Westworld

I dag fik jeg endelig strammet mig an og færdiggjort ‘Westworld’. Det har taget sin tid, må jeg tilstå. For jeg var med lige fra starten sidste efterår. Så to-tre afsnit hurtigt, lokkede sågar også Den Bedre Halvdel til at se det første. OK, den gjorde ikke meget for hende, men jeg kløede på. Det var jo science fiction, eskapisme og lommepsykologiske betragtninger om eksistens, bevidsthed og den slags.

Men så gik jeg i stå.

Serien blev … nuvel, unødvendigt blodig i midten af sæsonen. Ikke at grafisk vold nødvendigvis er problematisk. Det VAR indiskutabelt en selvstændig pointe i historien, at illustrere forråelsen og nihilismen i ‘forlystelsesparken’. Men det var alligevel nok til at jeg stoppede. Dét, og så at historien ikke rigtig bevægede sig nogle steder.

Men i går gik jeg så i gang igen. Og har kværnet 3,5 afsnit siden da. Serien sluttede også blodigt, men til gengæld oppede plottet sig gevaldigt hen imod slutningen. Jeg er oprigtigt spændt på, hvordan de vil bringe fortællingen. De indsatte styrer nu så at sige sindssygeanstalten, og det bliver næppe fredeligt. Hvordan de vil udvikle mytologien, kan jeg dog ikke helt gennemskue. Vi må se i 2018.

Generelt er vi stagneret voldsomt på tv-serie fronten herhjemme. Selvfølgelig grundet manglende tid og livet som småbørnsforældre, men også fordi det efterhånden er et begrænset antal serier, som jeg bare MÅ se. Antallet indsnævres yderligere, hvis vi tæller de serier, som kan ses på den måde jeg foretrækker: Sammen med Den Bedre Halvdel. For nylig har vi ses ‘Stranger Things’ og ‘The Americans’ sammen, ligesom vi sprøjter os i blodbanerne med dårlige stoffer i form af ‘Blacklist’ og ‘Designated Survivor’. Alene ser jeg ‘The Expanse’, som er en fin udgave af bogserien, synes jeg.

Nu må vi så se om jeg også kan få gjort kål på min evindelige dårlige tv-serie samvittighed: ‘The Leftovers’. Jeg var meget betaget af første sæson, men den anden er jeg imploderet fuldstændig i. Vi taler vel efterhånden om 2-3 gange, hvor jeg har forsøgt at komme igang igen med den. Jeg er helt uforstående overfor, at resten af verden mener sæson 2 er bedre end den første. Hvad er det, jeg ikke har opdaget endnu?

Facebook detox

Læste et par inspirerende anti-facebook artikler (her og her). Det var vand på min mølle. Har igennem længere tid været frustreret over min manglende selvdisciplin og den negative effekt, som sociale medier har på min produktivitet og evne til at koncentrere mig. Jeg oplever nøgternt vurderet ingen værdi af at være på facebook. Twitter distraherer også, men bidrager dog med interessante links og læsestof. Så har gjort følgende:

  • Unfollowed alle, så mit nyhedsfeed er tomt (og der dermed ikke er nogen grund til at logge ind)
  • Blokeret adgangen til facebook på telefon og iPad
  • Installeret Messenger, så jeg trods alt kan læse de ting folk skriver til mig via facebook, plus evt. kontakte dem, jeg har i mit adressekartotek1

Hvis jeg får det kombineret med lidt rygrad, så kan det være min måde at sige de facto adjøs til det mest ondskabsfulde af de sociale medier.

Nu skal jeg så blot finde ud af, hvordan jeg tøjler min måske værste overspringshandling: Behovet for hele tiden at følge med og læse nyheder. Det er en helt grotesk stor tidsrøver, og det gør mig i grunden hverken gladere eller mere veloplyst. De andre gange jeg har forsøgt at skære ned på det er projektet dog strandet på at jeg i virkeligheden har for lidt at lave i løbet af en arbejdsdag – og at jeg derfor har et oplevet behov for at fylde tomrummene ud.

Grundlæggende skal jeg lære at kede mig igen. Ikke hele tiden at skulle stimuleres af et eller andet. Eller, alternativt, at fylde tomrummene ud med mere produktive og analoge ting, såsom bøger.

