Forgængelighed

Tænker en del over forgængelighed. Hvornår kan man sige, at noget er permanent betydningsfuldt? At det har gjort en forskel? Hvad skal der til før et individuelt menneskeliv betegnes som vigtigt i det helt store billede? De højtravende (og ikke særlig velunderbyggede) spekulationer begyndte i går morges, da jeg lyttede til This American Life podcasten på vej til arbejde. Et af indslagene var:

“Producers Jonathan Goldstein and Sean Cole were fascinated by a recent Pew Research statistic stating that 9% of Americans want to travel through time. So they decided to hit the streets and ask people—is it true? Do you want to travel through time? And what period of time would you travel to?”

Hvilket jo er eminent interessante spørgsmål. Det som flest mennesker i indslaget svarede var, at de ville rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel. Eller forhindre han blev født. Måske få hans mor til at abortere. Der kan man da sige, at et menneske har gjort en forfærdelig stor forskel!

I går aftes kom jeg så til at tænker over det igen. Det med forgængeligheden. Dog på et noget mere rart og umorderisk plan.

Tilbage i omegnen af år 2000 var den franske elektropop gruppe Air noget nær uforgængelige for mig. Men i dag står tilbage, at jeg har ikke købt eller lyttet til et regulært album af Air siden 2004’s ‘Talkie Walkie’. Og jeg har ikke sat oprigtig pris på noget de har bedrevet siden den hypnotiske og hysterisk vidunderlige ‘Cherry Blossom Girl’. I går aftes fik jeg fik dog en helt spontant opstået trang til at lytte til deres obskure b-side ‘Californie1. Mens jeg gravede løs i Spotify2 opdagede jeg, at Air for ganske nylig har samlet alle deres remixes på to album. Det udviklede sig efter aftensmaden til en tour de force af nostalgisk skæv blip-blop electronica. Det er sikkert for sent at overbevise nogen nu, men lyt lige med her. Det er fremragende:

Moog Cookbook remixet har været på min tip 10 over remixes siden jeg købte cd-singlen tilbage i 1999. Men min nye personlige favorit er det sære og afsporede Stein House remix fra 1995, som min gamle afgud Étienne de Crécy stod bag. Det er så besynderligt, men også godt.

Men efter at anlægget var slukket og den tunge bas var ophørt med at genere underboen, begyndte spekulationerne igen. For Air gjorde muligvis en forskel for den 18-årige Skribent dengang. Men kan man sige at deres musik er meningsfuld i det store billede? Er deres samlede ‘body of work’ uforgængeligt? Vil man tage det frem om 20-30 år, og anerkendende sige, at det her var det ypperste indenfor elektronisk musik? Gør deres musik idag en forskel for andre, end snart 34-årige småbarnsfædre/papirnussere i større provinsbyer i Københavns omegn?

Måske det ikke er et fair spørgsmål. Afhængigt af hvilken lineal man finder frem (Jorden er flere millioner år gammel, universet flere milliarder år og din eksistens, kære læser, er i bedste fald et blink med øjet set i perspektiv), kan man altid relativisere alting til ikke at betyde noget. Og ‘Moon Safari’ albummet fra 1998 er et indiskutabelt mesterværk, som eftertiden vil (eller i hvert fald: Bør) huske.

Men hvad med os? Hvornår kan vi siges at være uforgængelige? Hvornår er et menneskeliv ‘godt levet’? Jeg spekulerer videre.

  1. Faktum: Alle stednavne lyder bedre på fransk []
  2. Der vel at mærke ikke havde ‘Californie’ liggende, hvilket er endnu et bevis på, at man aldrig, aldrig, ALDRIG må lade sin musiksamling basere på flygtige streamingtjenester []
 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *