Introspektivt

Da jeg for 10 år siden begyndte denne blog, var Josh Rouse ‘Nashville’ det nye album jeg lyttede mest til. Mine aktuelle yndlingssange dengang var The Dears ‘Lost in the Plot’ og Bloc Party ‘So Here We Are’.

Josh Rouse albummet fik jeg af min far i fødselsdagsgave i december 2004. Formoder at han købte det i Stereo Studio i Aalborg, da det dengang stadig var, hvad man meningsfuldt kan betegne som en ‘musikforretning’. De to andre købte jeg selv i GUF butikken i Vestergade. Det var små fem år før den musikkæde gik nedenom og hjem i 2009.

Jeg lyttede meget til de tre album i foråret 2005.

‘Nashville’ er dengang som nu en klassiker. 10 melodiøse og tidsløse indie-country-folk-rock perler. ‘Winter in the Hamptons’ er den bedste The Smiths sang, som Morrissey aldrig fik lavet. Lytter stadig regelmæssigt til albummet. Det sker noget mere sjældent med The Dears og Bloc Party. De to sange er begavet med en enorm melankoli-faktor samt en patos og inderlighed, der for en 33-årig mand er næsten ulidelig.

Men dengang var de noget for mig. Og jeg ville ikke undvære at lytte til dem (eller min øvrige musiksamling), da jeg skulle et halvt år i praktik på en ambassade i Centraleuropa. De tre album indgik derfor i de to spækkede flyttekasser med cd’er, der blev fragtet ned igennem Europa i mine forældres baggagerum. De blev afspillet i den rustikt møblerede lejlighed i Na Hrádku 8 på den lille ghettoblaster, som blev købt til formålet i en elektronikforretning i shoppingcentret ved Anděl. Ghettoblasteren kom siden til at stå i mine forældres kælder, hvor den agerede radio i min fars værksted indtil at den gik itu for små tre år siden.

Alt dette skete halvandet år før jeg mødte Den Bedre Halvdel, to år før jeg blev færdig på universitetet, 8 år før jeg blev gift, 9 år før min søn blev født. Og indimellem skiftede jeg job et par gange, var udstationeret ude i Europa en gang til, købte og solgte en lejlighed med tab samt henlagde snart sagt alt mit musikforbrug til streamning. I dag ville ingen jo drømme om at fragte deres cd-samling nogen som helst steder hen. Med andre ord: Livssituationer, teknologi, vaner, popkultur forandrer sig over tid. I det perspektiv er 10 år ganske længe af et menneskes liv.

Sideløbende med det hele fulgte bloggen i dens varierende iterationer og udgaver. Offentlig, anonym, dagbog eller mere causerende over aktuelle emner. Skrivefrekvensen har været varierende, inspirationen og kvalitetsniveauet ligeså. Læserne er – ak! – indiskutabelt blevet færre, men på sin vis er det heller ikke pointen for mig længere. Udkastet er Udkastet, og den er efterhånden mest for mig selv. Jeg flirter ofte med drømme om at udvandre fra diverse sociale medier1, men ikke fra bloggen. Det er stadig her, jeg allerbedst kan lide at skrive.

Det er vel her, at dette lille reflekterende indlæg bør ende. Med en konstatering af, at jeg har været glad for at være her, at det har givet mig megen værdi at skrive – og at det, når alt kommer til alt, har været 10 aldeles gode år i mit liv.

Og nu må vi videre.

  1. Hvilket dog er vanskeligt. Jeg ville gå glip af det store kartotek over bekendtskaber, som Facebook udgør. Og Instagram er nu det sted, hvor min familie primært ser billeder af Arvingen. Så kan man jo ikke så godt lukke ned for skidtet []
 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *