Det digitale forbrug i 2016

Det var et helt ekstraordinært pauvert film år. Jeg så én og kun én film: Star Wars ‘The Force Awakens’ tilbage i januar måned. Nej, vent. Det er ikke helt sandt. Jeg fik også streamet ‘Interstellar’ og ‘Edge of Tomorrow’ undervejs. Alle tre var gode film, nok især den tankevækkende ‘Interstellar’. Det er ikke længere så tit at de laver mainstream science fiction film, men det gjorde de i dette tilfælde. Den er skøn.

Interstellar

Men det næsten ikke-eksisterende filmforbrug befæster blot tendensen fra de sidste tre-fire år, nemlig at jeg er blevet koblet fuldstændig af filmmediet. Ved heller ikke helt hvad jeg er gået glip af i 2016? Kom der nogle gode og helt uundværlige film? Jeg vil gerne se den nye ‘Star Wars: Rogue One’, ligesom ‘Arrival’ lyder lovende. Men hvad ellers?

Det var ikke meget bedre på tv-serie fronten. Vi fik set anden sæson af ‘Les Revenants’, det meste af ‘The Blacklist’ og gik begrædeligt nok i stå i ‘The Americans’. Årets mest positive oplevelse var imidlertid den spændende ‘The Path’ på HBO, hvor man følger livet i en kult.

Jeg har ikke for alvor set ‘Breaking Bad’, så er fuldt ud i stand til at nyde Aaron Paul som andet end Jesse Pinkman. Han er virkelig stærk i ‘The Path’, som kultmedlemmet der begynder at tvivle. Serien er et lidt atypisk hit her i husstanden, for den involverer hverken metafysik, alternative virkeligheder, tidsrejser eller science fiction. Den er et klassisk drama, hvor det ikke er kulten som sådan der er interessant, men snarere livet og de sociale dynamikker. Er meget spændt på anden sæson, som jeg vil prioritere højt at få set i 2017.

Et medie jeg til gengæld passede trofast var podcasts. Lyttede allermest til Den Korte Radioavis, som jeg opdagede efter alle andre tilbage i marts måned. Jeg er dybt imponeret over hvor begavet satire de kan levere hver evig eneste dag.

Ved ikke om analogien giver mening, men Den Korte Radioavis er satirens svar på The Smiths. Jeg har nu bogstaveligt talt hørt hundredevis af timer af programmet, og jeg kan måske udpege 1-2 brudstykker som jeg ikke fandt morsomme. Det svarer til The Smiths, hvis bagkatalog er fejlfrit – måske lige med undtagelse af den forbryderisk ringe ‘Golden Lights’.

Ellers nød jeg især ‘Kongerækken’, visse af Medianos udsendelser og ikke mindst mine obligatoriske podcasts om amerikansk sport: First Take og Bill Simmons. Selvom det er ved at være tre år siden vi var i USA sidst, bruger jeg diverse sportsudsendelser til at opretholde en ersatz-følelse af landet. Egentlig lidt sørgeligt når man tænker over det.

Hvad med jer? Hvilke popkukturelle og/eller digitale ting nød I i 2016?

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *