Ligeglad

Valget nærmer sig. I hvert fald at dømme efter antallet af plakater i bybilledet og det ekstra nøk hysteri i mediernes dækning. Og det er nok, som det skal være.

Mit problem er at jeg er ligeglad. Altså ikke ‘ligeglad’ som i ‘politik betyder ikke noget alligevel’, men mere ‘ligeglad’ som i ‘det her ævl gider jeg alligevel ikke at engagere mig i’.

Her til formiddag skimmede jeg således Ugebrevet Mandag Morgen, der i denne uge har udarbejdet en såkaldt ‘kortlægning’1 af Venstres politiske udspil det seneste år. De når frem til, at partiet er kommet med ‘240 forslag’ (eller i Mandag Morgens friske tolkning: Løfter), og puha, det kan søreme blive en udfordring når nu Venstre går så hårdt til regeringen i diskussionen om løftebrud. Læs selv artiklen her, hvis ellers I gider.

Jeg gik i stå undervejs.

Orker på ingen måde at læse om diverse mere eller mindre vidtløftige politikforslag fra Venstre. Ligesom jeg ikke gider læse om forslag fra nogen andre partier. Jeg får ikke set debatter på DR2. Jeg kan ikke hidse mig op over plakater med nazi-islamisme. Det interesserer mig ikke hvorvidt en politiker ‘håndterer’ (dette forarmede, processuelle og instrumentelle succeskriterie, som åbenbart er den højeste anerkendelse en politiker kan nå) en sag på den ene eller anden måde.

Det er mig alt sammen uendelig … ligegyldigt. Jeg går mere op i min søns tandbørstning, slutspillet i NBA, hvorvidt Evernote er bedre end OneNote og hvor vi skal bo henne fremadrettet. Politik? Ikke rigtig. Og sådan har det været længe.

Er ikke videre stolt over min efterhånden langvarige blaserthed. Som uddannet cand.scient.pol og såkaldt ’samfundsinteresseret’ burde jeg jo ikke være ligeglad.

Som et absolut minimum kunne jeg da have den anstændighed anvende det arketypiske højrøvede akademiker-figenblad om, at fordi jeg er så højt hævet over smålige politiske debatter og skærmysler, så er jeg ligeglad med politics (dvs. processen og den politiske kommunikations krig), men derimod – som det indsigtsfulde og nuancerede mennesker jeg jo er – selvsagt er meget mere interesseret i policy (dvs. substansen og indholdet i politikforslag).

Men det ville være løgn fra ende til anden. Antallet af politikområder hvor jeg absolut ingen mening eller indsigt har, er noget nær uendeligt. Langt det meste politik tager jeg blot ad notam, hvorefter jeg går videre i min tilværelse med at håbe på at næste sæson af Supernatural snart kommer på Netflix.

For nylig skrev George Packer, politiske redaktør på The New Yorker, en klumme med overskriften ‘American Politics: Why the Thrill Is Gone’. Man kan ikke helt overføre hans begrundelser til danske forhold2, men visse paragraffer vakte genklang i min politiktrætte sjæl:

“Since I was eight years old, and the Republican candidates were named Nixon, Rockefeller, and Reagan, and the Democrats were Humphrey, Kennedy, and McCarthy, I’ve been passionate about American politics, as a student, a witness, and a partisan. Politics was in my blood, at the family dinner table, in my work and my free time.

But at some point in the past few years it went dead for me, or I for it.

Perhaps it was week thirty-eight of the Obama-Romney race (a campaign between “Forward” and “Believe in America”), or the routinization of the filibuster, or the name Priorities USA Action, or the fifty-eighth vote in Congress to repeal the Affordable Care Act—something happened that made it very hard to continue paying attention.

I don’t take this as a sign of personal superiority: I’ve always disliked people who considered themselves to be “above” politics. I mourn my lack of political passion as I would if I were to lose interest in reading fiction, or to stop caring about someone who’d been important to me for most of my life. And I count on getting back the feeling—the intense mix of love, hatred, anxiety, astonishment, and gratification—because life, public life, is impoverished without it. Perhaps it will return sometime before November 8, 2016. But for now—I have to be honest—it’s gone.”

Udsagnet giver mening for mig.

Jeg glædes heller ikke over, at politik og politisk debat er blevet ligegyldigt for mig. Det er jo ret beset en falliterklæring. Man burde kunne mønstre et vist minimum af engagement. Men dansk politik gør ikke længere en forskel for mig. Ret beset er det hip som hap for mig, hvorvidt det er en rød eller blå regering. Hvorfor dog hidse sig op over den slags? Jeg har andre og mere hverdagsbetonede problemstillinger, at gå op i.

Men ok. Jeg er som udgangspunkt gnaven og reaktionær, så jeg kan ikke med sikkerhed, at den kommende valgkamp ikke vil kunne vække den slumrende politiske interesse igen. Når vi nærmer os en konkret valgdag, bliver alting straks mere relevant.

Men lige nu? Nej. Der er jeg ligeglad. Gør politik noget for jer for tiden?

  1. En eufemisme for at sætte underbetalte praktikanter til at google og lede på Infomedia []
  2. Packer er grundlæggende gnaven over, at De Onde, dvs. Republikanerne, ikke vil samarbejde om at fremme Packers politiske holdninger []
 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *