Optøet forhold til Microsoft

Det er kommet snigende de senere måneder … men jeg hader ikke Microsoft mere.

Forstå mig ret: Jeg elsker stadig min MacBook Pro. Jeg holder af min iPad og synes ok godt om min iPhone, men det er Mac’en der er min sande kærlighed. Hele økosystemet med Apps centreret om OS X er der, hvor jeg bedst kan lide at arbejde. Jeg er tilmed så gammeldags, at jeg stadig foretrækker at arbejde foran hakkebrættet, fremfor at være på mobile enheder. Sender meget nødig en e-mail fra min mobil, med mindre jeg er tvunget til det. Dét at skrive og være kreativ hører i mit sind uløseligt sammen med min Mac (eller til nøds en stationær PC). Så Apple er stadig min favorit, når det handler om hardware og styresystemer.

Men Microsoft, ikke sandt? De er ved at gøre comeback i min verden. Især Office.

Bevares, jeg synes stadig at Windows i alle dets afskygninger er rædsomt og besværligt. Kommer aldrig til at holde af det styresystem. Det er clunky og belastende. Men jeg er som nævnt efterhånden ganske lun på Office-pakken. Den vinder mere og mere på mig.

Det er delvist arbejdsbetinget, men ikke helt – for jeg har frivilligt tegnet abonnement på Office 365. Men man kan vel sige, at jeg endnu ikke har været ansat på en arbejdsplads, der ikke var centreret om Office. Det er Outlook, Word, Excel og Powerpoint, som styrer showet. Og det går mig slet ikke så meget på, som det tidligere gjorde. Der er klare synergier for mig ved også at anvende Office privat.

Egentlig mener jeg også at Microsoft og Office er kommet godt efter det, når det handler om at skabe et uproblematisk og sammenhængende flow. Det er måske ikke ligefrem en fornøjelse at arbejde i Word, men det fungerer stadig bedre. Det taler fint sammen med andre programmer.

Og endnu vigtigere: Der er en ny udgave af Office til Mac på vej. Den nuværende udgave er fra 2011 og er skingrende rædsom, men de nye previews af Office til Mac er slet ikke så åndssvage igen. Jeg kan godt se mig selv forlade Pages til fordel for Word 2016, når vi engang når dertil.

Der er dog også tale om en push-effekt. Google skubber mig over mod Microsoft.

Jeg opfatter Google som et ondere og mere dubiøst foretagene end Microsoft. Deres ækle tendens med at logge én ind på Chrome uden man beder om det, registrere søgninger og generelt være overvågende, gør mig tom indeni. Jeg ved ikke rigtig … men jeg er simpelthen ikke tryg ved at henlægge ting som e-mails og arbejde hos Google. De er for omklamrende. Deres tjenester og apps er måske smarte, men det kommer altsammen med en pris. Microsofts ydelser er muligvis noget tungere at danse med end Googles, men de er i det mindste ikke så pokkers allestedsnærværende online.

Så jeg er gået fra Gmail til Outlook.com i mine private e-mail. Og orienterer mig via Office 365 mod Microsofts portefølje. Min browser er nu Safari fremfor Chrome. Hvis ikke det var fordi min Gmail er praktisk at have som buffer, når jeg skal registrere mig hos virksomheder, så havde jeg forlængst nedlagt den. Vil kort sagt helst så lidt som muligt at gøre med Google – og så er Microsoft en oplagt samarbejdspartner.

Hvad med jer? Er der nogen virksomheder, I har mistet den grundlæggende tillid til?

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *