in Bøger

Dark Matter

Ah! Lige hvad jeg havde brug for. En forfriskende, hæsblæsende science fiction bog til at få skyllet ud i systemet.

Min boglæsning har den seneste måneds tid været haltende. Har egentlig fået læst ganske mange aviser og begavede magasiner, men skønlitteraturen har været op ad bakke. I juni fik jeg læst de overordnet set tilfredsstillende Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’, Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’ og Daniel O’Malley ‘The Rook’. Men i juli kørte jeg fast. HELT fast.

Ambitionerne var ellers så store.

For det første ville jeg færdiggøre Daniel Abrahams ‘The Dagger & the Coin’ serie. Den seneste bog jeg læste i serien var bind tre, og den efterlod jeg i en skraldespand i lufthavnen i Kona inden flyveturen med Mokulele Airlines til Maui tilbage i december 2013. Ikke fordi det var en dårlig bog, men jeg var færdig med den, og jeg orkede ikke at slæbe den hele vejen hjem til den anden side af jorden1.

Bog fire, ‘The Widow’s House’, udkom sidst i 2014, og har længe ligget ulæst på min Kindle. Det var et problem, da jeg i tidens løb havde glemt handlingen i de første tre bøger. Derfor skulle jeg først have genopfrisket plottet, inden jeg for alvor kunne komme i gang igen – hvilket var en reel hindring for at komme i gang igen. Men da jeg fandt femte og sidste bog i serien på Roskilde Bibliotek sidste måned, havde jeg ikke flere undskyldninger for at udskyde kampen. Så jeg researchede ihærdigt internettet for relevante plotspoilers, og efter et par ‘nåhr, ja, det var det der skete, gik jeg i gang med ‘The Widow’s House’.

Det var en kamp uden lige. Som at trække sig selv op af kviksand. Ligeså begejstret og opslugt jeg havde været af de første tre bøger for år tilbage, ligeså kedelig og synes jegden fjerde er. Lagde bogen fra mig konstant. Overspringshandlede. Det der skulle have været berigende underholdning endte med at blive en pligt. En pligt jeg kun gad gøre ved, da jeg var smånysgerrig om hvordan historien ville ende. Reelt skimmede jeg de sidste 200 sider i håbet om at bog fem ville være bedre. Men kedsomheden fortsatte. Og fortsatte. Og fortsatte. Uendelige indre monologer hos hovedpersonerne, når det eneste jeg ville vide var, hvad der skete med dragen og de magiske præster. Det var den rene jammerdal.

Så jeg gik i stå. Arkiverede bogen lodret. Gider ikke ofre serien mere energi eller dårlig samvittighed. Og jeg giver Brian Staveleys sidste bind i ‘Chronicle of the Unhewn Throne’ serie samme skæbne.

Jeg var allerede i tvivl om den series kvalitet efter at have læst bind 1 og 2, og da plottet krøb frem i sneglefart i treeren, så blev den også cuttet. Ærgerligt? Måske. Men jeg kan læse handlingen på nettet, hvis jeg har lyst til det. Måske ikke en sund udvikling at læse OM bøgerne frem for at læse dem selv, men selvom jeg stadig er basalt interesseret i plottet, er der grænset for hvor meget energi jeg gider lægge i at nå dertil.

Så meget desto bedre var det at kværne Blake Crouch ‘Dark Matter’, der er det føromtalte forfriskende science fiction pust i min læsning. Jeg kunne lide hans ‘Wayward Pines’ bøger, men ‘Dark Matter’ er på mange måder bedre. Dels er det en stand-alone roman, og det var en behagelig forandring fra alle de noget nær uendeligt lange serier, som jeg ellers bliver fanget i. Den er stramt skrevet og plottet? Ja, det er som tyvstjålet ud af en Philip K. Dick roman:

“Are you happy with your life?” Those are the last words Jason Dessen hears before the masked abductor knocks him unconscious. Before he awakens to find himself strapped to a gurney, surrounded by strangers in hazmat suits. Before a man Jason’s never met smiles down at him and says, “Welcome back, my friend.”

In this world he’s woken up to, Jason’s life is not the one he knows. His wife is not his wife. His son was never born. And Jason is not an ordinary college physics professor but a celebrated genius who has achieved something remarkable–something impossible.

Is it this world or the other that’s the dream? And even if the home he remembers is real, how can Jason possibly make it back to the family he loves? The answers lie in a journey more wondrous and horrifying than anything he could’ve imagined—one that will force him to confront the darkest parts of himself even as he battles a terrifying, seemingly unbeatable foe.

Hvis man har en blot moderat fascination af historier med paralleluniverser og Groundhog Day mekanismen, så er ‘Dark Matter’ et stensikkert valg. Hvis ikke bogen bliver lavet om til et filmmanuskript lige om lidt, så må I kalde mig Mads. New York Times er enig i at bogen lige om lidt er en film, og kritiserer den for at være uoriginal,for hurtig og for lidt optaget af videnskaben bag. Endelig går handlingen i hyperfart ud over personopbygningen.

Men det er jo netop det, der gør bogen så fantastisk for en døgnflue som mig, der kan tilgive stort set alt, bare plottet er spændende og historien kører. Jeg har ikke brug for dybe indsigter i menneskets natur, når jeg læser om en mand, der desperat forsøger at komme hjemme til sin kone og barn via adskillige paralleluniverser. Det er som hvis Michael Crichton var genopstået fra de døde og skrev bøger igen.

Kort sagt: Læs den hvis du har brug for en medrivende og fængende spekulativ fiktionsbog, som ikke er mere, end den giver sig ud for. Der er også kærlighed og sår’n i den, hvis I har behov for den slags. Den renser ud i dit system af ufærdiggjorte klassikere og pligtlæsning. Det er bare med at komme i gang.

  1. En skæbne der også overgik Morrisseys rædderlige autobiografi (efterladt i sengeskabet på Marriott Waikoloa, Big Island), Oliver Burkeman ‘The Antidote’ (efterladt i fællesvaskeriet på Hotel Hale Pau Hana, Kihei, Maui) og Dan Simmons ‘Carrion Comfort’ (efterladt i skuffen under tv’et på Holiday Inn, Fisherman’s Wharf, San Francisco) []

Giv lyd fra dig

Comment