in Uncategorized

Lokalromantik

Læste en historie på bold.dk om hvordan Nykøbing FC efter eget udsagn er blevet en mere attraktiv fodboldklub efter deres oprykning til 1. division.

Det glæder mig egentlig. Selvom jeg som eksileret nordjyde havde håbet på at se AaB, Vendsyssel og Hobro i denne sæsons superliga, så er der generelt alt, alt for mange ligegyldige og uinteressante jyske leverpostejhold i de bedste danske rækker.

Ærligt talt: Hvem har nogensinde interesseret sig for Silkeborg IF, AC Horsens1, Skive, FC Fredericia eller Randers FC? Der er vitterligt ingen grund til at disse gudsforladte klubber skal luffe rundt og kede os andre ihjel med deres 0-0 kampe og fraværende tilskuere.

Nej, lad os hellere få nogen flere egnsklubber op, især her fra Sjælland.

Vi har jo allerede fyrtårnet FC Roskilde her i Korsbæk. Sammen med Nykøbings oprykning, er der nu en reelt interessant samling klubber udenfor hovedstadsområdet i form af FC Helsingør, HB Køge og Næstved. Der mangler lidt repræsentation fra Vestsjælland, men ellers er denne del af landet ved at være fornuftigt dækket ind.

Så hvis kalenderen tillader det, vil jeg ud at se noget mere 1. divisions fodbold i den kommende sæson. Man skal jo bakke op om sit lokalområde.

  1. Jeg har tilmed netop opdaget at ‘AC’ forkortelsen i AC Horsens ikke engang står for den floromvundne italienske betegnelse ‘Associazione Calcio’, men derimod for bøvede ‘Alliance Club’. Vorherre bevares! []

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Jeg har længe anset det som blasfemisk at holde med mere end ét dansk hold (min kæreste er BÅDE Brøndby- og Skivefan), men der er altså bare så langt til Aalborg, og de lidt mindre kampe er tit helt enormt hyggelige. Jeg nærmer mig langsomt idéen om at holde lidt med Fremad Amager, for jeg elsker ALT ved Amager, og bor en kort cykeltur fra stadion. Men… John Faxe? Really? Mini-Brøndby? Det ved jeg altså ikke, om jeg kan.

    I øvrigt synes jeg det er lidt synd at placere Skive med de andre intetsigende hold. Det er ganske givet min kæreste, der har hjernevasket mig, men det virker til at være en fin klub med et fantastisk sammenhold. Jeg ser i hvert fald hellere Skive i suppen end ulækre Lyngby. :(

  2. Hvis du vil have det sidste skub over mod Fremad, så skal du læse Hans Jørgen Nielsens ‘Fodboldenglen’. Udover at være et generationsportræt, er det en varm og uhæmmet hyldest til klubben. Selv har jeg tidligere flirtet med B.93 (da vi boede på Østerbro og der var to rækker op til AaB), men nu må det være FC Roskilde … om end de også har lidt rigeligt med gammelt Brøndby-skrald i truppen.

    Måske det var lidt hårdt at gå sådan til Skive. Men det eneste forhold jeg har til den klub er, at det vist er Rasmus Würtz’ barndomsklub?

  3. Jeg har faktisk læst ‘Fodboldenglen’ for maaaange år siden, og mon jeg ikke også har den stående i reolen? Ellers har min far. Jeg læste den, da jeg stadig boede i Jylland og ikke kendte andre sjællandske klubber end FCK og Brøndby, men det kan være, jeg skulle finde den frem igen.

    Ja, Würtz er fra Skive, hvilket min kæreste nævner hver eneste gang vi ser fodbold. Jeg kender nu heller ikke meget mere til klubben, men den har i hvert fald hjertet på det rette sted.