in Film

Jurassic World – et mesterværk

I dag fik vi endelig set ‘Jurassic World’, den eneste film ud over ‘Interstellar’1 jeg det seneste halvandet års tid har insisteret på at opleve i biografen.

Det var på et hængende hår. Når man som film først frister en skæbne i sal 20 i Palads, så ved man, at man ikke har længe tilbage på programmet. Det gjorde dog ikke det helt store, faktisk bekom den lille sal og 2D-udgaven mig vel. Og filmen? Ja, den kommer aldrig til at vinde nogen Oscars eller finkulturelle priser. Men hvis man tager den, som det den er (i.e uforskammet fængende underholdning og en MEGA Hollywood-blockbuster) samt har en barndomsbetinget svaghed for dinoer, så kan kan kun blive begejstret.

Filmen er flot, handlingen papirtynd og kliché (men ualmindeligt fængende), dinosaurerne appetitligt drabelige og alting ender selvsagt godt. Der er en velbygget hunk til tøzerne, en lidt anæmisk skrigeskinke til mændene og to søde børn, der selvfølgelig indser, at når bare man holder sammen, så skal alting nok gå.

Det bedste ved at have set ‘Jurassic World’ var dog næsten at kunne komme hjem til Arvingen, og få ham til at brøle som en vanvittig T-Rex. Kan næsten ikke vente til at han bliver gammel nok, så vi kan se coole film sammen. Bevares, hans mor var også helt i orden selskab i dag (og i almindelighed, skal jeg skynde mig at sige), men der er næppe noget mere livsbekræftende, end at introducere børn for generationsdefinerende mesterværker a la ‘Jurassic Park’ og nu også ‘Jurassic World’. Det bliver ligeledes stort, når han som 11 årig skal introduceres til ‘Terminator 2’ og min gamle Super Nintendo.

Men nuvel. Muligvis min stærkt positive vurdering af filmen er farvet af, at jeg som 11-12 år monomant læste Michael Chrichtons bog bag den oprindelige ‘Jurassic Park’ op imod 20 gange. Jeg elsker den. Ubetinget. Dengang, som nu.

Og det er egentlig det eneste, jeg har at udsætte på 2015 udgaven af dino-horrorshowet.

Den oprindelige bog og film havde en til tider småfilosofisk edge, hvor genteknologien og menneskets tendens til at ville influere skaberværket, blev sat til debat. Der var antydninger til en stillingtagen (eller, ok, mere end antydninger, Jurassic Park ender jo med at gå crazy-ass amok grundet den menneskelig hybris), hvilket slet ikke optræder i ‘Jurassic World’ anno 2015. Teknologien tages for givet, og vi er rent inde i underholdningsbranchen. ‘Videnskaben og det onde bagvedliggende konglomerat er VANVITTIGE’-temaet spiller kun en birolle.

Hvilket er helt fint med mig.

Jeg tager altid gerne et stykke med en raptor, så snart jeg kan slippe afsted med det. Hvis ikke I har forkælet jer selv med filmen i biografen, så gør det nu – før det er for sent. Det er næppe ligeså underfundigt tilfredsstillende, at se den episke kamp mellem Indominus Rex (sic) og Tyrannosaurus Rex på skærmen derhjemme.

Afsted med jer.

  1. Som jeg vel at mærke desværre stadig ikke har set []

Giv lyd fra dig

Comment