in Livet

Don’t You Know Who I Think I Was?

Er du den samme som da du var 15? 20? 25? Altså, sådan helt fundamentalt? Bortset fra at du har skiftet tøjstil, bolig, uddannelse, job og kæreste et par gange undervejs, er du så stadig den samme? Eller har du forandret dig? I så fald: Hvordan? Og vil dine omgivelser også mene, at du har forandret dig?

Hidtil har jeg abonneret på den tanke, at mennesker ikke forandrer sig. Fraset eksternt opståede negative chok til ens system (dødsfald, alvorlig sygdom, traumatiske hændelser), så mente jeg, at når først man har passeret teenageårene, så er ens personlighed og væsen nogenlunde konstant. Bevares, man bliver altid klogere og justerer ens valg og prioriteter herefter. Men hvis man ser på selve essensen af en person, har jeg hidtil været ganske sikker på, at den forblev nogenlunde den samme.

Nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg er i hvert fald blevet mere opmærksom på, at jeg ikke er den samme som den der yngre mand, der i foråret 2007 luffede ud af Københavns Universitet med mit kandidatbevis i hænderne.

Jeg tænkte først over det for nylig, da jeg sad og puslede med at renovere mine gamle blogarkiver og lægge dem online igen. At sidde der og læse mine ord fra april 2005 og at møde den person jeg var dengang … nuvel, jeg vil ikke sige at jeg ikke kan genkende mig selv. Men jeg var indiskutabelt anderledes.

Nogle ting er selvfølgelig de samme. Min generthed. Min introverte sider. De nørdede interesser. Glæden ved at skrive. Ironien. Den evindelige søgen efter mening og ægthed. Restløsheden. De ting er stadig til stede. Andre af mine karaktertræk er blevet forstærket siden dengang. Nok især melankolien og sortsynet. Usikkerheden på mig selv. De er blevet spædet op med en faktor eller to efter 10 år på arbejdsmarkedet, hvor jeg aldrig rigtig har fundet min sti.

Men andre ting er anderledes.

Det fysiske forfald er jo hvad det er. Men den noget mere frembrusende og humoristiske person, som elskede at drille godmodigt, diskutere, provokere og holdt af at være midtpunktet i små selskaber, er om ikke forsvundet, så i hvert fald trængt i baggrunden. Der var også flere ting, jeg gik passioneret op i dengang (politiske transitionsprocesser i Central- og Østeuropa! ny musik!). Der er ikke så mange ting, jeg brænder for længere. Og efter nogle år med for lidt søvn er jeg nok blevet mere … træt og mindre overskudsagtig. Jeg var markant mindre gnaven og irritabel dengang, end jeg er i dag. Omvendt er jeg også blevet klogere. At få to børn har lært mig meget om kærlighed, omsorg, pligter og tålmodighed. Jeg er mindre egoistisk i dag, end jeg var dengang – håber jeg.

Den stille gradvise forandring er tankevækkende. Ham fra 2007 er jo for eksempel den person, som min Bedre Halvdel mødte og forelskede sig i dengang. Det er også ham, som langt størstedelen af mine nuværende venner mødte. Og jeg tror at mine forældre grundlæggende ser mig, som jeg var engang – og de derfor ikke altid forstår, hvorfor jeg agerer som jeg gør.

Hvordan kommunikerer man nu i 2018, at man med tiden har forandret sig? Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste et blogindlæg om netop det. Vil tillade mig at citere det i noget nær fuld længde:

I quit Facebook back in 2011 for a lot of reasons, but perhaps the most crucial was to rebel against its core mission: Connecting the world. I was over-connected with the world, acquaintances and friends from the past, and I wanted out.

Zuckerberg has repeatedly doubled down on the toxic idea that we should only have one self, one persona. That we should be the same person in all social circles, lest we be “frauds”.

I’m happy to be a fraud under that definition. I’m not the same person I was in high school. Not the same person I was at university. Not the same person I was with friends at age 15 as I was with a different group of friends at 21. I’m still not the same person with friends in programming as I am with friends in racing or with family or old mates from Denmark.

What allowed me to change and prosper was the freedom to grow apart and lose touch with people. It’s hard to change yourself if you’re stuck in the same social orbit. There’s a gravitational force that pulls you into repeating the same circular pattern over and over again. Breaking out of that takes tremendous force.

In real life, this force is mercifully thrust upon you at critical moments for self-discovery and evolution. You leave university, and you automatically lose touch with most of the people you knew there. It’s not an affront to anyone that this happens. It doesn’t take any effort. Everyone accepts that it’s a natural process.

But Facebook changed that. It stunted this natural, gentle process of growing apart and losing touch. Now the default is to stay connected with everyone you’ve ever friended forever. And to break that connection, you have to actively sever it. Something most people don’t like doing, and don’t like having done to them, so it generally doesn’t happen.

Knowing that everything you share will be seen by all these people from your past quietly moderates what you actually share. Becoming someone else entails experimenting and failing with new styles and ideas. Not a lot of people are so keen to premiere such vulnerable stages of their evolution in front of an audience that expects them to be that same
person they always were forever. I know I wasn’t.

So I pressed the red button and nuked all these synthetic connections from Facebook’s orbit in one go.

It was liberating.

Jeg er ikke enig med ham i, at det er nødvendigt og positivt at afbryde kontakten med ens bekendtskaber fra dengang, hvor man måske var en anden. Faktisk synes jeg det er noget værre vås.

Men jeg kan sagtens genkende at facebook kan fastholde en i en bestemt social rolle og en person, man var engang – og at det kan være grænseoverskridende at bryde med den imaginære persona, som folk har opbygget om en.

Det var grænseoverskridende og angstprovokerende for mig, da jeg sidste år kortvarigt stillede op som kandidat til kommunalvalget for et politisk parti. Den slags kræver jo en aktiv tilstedeværelse på facebook, der – hvad enten man kan lide det eller ej – er blevet stedet, hvor man bedst når ud til den brede vælgerskare.

De grænseoverskridende elementer bestod dels min naturlige blufærdighed, generthed og ulyst til opmærksomhed. Jeg trives i mindre selskaber, men at være i centrum eller være på scenen i en større forsamling? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Men problemet var primært identitetsmæssigt. GYS!, hvad ville mine facebook-kontakter mon tænke om mig nu? Var jeg egentlig ok med at bevæge mig fra at være person til rolle som politiker (med alt hvad det indebærer af negative konnotationer)? Hvad ville det betyde for mine venner/bekendte/(eks)kolleger/gymnasie- og studiekammerater/kollegiebeboeres opfattelse af mig? Var det overhovedet vigtigt?

Jeg har jo altid haft den jævnt besynderlige opfattelse, at det er helt fint – ja, ligefrem godt -, at vildt fremmede besøger, læser og kommenterer mine enfoldigheder og bekendelser her på bloggen. Omvendt ville jeg dø af skam og rædsel, hvis de samme ting jeg skriver her i min semi-anonymitet blev læst af alle dem, jeg er forbundet med på facebook. Hvilket jo dybest set er en meningsløs, men dog alligevel helt reel bekymring for mig.

Jeg kan derfor godt følge skribenten i det han skriver om sociale mediers konserverende rolle for ens offentlige persona. Og jeg deler betragtningen om at have behov for forandring, og at have lov til ikke at være den samme, som man var engang. Ellers begår man de samme fejl og kører rundt i den samme rille igen og igen og igen. Man er nødt til at bryde med den selvcensurerende mentale struktur i hovedet på en selv. Og i praksis fik jeg kun venlig feedback på min politikerrolle, så det var slet ikke så farligt endda.

Og hvad så, kan man sige? Hvorfor så mange ord om sådan en omgang navlepilleri?

2017 var på mange måder et driftsår hjemme hos os. Vi skulle have livet og logistikken til at fungere med to små børn, to fuldtidsjobs og hvad der ellers følger med i vores fase af tilværelsen. I 2018 er der åbnet muligheder for, at vi som familie kan træffe valg, der vil betyde store forandringer. Det er spændende og noget at tænke over. For det vil være beslutninger, som jeg i hvert fald ikke ville have kunne træffe, hvis jeg stadig var som jeg var engang

Og så igen helt afslutningsvis: Er du den samme som du var engang?

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Det er altid et interessant spørgsmål, og i virkeligheden ét, som man bør stille sig selv ofte. Jeg selv er ikke i tvivl: jeg er tyve gange værre i dag end jeg var for ti år siden. Og endnu mere hvis vi siger femten, for der havde jeg nemlig ikke børn. Anskaffelsen af vores tre små afskyelige englebasser kan ikke umiddelbart siges at have været gunstigt for mit sande jeg, jeg har sprunget skalaen indenfor træthed, kedelighed, surhed og grimhed. Eller nej. Det er faktisk absolut ikke podernes skyld – det er bare rart at skyde ansvaret fra mig. Men det er udelukkende mit, og jeg er på jagt efter Maude anno 2000. I hvertfald hvad det rare angår….

  2. Ser man som du nævner bort fra traumatiske oplevelser… så tror jeg grundlæggende jeg er nok den samme, men der er nuance forskelle.
    Det bare svært at sige når det netop er i bla. Teenage årene at dramatiske begivenheder skete.
    Læser jeg min dagbog fra den gang er der både meget som har ændret sig og så meget der er det samme.