Supernatural

Egentlig ville jeg gerne have dedikeret dette indlæg til at fortælle hvor ked jeg er af, at en af mine all-time yndlings tv-serier, Supernatural, er faldet sådan af på den.

Men så gik det op for mig, at jeg allerede fremførte den elegi tilbage i 2012. Og at det faktum vel egentlig er meget sigende om den tv-series udvikling og tilstand i almindelighed.

Endelig ved jeg heller ikke helt, hvad man kan gøre for at redde serien. 11. sæson er netop begyndt i amerikansk tv, og det virker ikke som, at der er så frygtelig mange håndtag at skrue på for at gøre historien god igen. Måske det ville være bedst, hvis den gik til ro nu. Sov stille ind. For efter at have kværnet den sært lurvede og blodfattige sæson 10, så er der ikke meget energi tilbage.

Det er trods alt begrænset hvor mange flere monstre man kan finde på. Eller hvor mange gange de to hovedpersoner skal dø, genopstå eller havne i himlen, skærsilden og helvedet. Eller hvor ofte djævelen er blevet slået ihjel. Eller hvor tit englene falder til jorden. I fornemmer nok i hvilken genre, vi befinder os i.

Hænger jeg ved, når jeg kan netflixe næste sæson til næste år? Naturligvis. Men mest for gammel venskabs skyld. Det er længe siden, at Supernatural var fremragende. Den er blevet gammel, og det er jeg også.

Mad Men – og en fin sløjfe på Don Draper

Når vi engang er endnu mere gamle og grå, vil ‘Mad Men’ formodentlig stå tilbage som en af de vigtigere tv-serier der udsprang af slut-00’erne og de tidlige 10’ere. Ikke så meget for seriens næsten neurotisk detaljeorienterede popkulturelle portræt af en subkultur i New York i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, om end den er imponerende grundigt udført.

Nej, jeg tror, at det er portrættet af hovedpersonen Don Draper, som eftertiden vil hæfte sig ved. Den slags er selvsagt vanskeligt at sammenligne, men ikke siden Tony Soprano har en karakter været så altafgørende for en tv-serie. Bevares, Coach Taylor var stor i ‘Friday Night Lights’, men han har ikke båret en historie på samme vis som Draper.

Og på samme måde som Tony Sopranos famøse skæbne i dineren ledte til debat, WTF-udbrud og megen sjælesørgeri, så medførte Drapers opgør med sine ejendele, mentale sammenbrud og efterfølgende mindfulness’ede rehabilitering på et californisk hippierefugium også en del øjenbrynsløften.

Jeg ved snart ikke … faktisk fungerede slutningen overraskende godt på mig. Efter to lidt stillestående sæsoner hvor Drapers hverken bevægede sig frem eller tilbage i sit togt mod frelsen, tog ‘Mad Men’ i sæson 7 endelig konsekvensen og lod ham synke helt til bunds. Han fik alt vigtigt taget fra sig, nåede sit nadir og kom som en anden Paulus renere og mere elsket ud på den anden side.

Og hvem elsker ikke en god historie om en omvendt synder? Jeg gør i hvert fald, og forlod de otte år med ‘Mad Men’ ganske tilfredsstillet.

The Americans er stadig midt-10’ernes bedste tv-serie

Det er vitterligt ikke særlig kønt når det sker, men i går lavede jeg et begejstret rumpehop fra sofaen1 og udstødte et tilfreds grynt. Jeg opdagede nemlig, at man nu kan streame sæson to af ‘The Americans’ på den danske Netflix.

Jeg var stærkt begejstret for den første sæson, og vi så straks et nyt afsnit. Og på mirakuløs vis holder serien sin nærmest enestående høje klasse og kvalitet.

Serien er faktisk så fremragende, at jeg det meste af tiden glemmer at hovedrollerne spilles af hende den utålelige skinke fra ‘Felicity’ og den flamboyante homoseksuelle bror fra ‘Brothers & Sisters’. Tidsbilledet af et et sen-Kold Krigs USA er sublimt udført. Jeg tror mere på ‘The Americans’ billede af 1982, end jeg på noget tidspunkt har troet ‘Mad Men’s fortærskede jerk-off til 60’er mode.

Og så er seriens historie basalt spændende. Storartet fortalt, og hele tiden med en melankolsk undertone.

Se hellere ‘The Americans’ før end senere. I vil ikke fortryde det.

  1. Min nedre ryg løftede sig et ganske pænt stykke op i luften og mine arme kom i svingninger []

Hvad der fylder min tid i øjeblikket

  • At indkøre Arvingen i vuggestuen. Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvordan man egentlig institutionaliserer et barn. Altså, sådan i praksis. Det har været lidt ligesom med pølser. En herlig spise, men jeg har været lykkeligt uvidende om hvordan de bliver fremstillet. Når det så er sagt, er det da skelsættende sådan at overlade ens kæreste eje til fremmede. Han er jo husstandens lille solkonge, der har været vant til forældres udelte opmærksomhed, men nu skal bo på stue med 12 andre (og større) børn. Det bliver en transitionsproces, så han skal nusses og krammes ekstra i tiden frem. Indtil videre går det dog godt med at få ham på plads. Han kan lide andre børn, og græder kun kortvarigt efter at hans far har forladt ham – for derefter at grine og lege. Det gør mig glad, samtidig med at det knuser mit lille sorte hjerte
  • At genopdage glæden ved klassiske adventurespil. Efter at have læst om ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ på adventuregamers.com, købte jeg Mac-udgaven for nylig. Det er en vaskeægte fornøjelse. Jeg havde helt glemt hvor meget jeg egentlig holder af point-and-click adventurespil. Har ikke fornøjet mig så meget siden Monkey Island-spillene. ‘Broken Sword’ er et klassisk old-school spil, hvor gåderne er tilpas svære og stemningen i top. Plottet i spillet er blandt de bedre, må man sige. Jeg vil være overrasket, hvis ikke Dan Brown spillede det inden han skrev sine bøger, for han tyvstjæler i hvert fald med arme og ben. Endelig er dialogen helt i top. Spillet får fem ud af fem mulige, og den varmeste anbefaling fra min side.
  • At se tredje sæson af ‘House of Cards’. Skal igang med femte afsnit. Serien holder stadig højt niveau, men jeg er ikke helt så investeret i historien som før. Jeg har ikke nogen kloge betragtninger om seriens realisme eller skildring af politik. Men det er da sjovt at se den danske skuespiller Lars Mikkelsen spille rollen som en karikeret udgave af Vladimir Putin.
  • At tænke over fremtid. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave, hvor bliver Arvingen glad og får de bedste muligheder etc.. Med andre ord: En evergreen-beskæftigelse.