Livsprojekter

Har ansvar for at arrangere et større event på arbejdet. Det indebærer en masse koordinering og planlægning, og det er begyndt at smitte af på privatlivet.

Ikke arbejdet i sig selv (som jeg selv mener at jeg har udmærket styr på), men snarere fiksering på planlægningen, projektstyringen, flowet, produktiviteten.

Der er selvsagt masser af drift i min tilværelse – sådan er det at have børn og få logistikken til at gå op i en højere enhed – men jeg forsøger også at tænke dele af mit liv som (udviklings)projekter. For der er så mange ting jeg gerne vil nå og skabe.

Mit set-up til at styre mine livsprojekter er ikke optimalt.

Selvom jeg takket været et ganske rigidt Getting Things Done og Todoist system kun glemmer/taber uhyre få ting på gulvet, så stimulerer det ikke min kreativitet og livsglæde. Jeg har kort sagt opbygget et relativt effektivt system til at huske på opgaver og kværne tingene på to-do listen, men det er samtidig blevet en spændetrøje for mig. Og hvad værre er: Det er ikke velegnet til at planlægge, styre og afvikle længerevarende og diffuse projekter. Som der er en del af på mit arbejde og jobfunktion.

Sat lidt på spidsen, så fokuserer jeg i dag på at få udført den til enhver tid gældende opgave så hurtigt og produktivt som muligt, mens jeg mangler redskaber til at prioritere hvad der er det rigtige, vigtige og meningsfulde.

Så jeg eksperimenterer mig lidt frem med forskellige redskaber. Evernote og Todoist er stadig to uundværlige størrelser i hverdagen, men jeg er begyndt at anvende Trello til projekter. Jeg har aldrig været rigtig solgt på principperne i LEAN, men til min overraskelse virker en mild udgave af Kanban – hvor man visualiserer sit arbejde og flow – overraskende godt for mig.

Jeg vil ihvertfald eksperimentere med et Trello-Todoist-Evernote workflow på arbejdet de kommende måneder. Forhåbentlig kan det få sparket gang i privatlivets projekter også.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *