in Hverdag

Kontrære fremtidstanker

Vi bruger en del tid på at tale bopæl i øjeblikket. Den fremtidige, altså.

For en bilhader med et arbejde i centrum af København, så er vores nuværende hybel på Islands Brygge ellers helt perfekt. Jeg kan slendre til og fra arbejde på 20 minutter hver vej. Arvingens vuggestue ligger på ruten. Der er indkøb 200 meter væk, og glimrende løbeture i Amager Fælled lige ved siden af. Hvis jeg ikke var et så stort kulturelt ødeland, så ligger alle byens muligheder særdeles tæt på. Så hvis man kan se bort fra den eksorbitante husleje, kan jeg ikke i skrivende stund komme på andre steder i Københavns Kommune, hvor jeg har mere lyst til at bo end her.

Men verden forandrer sig som bekendt.

Den Bedre Halvdel skal have sin specialuddannelse, og det er langt fra givet, at det kan blive i København – endsige i Region Hovedstaden. Der er opslået stillinger netop nu, og en del af ligger et godt stykke fra smørhullet på Islands Brygge.

Hvis vi i sådan en situation skal have logistikken og familielivet til at fungere (og hvis vi gerne vil slippe lidt billigere i boligudgifter), så kan livet her på Amagers skorpe næppe fortsætte i alt evighed. Så jeg spekulerer en del over hvordan livet mon er, hvis man vælger at forlade centret til fordel for eksempelvis en af de større provinsbyer på Sjælland.

Intuitivt huer tanken mig ikke.

Det føles forkert. Særlig efter at vi netop rejste tilbage til København fra Nordjylland for at komme tilbage til byen, arbejdsmarkedet og vores bekendtskabskreds her. At forlade én provins til fordel for en anden, var ikke lige det, der var planen.

De tanker grublede jeg vanen tro over, da jeg stødte på et interessant lille blogindlæg tidligere i dag. Det handler om at gøre det kontrære:

“The worlds richest software engineer doesn’t live in Silicon Valley but Bellevue, Washington. The worlds richest investor doesn’t live in New York City, but Omaha, Nebraska. Even the world’s richest actor doesn’t live in Hollywood, but Long Island.

It appears that the best metric for success in everything is to go figure out what most people do and then do the opposite. Everyone watches TV, throw it out. Everyone eats pizza and drinks beers, don’t do that. Everyone has credit cards, go debit. Everyone needs permission to do anything, don’t ask for it. Everyone bitches and moans, be positive. Everyone drives a car, walk. Everyone goes to University, run away screaming.

Or, write software anywhere but in Silicon Valley, invest anywhere but in Wall Street and act anywhere but in LA.

The opportunity here, if you can live with yourself, is awesome. Sell the idiots TV shows, pizza, loans, self-help permission books, negative news, ridiculous cars and school loans. Or by proxy, invest in those things if they are underpriced and offer a margin of safety.

What I want to do is find a way to short anyone who just copies. China copying American infrastructure (skyscrapers to airports to freeways) instead of the constitution. Bing copying Google instead of building Siri. Students going to college thinking a degree is a differentiator. Everyone making black rectangles that look like an iPhone.”

Det er en spøjs tanke. Jeg indrømmer gerne, at jeg har et blødt punkt for den slags kontrære synspunkter. Og analysen er egentlig ganske rammende.

Jeg er Djøf’er, og gør derfor som alle de andre tåbelige Djøfere: Søger til hovedstaden. Her kan vi så konkurrere løs med hinanden om de samme jobs, hælde en uhyrlig del af indkomsten i det store sorte boligudgiftshul, sende vores børn i de samme nedslidte kommunale vuggestuer. Alt imens kan vi stresse løs i hverdagens hamsterhjul, hvor to karrierer, børnenærvær, venner og de forfængelige forsøg på at undgå kroppens uundgåelige forfald alt sammen skal passes.

Den begavede og konstruktive Djøfer ville netop ikke gøre sådan, men snarere det modsatte. Forlade centret for i stedet at bypasse den åndsvage kanibalistiske konkurrence om de klassiske Djøf-jobs og det forrykte boligmarked i hovedstaden, for at søge hen mod et sted, hvor man er en lidt større fisk i mindre sø. Som eksempelvis en sjællandsk provinsby, hvor udbuddet af konkurrenter alt andet lige er mindre. Hvor antallet af caféer nok er mindre (og antallet hipsterbohemerne ligeså) end i København, men hvor man til gengæld har råd til at bo.

Jeg er i vildrede.

Giv lyd fra dig

Comment