Stranger Things

Jeg glæder mig meget til at arvingerne er puttet i aften. For så kan vi endelig komme igang med anden sæson af ‘Stranger Things’. Jeg var pjanket med den første sæson, og det er et godt stykke tid siden at jeg har glædet mig meget til en ny sæson af en tv-serie. Pt. kan jeg ikke huske hvornår det sidst skete.

Forventningens glæde blev virkelig kickstartet med traileren til den nye sæson. Den er et smukt ægteskab mellem horroruniverset fra første sæson, ‘Ghostbusters’ og Michael Jacksons ‘Thriller’. Se den og bliv helt glad og varm indeni – den er perfekt.1

Faktisk er jeg så eksalteret over den nye sæson, at jeg har hentet og spillet ‘Stranger Things’ rollespillet til iPad’en. Og ved I hvad? Det er som et Zelda-spil, det er gratis og det er ikke engang dårligt!

Jeg var til firmafest i går og er ganske tung i hovedet. Men det forhindrede mig ikke i at klukke mig fornøjet igennem hele det første dungeon, så glimrende er spillet. Er mit indtryk farvet af forventningens glæde? Uden tvivl. Men det glæder mig usigeligt, at der er plads til popkulturelt nørderi a la ‘Stranger Things’. Håber at I andre også ser med.

  1. I kan også se en anden trailer her. Den er dog beklageligt fri for Michael Jackson []

Westworld

I dag fik jeg endelig strammet mig an og færdiggjort ‘Westworld’. Det har taget sin tid, må jeg tilstå. For jeg var med lige fra starten sidste efterår. Så to-tre afsnit hurtigt, lokkede sågar også Den Bedre Halvdel til at se det første. OK, den gjorde ikke meget for hende, men jeg kløede på. Det var jo science fiction, eskapisme og lommepsykologiske betragtninger om eksistens, bevidsthed og den slags.

Men så gik jeg i stå.

Serien blev … nuvel, unødvendigt blodig i midten af sæsonen. Ikke at grafisk vold nødvendigvis er problematisk. Det VAR indiskutabelt en selvstændig pointe i historien, at illustrere forråelsen og nihilismen i ‘forlystelsesparken’. Men det var alligevel nok til at jeg stoppede. Dét, og så at historien ikke rigtig bevægede sig nogle steder.

Men i går gik jeg så i gang igen. Og har kværnet 3,5 afsnit siden da. Serien sluttede også blodigt, men til gengæld oppede plottet sig gevaldigt hen imod slutningen. Jeg er oprigtigt spændt på, hvordan de vil bringe fortællingen. De indsatte styrer nu så at sige sindssygeanstalten, og det bliver næppe fredeligt. Hvordan de vil udvikle mytologien, kan jeg dog ikke helt gennemskue. Vi må se i 2018.

Generelt er vi stagneret voldsomt på tv-serie fronten herhjemme. Selvfølgelig grundet manglende tid og livet som småbørnsforældre, men også fordi det efterhånden er et begrænset antal serier, som jeg bare MÅ se. Antallet indsnævres yderligere, hvis vi tæller de serier, som kan ses på den måde jeg foretrækker: Sammen med Den Bedre Halvdel. For nylig har vi ses ‘Stranger Things’ og ‘The Americans’ sammen, ligesom vi sprøjter os i blodbanerne med dårlige stoffer i form af ‘Blacklist’ og ‘Designated Survivor’. Alene ser jeg ‘The Expanse’, som er en fin udgave af bogserien, synes jeg.

Nu må vi så se om jeg også kan få gjort kål på min evindelige dårlige tv-serie samvittighed: ‘The Leftovers’. Jeg var meget betaget af første sæson, men den anden er jeg imploderet fuldstændig i. Vi taler vel efterhånden om 2-3 gange, hvor jeg har forsøgt at komme igang igen med den. Jeg er helt uforstående overfor, at resten af verden mener sæson 2 er bedre end den første. Hvad er det, jeg ikke har opdaget endnu?

Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?

Frekvensen

Jeg er alene hjemme denne weekend. Den Bedre Halvdel og de to små rockere er på familiebesøg i Stockholm. Der med andre ord ro og fred i Roskilde.

Ville ønske jeg kunne sige, at jeg har brugt tiden fornuftigt og produktivt. Bevares, jeg har da fået løbet en enkelt tur, har barberet mit eremitskæg af og har gjort badeværelserne rene. Og jeg får grublet en masse over tilværelsen. Det helt store heureka!-øjeblik er dog indtil videre udeblevet, ligesom jeg stadig heller ikke har sat det sidste punktum i den store samtidsroman. Måske det kommer en skønne dag?

Mest af alt har jeg kværnet science fiction/krimiserien ‘Frequency’. 13 afsnit fortæret på fire dage synes jeg er hæderligt.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en tv-serie, der kommer til at forandre verdenshistorien. Dels fik den kun én sæson, dels er den mest af alt blot gedigen god underholdning.

Serien rummer imidlertid alle de elementer, jeg holder af: Tidsparadokser, butterfly-effekten, en mut, stærk og skøn heltinde, en ravende vanvittig seriemorder og kernesunde familieværdier. Kunne historien have båret mere end en enkelt sæson? Måske. Men så skulle de virkelig have presset citronen/seriens grundpræmis kraftigt. Nu hvor jeg har set alle afsnit og der er blevet bundet en sløjfe på historien, er jeg egentlig tilfreds. Noget jeg bestemt ikke var, da de aflyste serier som ‘Awake’, ‘Revolution’ og ‘FlashForward’ efter for få sæsoner. Men ‘Frequency’ har givet mig closure. Hvad kan man så mere bede om?

Se den en regnvejrsweekend, hvor du mangler lidt spekulativ fiktion iklædt en knivspids krimi. Du kommer ikke til at fortryde det.

The Expanse

Er gået  i gang med sjette bind i science fiction serien ‘The Expanse’. Samtidig (og måske lidt konceptuelt forvirrende) har jeg henover nytåret set de to første afsnit af tv-serien, der bygger på den første bog i serien; ‘Leviathan Wakes’.

The Expanse

Det er lidt besynderligt rent kognitivt at læse og se de to historier på samme tid. Der er en del tråde, som man lige skal holde adskilte. Der er naturligt nok mere kød på universet i bog 6, ligesom persongalleriet er noget mere modnet. Det er helt mærkeligt at opleve hvordan hovedpersonerne i tv-serien rent fortællermæssigt skal introduceres for hinanden og for seeren, når man i sjette bog efterhånden har været i selskab med dem i lang, lang tid.

Historien er i øvrigt også mærkbart mere dyster end i den første og væsentlig mere actionpacked og plotdrevne bog. Sådan er det vel når en menneskeskabt meteorsværm udsletter 2/3 af menneskelivet på Jorden, formoder jeg.

Omvendt betyder den asynkrone læseoplevelse også at man som læser opdager, at det overordnede plot nu efterhånden har stået i stampe flere bøger i træk. Jeg er kun nået 17% ind i min Kindle-udgave, og der er sørgeligt nok stadig ikke optræk til, at vi får at vide om hvem, der har bygget portene til ormehullet i udkanten af solsystemet – og ikke mindst hvorfor. Det er sådan set interessant nok med borgerkrigen i solsystemet og alle de politiske konflikter … men hvad med de større ting?

Det var mange ord blot for at sige, at hvis I mangler en rask science fiction serie at fylde tiden ud med, så virker ‘The Expanse’ ualmindelig velegnet til formålet. Giv den en chance. Jeg kan garantere, at det et interessant univers.

Det digitale forbrug i 2016

Det var et helt ekstraordinært pauvert film år. Jeg så én og kun én film: Star Wars ‘The Force Awakens’ tilbage i januar måned. Nej, vent. Det er ikke helt sandt. Jeg fik også streamet ‘Interstellar’ og ‘Edge of Tomorrow’ undervejs. Alle tre var gode film, nok især den tankevækkende ‘Interstellar’. Det er ikke længere så tit at de laver mainstream science fiction film, men det gjorde de i dette tilfælde. Den er skøn.

Interstellar

Men det næsten ikke-eksisterende filmforbrug befæster blot tendensen fra de sidste tre-fire år, nemlig at jeg er blevet koblet fuldstændig af filmmediet. Ved heller ikke helt hvad jeg er gået glip af i 2016? Kom der nogle gode og helt uundværlige film? Jeg vil gerne se den nye ‘Star Wars: Rogue One’, ligesom ‘Arrival’ lyder lovende. Men hvad ellers?

Det var ikke meget bedre på tv-serie fronten. Vi fik set anden sæson af ‘Les Revenants’, det meste af ‘The Blacklist’ og gik begrædeligt nok i stå i ‘The Americans’. Årets mest positive oplevelse var imidlertid den spændende ‘The Path’ på HBO, hvor man følger livet i en kult.

Jeg har ikke for alvor set ‘Breaking Bad’, så er fuldt ud i stand til at nyde Aaron Paul som andet end Jesse Pinkman. Han er virkelig stærk i ‘The Path’, som kultmedlemmet der begynder at tvivle. Serien er et lidt atypisk hit her i husstanden, for den involverer hverken metafysik, alternative virkeligheder, tidsrejser eller science fiction. Den er et klassisk drama, hvor det ikke er kulten som sådan der er interessant, men snarere livet og de sociale dynamikker. Er meget spændt på anden sæson, som jeg vil prioritere højt at få set i 2017.

Et medie jeg til gengæld passede trofast var podcasts. Lyttede allermest til Den Korte Radioavis, som jeg opdagede efter alle andre tilbage i marts måned. Jeg er dybt imponeret over hvor begavet satire de kan levere hver evig eneste dag.

Ved ikke om analogien giver mening, men Den Korte Radioavis er satirens svar på The Smiths. Jeg har nu bogstaveligt talt hørt hundredevis af timer af programmet, og jeg kan måske udpege 1-2 brudstykker som jeg ikke fandt morsomme. Det svarer til The Smiths, hvis bagkatalog er fejlfrit – måske lige med undtagelse af den forbryderisk ringe ‘Golden Lights’.

Ellers nød jeg især ‘Kongerækken’, visse af Medianos udsendelser og ikke mindst mine obligatoriske podcasts om amerikansk sport: First Take og Bill Simmons. Selvom det er ved at være tre år siden vi var i USA sidst, bruger jeg diverse sportsudsendelser til at opretholde en ersatz-følelse af landet. Egentlig lidt sørgeligt når man tænker over det.

Hvad med jer? Hvilke popkukturelle og/eller digitale ting nød I i 2016?

Les Revenants

Vi er gået i stå med tv-serierne. Det begyndte for alvor da Netflix lukkede for muligheden for at skifte region. Med den manøvre mistede vi adgangen til det langt mere attraktive amerikanske udbud. Og med det pauvre udbud på Netflix Danmark kombineret med det begrænsede antal timer der er i døgnet (og alle de andre ting man kan bruge tiden på), føles det som, at der ikke længere er så meget tv, som vi helt enkelt se.

Det er blevet så grelt, at jeg har opsagt abonnementet på HBO selvom vi er noget nær to sæsoner bagud i Game of Thrones. Det føles ikke længere essentielt at få den serie set – og det kommer fra en mand, der blev endog særdeles ophidset over George R.R. Martins jammerlige “ææhm, jeg bliver altså forsinket med den nye bog” udmelding. Så grundlæggende umotiveret er jeg af tv-serier for tiden.

Når det så er sagt, så har jeg dog for nylig fået set den nyeste sæson af ‘House of Cards’. Og for tiden nyder jeg så anden sæson af den franske horror/mysterie serie ‘Les Revenants’. Første sæson er helt tilbage fra 2012, men det tog altså tre år før anden sæson kom ud. Det har dog været ventetiden værd. Det er en aldeles sær, uhyggelig og ikke mindst fremragende serie, sat i et helt fortryllende tåget bjergområde i Haute-Savoie. De døde vender tilbage og her tre afsnit inde i sæsonen, er det stadig særdeles pirrende at finde ud af hvorfor.

Man bør dog også se serien for dens æstetik. Den har eksempelvis tv-serie historiens suverænt bedste introsekvens med musik af Mogwai. Og det skader den heller ikke at være fransk. Skuespillerne er nye og friske, og manuskriptforfatterne har ikke noget imod at bruge stilhed og det usagte til at underbygge stemningen af uhygge. Der er ingen overflødig action eller splattereffekter, men en helt grundlæggende og allestedsnærværende fornemmelse af, at noget er galt. Det er ganske forrygende ubehageligt!

Se den, hvis du trænger til isnen i knogler eller rejseinspiration til Annecy. Jeg kan garantere, at historien og den filmiske kvalitet er tiden værd.

Sammenskvattet korthus

Netop afsluttet den seneste omgang af ‘House of Cards’. Den blev aldrig for alvor god. Underholdende i visse stræk, javist, men der er stadig langt op til de fremragende højder fra den første sæson.

Værst af alt: I løbet af de to sidste afsnit stak plottet helt af. Jeg kunne godt lide serien som en årligt tilbagevendende diæt af syndige underholdningskalorier, i hvert fald så længe den opererede med et hyperkarikeret, men dog i teorien plausibelt univers. Det grundpræmis ophørte med afslutningen af sæson 4. Serien er nu blevet en rendyrket farce, og dermed ganske unødvendig at investere tid i – med mindre altså, at man har en svaghed for den genre.

Samlet set er det nok udmærket at der er et år til næste sæson. Måske skuffelsen har lagt sig til den tid.

Helix

Det er et stykke tid siden sidst at jeg for alvor har ærgret mig over at en tv-serie blev aflyst i utide, men jeg er oprigtigt ked af at ‘Helix’ ikke fik en tredje sæson.

Serien har det mest skingrende vanvittige og underholdende postapokalyptiske zombie-esque plot i nyere tid. Jeg er normalt ikke til horror på film (bøger er ok, bare de ikke er for sadistiske), men ‘Helix’ kombinerer på effektiv vis action, chok og angst for pandemier – og den anvender sine gys på strategisk sublim vis.

Historien er så langt ude, at den ikke lader sig meningsfyldt beskrive i et blogindlæg. Men grundlæggende bliver vores helte fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC) spærret inde på isolerede steder – den ene sæson foregår på en isoleret polarbase og den anden på en mystisk ø i det nordlige Stillehav -, hvor det der oprindeligt antages ‘kun’ at være et udbrud af en dødelig sygdom (hvilket man jo skulle mene var slemt nok i sig selv) udvikler sig til noget meget mere vanvittigt.

På polarbasen viser det sig hurtigt, at virusudbruddet er nøje planlagt af en skurkagtig korporation, og på øen er det særdeles uappetitlige udbrud et udslag af en megaloman udødelig (sic) kultleder a la Jonestown. Min beskrivelse gør ikke serien ære, da der bagved det hele er en ganske original baggrundshistorie og barok mytologi, som vi nu aldrig får bundet en sløjfe på! Det er umanerligt irriterende. Faktisk har en tv-serie lukning ikke generet mig så meget siden ‘Awake‘ på helt urimelig vis blev lukket.

Endelig er der de momentane indfald af besynderlig humor, som gennemsyrer serien. Som når Dionne Warwick anvendes som musik under scener med zombieangreb. Eller når en en desperat flugtscene illustreres med liflig disco.

Så har man lyst til to sæsoners enestående, ustyrlige og grænseoverskridende actiongys, så skal man øjeblikkeligt opsøge ‘Helix’. Begge sæsoner er på den amerikanske udgave af Netflix, og de kan anbefales til alle, der sætter pris på ‘Captain Trips‘ og Randall Flagg.

Film og TV året 2015

Bedste TV-serie oplevelser

The-Americans-Season-3

Det har ikke været et epokegørende tv-serie år. Mere drift end udvikling. ‘Mad Men’ blev afsluttet fint, synes jeg. ‘Supernatural’ slingrer videre, mens vi er gået mere eller mindre i stå i ‘Haven’, ‘Warehouse 13’, ‘Continuum’. Den Bedre Halvdel og jeg holder stadig fast i ‘Grimm’, ‘Scandal’, ‘Helix’, ‘Sleepy Hollow’ og ‘Strike Back’ sammen, ligesom jeg har haft gode stunder med ‘Narcos’ og ‘House of Cards’ alene. Endelig har vi også haft fornøjelsen af 2,5 sæson af ‘Blacklist’. Så absolut bedste oplevelse var dog de to første sæsoner af ‘The Americans’. Det er en fuldstændig fremragende serie, indtil videre uden et eneste svagt afsnit. Få den dog set!

 

Bedste filmoplevelser

BestEnemies

2015 var endnu et år, hvor tv-serierne fuldstændig skubbede filmene ud på sidelinjen. Jeg så stort set kun ‘Jurassic World’, der så til gengæld var ganske eminent god. Og her til sidst fik jeg også set den interessante dokumentarfilm ‘Best of Enemies’, der omhandler debatterne mellem William F. Buckley Jr. og Gore Vidal op til demokraterne og republikanernes partikonventer i 1968. Generelt er jeg ganske optaget af amerikansk politik i 50’erne og frem, især af de kulturkampe, som også i dag præger debatten derovre. Filmen er værd at se, hvis man har lignende tendenser.

Samlet set et ok tv og film år.

Pt. ser jeg mest frem til at se tv-udgaven af ‘The Expanse’ bogserien, som jeg har læst med stor fornøjelse.