Moser i uglen

Normalt er jeg ikke den store ornitolog, men jeg har tilsyneladende et svagt punkt for fodboldklubber med fugle (især dramatisk udseende ørne) i deres emblemer1.

Indtil nu har min fugleaffektion ikke været noget bevidst. Men jeg kom til at reflektere nærmere over det, da jeg sammen med et par kolleger drøftede hvilke klubber man kan støde på i Premier League næste sæson.

Den hæderkronede traditionsklub Sheffield Wednesday er således med i årets play-off, og udover at besidde et af sportsverdenens allermest hipster klubnavne (‘Wednesday’), så har de også intet mindre end en ugle in deres klublogo.

Nuvel, det er de ganske vist ikke ene om2, men alligevel. Dyrk lige den frækkert af en ugle! Dyrk den!

Wednesday

Hvis ikke det er alt rigeligt til at ønske dem op i Premier League, så ved jeg ikke hvad der skal til. Og jeg håber i alt fald at de slår Brighton ud, også selvom sidstnævnte har en havmåge i deres logo. Der er trods alt forskel på fugle.

  1. se: Lazio, Crystal Palace og FC Roskilde []
  2. se: Akademisk Boldklub, Universidad de Chile []

Retfærdig hyldest

Se, det er derfor jeg er glad for at være flyttet til Roskilde. Her er lidt fra en wikipedia-artikel om byens katedralskole:

“Af tidligere elever kan nævnes: Saxo, Absalon, Jean Pio, Eduard Reventlow, S.C.W. Bindesbøll, Asger Ostenfeld, Lise Nørgaard, Elias Bredsdorff, Ib Michael og Mark Strudal”

Det er ikke hver dag at Mark Strudal bliver nævnt i samme åndedrag som Saxo og Absalon. Men fortjent, dét er det.

America

Jeg er til salg for gode reklamer, herunder naturligvis også valgvideoer.

Selvom kynikerne sikkert vil finde det morsomt (og lidt sørgeligt), at en venstreorienteret 68’er bruger Simon & Garfunkel som underlægningsmusik, så synes jeg Bernie Sanders valgvideo ‘America’ fungerer som politisk kommunikation. Den får ikke for lidt med rustikke almindelige mennesker, kreative post-hipsters, jublende tilbedere og håndtrykkeri. Sekvensen ved 00:28, hvor det episke omkvæd (“They’ve All Come to Look for America”) sætter ind, er genialt udført.

Kan næsten ikke vente til at se, hvad de andre finder på. Tvivler dog på at nogen af dem vil dog kunne slå dette mesterværk i genren. Den er decideret fremragende.

Melankolsk kunst

Har brugt en ikke helt ubetydelig del af min dag på at brainstorme over og udarbejde listen ‘yndlingsmalere’. Hvilket selvsagt er et utåleligt selvsmagende og prætentiøst projekt, men nuvel, det var ikke desto mindre hvad jeg foretog mig. Min top 5 er i skrivende stund (i ikke nærmere prioriteret rækkefølge): Kaj K. NørkjærEdward HopperAndrew WyethCaspar David Friedrich og Eugène Jansson.

Hvad har disse malere til fælles – udover at være mænd, hvide og døde?

Melankolien, tror jeg. Den har sneget sig ind på mig i de senere år. Både mentalt, men åbenbart også i mine kulturelle præferencer. I dag kan jeg helt uironisk sætte pris på country, noget jeg ville have forsvoret for relativt kort tid siden. For 10 år siden var det den vrængende og let afsporede Egon Schiele, der var min yndlingsbilledkunstner. Og før da var jeg mest til popkunst a la Robert Rauschenbergs pasticher eller den ironisk-fremmedgjorte Barbara Kruger.

I dag er der ingen af dem, der gør så meget for mig. God billedkunst har en anden og mere implicit effekt på mig nu, især hvis den siger noget om den menneskelige eksistens’ grundvilkår (læs: melankolien og en higen efter en større mening).

Måske nogen af læserne husker den berømte og pænt vidunderlige museumsscene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, hvor protagonisten Ferris, kæresten Sloane og den kompleksramte ven Cameron er på The Art Institute of Chicago. De ser mesterværker af Picasso og Hopper inden Cameron fortaber sig fuldstændig i Seurats ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’. Han stirrer så intenst på den lille pige og hendes mor, og jo mere han stirrer, jo mere indser han at der intet er – der er ingen redning fra hans fremmedgjorte far og døde mor.

Jeg vil ikke sige at mine fem favoritkunstnere efterlader mig som på samme eksistentielt desperate plan som Cameron, men især Hopper og Wyeths billeder har en stærk effekt på mig i disse år. ‘Christina’s World’, eksempelvis, eller Hoppers ‘Gas’ ovenfor. Det er melankolien, den besjælede natur og symbolsk higen, der fungerer for mig dette sted i livet.

Vi må se hvilke kunstnere, jeg fremhæver om 10 år. Måske nogle mere farverige af slagsen?

Året der gik

De fleste er nok enige om, at 2015 set i et makroperspektiv ikke var det bedste år i verdenshistorien. Flygtningestrømme, adskillige terrorangreb, Islamisk Stat, græsk gældskrise. Nej, 2015 er i det store billede ikke ligefrem et år, der indgyder til optimisme for fremtiden.

Men hvad hvis jeg zoomer ind? Kigger helt ned i navlen? Hvad vil jeg så se tilbage på? Var det et godt år? Svaret er tvetydigt.

Felix VallottonPå den ene og altovervejende positive side er den nære familiesituation.

Arvingen er en glad og sød lille dreng, der har det godt og trives. Han havde et svært halvt års tid mens han var i vuggestuen i København. Sov dårligt og var meget ked af det. Det påvirkede både ham og os meget. Der er ikke noget mere hjerteskærende end et ulykkeligt barn, ved jeg nu. Men efter vores flyt til Roskilde går det bedre. Han er vild med sin dagplejer, og begejstringen er gengældt. Der er en verden til forskel, må man sige. Det er vanskeligt at være rigtig vred og pessimistisk, når man kommer hjem fra jobbet til en storsmilende lille bøf. I 2015 havde jeg også fornøjelsen, frustrationen og den lærerige oplevelse af at være på forældreorlov sammen med ham. Det er sundt for enhver mand, og det at være så meget sammen, giver et tættere bånd. Jeg skal ikke blande mig i hvordan folk indretter deres liv. Men både far, barn og hele familien går glip af noget vigtigt og meningsfuldt, hvis man ikke prioriterer at være sammen i en periode tidligt i livet.

Den Bedre Halvdel fik i 2015 sin drømmeuddannelsesstilling her i Roskilde. Det går glimrende, og det femårige perspektiv betyder samtidig, at de evindelige spekulationer om fremtiden og hvor-skal-vi-bo ikke længere er så fremherskende. Nu ved vi hvor basen bliver i den overskuelige fremtid. Vi brugte en del tid henover sensommeren på at kigge på ejerboliger, både i Roskilde og i de omkringliggende byer langs jernbanen. Prisniveauet var dog helt forrykt, i hvert fald relativt til hvad vi kunne låne. Endte derfor med at leje en lejlighed i Roskilde by, hvilket har vist sig at være en noget nær optimal beslutning. Vi bor noget nær så centralt som overhovedet muligt, og selve lejligheden er en sand fornøjelse. Pendlingen til og fra arbejdet i København har været smertefrit de første tre måneder. Jeg får læst eller lytter til podcasts. Det fungerer pænt optimalt, faktisk. Vurderet ud fra vores første tid i byen, virker Roskilde også som en grundlæggende god og tryg by. Den er tæt på København, men er stadig en selvstændig by, der ikke føles som en træt, udmarvet forstad.

Så samlet set har 2015 været et udmærket år for vores lille familie og livssituationen i almindelighed.

På negativsiden i 2015?

nuser

Den fysiske form. Jeg opsagde mit fitnessabonnement i december 2014, og er nu reelt nede på en eller to løbeture om ugen. Det kan jeg tydeligt mærke. Er blevet markant mere slap. Mindre energi og overskud. Det hjælper heller ikke, at vi sover for lidt qua den tidlige vækning og den manglende evne til at komme tilsvarende tidligt i seng. Er fuldt ud bevidst om hvad jeg burde gøre (spise mindre, motionere mere, gå tidligere i seng), men det er vanskeligt, det der med at ændre vaner. Måske en ambition for 2016?

Jobtilfredsheden. Har nu haft mit nuværende job i snart to år, og det giver ikke megen glæde mere. Lønnen er fin og min ansættelse er vel relativt sikker. Men jeg kan ikke få øje på de langsigtede karrieremuligheder. Og de opgaver jeg kan se frem til at få ansvaret for i 2016, ligger langt fra de ting, som det gør mig glad at udføre. Oplever ikke at jeg bliver et klogere eller bedre menneske af mit arbejde. Er bevidst om, at jeg lyder som et forkælet og lystbetonet barn. Burde jeg ikke bare knytte sylten, klø på og i det mindste være glad for, at jeg har et job, som en del sikkert vil misunde mig? Muligvis. Men jeg har et lidt sølle behov for et højere formål med det jeg laver. Det skal gerne gøre en forskel. Give mening. Det er jeg et stykke fra nu, og det er ikke sundt for mig. Jeg bliver kynisk, nihilistisk og mit sortsyn forstærkes. Må overveje hvad jeg skal gøre i 2016.

Den store fortælling om Skribentens liv. 2015 var lidt et stå-i-stampe år. Bevares, man kan sagtens argumentere for, at når man har en dreng på snart to år og vi som familie skulle have styr på bolig og Den Bedre Halvdels fremtid, så bør man accepetere et år præget af stagnering og, ja, drift. Hvert eneste år kan ikke være præget af eksponentiel fremgang og udvikling. Men alligevel. Når jobtilfredsheden ikke er højere og jeg som 34 årig er begyndt at føle mig som halvgammel, så kunne jeg godt have ønsket mig, at jeg havde opnået større resultater og personlig, intellektuel og åndelig udvikling i året der gik. Det er ikke sket. Jeg har brugt mere tid på at bekymre mig om fremtiden og været optaget af den daglige logistik, end af at se fremtidens muligheder – og i øvrigt værdsætte, hvor priviligeret jeg egentlig er. Så det er ambitionen for 2016. At tone ned for sortsynet, leve i nuet og generelt være mere overskudsagtig. At være en bedre husbond, far, søn, bror og ven.

Det var samlet set ikke et fremragende år, hvis jeg ellers kun fokuserer på mine egne smålige oplevede behov. Men i det store familiebillede, var det et godt år – og det skal 2017 også være.

Dagen efter et nej

Nuvel, det blev et nej.

Jeg har ikke fordybet mig i tallene, endsige opnået nogen form for indsigt i hvorfor folk stemte, som de gjorde. Man kan have en række mere eller mindre plausible teser og tolkninger, men indtil videre ved vi det ikke. På dette præmature stadie, kan jeg dog følge Peter Kurrild-Klitgaard et stykke af vejen:

Det første, man bør bemærke, er, at det nu er tredje gang siden 1992, at de danske vælgere har sagt nej til overførsel af mere magt til EU–hvortil man reelt kan tilføje den aflyste folkeafstemning om EUs forfatningstraktat, som fik dødsstødet (2005), da vælgerne i andre lande havde afvist den, og VK-regeringen indså, at den ville falde. Vælgerne siger ikke “ja”, hvis formålet er uklart og potentielt risikabelt.

Det sidste tror jeg er en grundlæggende korrekt tese. Vælgerne afviste i går de pragmatiske fordele ved en tilvalgsordning ud fra principielle bekymringer. Det lykkedes aldrig for ja-partierne for alvor at få anskueliggjort, hvorfor fordelene var store nok til at kompensere for afgivelse af suverænitet.

Der var tale om et trade-off, og tolkningen af afstemningsresultatet må bero på, om man tror vælgerne reelt kunne forholde sig til indholdet i dette trade-off. Personligt tror jeg (uden at have data herfor), at vælgerne reelt ikke har kunne overskue hvad afstemningen og trade-off’et handlede om – endsige hvad en tilvalgsordning ville have af fremtidige konsekvenser. I den situation er det mest oplagt at stemme nej, og fortolkningen af afstemningsresultatet vil kredse om hvorvidt det var en særlig begavet anlagt afstemning.

Hvis man derimod er af den opfattelse, at vælgerne var helt på det rene med, hvad vi stemte om, så er det en anden diskussion. Så bør vi begynde at diskutere hvorvidt det aktive fravalg af fordelene ved en tilvalgsordning er udtryk for, at vælgerne og politikerne er blevet fuldstændigt afkoblede fra hinanden i EU-politiske spørgsmål.

Det næste, som særligt Venstre og Konservative bør forstå at tage konsekvensen af, er, at det borgerlige Danmarks egne vælgere ser markant anderledes på nutidens EU, end man gjorde i 1970erne og 1980erne. Dengang, hvor EF overvejende blev set som et frit indre marked, var der et solidt flertal bag projektet blandt de borgerligt-liberale vælgere. Ved folkeafstemningen i dag–hvor EU for mange er blevet associeret med statsstyring, bureaukrati, en kriseramt valuta og en kaotisk indvandringspolitik–var der et flertal af “nej”-sigere blandt to partiers vælgere (DF og LA) og betragtelige mindretal af samme observans hos to andre (V og K). Meget tyder endog på, at det kan have været første gang, at et flertal af de borgerligt-liberale vælgere har stemt “nej”. De er ikke EU-modstandere, men der er en skeptisk stemning, som man næppe får vendt ved at omtale egne vælgere som uvidende og bindegale, der går kriminelles vegne.

Bevares, jeg er heller ikke sikker på, at det var særskilt begavet at Uffe Ellemann kaldte nej-siden for bindegale. Og fremvæksten af den borgerlige EU-skepsis er et interessant fænomen, som de blå partier er nødt til at forholde sig til.

Jeg er dog usikker på om den borgerlige EU-skepsis er så ideologisk betinget, som Kurrild-Klitgaard fremstiller. Grundlæggende tror jeg at skepsisen udspringer af oplevelsen af, at EU ikke leverer og ikke fungerer. EU har været i en mere eller mindre varm krise siden franskmændene og hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten i 2005. De seneste 10 år har været én lang strøm af dårlige nyheder og problemer, som EU tilsyneladende ikke har nogen gode svar på. Hvis man i dag er 30 år, så er EU lig med et impotent regulatorisk system i identitetskrise, der ikke kan løse økonomisk kriser, Grækenland eller flygtningestrømme. Der er selvsagt mange succeshistorier for EU i det daglige, men det forsvinder i det større billede af, at systemet ikke fungerer – og ikke kan løse de grænseoverskridende problemer, hvilket ellers er selv eksistensberettigelsen af EU.

Det tredje lærdom må være, at man ikke får skabt andet end mistillid og politikerlede ved at sige ét og gøre noget andet. Ved hver folkeafstemning skitseres, at et “nej” vil betyde jordens undergang–og når det så ikke bliver et “ja”, står jorden alligevel.

Det synspunkt er koblet til den meget omtalte ‘politikerlede’ og ‘manglende tillid til politikerne’. Der er ingen tvivl om, at tidligere ja-kampagners åbenlyst løgnagtige trusler om død og ødelæggelse i tilfælde af et nej, aktivt har skadet troværdigheden af ja-kampagnen til denne afstemning.

Der er efterhånden gået sport blandt journalister i at tale om skellet mellem ‘eliten’ og ‘folket’, ligesom ‘politikerleden’ efterhånden anvendes som forklaring for snart sagt hvad som helst. Jeg køber ikke argumentet. Hvis ‘folket’ virkelig var så lede af politikerne, hvorfor tror de så på Messerschmidt, der har en meget lidt troværdig omgang med EU-midler? Og hvis vælgerne primært har stemt nej for at ’straffe’ de nationale politikere og ‘eliten’, hvordan kan populistiske partier som DF og Enhedslisten så blive belønnet ved folketingsvalg for aldrig at tage ansvar for noget som helst? Tingene hænger ikke sammen.

Men nu er vi så her, midt i alt rodet. Messerschmidt har fået sit nej, så nu kan han slappe af, lade andre rydde op efter hans fest og så i øvrigt fortsætte med at være politisk betydningsløs og uansvarlig i Europa-Parlamentet til den skønne dag, hvor han skal hjem og være partileder i DF. Det er gået lige efter planen.

Men for os andre, der gerne ville have haft de fornuftige fordele ved tilvalgsordningen, så er der ikke meget at smile af. Vi kan nu se frem til endnu flere år, hvor Danmark ikke gør sin pligt i Europa eller høster nogle fordele. Og hvem ved, måske træder DF ind i regeringen lige om lidt, når nu det store EU-spørgsmål reelt er skudt til hjørne de næste mange år frem.

Det er en rædderlig tid, vi går ind i.

Retsforbeholdet

Jeg har nu begyndt på (og gået i stå i) op imod fire pseudobegavede blogindlæg om den forestående afstemning om Retsforbeholdet. Jeg har læst skønsomt op på materialet. Forsøgt (og mere eller mindre opgivet) at følge med i den stedse mindre og mindre meningsfulde debat. Deltaget i et arrangement om emnet med Søren Pind og Morten Messerschmidt på Roskilde rådhus i går aftes. Gjort min borgerpligt og alt det der.

Og jeg ender med at stemme ja. Som sædvanlig, var jeg lige ved at sige. For denne gang er det i høj grad et kryds, der sættes med autopilot.

Der er ikke noget i det jeg indtil videre har læst om de 22 retsakter, som jeg aktivt er imod. ‘Indtil videre’ er med kursiv, da jeg på ingen måde kan påstå, at jeg har opnået et oplyst grundlag at træffe min beslutning ud fra.

Generelt oplever jeg ikke, at det er et oplyst valg fra min side. Hvilket selvsagt primært er min egen fejl, da jeg jo sådan set bare kunne udvise den fornødne intellektuelle nysgerrighed og arbejdsetik i at sætte mig ind i sagerne. Omvendt er jeg usikker på hvorvidt den måde afstemningen er tilrettelagt på, er fremmende for vælgernes – eller i hvert fald min – deltagelse og engagement i substansen.

Vi skal forholde os til 22 såkaldte retsakter (et begreb, der i sig selv er med til at fremmedgøre 9 ud af 10 mennesker), som de færreste mennesker har tiden eller ressourcerne til reelt at sætte sig ind i indholdet af – endsige vurdere konsekvenserne af. Undervurderer jeg de danske vælgeres intelligens og ihærdighed? Konkluderer jeg for meget ud fra mine egne kognitive begrænsninger? Måske. Men som et lille eksempel, så læs lige her, hvad Justitsministeriet skriver om en af de konkrete retsakter, ‘Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler’, på den officielle oplysningsside om afstemningen. Bemærk, at det er her man som borger skal søge hen, når man skal finde ud af hvad man stemmer om:

FORORDNINGEN OM BILATERALE FAMILIERETLIGE AFTALER
Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande på sagsområder, der er omfattet af Bruxelles IIa-forordningen og underholdspligtforordningen, selv om indgåelse af den type aftaler er omfattet af EU’s eksterne enekompetence for medlemsstater, som er bundet af disse to forordninger. Forordningen indeholder en procedure, som giver Kommissionen mulighed for at bemyndige en medlemsstat til at indgå en bilateralaftale med et tredjeland inden for anvendelsesområderne for de to forordninger. Tilvalg af forordningen er en betingelse for, at Danmark kan deltage i eventuelle ændringer af Den Nordiske Ægteskabskonvention (skilsmisse og forældreansvar) og Den Nordiske Inddrivelseskonvention (underholdspligt), hvis Danmark tilvælger Bruxelles IIa forordningen og underholdspligtforordningen.

Nu vil visse læsere nok beskylde mig for at lefle for den laveste fællesnævner. Men hvis ovenstående kaudervælsk er det bedste og mest krystalklare måde at oplyse samfundet om forordningens indhold og konsekvenser på, så er det et emne, der er direkte uegnet at sætte til en folkeafstemning.

Endnu værre bliver det næsten, når der argumenteres for hvilke retsakter1, som partierne har fravalgt i den aktuelle tilvalgsordning. Her er to af slagsen:

DIREKTIVET OM RET TIL ADVOKATBISTAND
Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer. Dansk ret vurderes i vidt omfang at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.

DIREKTIVET OM RET TIL TOLKE- OG OVERSÆTTERBISTAND I STRAFFESAGER
Direktivet indeholder minimumsregler om retten til vederlagsfri tolke- og oversætterbistand i straffesager og i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt bestemmelser om tolkningens kvalitet. Dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder

Jeg er ikke jurist, så jeg har ikke de fornødne faglige forudsætninger for at forstå de to fravalg. Der er muligvis nogle gode og velargumenterede årsager til, at det at man fravælger direktiver, hvor “dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet”.

Men hvorfor egentlig? Hvis indholdet i direktiverne og dansk ret ‘i vidt omfang’ er det samme, hvorfor er det så problematisk at vælge dem til? Hvad er argumentet imod? Og vigtigere: Når vi nu ved overgangen fra et forbehold til en tilvalgsordninger bemyndiger folketinget til at træffe beslutning om hvorvidt vi skal tilslutte os de to direktiver, er der så ikke nogen begavede mennesker, der reelt kan fremlægge argumenterne for eller imod tilslutningen til dem?

Endnu værre er det dog næsten i begrundelsen for fravalget af det såkaldte ‘Retshjælpsdirektiv’:

RETSHJÆLPSDIREKTIVET
Direktivet fastsætter fælles minimumsstandarder for ydelse af retshjælp til fysiske personer i grænseoverskridende tvister på det civilretlige område. Direktivet indeholder desuden bestemmelser om myndighedernes behandling af retshjælpsansøgninger og om formidling af ansøgninger om retshjælp mellem myndigheder i forskellige medlemsstater. Det har ikke inden for tidsfristerne været muligt at få afklaret en række spørgsmål i forhold til konsekvenserne af tilvalg

Så … I ville godt lige have haft lidt mere forberedelsestid, eller hvorledes? Og alligevel lægges det ud til afstemning? Hvad er det for en række spørgsmål, det drejer sig om? Igen: I beder vælgerne om bemyndigelse til i fremtiden muligvis at tilvælge en retsakt, men magter ikke at forklare hvorfor det fravælges i denne omgang? Det er ikke en seriøs måde at bedrive folkeafstemninger efter min mening.

Bemærk, jeg siger ikke at jeg er uenig i de respektive til- og fravalg af retsakter, endsige at jeg betragter ovenstående argumentation som forkert. Men jeg har ingen reelle forudsætninger for at forholde mig oplyst til det, jeg bliver bedt om at forholde mig til. Og jeg tror – uden at ville forklejne nogle læsere her på stedet – heller ikke at der er mange af jer, der har det.

Så I manglen af konkret viden, må jeg jo forholde mig til principper i stedet. Og rent principielt mener jeg, at vælgerne denne gang bliver (i manglen på et bedre ord) bondefanget.

Både af nej-siden (der ikke på lødig vis kan argumentere for, at et nej er det sikre valg), men også af ja-sidens underlødige vinklingen af, at afstemningen primært handler om de 22 direktiver. For selvom det bliver præsenteret sådan, så er det jo netop ikke kun en afstemning om ja eller nej til Europol eller de 21 andre udvalgte retsakter. Ja, det er også en afstemning om Europol, men det store dyr i åbenbaringen er og bliver overgangen til en tilvalgsordning. Altså hvorvidt folkeafstemningsredskabet skal afløses af, at fremtidige beslutninger om deltagelse i den overstatslige retspolitik skal ligge hos folketinget. Eller sagt lidt karikeret: Hvorvidt man stoler mest på repræsentativt eller direkte demokrati.

Mit problem med direkte demokrati er, at det er en systembevarende og statisk institution. Der er en grund til, at det land der er mest kendt for direkte demokrati – Schweiz – ikke gav sine kvindelige medborgere stemmeret før 1971. Fordi det er som regel nemmere at sige nej til forandringer.

På samme måde er jeg ikke fan af de danske EU-forbehold fordi de er statiske og ufleksible. Jeg kan sagtens principielt se værdien af folkeafstemninger når det handler om suverænitetsafgivelser. Men hvis verden forandrer sig, så forhindrer vores forbehold, at vi forandrer os sammen med den. Og det tror jeg ikke er i dansk interesse. Der foretrækker jeg i stedet, at give de folkevalgte danske politikere det fornødne rum og mandat til at beslutte, hvad der er bedst på Danmarks vegne. Også selvom de til den aktuelle afstemning har været noget sjuskede med at fortælle, hvad det egentlig er, at vi skal stemme om.

Så det bliver et ja. Et uoplyst og ubegejstret ja. Men dog et ja.

  1. Og er ‘retsakter’ i øvrigt ikke et vidunderligt fremmedgørende ord? []

Blågul

På facebook filosoferer en af mine venner – eksilereret nordjyde, svensk gift, halvsvensk søn, bosat i Malmö – om han skal holde med Danmark eller Sverige i kvalifikationskampene til EM.

For mig kræver det spørgsmål absolut ingen betænkningstid. Der er intet at filosoferer over, ingen sjæl at granske, ingenting at være i tvivl om.

Jeg holder naturligvis med Sverige.

Det såkaldte danske landshold er et ækelt, middelmådigt og usympatisk amalgam af gamle og nuværende Brøndby-spillere, kombineret med en lind strøm af ditto nulliteter fra Parken Sport & Entertainment. Denne uelskelige forsamling er tilmed trænet af en mand, der så åbenlyst burde være stoppet for efterhånden mange år siden. Der er intet at elske og holde af ved den flok underpræsterende bøver. Og jeg vil ikke lade bovlamme og jordslåede koncepter som ‘nationalitet’ og ’statsborgerskab’ bestemme, hvem jeg vil holde af. Det danske landshold har ikke fortjent nogen form for kærlighed.

Sverige, derimod, det er en helt anden sag.

De er trænet af den eneste mand i verden, der kunne gøre mig homoseksuel: Erik Hamrén. Manden, der egenhændigt gjorde AaB til noget godt og smukt og ægte igen. Manden, der er så uendelig sympatisk og underskøn, at alt hvad han rører ved bliver til det pureste guld. Det eneste der for alvor beskriver mit forhold til ham er ‘ubetinget kærlighed’ og ‘forgabelse’, thi han er en dejlig mand.

Nå, ja, og så er jeg jo også svensk gift, har en halvsvensk søn1 og holder så meget af Sverige, at man næsten skulle tro jeg hed Svensson.

Så det bliver Sverige for mig. Naturligvis.

  1. Der taler en på en helt uklædeligt nuttet dansk-svensk måde []

Malmö

Havde en mageløs lørdag eftermiddag i Malmö. Vejret var skønt – velsagtens den sidste lune dag i 2015 – og stemningen på Malmö Stadion var fremragende.

Var sammen med en gammel kollega inde for at se Malmö FF spille mod knoldesparkerne fra Elfsborg. Det var en fremragende kamp med et hav af chancer, herunder to episke saksespark på overliggeren. MFF ser stærke ud, men bliver nok alligevel lemlæstet i de kommende Champions League opgør.

Vi havde valgt en god dag til at repræsentere svensk fodbold, synes jeg. Har set et par lokalopgør i Stockholm mellem Djurgården og AIK efterhånden, men oplevelsen i Skåne var markant bedre. Jeg vil ikke sige at stemningen er decideret ond i Stockholm, men intenst og anspændt – dét er det. Det var der ikke skyggen af i Malmö. Hele stadion1 var klædt i himmelblå, og generelt må man sige, at fankulturen og omgivelserne. Der blev sunget igennem, og det er flot med 19.000 tilskuere til en almindelig Allsvenskan kamp. Det er mere end hvad FCK kan præstere med langt større opland og rekrutteringsgrundlag. MFF føltes i lørdags som en større og vigtigere klub, end noget af hvad Danmark kan levere i øjeblikket.

Også interessant at se hvordan det skånske flag svinges lystigt på lægterne, og hvordan det indgår i MFF’s trøjer.

MFF

Jeg går ud fra, at det ikke er mere end en overfladisk kulturel markør i branding medfør (a la ‘hele Nordjyllands hold‘), men da jeg er en sucker for den slags lokalpatriotisme, er jeg selvfølgelig helt vild med det. Overvejede sågar at købe denne t-shirt til Arvingen, om end jeg er nervøs for at han så udvikler en grufuld skånsk dialekt:

SkånesStolthet

På det mere overordnede plan, så er Malmö et mærkeligt sted. Min fodboldpartner bor derovre, og omtalte det som en segregeret by. Der stod nogle forhutlede syriske mænd udenfor centralstationen, men de blev overgået i antal af frivillige med skilte. Der var heller ikke skyggen af flygtninge i toget hinsidans.

  1. Fraset en lille flok af sørgelige sort-gule eksistenser fra Borås []