Eventyrlyst

Det var helligdag i går, og jeg gad ikke lave noget videre fornuftigt i fritiden under arvingens middagslure. Så jeg investerede naturligvis i en række adventurespil til iPad’en.

Taget i betragtning af hvor meget jeg holder af at overspringshandle, så fylder computer- og videospil overraskende lidt i min tidsspilde-diæt.

Jo, i gamle dage var jeg flittig bruger af mine elskede Game Boy, Super Nintendo og Playstations. Og min besættelse af adventurespil udspringer af tiden i start-90’erne, hvor jeg spillede ‘The Secret of Monkey Island’ i noget døgndrift. Siden døde det ud. I dag sker det mest af alt, at jeg i lidt for lange og sene tidslommer forsvinder helt ind i mine ‘Football Manager’-spil. Men ellers er det begrænset hvad jeg bruger på spil som sådan. Selv ikke mine iOS-udgaver af ‘Final Fantasy’-spillene får jeg rigtig kælet for.

Men efter at jeg for nylig spillede det aldeles fremragende point-and-click adventurespil ‘Broken Sword: Shadow of the Templars’, blev der tændt op under mit slumrende adventurespil-bål. Så det var indenfor den genre, at der blev rekvireret spil til iPad’en.

Indtil nu har jeg kun fået spillet det rigtig glimrende ‘Silent Age’, som det til min overraskelse viser sig at være danskproduceret. Spillet har alt: Tidsrejser, parallelvirkeligheder, en pedel som hovedperson og det mest eery/spooky musik på denne side af meteorstormscenen i ‘Gravity’. Gåderne er måske lidt for lette og lineære, men det gør ikke så meget. Spillet fungerer glimrende som opvarmning til de øvrige jeg har købt: ‘The Longest Journey’, ‘Lost Echo’, ‘Beneath a Steel Sky’ og ‘Machinarium’.

Glæder mig allerede til pauser og længere perioder i transportmidler i den kommende tid, så jeg rigtig kan fordybe mig.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *