Flygtninge

Det er vanskelige og komplekse tider. Læste en klumme i Financial Times, hvor den altid læseværdige skribent Simon Kuper drømmer sig tilbage til de for den vestlige verden så uskyldige og fremgangsrige år mellem 1996-2001. En guldalder, kalder han dem. Det var min gymnasietid, det vestlige hegemoni var totalt og alting kunne lade sig gøre. Verden er meget anderledes i dag. Min facebook-wall svømmer over af politiske indlæg og markeringer i anledningen af de massive flygtningestrømme. Alting virker meget sort/hvidt. Svend Brinkmann – som jeg før har talt pænt om – skriver på facebook:

Flygtningekrisen er for alvorlig til skråsikkerhed og skræmmekampagner. For mig at se er der for tiden tre dominerende udgangspunkter for debatten (der er også andre positioner, fx decideret racistiske, men de er ikke taget med her):

(1) Det humanitære: Vi bør først og fremmest bestræbe os på at hjælpe så mange flygtninge som muligt.

(2) Det kommunitære: Vi bør først og fremmest passe på vores land, dets traditioner og sammenhængskraft.

(3) Det monetære: Vi bør først og fremmest sørge for ikke at bruge for mange penge.

Alle tre positioner har efter min mening noget på sig, og alle tre bliver absurde, hvis de står alene. En etisk velbegrundet politik må forsøge at balancere (1) hensynet til flygtninge med (2) hensynet til fællesskabet og (3) dets finanser.

Min personlige holdning er, at den aktuelle politik lægger for megen vægt på (2) og især (3) og alt for lidt på (1). Som jeg ser det, er de værdier, som (2) og (3) repræsenterer ikke i nærheden af at være truet.

Men jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare afskriver og nedgør de udgangspunkter, som ikke er vore egne. For mange af os mener jo nok, at alle tre har en vis legitimitet.

Min egen holdning er dog, at (3) er det tyndeste og sørgeligste udgangspunkt her i et af verdens rigeste lande.

Så herfra en opfordring til en mere åben og tvivlende tilgang til det alvorlige spørgsmål. Det gælder ikke mindst mig selv.

Jeg kan godt lide hans distinktion mellem de tre divergerende hensyn. For mit eget vedkommende har jeg i normalsituationer nok haft en tendens til at prioritere (3) eftersom jeg grundlæggende er i tvivl om hvorvidt den danske samfundsmodel og velfærdssystem er økonomisk bæredygtig om 15-20 år. (2) har aldrig for alvor betydet noget for mig, mens jeg mentalt har parkeret (1) i mine månedlige bidrag til et par udviklingsbistands- og nødhjælpsorganisationer.

Der er dog ingen tvivl om, at i takt med at flygtningestrømmene fra Syrien blot vokser og vokser, står det klart for mig, at (1) nødvendigvis må prioriteres.

Dels, selvfølgelig, den øjeblikkelige hjælp til flygtningene i Central- og Sydeuropa, dels hjælpe flygtningene i nærområder, dels finde løsninger til at stoppe ‘produktionen’ af flygtning (= få stoppet IS og krigen i Syrien).

Det sidste er der nok mange, der gerne ville kende løsningen til at få afstedkommet. Jeg har ingen gode svar. Men ligesom ved borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien, må vi hjælpe folk i nød. Ikke ukritisk, men hvis man flygter fra krig, død og ødelæggelse, så bør civiliserede lande hjælpe med at give flygtningene midlertidigt ly i det omfang landene har råd (3) og sammenhængskraft (2) til det. Naturligvis skal det ske på en måde, så menneskesmuglere og andre nedrige eksistenser ikke tjener kassen på andre menneskers lidelser, men ansvaret for at hjælpe er der stadig.

Så kan det godt være at østeuropæerne og de øvrige Arabiske lande ikke vil løfte deres del af ansvaret for at hjælpe, men så må mere voksne lande træde til. Ikke som en permanent foranstaltning, men som en midlertidig hjælp. På den baggrund er jeg glad for, at Lars Løkke i dag melder nye toner ud, og skruer lidt ned for kræmmerretorikken.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *