Secret of Mana

Det er ikke tit jeg udbryder spontane nydelseslyde, men det skete i dag. Lige midt i mit kontor på arbejdet, hvor jeg sad og papirnussede. Ved et tilfælde – for jeg er jo selvsagt ikke typen der kan blive distraheret af internettet i løbet af en arbejdsdag(!) – læste jeg inde på videospilsbloggen Kotaku at der er et remake af Secret of Mana i støbeskeen:

Square Enix is remaking Secret of Mana 2. The beloved role-playing game will be released in North America on February 15, 2018.

In August 1993, the game was originally released as Seiken Densetsu 2 in Japan on the Super Famicom (SNES), but sold outside Japan as Secret of Mana.

According to Famitsu, this is a full remake with full voice, new musical arrangements and other new elements like upgraded gameplay. 4Gamer reports that the Secret of Mana remake will have online multiplayer for up to three players.

Jeg er begejstret! Jeg kan allerede i dag genspille originalen på min Wii, men altså, et remake? Der ser ganske fortryllende ud? Og som kan rette op på de svagheder, som det oprindelige spil indiskutabelt led af? JA TAK! Jeg kan faktisk ikke lige komme på et andet spil, som jeg hellere vil spille en ny udgave af.

Glæder mig dybt, intenst og helt infantilt til februar måned!

Breath of the Wild

En afledt effekt af primært at købe retrospil er, at man ikke er helt au courant med hvad videospil anno 2017 rent faktisk kan tilbyde. Jeg blev således ganske bjergtaget og overrasket, da jeg i går aftes endelig fik skåret en times uforstyrret tid ud til at spille det nye ‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild’.

Mod nye eventyr …

Spillet har fået noget nær ustyrligt gode anmeldelser, men jeg har alle dage været skeptisk overfor 3D rollespil, især dem med alt for løse strukturer og åbne verdener. Tilbage i 2011 forsøgte jeg at spille det ellers meget roste ‘Elder Scrolls V: Skyrim’, men ophørte da min højre-venstre koordination ikke magtede at styre figuren og kameraet på én og samme tid. Mindes med gru hvordan jeg blev tævet sønder og sammen, alt imens jeg desperat forsøgte at finde ud af hvilke knapper, jeg skulle trykke på. Spillet blev derfor pakket ned i en kasse øjeblikkeligt, hvorefter jeg ikke har skænket det en tanke.

Er dog mere optimistisk på Zeldas vegne. Dels fordi jeg kender (og elsker) spilserien, dels fordi spillet ud fra en times – indrømmet! – forelsket selskab, virker helt og aldeles fremragende. Det kommer jeg til at bruge mange timer sammen med.

Generelt er jeg meget begejstret for min Wii U, som jeg har efterhånden har opbygget en solid samling af ældre Nintendoklassikere og japanske rollespil på. Nu mangler jeg så bare den uforstyrrede tid til at fordybe mig hæmningsløs i spillene. Bliver vel engang, når jeg runder de 50 år.

Og nu til noget ganske andet

Købte en Wii U i weekenden. Bevares, ville måske i virkeligheden gerne have købt den nye Playstation Pro, men husstanden har mere brug for en konsol, som kan spille børnevenlige spil. Og i virkeligheden har jeg jo altid – deres infantile linje til trods – inderst inde holdt mest af Nintendo. Blevet meget positivt overrasket over, at man kan købe dele af det gamle Nintendo bagkatalog i deres såkaldte Virtual Console. Ganske vist ingen af mine personlige kæpheste som Chrono Trigger, Final Fantasy 6 eller Secret of Mana, men til gengæld mange af Nintendo-Nintendo spillene: Stort set alle Mario spil og (især vigtigt) Zelda-spillene.

Mario Kart 8 fulgte med maskinen, og jeg købte et par Mario-spil oveni også. Tror det er noget Arvingerne vil kunne lide, når der kommer lidt mere øje-hånd koordination ind over. Allerede nu er den ældste vild med Mario Kart. Det er sjovt for ham at en ’saur’ (dvs. Yoshi) kører i bil, og at der hopper delfiner rundt på en af banerne (hvor man tilmed også kører ovenpå en stor fisk!). Bliver sjovt at køre mod ham en dag.

Skal dog have købt nogle andre controllers. Blev besnakket af ekspedienten i Gamestop til at købe nogle inferiøre kopier, og de er virkelig ikke gode – eller også ved jeg blot ikke, hvordan man skal bruge dem. Har heller ikke helt luret hvilke aggregater man skal bruge til ‘bevægelsesspillene’, som jo var dem, som Wii’en oprindeligt blev kendt for. Har dog kompileret en liste over spil, som vi skal vælte rundt i stuen til.

Måske er det et lidt fjollet køb, nu hvor Nintendo Switch snart kommer. Reelt har jeg købt en forældet maskine. Men det er ok. Tror vi får glæde af den. Og hvis ikke andet, så får jeg selv spillet nogle af de, suk, “gode, gamle” spil – og kan opdage nogle af klassikerne fra NES’en.

Eventyrlyst

Det var helligdag i går, og jeg gad ikke lave noget videre fornuftigt i fritiden under arvingens middagslure. Så jeg investerede naturligvis i en række adventurespil til iPad’en.

Taget i betragtning af hvor meget jeg holder af at overspringshandle, så fylder computer- og videospil overraskende lidt i min tidsspilde-diæt.

Jo, i gamle dage var jeg flittig bruger af mine elskede Game Boy, Super Nintendo og Playstations. Og min besættelse af adventurespil udspringer af tiden i start-90’erne, hvor jeg spillede ‘The Secret of Monkey Island’ i noget døgndrift. Siden døde det ud. I dag sker det mest af alt, at jeg i lidt for lange og sene tidslommer forsvinder helt ind i mine ‘Football Manager’-spil. Men ellers er det begrænset hvad jeg bruger på spil som sådan. Selv ikke mine iOS-udgaver af ‘Final Fantasy’-spillene får jeg rigtig kælet for.

Men efter at jeg for nylig spillede det aldeles fremragende point-and-click adventurespil ‘Broken Sword: Shadow of the Templars’, blev der tændt op under mit slumrende adventurespil-bål. Så det var indenfor den genre, at der blev rekvireret spil til iPad’en.

Indtil nu har jeg kun fået spillet det rigtig glimrende ‘Silent Age’, som det til min overraskelse viser sig at være danskproduceret. Spillet har alt: Tidsrejser, parallelvirkeligheder, en pedel som hovedperson og det mest eery/spooky musik på denne side af meteorstormscenen i ‘Gravity’. Gåderne er måske lidt for lette og lineære, men det gør ikke så meget. Spillet fungerer glimrende som opvarmning til de øvrige jeg har købt: ‘The Longest Journey’, ‘Lost Echo’, ‘Beneath a Steel Sky’ og ‘Machinarium’.

Glæder mig allerede til pauser og længere perioder i transportmidler i den kommende tid, så jeg rigtig kan fordybe mig.

Hvad der fylder min tid i øjeblikket

  • At indkøre Arvingen i vuggestuen. Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvordan man egentlig institutionaliserer et barn. Altså, sådan i praksis. Det har været lidt ligesom med pølser. En herlig spise, men jeg har været lykkeligt uvidende om hvordan de bliver fremstillet. Når det så er sagt, er det da skelsættende sådan at overlade ens kæreste eje til fremmede. Han er jo husstandens lille solkonge, der har været vant til forældres udelte opmærksomhed, men nu skal bo på stue med 12 andre (og større) børn. Det bliver en transitionsproces, så han skal nusses og krammes ekstra i tiden frem. Indtil videre går det dog godt med at få ham på plads. Han kan lide andre børn, og græder kun kortvarigt efter at hans far har forladt ham – for derefter at grine og lege. Det gør mig glad, samtidig med at det knuser mit lille sorte hjerte
  • At genopdage glæden ved klassiske adventurespil. Efter at have læst om ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ på adventuregamers.com, købte jeg Mac-udgaven for nylig. Det er en vaskeægte fornøjelse. Jeg havde helt glemt hvor meget jeg egentlig holder af point-and-click adventurespil. Har ikke fornøjet mig så meget siden Monkey Island-spillene. ‘Broken Sword’ er et klassisk old-school spil, hvor gåderne er tilpas svære og stemningen i top. Plottet i spillet er blandt de bedre, må man sige. Jeg vil være overrasket, hvis ikke Dan Brown spillede det inden han skrev sine bøger, for han tyvstjæler i hvert fald med arme og ben. Endelig er dialogen helt i top. Spillet får fem ud af fem mulige, og den varmeste anbefaling fra min side.
  • At se tredje sæson af ‘House of Cards’. Skal igang med femte afsnit. Serien holder stadig højt niveau, men jeg er ikke helt så investeret i historien som før. Jeg har ikke nogen kloge betragtninger om seriens realisme eller skildring af politik. Men det er da sjovt at se den danske skuespiller Lars Mikkelsen spille rollen som en karikeret udgave af Vladimir Putin.
  • At tænke over fremtid. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave, hvor bliver Arvingen glad og får de bedste muligheder etc.. Med andre ord: En evergreen-beskæftigelse.

Nygammel nostalgi

Noget af det jeg begræder allermest er, at alle mine Game Boy spil fra begyndelsen af 90’erne er forsvundet. Jeg havde dem ikke med, da jeg flyttede hjemmefra. Og selv efter at have finkæmmet barndomshjemmet adskillige gange, så kan jeg ikke finde dem. Min tese igennem efterhånden en del år er, at min storebror engang har lånt dem og siden forvildet dem bort. Han benægter selvsagt hårdnakket, men det ville jeg også gøre, hvis jeg havde været så sløsagtig med min lillebrors Game Boy spil.

Det er gået noget ned af bakke med mit videospilleri de senere år.

Nogen vil sikkert hævde, at det hører med til at blive voksen, fornuftig og ansvarlig. Selv vil jeg sige, at jeg i dag spilder tiden på familie og arbejde fremfor at bruge den på nyttige og brugbare aktiviteter som min Game Boy, Super Nintendo og Playstation. Det er meget ærgerligt.

De sidste fire-fem år har jeg da også et par gange gjort behjertigede forsøg på at genantænde mine let infantile passioner.

Sidste vinter købte jeg genudgivelsen af Final Fantasy X til Playstation 3, ligesom jeg i 2011 købte Final Fantasy XIII-2. I efteråret 2013 genfandt jeg én af mine helt store kærlighedsaffærer, Zelda: Link’s Awakening, i en snusket brugtbutik i Aalborg. Jeg hyldede min ubetingede favorit, Final Fantasy VI, da spillet fyldte 20 år i foråret 2014. Og indimellem har jeg købte reissues af gamle japanske rollespil i takt med at de er kommet i nye udgaver til min iPhone.

I går investerede jeg imidlertid i en række originale Game Boy og Game Boy Advance spil. Det drejer sig om følgende perler:

Jeg har desværre ikke kunne finde det spil, jeg allerhelst gerne vil købe: Zelda: A Link to the Past (2003), men det lykkes vel en dag. De fem nye familiemedlemmer ovenfor er dog også værd at fremhæve

DuckTales og Super Mario Land er to af de spil, der på mystisk vis er forsvundet fra mit barndomshjem. Begge er platformsspil, som jeg kun kan betragte igennem lyserøde nostalgiske briller. Lyt eksempelvis til den mesterlige 8-bit udgave af DuckTales’ episke intromusik og se dets vidunderlige gameplay. Og en dag skal jeg ved lejlighed skrive et udførligt indlæg om Super Mario Land, for det er et spil, jeg har endog særdeles stærke meninger om og følelser for.

Sword of Mana er opfølgeren til et af mine all-time yndlingsspil: Secret of Mana (1993). Jeg glæder mig ganske ustyrligt til at prøve det. De to Zelda-spil er mest købt fordi jeg gerne vil se hvor gode de er. Det opnår næppe Link’s Awakening status i min tilværelse, men mindre kan også sagtens gøre det.

Nuvel, samlet set kan det sikkert virke særpræget af man investerer i spil til en maskine, som jeg helt tilbage i 2009 ønskede tillykke med 20 års fødselsdagen. Men ja, jeg bliver vel stedse mere nostalgisk som tiden går, og med alle de ting, jeg holdt af i alderen 10-14 pludselig er blevet 20 år gamle. Det er en grum oplevelse.