Flakkende

De senere år har jeg haft en … omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet. Et års tid i Bruxelles, 20 måneder i Nordjylland og indtil videre 16 måneder hos min nuværende arbejdsgiver i København.

Det vil være at strække den, at betegne mig som flakkende, tænker jeg.

En del af de lidt hyppige jobskift har været afledt af de geografiske flyt, som er en integreret del af Den Bedre Halvdels uddannelse. Men det er indiskutabelt, at jeg de sidste fire år har været præget af jobmæssig restløshed og ustabilitet.

Kom til at tænke over det, da jeg læste et blogindlæg om ‘Loyalists vs Mercenaries’.

Det handler ganske vist mest om arbejdskulturen i start-ups i Silicon Valley (stor udskiftning i medarbejderstaben, kortere ansættelsesperioder, tendens til at medarbejdere agerer mere som ‘lejesoldater’), end i mere perifære steder som Des Moines eller Indianapolis (mindre udskiftning, længere ansættelsesperioder og mere ‘loyalistisk’ tilgang til arbejdsgiveren).

Det er vel relativt banalt at konstatere, at det hører en anden generation til, at have de meget (livs)lange ansættelsesforhold. Jeg kan ikke komme på nogen fra min studietid, der stadig har det første job, som de fik efter afsluttet kandidateksamen – og det er trods alt kun 8 år siden. I mine forældres generation ville det ikke have været usædvanligt, hvis man stadig arbejdede det samme sted.

Jeg ved ikke om der er nogle generaliserbare regler for, hvorfor det er blevet sådan.

Det jeg helt uvidenskabeligt kan se i omgangskredsen er dog, at de store lønhop sker i forbindelse med et jobskifte. Man bliver ikke belønnet for at være loyal overfor en arbejdsgiver, tværtimod. Endelig er der jo en udtalt ideologi om fleksibilitet. At være det samme sted kan tolkes som mangel på forandringsparathed og dynamik.

Måske det er bedst illustreret af, da en ny administrerende direktør for et par år siden begyndte hos min gamle arbejdsgiver. På sit første medarbejdermøde ytrede han, at han ikke vidste om han var på stedet om fem år, da man efter hans mening burde skifte job minimum hvert fjerde år for at undgå at gro fast. Det efterlod ikke medarbejderflokken stærkt investeret i ham eller hans projekt, skulle jeg hilse at sige.

Omvendt er det vel også sådan, at man er nødt til at investere et vist kvantum tid i en arbejdsgiver, hvis man vil op i systemet. Jo, CEO’s hentes ofte udefra, men laget nedenunder – vicedirektørerne og den slags – har ofte en lang historik i virksomheden. Så måske de hyppige jobskift efterhånden mere bliver en hindring for ens evt. fremskridt og karriere. Man når aldrig at blive rigtig dygtig, eller at høste den sociale kapital af at have bygget et netværk op indenfor ens felt. Det taler imod for mange kortvarige ansættelser.

Nå, men det egentlig budskab var vel bare, at jeg spekulerer en del over mine egne mønstre for tiden. Om hvorfor jeg altid er så restløs, bliver demotiveret og ikke har hvilet specielt meget i mine ansættelser.

Jeg har ikke nogle gode svar. Men nu hvor der snart bliver langsigtet stabilitet i vores almene livssituation, kunne det jo være fortryllende, hvis der blev det samme i karrieren.

Det er ihvertfald langt fra mit personlige ideal at være en lejesoldat.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *