in Bøger

Løvehjerte

Det var sent forleden aften, Den Bedre Halvdel var på nattevagt, og Arvingen lå ovre i sin seng og snorkede så trygt, som kun en halvanden år gammel dreng kan gøre det.

Inden jeg selv skulle sove besøgte jeg facebook, hvor jeg stødte på et indlæg på forfatter og radiovært Torben Sangild. Han beskriver sin oplevelse med at introducere sin lille datter til ‘Brødrene Løvehjerte’, og hele indlægget (og de mange kommentarer) er stærkt læseværdige. Sangild bliver især overrasket og chokeret over den kontroversielle slutning, som han havde glemt med årene:

“Vi har læst en masse sjove bøger på det seneste og det er dejligt at grine sammen, men jeg syntes at jeg også ville læse noget med hende, der havde en større eksistentiel dybde. Og Brødrene Løvehjerte står for mig som min egen barndoms møde med den alvorlige fortælling. Så jeg tænkte, at vi kunne prøve det, nu hvor hun er 7½ og har set Star Wars og læst de første tre Harry Potter-bind. Men jeg var også nervøs. Både for at hun ville finde den kedelig og for at hun ville blive bange og få mareridt.

Det gik over al forventning. Hun var grebet fra begyndelsen. “Det er vidunderligt, far” sagde hun ordret, da paradislandet Nangijala blev beskrevet. Og hele ugen har hun hele tiden været besat af bogen. Hun har valgt iPad fra til fordel for timelang højtlæsning og lavet sin egen melodi til titlen, så hun kan synge “Brødrene Løvehjer-te, Brødrene Løvehjer-te”.

Hvis hun var mere grebet af selve handlingen end jeg var, var jeg til gengæld mere påvirket af de eksistentielle temaer om sygdom, død, krig, mod og kærlighed end hun var. Jeg kunne kun huske stemningen og enkelte fragmenter fra min egen barndoms læsning af bogen. Men meget kom tilbage. Især genkendte jeg den smukke scene, hvor Tvebak skal finde en gammel mand for at overbevise Tengilsmændene om at han ikke lyver. Han løber hen til den første ældre mand, han ser og hvisker i hans øre, at han skal lade som om, han er Tvebaks farfar. Det gør han overbevisende og kærligt, og det er en af mange smukke scener i bogen.

Slutningen rystede mig, jeg kunne ikke huske den. De begår selvmord, Tvebak og den nu lamme Jonatan med løftet om at komme op i næste paradis. Luna var begejstret for tanken om en uendelig kæde af paradiser med nye navne – en de facto udødelighed. Jeg var rystet over hvad der kan læses som en idealisering af selvmordet.”

Det ER indiskutabelt en vanskelig slutning på en af min barndoms absolutte yndlingsbøger. Og jeg har i en alder af 33 år hidtil haft samme underbevidste tolkning af selvmordsscenen, som Torben Sangilds datter: Det drejer sig om noget positivt, den rene reinkarnation. Jonatan og Tvebak dør slet ikke rigtigt, de kommer til et bedre sted – et nyt eventyrland. Det er den sutteklud, jeg har klynget mig til. Dengang, som nu. Alt andet er ubærligt at tænke på.

Men, fortæller Sangild, det var ikke selvmord, som Lindgren tænkte på. Det er noget, der på en måde er endnu mere sørgeligt:

“Det er vist den eneste gang, Astrid Lindgren selv udtaler sig om, hvordan hendes fortællinger skal forstås. Men hun havde ikke lyst til at stå som eksponent for reinkarnation og selvmord.

Derfor har hun selv forklaret som enhver vågen læser også selv kan se at Tvebak ikke dør i bogens indledning, men på sidste side. Hele den store hoveddel af bogen fra storebroderens død og til slut er Tvebaks dagdrøm, mens han ligger syg på slagbænken i køkkenet. Han drømmer ud fra det, som storebroderen har fortalt. Han drømmer om de store bedrifter, som han skulle have udført sammen med storebroderen, der er død.

Indholdet af hans drøm er en kombination af et paradisisk fredsrige, hvor alt sygt er sundt, og alt mislykket er vellykket og dette livs dramatiske kamp mellem godt og ondt, men hvor det er sikkert, at det gode sejrer. Drømmen om livets skønhed og kamp giver Tvebak mod til at leve, selvom han skal dø.

Det gør bestemt ikke bogen mere trist, men giver den en barsk dybde, som det er OK at min datter ikke får med.”

Denne udlægning af teksten gør mig om muligt endnu mere fortvivlet.

For uanset om Tvebak finder trøst i sine dagdrømme eller ej, så drejer det sig om, at en lille tuberkuløs dreng oplever sin brors tragiske død, og nu ligger syg, ensom og døende på en slagbænk i et forarmet hjem i et depressionsramt Sverige. Her drømmer han sig væk, indtil han til sidst dør af sin sygdom.

Dén tanke om en syg og døende lille dreng, var ganske uhyrlig for mig, som jeg lå der og lyttede til sønnens åndedræt. Jeg måtte øjeblikkeligt over og holde ham i hånden (og blev belønnet med en tilfreds smasken, og senere på natten efter at han var kommet over i vores seng for at putte, hans fod i nakken). Tanken om at miste ham er rædselsvækkende, og er alle forældres værste frygt. Hvilket Lindgrens udlægning mindede mig om, og gjorde mig ganske og aldeles oprevet.

Jeg ved ikke … det er selvfølgelig noget pjank, at en midaldrende mand bliver emotionelt påvirket af at få ’sandheden’ om en af sine barndoms-relikvier. Men måske jeg ville have foretrukket at være forblevet i min hidtidige tolkning af slutningen. Tanken om den uendelige reinkarnation var jo netop, hvad der som barn (og voksen) fik mig til at kunne holde den sidste scene ud i bogen

Men på en måde forsøgte Lindgren måske at sige noget fundamentalt om den menneskelige eksistens og grundvilkår.

At vi alle skal dø, at vi alle kommer til at miste og at vi alle fortæller os selv historier i forsøget på at kunne leve med dette ubærlige faktum. Måske det er det blivende eksempel på, hvorfor Brødrene Løvehjerte er et mesterværk.

Giv lyd fra dig

Comment