknokrat og fremtidspessimist, og at mit kryds derfor vil blive sat et sted blandt de borgerlige partier.

Det er der selvsagt en hel del praktiske problemer ved – det største er at jeg opfatter langt størstedelen af borgerlige politikere som enten usympatiske, inkompetente eller moralsk anløbne – men man skal jo stemme ud fra sin overbevisning.

Der er ikke mange konkrete politiske issues, som jeg går brændende op i, eller som kan antænde min indre politiske svinehund.

Ganske vist forsøger Politikens lederskribent i dag at italesætte valget som ‘det vigtigste siden 2001’, men jeg har med mine lægmandsbriller vitterligt svært ved at de store forskelle på de to blokkes samlede pakker.

Begge vil ændre og reformere velfærdsstaten for at bevare den. Nuvel, de anlægger muligvis forskellige veje og redskaber hertil. Men grundlæggende har jeg vanskeligt ved at adskille det store ‘lilla’ midterfelts partiers politikker fra hinanden. Måske min ignorance ville ændre sig, hvis jeg engagerede mig mere i de specifikke politikforslag. Hvem ved?

Endelig har jeg det defaitisktiske synspunkt, at i en lille åben økonomi som Danmark, så er langt størstedelen af politikken, samfundsøkonomien og reguleringen allerede givet på forhånd af internationale konjunkturer og EU. Det er fint nok at folketingskandidaterne har brug for at fortælle, at de bliver virkelig magtfulde, hvis de kommer i Folketinget. Jeg tillader mig dog at tvivle. Det nærmeste de kommer magt er vel at sidde og detaljeregulere de stakkels kommuner og regioner.

Men efter denne elegi, hvad går jeg så op i af emner? Grundlæggende kun én ting: Min søns fremtid.

Jeg er optaget af, at han kommer til at vokse op i et velstående, trygt og frisindet samfund.

Jeg er optaget af, at han får adgang til et sublimt undervisningssystem og at alle muligheder står åbne for ham, hvis han selv kan og vil udnytte dem.

Jeg er optaget af, at den danske samfundmodel er konkurrencedygtig, og at danske virksomheder også vil have spændende jobs til ham i fremtiden.

Pt. er jeg dog nok mest optaget af, at han trives og udvikler sig nu i de yngste år. Givet at han med to arbejdende forældre tilbringer mere tid med pædagogerne i vuggestuen end sammen med Den Bedre Halvdel og jeg, så er jeg slet ikke døv overfor diskussioner om normeringer i de offentlige institutioner.

Jeg er heller ikke døv overfor politikere, der har holdninger til om man kunne indrette arbejdsmarkedet på måder, så børn rent faktisk får mere tid sammen med sine forældre. Jeg har hverken forskning eller viden til at bakke det op, men jeg tror at børn der vokser op i nærværende, trygge familier har en større chance for at få succes og blive lykkelige. Og grundlæggende opfatter jeg det som perverteret, at jeg afleverer min søn så mange timer hver dag.

Så ja. Grundlæggende er jeg blevet en børnefamilievælger. Hvad med jer? Hvad er vigtigt for jer denne gang?

Ligeglad

Valget nærmer sig. I hvert fald at dømme efter antallet af plakater i bybilledet og det ekstra nøk hysteri i mediernes dækning. Og det er nok, som det skal være.

Mit problem er at jeg er ligeglad. Altså ikke ‘ligeglad’ som i ‘politik betyder ikke noget alligevel’, men mere ‘ligeglad’ som i ‘det her ævl gider jeg alligevel ikke at engagere mig i’.

Her til formiddag skimmede jeg således Ugebrevet Mandag Morgen, der i denne uge har udarbejdet en såkaldt ‘kortlægning’1 af Venstres politiske udspil det seneste år. De når frem til, at partiet er kommet med ‘240 forslag’ (eller i Mandag Morgens friske tolkning: Løfter), og puha, det kan søreme blive en udfordring når nu Venstre går så hårdt til regeringen i diskussionen om løftebrud. Læs selv artiklen her, hvis ellers I gider.

Jeg gik i stå undervejs.

Orker på ingen måde at læse om diverse mere eller mindre vidtløftige politikforslag fra Venstre. Ligesom jeg ikke gider læse om forslag fra nogen andre partier. Jeg får ikke set debatter på DR2. Jeg kan ikke hidse mig op over plakater med nazi-islamisme. Det interesserer mig ikke hvorvidt en politiker ‘håndterer’ (dette forarmede, processuelle og instrumentelle succeskriterie, som åbenbart er den højeste anerkendelse en politiker kan nå) en sag på den ene eller anden måde.

Det er mig alt sammen uendelig … ligegyldigt. Jeg går mere op i min søns tandbørstning, slutspillet i NBA, hvorvidt Evernote er bedre end OneNote og hvor vi skal bo henne fremadrettet. Politik? Ikke rigtig. Og sådan har det været længe.

Er ikke videre stolt over min efterhånden langvarige blaserthed. Som uddannet cand.scient.pol og såkaldt ‘samfundsinteresseret’ burde jeg jo ikke være ligeglad.

Som et absolut minimum kunne jeg da have den anstændighed anvende det arketypiske højrøvede akademiker-figenblad om, at fordi jeg er så højt hævet over smålige politiske debatter og skærmysler, så er jeg ligeglad med politics (dvs. processen og den politiske kommunikations krig), men derimod – som det indsigtsfulde og nuancerede mennesker jeg jo er – selvsagt er meget mere interesseret i policy (dvs. substansen og indholdet i politikforslag).

Men det ville være løgn fra ende til anden. Antallet af politikområder hvor jeg absolut ingen mening eller indsigt har, er noget nær uendeligt. Langt det meste politik tager jeg blot ad notam, hvorefter jeg går videre i min tilværelse med at håbe på at næste sæson af Supernatural snart kommer på Netflix.

For nylig skrev George Packer, politiske redaktør på The New Yorker, en klumme med overskriften ‘American Politics: Why the Thrill Is Gone’. Man kan ikke helt overføre hans begrundelser til danske forhold2, men visse paragraffer vakte genklang i min politiktrætte sjæl:

“Since I was eight years old, and the Republican candidates were named Nixon, Rockefeller, and Reagan, and the Democrats were Humphrey, Kennedy, and McCarthy, I’ve been passionate about American politics, as a student, a witness, and a partisan. Politics was in my blood, at the family dinner table, in my work and my free time.

But at some point in the past few years it went dead for me, or I for it.

Perhaps it was week thirty-eight of the Obama-Romney race (a campaign between “Forward” and “Believe in America”), or the routinization of the filibuster, or the name Priorities USA Action, or the fifty-eighth vote in Congress to repeal the Affordable Care Act—something happened that made it very hard to continue paying attention.

I don’t take this as a sign of personal superiority: I’ve always disliked people who considered themselves to be “above” politics. I mourn my lack of political passion as I would if I were to lose interest in reading fiction, or to stop caring about someone who’d been important to me for most of my life. And I count on getting back the feeling—the intense mix of love, hatred, anxiety, astonishment, and gratification—because life, public life, is impoverished without it. Perhaps it will return sometime before November 8, 2016. But for now—I have to be honest—it’s gone.”

Udsagnet giver mening for mig.

Jeg glædes heller ikke over, at politik og politisk debat er blevet ligegyldigt for mig. Det er jo ret beset en falliterklæring. Man burde kunne mønstre et vist minimum af engagement. Men dansk politik gør ikke længere en forskel for mig. Ret beset er det hip som hap for mig, hvorvidt det er en rød eller blå regering. Hvorfor dog hidse sig op over den slags? Jeg har andre og mere hverdagsbetonede problemstillinger, at gå op i.

Men ok. Jeg er som udgangspunkt gnaven og reaktionær, så jeg kan ikke med sikkerhed, at den kommende valgkamp ikke vil kunne vække den slumrende politiske interesse igen. Når vi nærmer os en konkret valgdag, bliver alting straks mere relevant.

Men lige nu? Nej. Der er jeg ligeglad. Gør politik noget for jer for tiden?

  1. En eufemisme for at sætte underbetalte praktikanter til at google og lede på Infomedia []
  2. Packer er grundlæggende gnaven over, at De Onde, dvs. Republikanerne, ikke vil samarbejde om at fremme Packers politiske holdninger []

Decemberoverenskomsten

Har brugt noget af aftenen her i skihytten i Åre på at tænke over dagens såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ i svensk politik.

Diverse lederskribenter bruger megen spalteplads på at dissekere forløbet, kåre vindere og tabere samt motivgranske aktørerne i processen. Jeg er ganske langt fra at have nogen reel form for ekspertise i svensk politik, og er ikke inde i historikken eller de konstellationer eller forhandlingsspil, der løbende kører mellem partierne. Men jeg har to principielle bekymringer. Dels for mulighederne for Alliansen kan agere reel opposition, dels de mere højstemte parlamentariske principper.

Svenska Dagbladets lederskribent Tove Lifvendahl udtrykker det bedre, end jeg selv kan. Først angående rolle som opposition:

Men det finns effekter av överenskommelsen som talas mindre högt om. Även om det passiva stöd som Alliansen nu förbinder sig att ge majoriteten enbart ska omfatta val av statsminister och budget, och inte lagstiftning eller andra politiska verktyg, bör man ifrågasätta att en opposition i fråga om statens budget säger att den i alla tänkbara lägen kommer att välja att vika ner sig. Demokratins säkerhetsventil är dess opposition, och kraften i oppositionen bygger delvis på hur stort hot den kan trovärdiggöra gentemot regeringen i att reellt äventyra makten. Det vapnet frånhänder man sig till stor del nu.

Det finns också en uppenbar risk att regeringen Löfven med oppositionen i ledband kommer att göra en ännu starkare vänstersväng än vad vi hittills sett, och använda budgetinstrumentet till en mer vidlyftig tolkning för politikutövning än vad vi tidigare har sett. Vad gör Alliansen då? Klagar på bristande ansvar? Kan bli svårt rent trovärdighetsmässigt om man själv valt att avhända sig möjligheten att i alla sammanhang driva igenom sin politik när utrymme uppstår. Ansvar är ett ord som kan tolkas på olika sätt – och för somliga borgerliga väljare torde uppgörelsen betraktas som ett svek mot den avlagda röst som innebär att man helt enkelt vill ha så borgerlig politik som det alltid finns utrymme till – oavsett vem som bär regeringsmakten.

Der er mange gode pointer heri. Givet at jeg havde sat mit kryds ved eksempelvis Folkpartiet, ville jeg have en (berettiget, synes jeg selv) forventning om at partiet søger at udnytte enhver given parlamentarisk situation til at komme i regering og føre partiets politik ud i livet.

Givet at det ikke gik som jeg havde håbet og Folkpartiet kom i opposition, ville jeg tilsvarende forvente at partiet udnytter enhver mulighed for at få indflydelse på politik – her og nu. Jeg ville ihvertfald ikke på valgaftenen forvente, at partiet på forhånd aflægger sig indflydelse på finansloven de kommende mange år alene med henblik på at holde nogen andre fra fadet.

Nu vil mere sofistikerede politiske observatører end undertegnede sikkert påpege, at det på det lange sigt muligvis kan være en fordel for Folkpartiet at agere sådan (man kan hapse stemmer fra Sverigedemokraterne, samle kræfter til valget i 2018 osv.). Men det kan jeg som vælger ikke bruge til noget her og nu. Jorden tilhører de levende, og jeg er interesseret i politik her og nu – ikke i den parlamentariske situation i 2018. Og apropos den parlamentariske situation, rammer Lifvendahl også her plet:

Det som nu har hänt kan med fog kallas historiskt. Men de demokratiska konsekvenserna av Decemberöverenskommelsen kan bli allvarliga, och är av sådan dignitet att det hade varit anständigt att väljarna hade fått säga sin mening om denna konstitutionella förändring av de demokratiska spelreglerna.

Fler frågor följer förstås i kölvattnet; kommer detta i praktiken att innebära första steget mot en helt annan sorts valsystem? Om sex partier nu anser att parlamentarism inte är fundament utan valbart tillägg när det passar de egna syftena, bör inte en djupare grundlagsdiskussion komma på bordet? Om det från både höger och vänster finns en vilja av att få fram två tydliga alternativ, har man inte också med det sagt att vi rör oss mot ett tvåpartisystem?

Nuvel, det sidste er måske at strække konklusionen noget længere end den kan tåle. Men det er vigtig pointe, synes jeg. Det er fint og godt at være uenig med Sverigedemokraterna, og at ønske at sætte dem uden for politisk indflydelse. Og der er heller ingen tvivl om, at partiets infantile ‘vi stemmer imod ALT, der ikke strammer integrationspolitikken‘-linje er latterlig.

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, den ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketer: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr. De bliver som Enhedslisten under borgerlige regeringer. Helt politisk irrelevante, men ih, hvor kan de jamre og udspyde galde.

Så hvor går svensk politik hen nu? Jo, med stor sandsynlighed vil de borgerlige partier ligeså stille begynde at låne Sverigedemokraternes politik. Det er den rationelle ting at gøre. Der er trods alt 13 pct. af stemmerne at hente. Så lur mig om ikke Kristdemokraterna pludselig får en ny værdipolitisk edge, eller at Folkpartiet begynder at ville være realistisk og tale om udfordringerne ved integration. Hvis strategien lykkes er Sverigedemokraterna blevet blødt helt tomme i 2022. Hvis ikke? Ja, så er vanker der nogle grimme valg om både fire og otte år.

Lad os nu se. Lige nu er jeg mest bekymret.

UK

Aber doch, hvad er der ellers sket? Hmm, ikke just det store, jeg sidder og grifler lidt på praktikopgaven og hører Scissor Sisters. I grove træk har jeg hele opgaven i hovedet, det kniber bare lidt mere med at få den ned på papir. Så er det jo godt at jeg har IHT til at levere overspringshandlinger, der trods alt ikke gør mig dum. I den forbindelse vil jeg lige nævne, at jeg er glad for at Blair og Labour vandt valget i UK.

Man fortjener ikke at vinde valg på at køre en kampagne hvis eneste budskab stort set var anti-immigration (og manglende realistiske bud på finanspolitikken). Og på trods af at Liberal Democrats vægtning af civic rights da er vældig tiltalende, så får man ikke mange plus point i min bog, når ens eneste bud på at løse problemer er via øget offentligt forbrug. Sådan spiller klaveret ikke for os der foretrækker mindre stat og mere frihed. Og nu vi er i gang, så går dagens klaphat til vores allesammens eklatante fiasko af en folkesocialist – magen til politisk opportunisme skal man da lede længe efter.

Ellers så går jeg og glæder mig til UEFA Cup finalen den 18. maj i Lisboa. Lyder det nørdet? Måske, men når det ene af holdene er CSKA Mockba, så er jeg klar! Vi er stadig nogle der har varme minder om hin oktoberaften på Dinamo Stadion. Kedelig kamp, men sjov oplevelse anyway.