Lonesome, On’ry and Mean

For efterhånden et godt stykke tid siden fortalte jeg om min daværende besættelse af Sturgill Simpsons kosmiske countrymesterværk ‘Turtles All the Way Down’.

Den seneste uges tid har jeg så lyttet en del til Simpsons pejlemærke i outlaw country genren: Waylon Jennings. Han er forrygende. Mere herom om et øjeblik.

For det aktuelle forårs country-trip begyndte egentlig i sidste weekend, da Spotifys shuffle-funktion ved et tilfælde fandt Johnny Cash – ‘Jackson’ til mig under en gåtur med Arvingen i Amager Fælled. Den sang kan man altså sagtens gå og brumme til sammen med en tilfredst klappende Arving.

Og det var via ‘Jackson’ at jeg kom til at lytte til Waylon Jennings perler som ‘Lonesome, On’ry and Mean’ og ‘Honky Tonk Heroes’. Giv dem et lyt, I vil blive overraskede1.

Country er stadig en genre, som jeg nærmer mig med spæde og nervøse trin. Jeg indledte for et par år siden med Alt-Country rock (Whiskeytown, Drive-By Truckers) og Folk (Neil Young, Crosby, Stills & Nash), og har siden bevæget mig dybere ind i hillbilly land ved at læse den altid inspirerende Søren McGuires blogindlæg om ny og gammel country. Det er ganske fornøjeligt, faktisk. Det er skægt at gå opdagelse i en genre, som man ellers troede var blottet for kvalitet. Og det er interessant at opdage, at ja, man kan faktisk ændre præferencer og lære noget nyt i takt med at man bliver ældre. Mit 19-årige alter ego ville givetvis være målløs over indholdet i dette blogindlæg.

Har I ændret smag i musik henover tid? Eller er det (grundlæggende) stadig det samme I kan lide nu, som for 10-15 år siden?

  1. I øvrigt overvejer jeg at lade ‘Lonesome, On’ry and Mean’ (ensom, gnaven og ondskabsfuld) være de officielle adjektiver til at beskrive min eksistens []
 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *