in Uncategorized

Præstø. Siger det jer noget? Vækker det følelser? Erindringer? Refluks? Har I en mening om stedet?

Indtil i går og i dag kunne jeg svare tydeligt ‘nej’ til spørgsmålene.

Guderne skal vide, at jeg nærer stor og gerne helt irrationel kærlighed (Nordjylland) og had (Midtjylland og Fyn) til diverse landsdele. Men Sydsjælland har altid være en black box for mig.

Antallet af gange hvor jeg har været syd for Køge kan tælles på ganske få hænder. Måske kun én, hvis ikke man tæller togture til og fra Tyskland med. Muligvis skyldes det, at jeg ikke kender særlig mange mennesker fra Sydsjælland. Man møder paradoksalt mange flere jyder end sydsjællændere i København, synes jeg. Sydsjællændere … ikke rigtig.

Regionen glimrer også med sit fravær af belastende sportsklubber, episke byer eller irriterende personager. Der er simpelthen ikke nok materiale i Sydsjælland til at fodre min indre svinehund. Der har kort sagt aldrig rigtig været en anledning eller en begrundelse til at opbygge et egentlig forhold til Sydsjælland.

De seneste dage har jeg imidlertid tilbragt på et afdelingsseminar, der meget apropos foregik ude i den eksotiske sydsjællandske provins. Ja, i Præstø, altså.

Selve konferencestedet, Hotel Frederiksminde, var en fornøjelse. Hvis man er til bedårende fjordudsigt, strandhotel-nostalgi og velsmagende mad, så er der et sted, man bør besøge. Tag konen med, det vil hun sætte pris på.

Selve Præstø? Det var en slags mini-Bornholm med gamle huse. Meget pittoresk og malerisk. Tiden virkede til at være gået i stå. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, antager jeg, blot … meget stille og udynamisk.

Når jeg filosoferer sådan over det, skal det ses i lyset af at jeg tilbage i marts navlepillede ganske utiltalende meget i overvejelser over vores fremtidige bopæl. Især om udsigten til igen at flytte ud af reservatet her øst for Valby Bakke.

Vi ved stadig ikke hvor vi skal bo på langt sigt. Og jeg har stadig ikke helt fået masseret mit sind på plads til at tro på, at livet langt fra metropolen er noget for mig. Men jeg arbejder på det.

Og det bliver lidt lettere for hver dag, synes jeg. Jeg kunne jo konstatere, at da jeg vågnede i morges for at vralte ud på en løbetur, så var der fuglekvidren overalt. Måske jeg blot glemmer at lægge mærke til det i hverdagen, men … jeg erindrer ikke nogensinde at have hørt fuglefløjt på Islands Brygge. Ja, det kan lyde banalt og fjollet at gå i den slags besynderlige detaljer. Men den slags betyder noget. Er ikke sikker på at Arvingen skal lide den grufulde skæbne at vokse op som, gys, københavner.

Så vi tænker videre. Præstø bliver det nok ikke. Dertil er det for lang væk, for stille. Men hvem ved hvad Sydsjælland ellers tilbyder af ukendte perler?

Giv lyd fra dig

Comment