De lukkede haver

Stødte på denne tegning i dag, som er meget sigende:

I har nok glemt den forlængst, men tilbage i 2005 lavede svenske Moneybrother et veritabelt mesterværk med sangen ‘They’re Building Walls Around Us’. Den spiller i mit hoved netop nu. For det er det, som Facebook er blevet; en lukket have, hvorom man har bygget høje mure med henblik på at tvinge brugere til at betale beskyttelsespenge for at få opmærksomhed.

Da jeg havde min (lykkeligvis) korte karriere som kandidat til det kommende kommunalvalg, oprettede jeg en side på Facebook til at udbrede mit kedsommelige politiske vrøvl og ensidige propaganda. Der skrev jeg så mange indsigtsfulde og dybsindige tekster, der blev læst af lige præcis … ingen. Altså, lige indtil at jeg begyndte at betale for at få Facebook til at booste indlæggende og derved påtvinge stakkels fremmede mennesker at få mine tågede og forløjede tekster i deres feed.

Ikke at det gav likes og followers i tusindevis (dertil betalte jeg alt for lidt), men det var trods alt bedre end nul opmærksomhed. Så tro mig når jeg siger det: Facebook er en mafiøs pengemaskine, som til det yderste udnytter sit usunde de facto monopol på distributionskanalen for opmærksomhed.

Murene om alle brugerne inde i haven har også betydning for et anakronistisk fænomen, som en personlig og egenhosted blog a la udkastet.nu. For jeg er aktuelt ikke på Facebook og bloggen har heller ikke en dedikeret side derinde. Udkastet er afskåret fra den distributionskanal og -platform, som Facebook udgør. Og det i særdeleshed, når jeg ikke betaler. Derfor er der meget få der af egen drift opdager hvad jeg skriver her på siden.

Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at en ydmyg personlig blog, der omhandler indholdet i min navle (og i øvrigt har et alt for bredt og ufokuseret emnefelt) ikke i første omgang ville have mange læsere. Men tænk engang over det: Hvornår opdagede du sidst noget nyt, spændende og selvstændigt på internettet udenfor Facebook? Via en google-søgning? Eller i kommentarfeltet til en artikel eller blogindlæg? Nej, vel?

Jeg spekulerer selv over om jeg burde gå over på en platform som Medium i stedet for selv at have en egenhosted blog. Det vil måske ikke løse distributionsproblemet – Medium har trods alt en begrænset dansk brugerskare – men det vil forsimple tingene, og lade mig slippe væk fra det tunge WordPress. Omvendt kan jeg godt lide, at jeg selv ejer mine ting og selv bestemmer. Noget jeg under ingen omstændigheder ville gøre på Facebook.

Men det er da et dilemma.

For er det meningsfuldt at udfolde sin kreativitet i tekstform på en platform (personlig, egenhosted blog), hvis natur tilsiger lavt læsertal og hvor internettets infrastruktur i stadig stigende grad tilgodeser de lukkede haver som Facebook og Medium?

Jeg vil jo, trods alt, også gerne læses. Så det helt klare svar mangler stadig.

BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

Six Blocks Away

Det er ganske voldsomt hvad tid, druk og misbrug kan gøre ved en stemme.

En af datterens yndlingsdansesange er således Lucinda Williams’ ‘Six Blocks Away’ fra 1992. Dens tempo og omkvæd er perfekt til at vuggedanse med en 1-årig pige, som hviner af fryd, når man snurrer rundt. Det er en ren fornøjelse.

Nu har Williams så for et par dage siden udgivet en nyfortolkning af sin egen sang.

Man kan mene meget om originalen. Den er poppet og letbenet. Og Williams stemme er stadig ung, og knækker til tider over. Men i den nye udgave? Williams har skruet tempoet ned, gjort instrumenterne mere muskuløse og nærmest growler sig igennem vokalen. Hun er blevet 64 år og det har været et hårdtlevet liv, fornemmer man. Og selve sangen er blevet mindre … nuvel, mindre romantisk.

Jeg vil derfor ikke sige, at Williams gør sangen bedre her 25 år efter den udkom første gang. Det bliver i hvert fald ikke 2017-udgaven, som datteren og jeg kommer til at fylde tiden ud med inden hun skal puttes. Omvendt gav det mig en lejlighed til at hylde originalen en ekstra gang, så helt spildt er arbejdet ikke.

Og når I nu er i gang, så lyt til ‘Something About What Happens When We Talk’. Hvis den ikke kan smelte jeres permafrosne hjerter, så ved jeg ærligt talt ikke hvad der skal til.

Wichita Lineman

Jeg har et notorisk blødt punkt for melankolske countrysangere. Især dem der anvender ligeså melankolske strygere, som Jens Lekman siden hen sampler i en af sine bedste sange.

Så jeg blev da en anelse vemodig, da jeg læste om Glen Campbells død for et par uger siden. Der er blevet skrevet mange nekrologer siden da – den bedste jeg er stødt på er denne – og hans kamp mod Alzheimeren er ligeledes velbelyst. Jeg kan ikke sige at jeg har udforsket hele Campbells bagkatelog. Men det jeg har hørt er grænsende til vidunderligt. Hør ham lige i ‘Wichta Lineman’:

Er det ikke smukt? De strygere! Mmmmmm! De knuste hjerter længes og ensomheden er episk. Og prøv så lige ‘By the Time I Get to Phoenix’:

Jeg vil vove den påstand, at der ikke er lavet mere melankoske break-up sange end ‘By the Time …’, hverken før eller siden. Den er et mesterværk.

Malcolm Gladwell havde for nylig et afsnit af sin podcast ‘Revisionist History’, hvor han postulerede at det der gør countrysange så pokkers triste og melankolske er, at de er konkrete og specifikke1. Countrysangere synger om koner der dør af kræft, pick-up trucks der spinner med hjulene i mudderet, sønner der dør i krig i et land langt, langt væk og fornøjelsen ved at sidde med en iskold Bud Light en varm sommeraften under stjernerne. Det er alt sammen meget specifikt og ganske relaterbart på et almenmenneskeligt plan.

Glen Campbell er et fremragende eksempel. Hans ‘Wichita Lineman’ sidder der på telefonmasten og lytter til historier om savn, længsel og kærlighed, som han opsnapper via telefonlinjerner. Og i ‘By the Time …’ bliver bruddet meget, meget konkret i takt med den voksende geografiske afstand til hans nu tidligere elskede.

Det er fremragende musik – dens alder til trods.

PS. REM indspillede i 1994 også en fin udgave af ‘Wichita Lineman‘. Michael Stipe kunne have været en fortrinlig countrysanger.

  1. Egentlig er hans argument noget brede end det, men det er bedre at I selv lytter til afsnittet end at jeg genfortæller det []

På tærsklen

Knap en uge tilbage af de fem ugers kombineret fædreorlov og ferie.

Bruger de momentane ledige stunder til at komme ind i en god løbevane og til at gruble over livet i de kommende år.

Hvordan kan jeg anvende mine begrænsede talenter mere meningsfuldt? Hvad vil jeg gerne vil udrette her i verden? Og (mere lavpraktisk) hvad og hvordan jeg skal prioritere tiden og energien i en tilværelse, hvor omsorgen for to små børn betyder, at mængden af egoistisk fritid reduceres drastisk nu og i al overskuelige fremtid? Hvordan kan jeg balancere ønsket om at være en nærværende og bedre far, husbond, søn, bror og ven alt imens jeg også gerne vil have en interessant karriere, udfolde min sparsomme kreativitet samt udvikle mig intellektuelt, menneskeligt, åndeligt, socialt og fysisk? Slige navlebeskuende tanker kan jeg bruge et uendelig mange solipsistiske timer på.

Kan dog ikke påstå at jeg er kommet frem til noget banebrydende nyt. Det forbliver mest af alt cirkulære spekulationer og tankemæssigt hjulspind om ‘det store billede’. Konkrete handlinger er der begrædeligt nok noget færre af.

Eksempel: Næste marts er det 10 år siden jeg blev færdig på universitetet. Dermed kan jeg også sige goddag til mit første runde jubilæum på det voksne arbejdsmarked. Er det en festdag? Er jeg på rette vej i det overordnede metaperspektiv? Hvem ved?

Så jeg funderer lystigt (eller rettere: Let tungsindigt). Over hvordan studievalget, de hidtidige stillingsforløb og de privatlivsmæssige forpligtelser (bolig, børn, mageligheden, livet … ) skaber stiafhængighed. En stiafhængighed der gør det vanskeligt – eller i hvert fald omkostningstungt – for en risikoavers og nærig pessimist at foretage et karriereskifte. For som årene går med at vandre stadig længere ned af den nuværende karrieremæssige sti som flyvsk samfundsvidenskabelig generalist, bliver det dyrere og sværere at gå tilbage til den oprindelige korsvej. Og man ved ikke engang om en anden sti nødvendigvis vil føre til et bedre levet, gladere og meningsfuldt liv.

Det paradoksale er imidlertid, at den sti jeg nu har travet tungt og fodslæbende ned af de seneste 10 år mere eller mindre er tilfældig. Vejen blev ikke taget som et aktivt, bevidst valg. Jeg flød ligesom bare med begivenhederne. Der lå aldrig en gennemtænkt eller reflekteret strategi bag min entre på Københavns Universitet tilbage i 2001. Da jeg valgte mit studium, tænkte jeg aldrig for alvor over, hvad de afledte jobfunktioner og opgaver efter studietiden ville være. Jeg syntes samfund og politik var spændende, så det afgjorde sagen dengang. Mon alle de, der i disse dage har fået svar på om de er optaget på deres ‘drømmestudie’ tænker over hvad de helt konkret kommer til at lave i deres 45 år på arbejdsmarkedet? Øvelsen er klog at foretage, tror jeg. Det såkaldte ‘drømmestudium’ kan hurtigt lede til bullshit jobs eller sjæledræbende blindgyder som sagsbehandler i 11. kontor. Ville ønske jeg havde tænkt mig bedre om dengang. Passer min personlighed og præferencer til stillinger indenfor politik og kommunikation? Juryen er vist stadig ude, som de ville sige i amerikanske tv-serier.

Men nuvel, her er jeg så. Tilfældigt eller ej: Der er stadig små 35 år til at jeg bliver 70 og pensioneret.

Man skulle mene, at hvis jeg gerne vil lave noget helt andet end i dag og de foregående 10 år, så er tiden ved at være inde til at få gjort noget ved det.

Jeg kan også risikere at blive tvunget ud i forandringerne, hvis jeg ikke selv gør et eller andet proaktivt. Jeg har ganske vist aldrig prøvet at blive afskediget, men det sker jo for de fleste i løbet af livet. Og hvad med det lidt længere sigt? Hvor længe går der så før mine nuværende kompetencer og evner ikke længere efterspørges på markedet? Hvilke nye ting bør jeg lære for at være relevant på arbejdsmarkedet? Og igen: Hvordan passer omstillingskravene med mit ønske om at foretage et grundlæggende karriereskifte (selvsagt uden at løbe en økonomisk risiko …) med, at jeg samtidig også gerne vil prioritere familie?

Så jo. Der er nok at tænke på. Jeg skal have fundet ud af, hvad der er vigtigt for mig. Og ikke mindst: Hvordan jeg opnår det. Har stadig en lille uge tilbage inden hverdagens logistik og arbejde begynder igen for fuld kraft.

Håber jeg når det.

Lokalromantik

Læste en historie på bold.dk om hvordan Nykøbing FC efter eget udsagn er blevet en mere attraktiv fodboldklub efter deres oprykning til 1. division.

Det glæder mig egentlig. Selvom jeg som eksileret nordjyde havde håbet på at se AaB, Vendsyssel og Hobro i denne sæsons superliga, så er der generelt alt, alt for mange ligegyldige og uinteressante jyske leverpostejhold i de bedste danske rækker.

Ærligt talt: Hvem har nogensinde interesseret sig for Silkeborg IF, AC Horsens1, Skive, FC Fredericia eller Randers FC? Der er vitterligt ingen grund til at disse gudsforladte klubber skal luffe rundt og kede os andre ihjel med deres 0-0 kampe og fraværende tilskuere.

Nej, lad os hellere få nogen flere egnsklubber op, især her fra Sjælland.

Vi har jo allerede fyrtårnet FC Roskilde her i Korsbæk. Sammen med Nykøbings oprykning, er der nu en reelt interessant samling klubber udenfor hovedstadsområdet i form af FC Helsingør, HB Køge og Næstved. Der mangler lidt repræsentation fra Vestsjælland, men ellers er denne del af landet ved at være fornuftigt dækket ind.

Så hvis kalenderen tillader det, vil jeg ud at se noget mere 1. divisions fodbold i den kommende sæson. Man skal jo bakke op om sit lokalområde.

  1. Jeg har tilmed netop opdaget at ‘AC’ forkortelsen i AC Horsens ikke engang står for den floromvundne italienske betegnelse ‘Associazione Calcio’, men derimod for bøvede ‘Alliance Club’. Vorherre bevares! []

Guiden til EM2016

Jeg ved godt det er svært alt sammen. At kompleksiteten er lammende. At alting bare er så åndeløst diffust og dystert. At alting ville være nemmere, bedre, smukkere, mere ægte, hvis nogen blot kunne tænde et lys i mørket og vise os vejen ud af denne dystopi.

Men fortvivl ej. For nu fortæller jeg hvem I skal holde med under det kommende Europamesterskab i fodbold – og ikke mindst hvorfor. Jeg giver også uvurderlige staldtips til hvem der vinder. Jeg er jeres fyrtårn i denne svære situation.

 

I skal holde med følgende lande

Schweiz. Fordi det er verdens bedste land og alle egentlig godt ved det. Fordi min søn er dansk-schweizisk statsborger. Fordi 50 pct. af truppen består af spillere med baggrund i Albanien, Makedonien eller Kosovo. Og fordi deres angriber Breel Donald Embolo (sammen med en anden schweizer, Granit Xhaka) har EM’s dejligste navn

Sverige. Fordi alt godt, kærligt og ægte – altså min ægteviv – kommer fra Sverige. Fordi smukke Erik er landstræner (lidt endnu), og fortjener en fremragende slutrunde til at få alle sine urimelige kritikere til at flette næbbet

Belgien. Fordi jeg nød at bo i Bruxelles og ønsker landet alt det bedste. De har snart fortjent lidt medvind sådan i almindelighed. Og fordi Marouane Fellainis hår burde være argument nok

Tjekkiet. Fordi jeg nød at bo i Prag og ønsker landet alt det bedste. Fordi Pavel Nedvěd (stadigvæk)

Italien. Fordi alle rigtige hædersmænd- og kvinder elsker Italien. Og det er et empirisk faktum, som ikke lader sig bestride

 

Hvem vinder så?

Frankrig ser stærke ud, især offensivt, og er på hjemmebane. Tidligere slutrunders dysfunktionalitet plus ævl og kævl ser ud til at forbi. Forsvaret er måske ikke helt oppe at støde, men det er godt nok. De er mine favoritter i år.

Jeg tror også at Spanien vender stærkt tilbage i denne slutrunde. Ja, de var pivringe til VM i 2014, men de har så meget talent, at det vil være uansvarligt ikke at have dem som favoritter.

Min outsider til titlen er Belgien. De har truppen til det, og det er ved at være på høje tid, hvis den her sindssvagt talentfulde generation ikke skal løbe ud i sandet.

 

Hvem er overvurderede?

Jeg tror ikke på Tyskland denne gang. Det er selvfølgelig en smule dristigt at afskrive de forsvarende verdensmestre, men jeg stoler ikke på deres angreb.

England kommer til at floppe som sædvanlig. Deres selvværd og arrogance fejler vanen tro ingenting, men de vil blive pillet fra hinanden, når de kommer op mod de gode hold. Vent og se. De er en omvandrende katastrofe, der venter på at ske.

New Yorker

Jeg er ikke ligeså begejstret for mit abonnement på New Yorker i denne omgang, som jeg ellers var, da jeg havde det sidste gang for et par år siden.

Der er lidt for langt mellem de gode artikler, synes jeg. Det er måske 2 ud af 10 artikler, som jeg får læst grundigt. Tror dog ikke at New Yorker er blevet et dårligere magasin per se. Den manglende begejstring skyldes snarere at mine interesser, koncentrationsevne og intellektuelle nysgerrighed er størknet til som tiden går. Er holdt op med at have min gamle ambition om at læse og forstå hele magasinet fra ende til anden.

Men nogle gange kan magasinet alligevel stadig begejstre mig.

For nylig havde de eksempelvis en spændende artikel om Jeremy Corbin. Den bedste historie indtil videre var den fra april måned om voyeueren, der byggede sit eget 21 rums motel i en forstad til Denver med det ene formål at belure folk. Den var dybt fascinerende og fantastisk skrevet – New Yorker når det er sublimt og overlegent bedst.

Og så er der jo forsiderne. De legendariske forside. Fik et blad ind i postkassen i dag, og var vild med den bittersøde forside.

NewYorker

Jamen, er det ikke rammende for en verden anno 2016, nu snart 9 år siden finanskrisen brød ud? Muligvis en anelse studentikost, men selv et forhærdet eksemplar af ‘Class of 2007’ kan føle solidaritet med unge, der kan se deres drømme for fremtiden ligeså stille er blevet taget fra dem.

Godt ramt, New Yorker.

Wanderlust

Det eneste, der sådan for alvor ærgrer mig ved den snarlige familieforøgelsen er, at det aflyser sommerferien i år.

A32055.jpg

Det blev jeg mindet om, da jeg læste et indlæg på den ganske interessant blog ‘Political Violence At a Glance’, som de havde prydet med John Singer Sargent ‘Simplon Pass’ (1911).

Er det ikke et herligt drømmende billede? Det gav mig akut lyst til at bjergvandre, men det bliver så ikke i år. Men måske i 2017. Jeg savner Schweiz og Ticino. Ville gerne afsted nu.

Excentriker

Der er noget skønt ved virkeligt excentriske mennesker. Og et sådant må man sige at komponisten Eric Satie (1866-1925) – som I nok kender bedst fra denne vidunderlige sag – var. Her er hvordan kunstneren selv beskriver sin dag:

I rise at 7:18; am inspired from 10:23 to 11:47. I lunch at 12:11 and leave the table at 12:14. A healthy ride on horseback round my domain follows from 1:19 P.M. to 2:53 P.M. Another bout of inspiration from 3:12 to 4:07 P.M. From 4:27 to 6:47 P.M. various occupations (fencing, reflection, immobility, visits, contemplation, dexterity, swimming, etc.)

Dinner is served at 7:16 and finished at 7:20 P.M. From 8:09 to 9:59 P.M. symphonic readings (out loud). I go to bed regularly at 10:37 P.M. Once a week, I wake up with a start at 3:19 (Tuesdays).

Jeg er vild med at geniet har tider på dagen, hvor den guddommelige inspiration rammer ham. Gid jeg selv kunne arbejde sådan. Han var også meget bestemt om sin diæt:

My only nourishment consists of food that is white: eggs, sugar, grated bones, the fat of dead animals, veal, salt, coconuts, chicken cooked in white water, fruit-mould, rice, turnips, camphorated sausages, pastry, cheese (white varieties), cotton salad, and certain kinds of fish (without their skin). I boil my wine and drink it cold mixed with the juice of the Fuchsia. I am a hearty eater, but never speak while eating, for fear of strangling.

Det kræver en ganske særegen mentalitet kun at ville spise hvide fødevarer, ligesom det forekommer moderat besynderligt at koge sin vin. Heldigvis var han også konsekvent i sin livsførelse i almindelighed:

  • I breathe with care (a little at a time). I very rarely dance. When walking, I clasp my sides, and look steadily behind me.
  • My expression is very serious; when I laugh it is unintentional, and I always apologize most affably.
  • I sleep with only one eye closed, very profoundly. My bed is round, with a hole to put my head through. Once every hour a servant takes my temperature and gives me another.
  • I have subscribed for some time to a fashion magazine. I wear a white cap, white stockings, and a white waistcoat.

Selvom jeg tror det vil være vanskeligt at implementere de Satie’ske principper i min hverdag uden at min opførsel vil blive betragtet som let afvigende, så er det inspirerende når geniale kunstnere opfinder deres egne splittergale, men internt konsistente, systemer.

I dag ville Satie sikkert få en diagnose, havne på kontanthjælp og blive sendt på aktiveringskurser i girafsprog. Vi skal jo sikre velfærdsstaten og konkurrenceevnen og alt det er der. Men lige nu vil jeg blot lytte til hans musik og glædes over, at denne mærkværdige mand var velhavende nok til at kunne udarte sig på den måde, han gjorde. Det er inspirerende.