På tærsklen

Knap en uge tilbage af de fem ugers kombineret fædreorlov og ferie.

Bruger de momentane ledige stunder til at komme ind i en god løbevane og til at gruble over livet i de kommende år.

Hvordan kan jeg anvende mine begrænsede talenter mere meningsfuldt? Hvad vil jeg gerne vil udrette her i verden? Og (mere lavpraktisk) hvad og hvordan jeg skal prioritere tiden og energien i en tilværelse, hvor omsorgen for to små børn betyder, at mængden af egoistisk fritid reduceres drastisk nu og i al overskuelige fremtid? Hvordan kan jeg balancere ønsket om at være en nærværende og bedre far, husbond, søn, bror og ven alt imens jeg også gerne vil have en interessant karriere, udfolde min sparsomme kreativitet samt udvikle mig intellektuelt, menneskeligt, åndeligt, socialt og fysisk? Slige navlebeskuende tanker kan jeg bruge et uendelig mange solipsistiske timer på.

Kan dog ikke påstå at jeg er kommet frem til noget banebrydende nyt. Det forbliver mest af alt cirkulære spekulationer og tankemæssigt hjulspind om ‘det store billede’. Konkrete handlinger er der begrædeligt nok noget færre af.

Eksempel: Næste marts er det 10 år siden jeg blev færdig på universitetet. Dermed kan jeg også sige goddag til mit første runde jubilæum på det voksne arbejdsmarked. Er det en festdag? Er jeg på rette vej i det overordnede metaperspektiv? Hvem ved?

Så jeg funderer lystigt (eller rettere: Let tungsindigt). Over hvordan studievalget, de hidtidige stillingsforløb og de privatlivsmæssige forpligtelser (bolig, børn, mageligheden, livet … ) skaber stiafhængighed. En stiafhængighed der gør det vanskeligt – eller i hvert fald omkostningstungt – for en risikoavers og nærig pessimist at foretage et karriereskifte. For som årene går med at vandre stadig længere ned af den nuværende karrieremæssige sti som flyvsk samfundsvidenskabelig generalist, bliver det dyrere og sværere at gå tilbage til den oprindelige korsvej. Og man ved ikke engang om en anden sti nødvendigvis vil føre til et bedre levet, gladere og meningsfuldt liv.

Det paradoksale er imidlertid, at den sti jeg nu har travet tungt og fodslæbende ned af de seneste 10 år mere eller mindre er tilfældig. Vejen blev ikke taget som et aktivt, bevidst valg. Jeg flød ligesom bare med begivenhederne. Der lå aldrig en gennemtænkt eller reflekteret strategi bag min entre på Københavns Universitet tilbage i 2001. Da jeg valgte mit studium, tænkte jeg aldrig for alvor over, hvad de afledte jobfunktioner og opgaver efter studietiden ville være. Jeg syntes samfund og politik var spændende, så det afgjorde sagen dengang. Mon alle de, der i disse dage har fået svar på om de er optaget på deres ‘drømmestudie’ tænker over hvad de helt konkret kommer til at lave i deres 45 år på arbejdsmarkedet? Øvelsen er klog at foretage, tror jeg. Det såkaldte ‘drømmestudium’ kan hurtigt lede til bullshit jobs eller sjæledræbende blindgyder som sagsbehandler i 11. kontor. Ville ønske jeg havde tænkt mig bedre om dengang. Passer min personlighed og præferencer til stillinger indenfor politik og kommunikation? Juryen er vist stadig ude, som de ville sige i amerikanske tv-serier.

Men nuvel, her er jeg så. Tilfældigt eller ej: Der er stadig små 35 år til at jeg bliver 70 og pensioneret.

Man skulle mene, at hvis jeg gerne vil lave noget helt andet end i dag og de foregående 10 år, så er tiden ved at være inde til at få gjort noget ved det.

Jeg kan også risikere at blive tvunget ud i forandringerne, hvis jeg ikke selv gør et eller andet proaktivt. Jeg har ganske vist aldrig prøvet at blive afskediget, men det sker jo for de fleste i løbet af livet. Og hvad med det lidt længere sigt? Hvor længe går der så før mine nuværende kompetencer og evner ikke længere efterspørges på markedet? Hvilke nye ting bør jeg lære for at være relevant på arbejdsmarkedet? Og igen: Hvordan passer omstillingskravene med mit ønske om at foretage et grundlæggende karriereskifte (selvsagt uden at løbe en økonomisk risiko …) med, at jeg samtidig også gerne vil prioritere familie?

Så jo. Der er nok at tænke på. Jeg skal have fundet ud af, hvad der er vigtigt for mig. Og ikke mindst: Hvordan jeg opnår det. Har stadig en lille uge tilbage inden hverdagens logistik og arbejde begynder igen for fuld kraft.

Håber jeg når det.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *