Om at pensionere sine musikalske afguder

Håkan Hellström offentliggjorde endnu en sang natten til i dag.

Nyt materiale fra en af mine afguder burde i sig selv være en fortryllende nyhed. Men de to minutter jeg lyttede til den – og til ‘Din Tid Kommer’ fra tidligere på måneden – hidbragte nedslående erkendelser. Håkan Hellström har med årene transformeret sig til Bono. Hans sange lyder som trætte kopier af noget fra U2’s ‘Joshua Tree’ periode.

Det er kort sagt ganske bedrøveligt. Der er ikke længere noget vild ungdom eller teen angst over ham. Selv når han forsøger sig med et af de helt stensikre scoretricks i form af ringlende guitarer, får jeg mere lyst til at lytte til tidlig R.E.M, Real Estate eller (naturligvis endnu bedre) The Smiths.

De nye kreationer er blot … ordinære, tunge i røven og midaldrende. Ganske som mig selv, hvilket antageligvis er den egentlige grund til min skuffelse.

Generelt tegner der sig dog et negativt og surmulende mønster i min modtagelse af mine musikalske afguders nye sange i disse år.

1. april udkom således det nye Pet Shop Boys album ‘Super’. Nærmest alt ved det irriterer mig. Først og fremmest er jeg sur på mig selv over, at jeg første gang hørte om albummet i en anmeldelse i Jyllands-Posten EFTER udgivelsen. Det er naturligvis ikke Pet Shop Boys’ fejl, men det fortæller mig, at jeg er koblet af selv de musikalske ting, jeg burde gå op i.

Albummet er måske ikke direkte dårligt, men det er heller ikke godt. Sangene er underligt kønsløse og produktionen lyder bedaget. Værst er dog de tåkrummende tekster. Tag nu førstesinglen, ‘The Pop Kids’, eksempelvis. Udover at lyde som Pet Shop Boys, der forsøger at lave en smådårlig imitation af, hvad Pet Shop Boys lavede engang før i tiden, så er det den værste falsk-autobiografi i nyere musikhistorie:

Remember those days
– the early 90s?
We both applied for places
at the same university
Ended up in London
where we needed to be
to follow our obsession
with the music scene
Wherever we went
whatever we did
we knew the songs

They called us the Pop Kids
’cause we loved the pop hits
and quoted the best bits
so we were the Pop Kids
I loved you
I loved you
They called us the Pop Kids

Se, nu er jeg jo fan, ikke sandt? Har været det lige siden min storebror udsatte mig for deres mesterværk ‘Behaviour’ på kasettebånd tilbage engang i de meget tidlige 1990’ere. Mit liv passerede revy, da Neil Tennant gav mig hånden til koncerten i Valby Hallen i år 2000. Jeg var investeret i den musikgruppe i over 15 år. Så jeg VED ting. Irrelevante detaljer man kun ved, hvis man i en periode har dyrket en given popgruppe noget nær religiøst. Forbinder besynderlige ting med Pet Shop Boys. Så da arkitekten Zaha Hadid døde for nylig, så anede jeg intet om hendes bygninger, men jeg VED at hun lavede deres scene på ‘Montage’ touren. Med andre ord:

  • Jeg VED at Neil Tennant og Chris Lowe er født i henholdsvis 1954 og 1959. Der er med andre ord ikke skyggen af chance for, at nogen kaldte de to for ‘kids’ i begyndelsen af 90’erne
  • Jeg ejer bogen ‘Pet Shop Boys VS. America’. Den står inde på min bogreol lige nu og råber efter mig. Bogen beskriver deres herostratiske fiasko af en turne i USA i 1991. Jeg VED derfor, at Pet Shop Boys i begyndelsen af 90’erne var to humørsvingende, smågamle krukker, der desperat higede efter at blive elsket i USA – blot for at falde igennem kommercielt. Deres tid som ‘pop kids’ lå i bedste fald 15 år tilbage i tiden, allerede dengang

‘The Pop Kids’ er derfor en sød fiktion, og det samme er sangen ‘Twenty-Something’ på det nye album. Den handler om de unge mennesker, der er forfængelige og forfærdelige, men også – åh! – så pokkers dragende. Hvilket der selvsagt kan være noget om, men nuvel, når tyndhårede mænd over 60 år begynder på den slags sværmerier, så bliver det hele en anelse … akavet.

Anmelderne – som selv var unge da Pet Shop Boys var store – er søde og giver dem 4 ud af 6 stjerner. For gammelt venskabs skyld, forstås. Ligesom de gjorde med Suede og R.E.M, uanset hvor rædsomme deres nye plader så end var.

Hvilket går mig på, da det ansporer Pet Shop Boys til at fortsætte derouten fremfor at stoppe mens legen er god. ‘Electric’ albummet fra 2013 var deres bedste album i 10 år, og det havde været et perfekt sted at stoppe karrieren. Men nej. De bliver ved, som to cirkusheste, der for længst er gået bag om dansen og ikke kan følge takten. Og det gør de fordi tåber som mig køber deres ting og de halvgamle anmeldere ikke nænner at give ‘Super’ den karakter, det fortjener. Nu må det høre op. Håber at de snart vil nyde deres otium og holde op med at udgive ny musik.

Der er virkelig ikke grund til at fortsætte og trampe mere på mit sarte følelsesliv.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *