in Hverdag

København

Folk spørger mig meget for tiden, hvordan jeg har det med at flytte ud af byen. Især nu hvor der så småt kun er en uge til at vi rykker ud.

Spørgsmålet fylder mig med samme undrende fornemmelse, som den autistiske matematiker i filmen ‘X+Y’ må føle, når han svarer ‘Do what?’ til spørgsmålet ‘How do you do?’.

For jeg har det ikke på nogen særlig vis med at flytte ud. Eller, rettere: Jeg har ikke tænkt dybere over det i længere tid. Vi har kendt destinationen længe. Og den udmarvende og forgæves jagt efter en ejerbolig i Roskilde (og det efterfølgende fund af en perle af en lejelejlighed), har eroderet evnen til nærmere refleksion over livssituationsskiftet. For nu handler det mest af alt om logistik og flyttekasser.

Grundlæggende ved ikke om jeg sådan rigtig nåede at få København ind under huden igen her under vores anden periode i byen.

I mine første år (2001-2011, med afbrydelser og praktikophold) var jeg aldrig i tvivl om, at København var mit hjem. Det gav ligesom sig selv, især efter at jeg flyttede til Østerbro.

Forbeholdet blev mere tvetydigt i de eksilerede år i Bruxelles og Nordjylland (2011-2014). Jeg savnede byen og dem jeg kender, men det var altid på et diffust og uartikuleret plan. Og nu under vores anden periode i København har jeg muligvis boet her, men som nybagte forældre har vi slet ikke brugt byen op samme måde som tidligere. København er et sted jeg bor og arbejder, men det er ikke et sted, jeg binder min identitet op på. København anno 2015 for mig er Islands Brygge, de sporadiske løbeture i Amager Fælled, legepladsen på Gunløgsgade, vejen til og fra arbejde, vuggestuen i Tietgensgade.

Jeg kom til at tænke over det på vejen hjem fra zoo i går. Vi gik gennem Vesterbro, og jeg indså, at jeg nærmest ikke har været der i fem-seks år. Solen skinnede, folk sad på caféer og alt var meget københavnsk på den der Monocle-agtige måde. Hvilket selvfølgelig er lækkert og betagende, men det føltes fjernt for mig nu. Jeg bor her, men jeg lever ikke rigtig i København længere. En hjemstavnssang som Ulige Numres ‘København’ kan slet ikke vække samme nostalgi længere, sådan som sangen ellers kunne mens jeg var væk.

Så tabet ved at flytte herfra er trods alt begrænset. Nu må Roskilde vise hvad den kan.

Giv lyd fra dig

Comment