in TV-serier

Mad Men – og en fin sløjfe på Don Draper

Når vi engang er endnu mere gamle og grå, vil ‘Mad Men’ formodentlig stå tilbage som en af de vigtigere tv-serier der udsprang af slut-00’erne og de tidlige 10’ere. Ikke så meget for seriens næsten neurotisk detaljeorienterede popkulturelle portræt af en subkultur i New York i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, om end den er imponerende grundigt udført.

Nej, jeg tror, at det er portrættet af hovedpersonen Don Draper, som eftertiden vil hæfte sig ved. Den slags er selvsagt vanskeligt at sammenligne, men ikke siden Tony Soprano har en karakter været så altafgørende for en tv-serie. Bevares, Coach Taylor var stor i ‘Friday Night Lights’, men han har ikke båret en historie på samme vis som Draper.

Og på samme måde som Tony Sopranos famøse skæbne i dineren ledte til debat, WTF-udbrud og megen sjælesørgeri, så medførte Drapers opgør med sine ejendele, mentale sammenbrud og efterfølgende mindfulness’ede rehabilitering på et californisk hippierefugium også en del øjenbrynsløften.

Jeg ved snart ikke … faktisk fungerede slutningen overraskende godt på mig. Efter to lidt stillestående sæsoner hvor Drapers hverken bevægede sig frem eller tilbage i sit togt mod frelsen, tog ‘Mad Men’ i sæson 7 endelig konsekvensen og lod ham synke helt til bunds. Han fik alt vigtigt taget fra sig, nåede sit nadir og kom som en anden Paulus renere og mere elsket ud på den anden side.

Og hvem elsker ikke en god historie om en omvendt synder? Jeg gør i hvert fald, og forlod de otte år med ‘Mad Men’ ganske tilfredsstillet.

Giv lyd fra dig

Comment