Bag udkastet

I mit job lever jeg af at skrive – og det meste begynder med et udkast. Udkast til en tale. Udkast til en analyse. Udkast til en strategi. Og så videre.

Så efter i 10 år at have blogget under diverse obskure hellenistisk inspirerede titler, er jeg nu i navn og gerning nået til kernen af min kreative skriveproces. Til udkastet. Dér, hvor min tænkning og refleksion reelt finder sted og udfoldes.

Udkastet.nu er noget så gammeldags, forstokket og bagstræberisk som en personlig blog. Jeg skriver om det, der interesserer mig – og om min ret ordinære hverdag.

Jeg er inspireret af netmagasiner som The Ringer og The Awl, der bedriver indsigtsfulde og humoristiske essays om alt fra popkultur, sport, musik, film, tv-serier, politik til historie, science fiction og samfundsforhold. Det er også den slags smuds, jeg kommer til at grifle om.

I den idéelle verden var I kommet til et sted, hvor der er dybdegående og grundigt gennemtænkt indsigt at hente. Men ak, nej, I må nøjes med mine luftige betragtninger og letkøbte holdninger.

Det er det, der ligger i et udkast, tænker jeg. At indholdet ikke nødvendigvis er perfekt eller (form)fuldendt. At der stadig er solidt rum til læring og tænkning. Forhåbentlig bliver jeg selv klogere igennem skriveprocessen – og de lejlighedsvise kommentarer.

For de tre-fire læsere, der er heldige nok til ikke at kende undertegnede i forvejen, kan jeg fortælle at jeg er i midten af 30’erne, bor i Roskilde, er uddannet politolog og arbejder med kommunikation og udvikling i en større virksomhed. Fritiden tilbringes sammen med min underskønne kone og to bedårende børn.

Kommentarer, utidige bemærkninger, ris, ros og kærlige klap modtages naturligvis med kyshånd.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *