Fremmed fugl

Da jeg gik igang med at restorere de gamle blogarkiver opdagede jeg, at jeg ikke har set en spillefilm i bogstaveligt talt månedsvis. Den seneste jeg så var ‘Pacific Rim’, som jeg elskede ganske betingelsesløst. Sidst jeg skrev om at være i biografen var da vi var inde at se ligeledes mageløse ‘Gravity’ tilbage i november 2013. Hvis jeg lige på stående fod tænker to år tilbage og funderer over, hvilke film jeg her og nu kan huske, at jeg gerne ville have set i biografen, så er det nærmest kun ‘Interstellar’ jeg kan komme i tanke om. Og jeg har ikke set en film på Netflix i perioden, uagtet at udbuddet faktisk efterhånden er blevet ganske udmærket.

Det er nok med den baggrund, man skal forstå mine højthævede øjenbryn, da jeg her til morgen læste at en film ved navn ‘Birdman’ har vundet en Oscar for bedste film. Jeg har uden at overdrive aldrig nogensinde hørt om den film. Var nødt til at læse dens wiki-artikel blot for at vide, hvad i alverden det er vi taler om. Jeg havde hørt om ‘Boyhood’ og ‘Selma’, men ‘Birdman’? Nej.

Economist academy awards

Som elsker af mange obskure tv-serier, der – uanset deres objektive genialitet – er blevet lukket grundet manglende kommerciel succes, er jeg pinligt bevidst om, at det ikke i sig selv er et kvalitetstempel at være en kvantitativ succes. Og min ignorance og uvidenhed om ‘Birdman’ siger nok mere om min generelle afkobling fra virkeligheden, end den gør om filmens kvalitet. Det er med andre ord fuldt ud rimeligt at antage, at det er mig der er noget galt med i den her sag.

Men ovenstående graf fra The Economist forleden dag, er nu alligevel ret sigende.

Bevares, hverken ‘Transformers’ eller en af Hobbit-filmene skal vinde nogen kunstneriske priser, men er der er ikke en for stor diskrepans mellem kunstnerisk og kommerciel succes i årets felt af nominerede film? Er det egentlig så mærkeligt, at når jeg hører ordet ‘Birdman’, så tænker jeg på en basketballspiller?

For mit eget vedkommende kan jeg til slut bekende, at jeg ikke har set en eneste af filmene på listen ovenfor. Er jeg gået glip af noget? Kan nogen af læserne give feedback på filmene?

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

2 thoughts on “Fremmed fugl

  1. Nej. Du er ikke gået glip af noget. Birdman er en ganske fin film, men slet ikke det mesterværk, den bliver udråbt til at være. Jeg er ret glad for instruktøren Iñárritu, men synes helt klart, at Birdman er hans svageste film (den bedste er nok Amores Perros). Boyhood er sygt overvurderet og vanvittigt prætentiøs, men det ER imponerende, at de har filmet den over så mange år. The Theory of Everything er også ganske fin, men… ligegyldig. Er dog blevet lidt gladere for Eddie Redmayne, som jeg ellers har været meget træt af, da han altid overspiller. Grand Budapest Hotel er Wes Andersons svageste i mange år (den mening står jeg ret alene med), men den er stadig værd at se.

    Jeg går ud fra, at det kun er filmene på den nederste liste, du ikke har set. Ellers har du en solid omgang underholdning til gode i Guardians of the Galaxy.

  2. Nope, jeg har bogstaveligt talt ikke set en eneste af filmene på listen. Mange taler pænt om Guardians of the Galaxy. Må se den inden alt for længe.

    Letter mit hjerte at læse din beskrivelse af filmene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *