Livet slutter ved 33

Nu ved jeg hvordan det må være at have et uroligt barn, og man ikke forstår hvorfor og man er ganske aldeles fortvivlet. Indtil barnet til sidst får stillet en diagnose, a.d.h.d. måske, og man føler at man får en forklaring og en emotionel smutvej: “YES, det er ikke mig eller vores opdragelse, der er noget galt med. Mit barn er jo sygt – og det er ingens skyld. Mit liv er muligvis rædsomt, men nu gør det slet ikke så ondt mere“.

Sådan havde jeg det, da jeg læste denne artikel: ‘New study shows that people stop listening to new music at 33‘. Som skribenten kækt noterer det:

“If you’re 33 or older, you will never listen to new music again—at least, that’s more or less what a new online study says. The study, which is based mainly on data from U.S. Spotify users, concludes that age 33 is when, on average, people stop discovering new music and begin the official march to the grave.’

Det forklarer simpelthen så meget elendighed i min sjæl. Det er åbenbart helt naturligt, at jeg ikke orker at følge med i hitlisterne mere. Det er slet ikke er spor mærkeligt, at jeg synes snart sagt alt nyere musik er rædsomt. Jeg er slet ikke en vred gammel mand, bare fordi jeg råber af unge mennesker på gaden jeg mener der ikke er lavet god musik siden 1993.

Jeg har med andre fået en diagnose. Nu ved jeg at jeg er syg, men at det slet ikke er min skyld. Min sjæl er muligvis døende, men det gør ikke ondt mere.

Hvilken lettelse.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *