Selektiv ignorance

Hvis man som jeg er storforbruger af jammerlige selvhjælpsbøger – der pudsigt nok alle lover mere mening, bedre fokus, højere personlig produktivitet og eksponentielt voksende livsglæde – så støder man ofte på mange gode råd om at praktisere ‘selective ignorance’.

Altså kort sagt at lade være med at følge med i nyhederne eller sociale medier, og dermed vælge at være bevidst uvidende. Man skal aktivt skippe at følge med i det evige flow af nyheder, og i stedet fokusere på mere permanente, livskloge og ‘tidsløse’ størrelser, gerne i form af kvalitetsskønlitteratur.

Dels fordi det er de færreste større udefrakommende begivenheder som den enkelte kan gøre noget ved alligevel (hvorfor det er meningsløst at gå og være bekymret over), dels fordi de fleste ting i nyhedsbilledet ikke er særlig permanente og i det større billede er ganske ligegyldige for de fleste mennesker.

Jeg indrømmer at jeg har et svagt punkt for ‘selective ignorance’ tilgangen, særligt for så vidt angår de sociale medier. Det tiltaler min (ikke særlig effektive eller konsekvent udførte) pop-stoiske livsfilosofi at tænke de ikke-essentielle ting ud af mit liv.

Men … jeg kan ikke.

Som uddannet udvidet avislæser politolog strider det mod grundinstinkt ikke at følge med i nyhederne. Også selvom det gør mig ulykkelig. Hvordan skulle jeg ellers kunne bestride mit job som varmluftsproducent i en kommunikationsafdeling? Jeg kan ikke blot stemple ud, hvor meget jeg end burde.

Så jeg læser stadig i min New York Times. Og – værst af alt – jeg følger stadig Donald Trumps twitterprofil med en nærmest morbid grundighed.

Det er en fejl på mange intellektuelle og åndelige planer. Det underminerer min livsglæde og tro på det gode i menneskeheden. Det gør mig trist og mismodig. Men jeg kan ikke lade være. Jeg er NØDT til at se, hvad der foregår.

Men det betyder ikke at I skal begå mine fejl eller lide af mine brister. Jeg synes faktisk I skal lade være. Luk for nyhederne, facebook og twitter. Læs en bog i stedet for. Det vil være bedst for os alle i længden.

På første parket til trafikuheldet

Har tegnet et fortløbende digitalt abonnement på New York Times. 119 kr./måneden føles ikke så dyrt. Især ikke når eksempelvis HPV-vaccinehadernes og autismehealernes foretrukne organ, Politiken, tror at de skal have 299 kr./måneden for et digitalt abonnement på deres langt mere inferiøre journalistiske produkt. Det giver ingen mening.

Er dog ikke sikker på at NYT-abonnementet er godt for mit humør og almindelige velbefindende.

NYT er således en perlerække af velskrevne og analytiske, men også dybt urovækkende artikler om aktuelle amerikanske forhold og international politik. Man kan måske diskutere om de bruger for meget energi på at dække Trump og intrigerne i det dysfunktionelle Hvide Hus. Som en af mine venner pt. bosat i Washington DC bemærkede forleden dag i en mail:

“Jeg har tænkt meget over dækningen af Trump på det seneste. Selvom mange af de seriøse medier er meget kritiske i deres dækning, så er der et stort problem i at al hans cirkus fortrænger vigtige policyemner fra dagsordenen. For eksempel er de specifikke detajler i både health care lovgvining og Nord Korea svære at finde – selv i seriøse medier.

Det er et problem for modsat Trumps seneste ansættelser i det hvide hus, så betyder disse ting faktisk noget. Ved ikke om den danske dækning af hvad der sker er bedre, men jeg tror det bedste ville være blot at ignorere hans cirkus og skrive om substansen i stedet for.”

Tror at han har ret. Det virker som en kalkuleret Trump-strategi at lave realityshow, provokationer og gøgl, alt imens de mere kedsommelige (men reelt betydningsfulde) ting forbliver ubelyste.

Jeg har selv spekuleret en del over om Trumps uligevægtige og usammenhængende fremtoning, det mildest talt afslappede forhold til fakta, hans uvilje til at sætte sig ind i ting og den manglende impulskontrol er en facade, eller om det rent faktisk er den person han er1.

Det nylige læk af hans telefonsamtaler med udenlandske regeringsledere – Mexicos Enrique Peña Nieto og Australiens Malcolm Turnbull – antyder, at nej, det er ikke et skuespil. Han ER faktisk sådan. Han er muligvis mere sammenhængende i sin fremtoning, men han ved stadig ikke hvad han taler om, han kan stadig ikke styre sig og han lyver stadig lystigt (og virker til selv at tro på løgnene).

Hvis I har tiden, bør I unde jer selv at læse samtalerne. De er dybt bekymrende. Men samtidig er det uhyre interessant at se hvordan samtaler med statsledere kan foregå, ligesom de giver et indblik i Trumps verdensbillede og psyke.

Så jeg tror jeg fortsætter med NYT og med at følge monomant med i amerikansk politik. For abonnementet gør mig muligvis ikke til et gladere menneske. Men jeg vil i det mindste kunne følge direkte med fra første parket i det trafikuheld af et præsidentskab, vi ser udfolde sig i de her år.

  1. I må selv om hvilket af de to scenarier I finder mest uhyggelig []

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

Aftenlandet

Jeg ville egentlig gerne kunne bidrage med noget nyt, originalt og indsigtsfuldt her oven på det amerikanske præsidentvalg.

Men der er reelt ingen af mine refleksioner, der ikke er beskrevet bedre og mere dybsindigt andetsteds i en af de vel noget nær uendeligt mange think-pieces, elegier og cri de coeur de senere dage.

Mange bruger ganske megen energi på at finde frem til, hvad årsagen til Trumps valgsejr mon er.

Men her midt i den almene fortvivlelse og i erkendelsen af, at meningsmålingerne nok engang skød helt ved siden af – ligesom ved Brexit-afstemningen og den danske afstemning om retsforbeholdet sidste år -, forfalder mange til mere eller mindre impressionistiske analyser. Det kan være en udmærket katarsisk proces, men leder næppe frem til nogen dybere erkendelse – så det vil jeg holde mig fra (næsten).

For at forstå politiske udfald og dynamikker i USA er en notorisk vanskelig øvelse for en ikke-amerikaner, der betragter landet på afstand (og igennem europæiske medier). Og selvom man som udenforstående muligvis rent intellektuelt forstår et andet lands valgsystem og man ovenikøbet følger med i debatten i landets egne medier, så er det alligevel de færreste, der sådan for alvor forstår politiske systemer og valgdynamikker i andre lande.

Én ting hæftede jeg mig dog ved i forbindelse med valget, nemlig denne graf:

kollaps

Hvad viser det så? Først og fremmest en markant lavere valgdeltagelse siden 2008. Obama fik virkelig mobiliseret sine vælgere dengang. Hans glorie var mindre skinnende i 2012, omend Romney mobiliserede flere republikanere end McCain gjorde i 2008.

Og 2016?

Trump mobiliserede færre vælgere end både McCain i 2008 og Romney i 2012. Det er med andre ord ikke fordi der pludselig er opstået en troldehær af vrede, hvide mænd, der hader folk med en anden seksualitet eller hudfarve. Bevares, der er sikkert en del af den slags mellem Trumps vælgere, men han vandt ikke fordi de pludselig væltede frem i hobetal.

Nej, det der skete, var et gigantisk kollaps hos Hillary Clinton.

Måske hun var oppe imod en urealistisk baseline, når hun skulle sammenlignes med Obamas helt eventyrligt stærke evne til at motivere og mobilisere sin base. Men uanset hvad; det lykkedes simpelthen Hillary Clinton at få 10 mio. færre demokrater end i 2008 til at gide møde op i stemmelokalerne.

Der er mig bekendt ikke data for hvorfor de vælgere, der skulle have støttet Clinton blev væk. En del skyldes givetvis dem generelt lavere valgdeltagelse. Måske tog vælgere der ønskede en Clintons sejr den så meget for givet, at de ikke gad stå i kø.

Men hvis man anvender en Ockhams ragekniv-betragtning, så var Clinton tydeligvis et gigantisk fejlcast som præsidentkandidat.

For udover at være forhadt af republikanere, var hun åbenbart heller ikke ligefrem en kioskbasker blandt sit eget partis vælgere. Bernie Sanders’ tilhængere var åbenbart stadig ikke særlige betagede af en Wall Street/establishment/machine politics kandidaten fra Clinton-dynastiet. Faktisk var hun åbenbart så uelsket, at end ikke en åbenlyst monstrøs modkandidat som Trump var nok til at motivere folk til at bakke hende op.

Hvad med hendes køn? Det er vanskeligt at sige hvilken rolle det har spillet i fravalget af hende. Lande som Tyskland, England, Danmark, Sydkorea, Pakistan m.fl. har eller har haft kvindelige statsledere/statsministre, og hvorfor skulle USA egentlig være så meget mere biased imod kvindelige ledere? Nej, jeg tror, at der er tale om et fravalg af én kvinde, og ikke kvinder generelt.

Men nok med det tilbageskuende. Hvad så nu? Hvad sker der de kommende fire år?

Ja, det er jo netop det, der er så skræmmende. Ingen ved hvad Trump kan finde på. Normalt forsøger jeg ikke at lader mig gå på af ting, jeg alligevel ikke kan påvirke. Men denne gang er jeg reelt bekymret. Vender igen og igen tilbage til artiklen i New Statesman fra oktober om, hvad de potentielle konsekvenser for resten af verden vil være.

Jeg er bekymret for at den liberale verdensorden og den klassisk liberalismes død (RIP, 1750-2016), og at den åbne og fri periode perioden siden 1989 nu endegyldigt er ovre. Og jeg er bekymret for den sikkerhedspolitiske situation, den globale handel og de universelle menneskerettigheder. Verden virker markant mindre sikker med en irrationel ignoramus i spidsen for en af verdens supermagter?

Er jeg alarmistisk? Skal der slås koldt vand i blodet? Måske. Men jeg er bekymret for hvad det er for en verden, at mine to små arvinger skal vokse op i. 2015 og 2016 har været rædselsår uden lige. Vi har taget det liberale demokrati, frihandel og mere åbenhed for givet. Det idylliske verdensbillede fik et slag efter 9/11, men var dog stadig det fremherskende paradigme – i hvert fald i Europa og USA. Men hvad så nu? Der sidder en neo-Maoist i Beijing, Putin puster sig op, briterne stemmer sig ud af EU, Trump bliver valgt, DF er det største borgerlige parti i Danmark – og lige om lidt vinder Le Pen i Frankrig. Det er da ganske fortvivlende at være med til.

Nuvel, det endte åbenbart alligevel med et katarsisk og impressionistisk indlæg. Nu er det tid til at tænke på vejen frem. Hvis blot jeg vidste hvilken vej, vi bør gå.

Stop verden, jeg vil af

Jeg har ikke noget dybere at bidrage med til den amerikanske præsidentvalgkamp. Altså udover at pippe afmægtigt over den generaliserede angst og malaise, som det helt forrygende rædsomme år 2016 har fremprovokeret hos mig indtil videre.

Med fare for at overdrive, så kan jeg udover min datters fødsel egentlig ikke nævne noget fra dette annus horribilis, som har gjort verden til et bedre sted. Kan I? Jeg mener: Selv når det lykkes for nogen behjertede sydamerikanere at forhandle sig frem til en fredsaftale for at afslutte 40 års borgerkrig, så vælger befolkningen gudhjælpemig at stemme nej til aftalen. Hvor 2016-agtigt er det ikke lige?

Nå, men det amerikanske præsidentvalg, ikke? Kan man andet end at resignere? Det ophørte jo med at være underholdende for efterhånden længe siden. Læste en traurig analyse af de potentielle globale konsekvenser af en Trump-sejr (ganske vist i et venstreorienteret tidsskrift, men alligevel), og den efterlod mig aldeles modløs. Klik her, hvis I tør. Man bliver klogere af artiklen, men næppe gladere.

Verden er i dårlig form.

Syrien, terror, Rusland, økonomisk lavkonjunktur på 8. år, populismen på fremmarch, spændinger i det sydkinesiske hav, nordkoreanske atomprøvesprængninger, Brexit. David Bowie. Og Prince, naturligvis. Vi mangler efterhånden bare Trump til at fuldende elendigheden.

Jeg tænkte forleden på, at det nu efterhånden snart er fire år siden, at svigerfamilien og jeg havde sneget os ind i Boulder Theater til Demokraternes valgfest under turen i Colorado. De jublede som gale i det øjeblik, at det stod klart at Obama havde vundet over Romney. Og så kom jeg igen i tanke om dengang i 2008, hvor vi sad en alt for tidlig morgen ude i kollegiegangens køkken og så Obamas vindertale.

Kan I huske det? Håb og alt det der? Det der skulle afløse de mørke år efter 11. september 2001?  Langt væk nu, synes jeg.

Anderledes vinkler

Jeg holder meget af hotelværelser, især hvis de har adgang til besynderlige tv-kanaler. På vores hotel på Gran Canaria kunne man således forkæle sig selv med en læskende blanding af spansk, tysk, fransk, arabisk, hollandsk og engelsk tv – samt de tre skandinaviske hovedkanaler DR, SVT og NRK. Det siger muligvis et eller andet om hvem klientellet på øen er.

Man kunne dog også se to spændende eksempler på manifestationer af ’soft power’ i form af de engelsksprogede statsdrevne kanaler ‘RT – Russia Today’ og ‘CCTV News’. Begge er sat i verden for at give fortæller positive historier om henholdsvis Rusland og Kina samt at give et såkaldt alternativt nyhedsbillede og nyhedsdækning af globale forhold end i det man finder i de anglo-amerikanske mainstreammedier.

På RT skortede det i løbet af ugen således heller ikke på indslag om Assad styrets herligheder, det russiske militærs modige indsats i Syrien, de ukrainske ultranationalisters illegitime kamp mod Krim-halvøens folkeligt opståede oprør samt – ikke mindst – en skarp kritik af NATO og det amerikanske imperiums slet skjulte forsøg på at opbygge et globalt hegemoni.

Visse indslag havde karakter af det, man normalt ville forbinde konspirationsteorier og sølvpapirhat-segmentet. Men det var om ikke andet interessant at se hvordan en kanal – helt uden blusel – kører én bestemt vinkling af alle sine historier. Det sker under sloganet ‘RT – Question More’, underforstået: Stil spørgsmåls tegn ved de løgne som de såkaldte mainstram nyhedskanaler ejet af Murdoch og storkapitalen fortæller dig om globale forhold, og især om Rusland.

Jeg fik ikke i samme omfang set CCTV, der vist i øvrigt også kører en anelse mere blød stil end RT. Til gengæld blev der da vist nogle fine rosenrøde indslag om hvor stor en leder Xi Jinping er, så mon ikke de også holder sig pænt indenfor partilinjen.

Så hvis man har lyst til lidt … anderledes vinkler på nyhederne, så tag forbi RT’s hjemmeside.

Men pas på. Der lurer konspirationer overalt. Og hvem ved hvad de amerikanske lakajer i Baltikum, Georgien, Tyrkiet og Ukraine kan finde på for at besmudse international politiks sande skytshelgen: Rusland.

Dyb læsning

Det er længe siden at jeg satte mig ned og grundigt læste en lang beretning om et eksotisk sted, en kompleks situation eller et interessant menneske. Evnen og viljen til at læse dybt og koncentreret svinder for mig som tiden går. Jeg skimmer i høj grad når jeg fortærer nyheder. Den fokuserede læsning tager for lang tid og for mange kræfter. Daniel Kahneman vil sikkert have en kritisk holdning eller to til den prioritering.

Nå, ovenstående navlebeskuende indgangsbøn var blot for at kontekstualisere, at jeg i dag læste en dybt fascinerende artikel i The New Yorker om Ramzan Kadyrov, den lokale krigshøvding og Kreml-yndling i Tjetjenien. Jeg lærte ting jeg ikke vidste i forvejen, og afsluttede artiklen som klogere (og mere bekymret på verdens vegne).

Forhåbentlig bliver det startskuddet på, at jeg for alvor får læst grundigt i The New Yorker. Efter en pause på et par år har jeg tegnet abonnement på magasinet (og The Economist) igen. Havde brug for ikke at gå intellektuelt i stå, så noget måtte der gøres.

Hvor tankevækkende at en så utiltalende skikkelse som Kadyrov skulle være den, der igangsatte min fugl-fønix agtige genkomst som filosofkonge og renæssancemenneske!

Paris

Jeg har ikke noget at tilføje til alt det kloge (og mindre kloge), som mange andre har skrevet om begivenhederne i Paris. Solidaritet og omsorg for de døde, de efterladte og dem der passer på dem, virker som det vigtigste lige nu.

Wie es eigentlich gewesen ist

Det er interessant, hvordan begivenheder fortolkes eller italesættes i medierne, og bliver lagret i den fælles forståelse. Vi går ud fra, at vores oplysningstids-individfokuserede, judæo-kristne/liberal-demokratiske prisme er den rigtige måde at opfatte verden på. Alt imens mener vi, at ‘propagandaen’ i ‘de statsstyrede medier’ i lande som eksempelvis Rusland nærmest pr. definition må være afsporet, politisk farvet og manipulerende.

Hvilken den så antageligvis også er.

Men rent analytisk er det interessant at undersøge, hvilke diskurser, tolkninger og virkelighedsopfattelser, der ender med at blive den gængse accepterede og vedtagne sandhed om en begivenhed.

Ikke at jeg er ude i et større videnskabsteoretisk ridt, hvor vi én gang for alle skal have afgjort om virkeligheden er social konstrueret eller ej. Men de divergerende fortællinger får mig til at undres, når jeg i en artikel om det Konservative Folkeparti kan læse om en del af deres nationalkonservative såkaldte ‘hvide fløj’ at:

»Der er for eksempel mange, der ikke kan forstå, hvorfor vi pr. definition skal samarbejde med USA mod Putin, da de identificerer sig med Putins nationalisme. De anerkender og forstår Putins argumenter for at annektere Krim, selv om de selvfølgelig også er kritiske over for at bryde international lov.«

Uanset hvad man end måtte mene om synspunktet, så er det interessant, at opleve et så anderledes syn på en begivenhed – den russiske invasion (befrielse?) af Krim – end den gængse mainstreamfortælling. Hvordan opstår den slags?

one-child-policy-poster-propaganda

Helt aktuelt spekulerer jeg ligeledes en del over hvordan vi fortolker og fortæller hinanden om det nylige kinesiske opgør med et-barnspolitikken.

Diverse rapportager fortæller, at den har været en strålende succes, da der ellers ville være blevet født 400 mio. flere kinesere end tilfældet er. Hvilket, må vi forstå, har været en helt nødvendig forudsætning for, at kineserne er lykkedes med deres økonomiske politik og deres epokegørende bedrift i at løfte X-hundreder millioner af mennesker ud af fattigdom. Og de 400 mio. mennesker ville ligeledes have været rædsomme at have luffende rundt, set i bæredygtighedsperspektiv. Så de visionære kinesere har via planlægning samt evnen til at træffe og gennemføre svære beslutninger på den måde taget ansvar på egne og klodens vegne. Hvilket jo er præcis den fortælling, som passer ind i det kinesiske styres interesser om at fremstille sig selv og den markeds-kommunistiske samfundsmodel som overlegne.

Men man kunne jo også opfatte det sådan, at kineserne uden blusel har myrdet 400 mio. mennesker. Hypotetiske mennesker, ganske vist, og ja, det vil være en ekstrem tolkning af begivenheden. Men alligevel. Det er 400 mio. mennesker, der potentielt kunne have levet i dag. Og så har vi ikke engang talt om de lidelser der består i, at rent faktisk eksisterende mennesker ikke selv frit kan bestemme hvordan de vil indrette deres liv eller familie. Den fortælling er dog trængt i baggrunden for en hyldest til kineserne, der virkelig har taget en for holdet gennem deres autoritære overgreb mod egen befolkning.

Det fascinerer mig, at det kinesiske styres variant af fortællingen er blevet den fremherskende. Og jeg undres over hvordan det sker, når den kinesiske soft-power og attraktiviteten i en sinocentrisk verden trods alt ikke er større end tilfældet er. Det skal blive interessant hvordan historiebøgerne skrives i fremtiden, når kineserne for alvor er blevet den centrale supermagt i verden.

Jeg er ikke sikker på, at det bliver en behagelig affære.

Flygtninge

Det er vanskelige og komplekse tider. Læste en klumme i Financial Times, hvor den altid læseværdige skribent Simon Kuper drømmer sig tilbage til de for den vestlige verden så uskyldige og fremgangsrige år mellem 1996-2001. En guldalder, kalder han dem. Det var min gymnasietid, det vestlige hegemoni var totalt og alting kunne lade sig gøre. Verden er meget anderledes i dag. Min facebook-wall svømmer over af politiske indlæg og markeringer i anledningen af de massive flygtningestrømme. Alting virker meget sort/hvidt. Svend Brinkmann – som jeg før har talt pænt om – skriver på facebook:

Flygtningekrisen er for alvorlig til skråsikkerhed og skræmmekampagner. For mig at se er der for tiden tre dominerende udgangspunkter for debatten (der er også andre positioner, fx decideret racistiske, men de er ikke taget med her):

(1) Det humanitære: Vi bør først og fremmest bestræbe os på at hjælpe så mange flygtninge som muligt.

(2) Det kommunitære: Vi bør først og fremmest passe på vores land, dets traditioner og sammenhængskraft.

(3) Det monetære: Vi bør først og fremmest sørge for ikke at bruge for mange penge.

Alle tre positioner har efter min mening noget på sig, og alle tre bliver absurde, hvis de står alene. En etisk velbegrundet politik må forsøge at balancere (1) hensynet til flygtninge med (2) hensynet til fællesskabet og (3) dets finanser.

Min personlige holdning er, at den aktuelle politik lægger for megen vægt på (2) og især (3) og alt for lidt på (1). Som jeg ser det, er de værdier, som (2) og (3) repræsenterer ikke i nærheden af at være truet.

Men jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare afskriver og nedgør de udgangspunkter, som ikke er vore egne. For mange af os mener jo nok, at alle tre har en vis legitimitet.

Min egen holdning er dog, at (3) er det tyndeste og sørgeligste udgangspunkt her i et af verdens rigeste lande.

Så herfra en opfordring til en mere åben og tvivlende tilgang til det alvorlige spørgsmål. Det gælder ikke mindst mig selv.

Jeg kan godt lide hans distinktion mellem de tre divergerende hensyn. For mit eget vedkommende har jeg i normalsituationer nok haft en tendens til at prioritere (3) eftersom jeg grundlæggende er i tvivl om hvorvidt den danske samfundsmodel og velfærdssystem er økonomisk bæredygtig om 15-20 år. (2) har aldrig for alvor betydet noget for mig, mens jeg mentalt har parkeret (1) i mine månedlige bidrag til et par udviklingsbistands- og nødhjælpsorganisationer.

Der er dog ingen tvivl om, at i takt med at flygtningestrømmene fra Syrien blot vokser og vokser, står det klart for mig, at (1) nødvendigvis må prioriteres.

Dels, selvfølgelig, den øjeblikkelige hjælp til flygtningene i Central- og Sydeuropa, dels hjælpe flygtningene i nærområder, dels finde løsninger til at stoppe ‘produktionen’ af flygtning (= få stoppet IS og krigen i Syrien).

Det sidste er der nok mange, der gerne ville kende løsningen til at få afstedkommet. Jeg har ingen gode svar. Men ligesom ved borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien, må vi hjælpe folk i nød. Ikke ukritisk, men hvis man flygter fra krig, død og ødelæggelse, så bør civiliserede lande hjælpe med at give flygtningene midlertidigt ly i det omfang landene har råd (3) og sammenhængskraft (2) til det. Naturligvis skal det ske på en måde, så menneskesmuglere og andre nedrige eksistenser ikke tjener kassen på andre menneskers lidelser, men ansvaret for at hjælpe er der stadig.

Så kan det godt være at østeuropæerne og de øvrige Arabiske lande ikke vil løfte deres del af ansvaret for at hjælpe, men så må mere voksne lande træde til. Ikke som en permanent foranstaltning, men som en midlertidig hjælp. På den baggrund er jeg glad for, at Lars Løkke i dag melder nye toner ud, og skruer lidt ned for kræmmerretorikken.