in Uncategorized

Har brugt en ikke helt ubetydelig del af min dag på at brainstorme over og udarbejde listen ‘yndlingsmalere’. Hvilket selvsagt er et utåleligt selvsmagende og prætentiøst projekt, men nuvel, det var ikke desto mindre hvad jeg foretog mig. Min top 5 er i skrivende stund (i ikke nærmere prioriteret rækkefølge): Kaj K. NørkjærEdward HopperAndrew WyethCaspar David Friedrich og Eugène Jansson.

Hvad har disse malere til fælles – udover at være mænd, hvide og døde?

Melankolien, tror jeg. Den har sneget sig ind på mig i de senere år. Både mentalt, men åbenbart også i mine kulturelle præferencer. I dag kan jeg helt uironisk sætte pris på country, noget jeg ville have forsvoret for relativt kort tid siden. For 10 år siden var det den vrængende og let afsporede Egon Schiele, der var min yndlingsbilledkunstner. Og før da var jeg mest til popkunst a la Robert Rauschenbergs pasticher eller den ironisk-fremmedgjorte Barbara Kruger.

I dag er der ingen af dem, der gør så meget for mig. God billedkunst har en anden og mere implicit effekt på mig nu, især hvis den siger noget om den menneskelige eksistens’ grundvilkår (læs: melankolien og en higen efter en større mening).

Måske nogen af læserne husker den berømte og pænt vidunderlige museumsscene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, hvor protagonisten Ferris, kæresten Sloane og den kompleksramte ven Cameron er på The Art Institute of Chicago. De ser mesterværker af Picasso og Hopper inden Cameron fortaber sig fuldstændig i Seurats ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’. Han stirrer så intenst på den lille pige og hendes mor, og jo mere han stirrer, jo mere indser han at der intet er – der er ingen redning fra hans fremmedgjorte far og døde mor.

Jeg vil ikke sige at mine fem favoritkunstnere efterlader mig som på samme eksistentielt desperate plan som Cameron, men især Hopper og Wyeths billeder har en stærk effekt på mig i disse år. ‘Christina’s World’, eksempelvis, eller Hoppers ‘Gas’ ovenfor. Det er melankolien, den besjælede natur og symbolsk higen, der fungerer for mig dette sted i livet.

Vi må se hvilke kunstnere, jeg fremhæver om 10 år. Måske nogle mere farverige af slagsen?

Giv lyd fra dig

Comment