Om at blive far – refleksioner efter en forældreorlov

(Dette indlæg blev første gang bragt d. 19. marts 2015 på min offentlige blog. Her kommer det igen i en lidt mere anonymiseret udgave. Betragtninger holder stadig nu hvor jeg er igang på arbejdet igen)

I skrivende stund er jeg på forældreorlov halvanden uges tid endnu. Det har været lærerige, sjove, frustrerende og oplysende syv uger.

Det er selvsagt ikke særlig videnskabeligt at udlede almengyldige sandheder fra ens egne subjektive oplevelser. Men jeg vil alligevel gå så langt som til at sige, at mænd bør forlange at holde mindst en måneds orlov. For man lærer meget af det. Både om ens arving, men også om en selv og de grundlæggende betingelser for tilværelsen.

Du kommer til at holde endnu mere af det lille kræ (og de af dig)

Det er egentlig ret magisk. Jo mere man er sammen med sine børn, jo mere holder man af dem. De vil tilsvarende også holde endnu mere af dig. Sådan har det i hvert fald været for mit vedkommende. Hans mor er stadig favoritten, men når jeg er alene med Arvingen, har vi vores egne rutiner og måder at gøre tingene på. Der er ting, jeg er bedre til end hans mor. Og det kan faktisk være ganske sjovt at være sammen med en et-årig krudtugle, der bare så gerne vil snakke og være sammen med lige netop dig. For lige netop i dette øjeblik, er du det suverænt vigtigste menneske for ham. Og du kan ikke gøre noget galt i hans øjne. Du er jo hans far eller mor.

De er faktisk ret søde og dygtige i vuggestuerne

Jeg havde ikke rigtig noget forhold til vuggestuer eller pasning tidligere. Jeg havde heller ikke tænkt dybere over det, at overlade ens arving til fremmede i adskillige timer om dagen. Derfor har det været meget betryggende, at Arvingens vuggestue indtil videre har vist sig at være et godt sted, hvor pædagogerne er nærværende og tager sig af børnene. Jeg har været hovedansvarlig for at indkøre ham i den offentlige pasning, og det går godt. Min respekt for pædagoger er steget voldsomt efter at have mødt dem sammen med Arvingen.

Du er ikke den vigtigste længere

Man lærer som nævnt meget af en forældreorlov. Og ‘Du er ikke den vigtigste længere’ er en indsigt, jeg som et grundlæggende stædigt, egoistisk og nydelsessygt menneske stadig arbejder med at blive bedre til – og drage de fornødne konklusioner ud fra.

Da jeg gik på arbejde og Den Bedre Halvdel stadig var på barsel, stod det måske ikke så tindrende klart for mig. Jeg var jo på arbejde 10 timer om dagen, og da jeg i forvejen egentlig bedst kunne lide at være hjemme når jeg havde fri, så var min tilværelse efter arbejdstids ophør ikke så radikalt anderledes end før vi fik børn. Det har ændret sig efter at jeg selv har haft ansvaret for Arvingen.

For at være forælder er de facto de samme som at tilsidesætte egne behov. At blive forælder handler ikke om dig. Din arving kunne ikke være mere ligeglad med hvad du har lyst til. Dit forskningspapir, din karriere, dit ønske om at se fodbold, din avislæsning, dit løfte om at se vennerne. Intet kunne betyde mindre. Det, der betyder noget er at du er til stede, tager ansvar og er nærværende. At du giver afkald på noget. Og det er ikke altid så let, som det lyder.

Folk, der ikke selv har fået børn tror som regel, at det nye i tilværelsen post-barn er fraværet af tid. Det ikke at kunne gå i biografen, se veninderne og lave noget uden for hjemmet. De siger derfor ofte: “Vi vil ikke lade os begrænse af at have fået børn. Vi vil stadig tage på ferier, gå ud osv osv”. Og det er da bestemt også et element, at man bliver mindre fleksibel rent tidsmæssigt.

Men det er ikke den egentlige transformative pointe.

Det er derimod, at du som forældre ikke længere er den vigtigste person i din egen tilværelse. Hvis du rent faktisk ønsker at være reelt nærværende, så må du som forælder give afkald på noget af det, du personligt måske egentlig hellere ville lave.

Mange karrieremennesker forsøger at komme uden om det fundamentale faktum, at de ikke længere nødvendigvis kan være hovedpersonen i eget liv. De får au pairs, barnepiger og bedsteforældre til at give børnene det nærvær, som de ikke selv er villige til at prioritere. Det er selvsagt et valg man foretager, og jeg siger på ingen måde, at det er moralsk forkert at ville have det hele – både familie og karriere. Jeg har blot vanskeligt ved at se, hvordan det reelt kan lade sig gøre. Hvis begge forældre arbejder 60 timer eller mere om ugen, så kan du ikke være hjemme til at holde af dine børn eller støtte din bedre halvdel. Det er en fysisk og psykisk umulighed. Det er måske ikke så problematisk at arbejde mange timer når man har større børn, men når børnene er små, så bliver det tricky. Det er et tilvalg af en selv og et fravalg af børnenes behov. Og det er fair nok at prioritere på den måde. Man skal blot være klar over, at man har foretaget den prioritering – og så lade være med at kritisere familier, der vælger en anden prioritering.

At børnene er i centrum, skal ikke forstås sådan, at børn nødvendigvis skal være små diktatorer, der bestemmer alt i en familie. Hvis det sker, bør man nok hanke op som forældre. Det betyder heller ikke, at der med fornuftig planlægning ikke er plads til at lave andet end at være forældre, når man har fri fra arbejde.

Men det betyder, at man skal være klar over, at grundvilkåret for ens tilværelse har ændret sig. Og når lokummet brænder, the shit hits the fan (og slige smagfulde udtryk for ‘når det virkelig gælder’), så kan og må man ikke glemme, hvad der egentlig betyder noget – og det er ikke længere dig eller dine individuelle behov.

At være på forældreorlov har understreget den læring for mig. Med børn følger ansvar. Det er et ansvar, der giver utrolig meget mening i et menneskes eksistens. Måske det endda er det mest meningsfulde overhovedet. Men det går aldrig væk. Heller ikke selv om man outsourcer det til barnepiger og au pairs. Og det opdager man, når man som far selv har ansvaret for sin arving i en længere periode.

Så derfor bør alle nybagte fædre øjeblikkeligt prioritere at afholde forældreorlov. Det er uger og måneder, som giver utrolig meget igen.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *