Supernatural

Egentlig ville jeg gerne have dedikeret dette indlæg til at fortælle hvor ked jeg er af, at en af mine all-time yndlings tv-serier, Supernatural, er faldet sådan af på den.

Men så gik det op for mig, at jeg allerede fremførte den elegi tilbage i 2012. Og at det faktum vel egentlig er meget sigende om den tv-series udvikling og tilstand i almindelighed.

Endelig ved jeg heller ikke helt, hvad man kan gøre for at redde serien. 11. sæson er netop begyndt i amerikansk tv, og det virker ikke som, at der er så frygtelig mange håndtag at skrue på for at gøre historien god igen. Måske det ville være bedst, hvis den gik til ro nu. Sov stille ind. For efter at have kværnet den sært lurvede og blodfattige sæson 10, så er der ikke meget energi tilbage.

Det er trods alt begrænset hvor mange flere monstre man kan finde på. Eller hvor mange gange de to hovedpersoner skal dø, genopstå eller havne i himlen, skærsilden og helvedet. Eller hvor ofte djævelen er blevet slået ihjel. Eller hvor tit englene falder til jorden. I fornemmer nok i hvilken genre, vi befinder os i.

Hænger jeg ved, når jeg kan netflixe næste sæson til næste år? Naturligvis. Men mest for gammel venskabs skyld. Det er længe siden, at Supernatural var fremragende. Den er blevet gammel, og det er jeg også.

Mad Men – og en fin sløjfe på Don Draper

Når vi engang er endnu mere gamle og grå, vil ‘Mad Men’ formodentlig stå tilbage som en af de vigtigere tv-serier der udsprang af slut-00’erne og de tidlige 10’ere. Ikke så meget for seriens næsten neurotisk detaljeorienterede popkulturelle portræt af en subkultur i New York i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, om end den er imponerende grundigt udført.

Nej, jeg tror, at det er portrættet af hovedpersonen Don Draper, som eftertiden vil hæfte sig ved. Den slags er selvsagt vanskeligt at sammenligne, men ikke siden Tony Soprano har en karakter været så altafgørende for en tv-serie. Bevares, Coach Taylor var stor i ‘Friday Night Lights’, men han har ikke båret en historie på samme vis som Draper.

Og på samme måde som Tony Sopranos famøse skæbne i dineren ledte til debat, WTF-udbrud og megen sjælesørgeri, så medførte Drapers opgør med sine ejendele, mentale sammenbrud og efterfølgende mindfulness’ede rehabilitering på et californisk hippierefugium også en del øjenbrynsløften.

Jeg ved snart ikke … faktisk fungerede slutningen overraskende godt på mig. Efter to lidt stillestående sæsoner hvor Drapers hverken bevægede sig frem eller tilbage i sit togt mod frelsen, tog ‘Mad Men’ i sæson 7 endelig konsekvensen og lod ham synke helt til bunds. Han fik alt vigtigt taget fra sig, nåede sit nadir og kom som en anden Paulus renere og mere elsket ud på den anden side.

Og hvem elsker ikke en god historie om en omvendt synder? Jeg gør i hvert fald, og forlod de otte år med ‘Mad Men’ ganske tilfredsstillet.

The Americans er stadig midt-10’ernes bedste tv-serie

Det er vitterligt ikke særlig kønt når det sker, men i går lavede jeg et begejstret rumpehop fra sofaen1 og udstødte et tilfreds grynt. Jeg opdagede nemlig, at man nu kan streame sæson to af ‘The Americans’ på den danske Netflix.

Jeg var stærkt begejstret for den første sæson, og vi så straks et nyt afsnit. Og på mirakuløs vis holder serien sin nærmest enestående høje klasse og kvalitet.

Serien er faktisk så fremragende, at jeg det meste af tiden glemmer at hovedrollerne spilles af hende den utålelige skinke fra ‘Felicity’ og den flamboyante homoseksuelle bror fra ‘Brothers & Sisters’. Tidsbilledet af et et sen-Kold Krigs USA er sublimt udført. Jeg tror mere på ‘The Americans’ billede af 1982, end jeg på noget tidspunkt har troet ‘Mad Men’s fortærskede jerk-off til 60’er mode.

Og så er seriens historie basalt spændende. Storartet fortalt, og hele tiden med en melankolsk undertone.

Se hellere ‘The Americans’ før end senere. I vil ikke fortryde det.

  1. Min nedre ryg løftede sig et ganske pænt stykke op i luften og mine arme kom i svingninger []

Hvad der fylder min tid i øjeblikket

  • At indkøre Arvingen i vuggestuen. Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvordan man egentlig institutionaliserer et barn. Altså, sådan i praksis. Det har været lidt ligesom med pølser. En herlig spise, men jeg har været lykkeligt uvidende om hvordan de bliver fremstillet. Når det så er sagt, er det da skelsættende sådan at overlade ens kæreste eje til fremmede. Han er jo husstandens lille solkonge, der har været vant til forældres udelte opmærksomhed, men nu skal bo på stue med 12 andre (og større) børn. Det bliver en transitionsproces, så han skal nusses og krammes ekstra i tiden frem. Indtil videre går det dog godt med at få ham på plads. Han kan lide andre børn, og græder kun kortvarigt efter at hans far har forladt ham – for derefter at grine og lege. Det gør mig glad, samtidig med at det knuser mit lille sorte hjerte
  • At genopdage glæden ved klassiske adventurespil. Efter at have læst om ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ på adventuregamers.com, købte jeg Mac-udgaven for nylig. Det er en vaskeægte fornøjelse. Jeg havde helt glemt hvor meget jeg egentlig holder af point-and-click adventurespil. Har ikke fornøjet mig så meget siden Monkey Island-spillene. ‘Broken Sword’ er et klassisk old-school spil, hvor gåderne er tilpas svære og stemningen i top. Plottet i spillet er blandt de bedre, må man sige. Jeg vil være overrasket, hvis ikke Dan Brown spillede det inden han skrev sine bøger, for han tyvstjæler i hvert fald med arme og ben. Endelig er dialogen helt i top. Spillet får fem ud af fem mulige, og den varmeste anbefaling fra min side.
  • At se tredje sæson af ‘House of Cards’. Skal igang med femte afsnit. Serien holder stadig højt niveau, men jeg er ikke helt så investeret i historien som før. Jeg har ikke nogen kloge betragtninger om seriens realisme eller skildring af politik. Men det er da sjovt at se den danske skuespiller Lars Mikkelsen spille rollen som en karikeret udgave af Vladimir Putin.
  • At tænke over fremtid. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave, hvor bliver Arvingen glad og får de bedste muligheder etc.. Med andre ord: En evergreen-beskæftigelse.

Tanker inden en forældreorlov

Læste en wrap-up i New Yorker på afslutningen af ‘Parenthood’, velsagtens den tv-serie Den Bedre Halvdel har været mest begejstret for siden … ja, egentlig siden ‘Friday Night Lights’. Som serienavnet antyder kredser serien om familie. I anmeldelsen skriver New Yorker afslutningsvist:

It showed parenthood, the institution, to be the crucible in which adults were transformed. Its challenges and rewards and the sanity it brought about made the yelling and misunderstanding stop. Other shows, and life, sometimes feature uninvolved parents, selfish parents, bad parents. “Parenthood,” for the most part, did not. Amber and Drew’s dad wasn’t great—loving but inconsistent, often drunk—and the show’s time line began when Sarah and the kids moved home to get away from him. Crosby fell in love with his young son, Jabbar, when he met him, and quickly wanted to be a good father. Amber’s former fiancée, a struggling Army veteran with addiction problems, was left behind to cope on his own, away from their baby.

The Bravermans always put parenting first. The show’s presentation of the fantasy of near-universal good parenting, or the will to attempt it, felt like a justifiable choice because the challenges and struggles within that were so painful and real. Even when the show wobbled a bit, as with a story line involving trouble in Joel and Julia’s marriage that didn’t always make sense, it always righted itself and kept your faith. Just when you thought you’d had it, there’d be a scene of unexpected reconciliation, or a connection between a parent and a child, or loving wisdom and advice, and you’d cry cry cry, and remember what it’s like to feel fully human. “Parenthood” was so lovable that everything it did wrong felt like an exasperating yet predictable outrage—in other words, it felt like family.

I fornemmer muligvis at der er tale om en skamløst sentimental omgang, og at serien derfor har opnået afgudestatus hjemme i vores husstand. Det, jeg hæfter mig mest ved i ovenstående er formuleringerne om forældreskabet den transformerende institution. Det fik mig til at tænke. Har jeg forandret mig grundlæggende siden at Hjemmedrengen kom i vores liv for lidt over 10 måneder siden?

Jeg er usikker. Der er ingen tvivl om, at det at blive forældre har forandret Den Bedre Halvdel markant mere end mig. Men jeg er stadig ligeså stædig, doven, påståelig og nydelsessyg som før. Tror egentlig heller ikke at jeg er blevet mærkbart mere ansvarlig, omsorgsfuld eller kompromissøgende end tidligere.

Hvis jeg selv skulle pege på en smule fremskridt, så er det på det emotionelle plan. Jeg er nok blevet mere, ja det lyder pompøst, men nuvel: Kærlig. Før han kom til verden havde jeg ikke et fast funderet billede af, hvad det rent følelsesmæssigt betyder at blive forældre. Men man kommer jo til at holde af sådan et lille kræ. Den basale kærlighedsrelation mellem forælder og barn er uhyre meningsfuld. Jeg skal ikke belære andre om at de burde få børn, og jeg er helt sikker på, at et liv uden børn kan være mindst ligeså meningsfuldt, givende og betydningsfuldt. Men hvis man aktivt fravælger at få børn, går man samtidig aktivt udenom noget, der er til tider er hårdt, kedeligt, enerverende og frustrerende, men som på bundlinjen giver en grundlæggende glæde og mening. Det havde jeg ikke den fjerneste anelse om, da jeg som 31 årig gik rundt og ikke følte det fjerneste behov for at formere mig. Og derfor er jeg glad for, at Den Bedre Halvdel var noget mere livsklog end mig i den retning.

Nu håber jeg så, at syv ugers samvær og en dybere relation med Hjemmedrengen kan kickstarte processen med at transformere mig til et bedre menneske. Hidtil har jeg været på arbejde det meste af hans liv, indser jeg nu. Fremadrettet bliver det sværere. Den Bedre Halvdel begynder selv at arbejde på mandag, og pludselig kommer der meget mere logistik, planlægning og kompromiser ind i vores ellers ret harmoniske tilværelse. Jeg kan ikke blot tage afsted på arbejde og være væk 10 timer hver dag, tværtimod får jeg hovedansvaret for at hente og bringe ham i vuggestuen.

Med andre ord: Et nyt kapitel i livet begynder reelt i de kommende uger. Jeg er spændt, nervøs og glæder mig.

Expanse og Spin

Brummer lidt kombineret forventningsfuldt og bekymret for tiden. To af de bogserier, jeg har haft størst glæde af at læse de senere år, er nu på vej til at blive tv-serier på Syfy. Det kan blive rigtig fremragende, men også pinagtigt og rædsomt. Tillad mig at uddybe.

‘The Expanse’ serien af James S. A. Corey består nu af fire bøger, hvoraf jeg nød i hvert fald de første tre1. Bøgerne er på mange måder skrevet som et film eller tv-serie manuskript. Der er fuld blus under handlingen. Vi taler om space-opera i et hæsblæsende tempo, med alt hvad dertil hører af intergalaktiske slag, episke personer og moralsk ambivalente aliens. Da jeg læste den første af bøgerne, ‘Leviathan Wakes’ i foråret 2013, skrev jeg følgende på min gamle blog:

Hvis ikke man selv gør en aktiv indsats for at opsøge det anderledes, risikerer man at leve en ikke særlig mangfoldig tilværelse.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg i dag færdiggjorde James S.A. Coreys sublimt underholdende space opera værk ’Leviathan Wakes’. Det lyder muligvis skægt, men bogen er simpelthen for god. Hvordan skal jeg forklare det? Jo, altså, det er som at forfatteren har bestræbt sig på at ville lave space opera genrens svar på en blockbuster film. Han har taget alle de elementer, som han ved virker – og så fusioneret dem på en sådan måde, at 2 +2 = 5.

Bogen er sindssygt god. Jeg er ikke blevet så godt underholdt, siden første bind af Peter F. Hamiltons ’Night’s Dawn Trilogy’. Man skulle næsten tro, at forfatteren havde sat sig ned og analyseret samtlige sci-fi elskeres præferencer, og så indrettet sin historie, skrivestil og personer efter hvad han ved, der fungerer. Jeg vil ikke beskrive bogen som uægte eller uoriginal, for historien og verdensopbygningen er godt tænkt igennem.

Men jeg føler mig på en sær måde udnyttet efter at have læst bogen. Den er på en måde for kalkuleret. Som om at forfatteren ville lave en pastiche over space opera genren, strikkede samtlige essentielle elementer sammen – og så endte med at have noget rigtig, rigtig godt. Det lyder muligvis meget meta-meta diskussions agtigt. Men jeg kan godt identificere fælderne og jeg ved godt, hvornår jeg bliver snøret med de små tricks. Så samtidig med at jeg hopper lykkeligt i med begge ben, så irriteres jeg over at jeg er så dum og så nem at få med i seng.

Så allerede dengang tænkte jeg, at den bog da vist nærmest var skrevet som et oplæg til en indbringende filmatisering. Og det sker så nu. Traileren til tv-serien blev offentliggjort i sidste uge, og den er virkelig, virkelig lovende. Sidder faktisk her og tripper utålmodigt efter at se serien.

Men det stopper ikke her. I dag kan jeg læse mig til, at Robert Charles Wilsons ‘Spin’ også står til at blive omformet til tv. Jeg var vild med ‘Spin’ da jeg læste den:

I øjeblikket fortærer jeg glubsk Robert Charles Wilsons sci-fi roman ‘Spin’ fra 2005. Den er fremragende. Dels fordi den har et sjældent kreativt plot og tumler med nogle af livets store spørgsmål. Men måske endnu vigtigere: Wilson er eminent dygtig til at skrive, og han forstår virkelig at fortælle en historie. Det er desværre ikke en kombination af egenskaber, som man tit og ofte støder på inden for genrefiktionen. Indenfor fantasy og sci-fi har forfatternes snørklede hjerner ofte fostret nogle mageløse idéer, geniale koncepter og episke historier, men det er ikke ensbetydende med, at de selvsamme visionariusser er specielt gode til at skrive. Snarere tværtimod. Mænd som Robert Jordan og J.R.R. Tolkien burde være blevet hængt, stegt og lagt på hjul og stejle for de ulidelige og ulæselige bøger, de har udgivet i bestræbelserne på at formulere deres store historier.

I ‘Spin’ bliver jorden indkapslet i en gigantisk kuppel, hvor tiden kører anderledes indenfor end udenfor (1 år på jorden = 100 mio. år udenfor). Ja, det kan lyder abstrakt, men bogen udforsker en række interessante psykologiske spørgsmål (hvad sker der eksempelvis når vi bliver isolerede? Hvad sker der i mødet med fremmede kulturer?). Den kan potentielt blive en aldeles brilliant tv-serie, hvis ellers den laves rigtigt. Men det kan også blive oprigtigt kikset. Og det får mig altsammen til at sidde her og brumme.

Er der nogen af jeres yndlingsbøger, der er blevet omformet til film eller tv-serier? Var I glade for resultatet? Og er der noget I har læst, som I mener burde blive vist på skærmen?

  1. Den fjerde foregik primært på en af de nye koloniplaneter, og var mere en Tom Clancy spændingsroman end science fiction klassiker a la ‘Dune’ []

The Americans

Jeg er mere end almindeligt begejstret for servicen Unblock US, der gør det muligt at skifte region på eksempelvis ens Apple TV. Det er meget behændigt, hvis man vil have adgang til det lysår mere interessante indhold på den amerikanske udgave af Netflix.

Lige nu er det dog den hollandske udgave, jeg er tunet ind på. Og det skyldes én bestemt serie: The Americans.

The Americans

Havde i efterhånden lang tid læst om, hvor god en serie det er. Alle de relevante og indsigtsfulde mennesker på The New Yorker, Twitter og Grantland havde hypet den. Stor var glæden derfor, da jeg opdagede at de havde den i Holland. Her efter fire afsnit må jeg sige, at rosen er mere end fortjent. Der er klart potentiale til at erobre titlen som bedste serie set i 2015.

Serien foregår under den kolde krig i 1981. Vi følger to sovjetiske KGB-agenter, der agerer ægtepar – med børn og hus i forstaden – alt imens de spionerer. Serien har en grundlæggende spændende historie, men derudover er der masser af emotionelle spændinger.

De to agenter har boet sammen i 15 år og har børn sammen – men elsker de hinanden? Hvad med børnene, der er født og opvokset i USA, og tror at forældrene ejer et rejsebureau? Hvordan skal det gå med dem, hvis/når de opdager sandheden om forældrene? Endelig er det selvfølgelig ret interessant at man følger (og holder med) de ‘onde’. Det er lidt The Sopranos om igen, hvor man også fulgte en skurk – i hvert fald ud fra gængse termer.

Endelig er det popkulturelt spændende. Hvor Mad Men som bekendt foregår i 1960’erne, så tegner The Americans et billede af Reagans USA i begyndelsen af 1980’erne. Seriens soundtrack er fuld af periodens sange. Det er lidt af en guldgrube. Som jeg sidder her og grifler, har jeg den sidste halve time lyttet til for mig hidtil ret ukendte – men fremragende! – sange fra The Who, Phil Collins, Echo & The Bunnymen, The Cure, Squeeze, Mountain, Pat Benatar og Iggy Pop.

Med andre ord: En serie der har noget alle. Spænding, samfundsforhold og hipsterfaktor. Varmt anbefalet