  1. Netop adressekartotekfunktionen er det eneste, jeg reelt ville savne hvis jeg tog det fulde trin og lukkede min profil []

BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

Reformer

En af mine gode venner spurgte mig ‘hvilke reformer ville du gennemføre i Danmark?’. Han er økonom og spørgsmålet kom i en uge, hvor regeringen fremlagde en skatteplan, en erhvervspakke og forslag til finanslov. Det tænkte jeg så lidt over. Og mit svar blev alt andet end økonomisk. Nedenfor er den mail jeg sendte som svar i en let redigeret udgave:

“Det er et godt og ikke mindst komplekst spørgsmål. Sagen er den, at langt de fleste ting jeg ville reformere i Danmark ikke direkte har noget med politik eller samfundsøkonomi at gøre. Jo, altså, selvfølgelig er de politiske og økonomiske i den forstand, at de ville fordre anderledes politiske prioriteringer og muligvis også ny lovgivning. Men der er mere tale om sociologiske, antropologiske og kulturelle fænomener, jeg gerne ville ændre.

Jeg mener, at der er i Danmark er noget fundamentalt galt i ‘kontrakten’ mellem individet, civilsamfundet og staten. Det er sket umærkeligt og jeg ved ikke hvornår det begyndte. Men der er noget … forkert ved den måde, vi lever vores liv på. Ikke at der skal gå helt Svend Brinkmann i det; men det er som om at vi – såvel individuelt som kollektivt – har glemt at spørge os selv “hvad er egentlig meningen med det her?”.

En almindelig gennemsnitsdansker bliver født, kommer i vuggestue, børnehave, skole, ungdomsuddannelse og gennemfører en kortere eller længere videregående uddannelse, inden vedkommende kommer på arbejdsmarkedet. Her træller man så rundt i 45 år og har en mere eller mindre tilfredsstillende karriere, finder én der kan holde en ud, og avler nogle børn med vedkommende undervejs. Hvis man er heldig bliver man ikke udsat for livskriser, sygdom eller mister nogen man elsker undervejs. På et tidspunkt bliver man pensioneret og har nogle år, hvor man forhåbentlig er ved godt helbred i selskab med børn og børnebørn. Siden går det ned af bakke, man bliver mere og mere syg, partneren dør og på et tidspunkt bliver man placeret på et plejehjem, hvor en eller anden livstræt SOSU-assistent bliver betalt for at give en mad, høre på ens ævleri og skifte ens ble hver tredje dag. Til sidst dør man af ensomhed, sorg og en livsstilssygdom. Og det var så det. Ingen vil huske en om et par generationer, ingen forskel er gjort.

Er det godt nok?

Ja, set i det helt store billede (i.e: Jorden er 4 mia. år gammel, et menneskeliv er i bedste fald en kort prut i et flygtigt millisekund af det minut homo sapiens har eksisteret, og vi har de seneste århundreder levet i en helt unik velstand, frihed og fremgang grundet at den industrielle revolution løftede os ud af en hobbesiansk nasty, brutish og short livscyklus), så bør et begivenhedsløst menneskeliv levet i Danmark i 2017 uden frygt for krig, katastrofer og under komfortable materielle forhold samt med udsigt til engang at dø i en hospitalsseng af en livsstilssygdom, vel betegnes som mere end godt nok.

Og så alligevel.

Vi burde stille spørgsmål til de implicitte præmisser og mekanismer, som udfolder sig i den karikatur af et gennemsnitsdansk liv, jeg foretog ovenfor. Hvis jeg skulle reformere noget, så ville det derfor være en række af de (efter min mening) usunde sociale relationer, vi har fremelsket i konkurrence-/velfærdsstaten.

Eksempelvis:

Er det meningsfuldt at vi efter et års tid afleverer vores børn til en offentlig institution? At vi outsourcer nærvær, opdragelse og den vigtigste tid i et barns liv til fremmede, bare fordi vi skal gå på arbejde, realisere os selv (vi skal jo have råd til at forbruge en masse statusgivende materielle ting!) og fordi det er dét, at konkurrencestaten kræver af os som borgere (i.e. “det skal kunne betale sig at arbejde”)? Man kan ikke nægte at løbe løs inde i hamsterhjulet (man kan jo i Danmark de facto ikke nøjes med en enkelt indkomst og der er massivt socialt pres for at både manden og kvinden arbejder), men giver det mening? For børnene? For forældrene? Pædagogerne i vuggestuen og børnehaven ser mine børn mere i hverdagen, end jeg gør. De taler mere med dem, leger med dem, opdrager dem mere. Hvordan kan det være meningsfuldt?

Er det meningsfuldt at vi afleverer ældre og svage mennesker i det offentliges varetægt? At ældre og unge ikke længere føler, at de har et ansvarsforhold overfor hinanden? At stadig færre unge tænker ‘jeg skal passe på mine forældre’ og stadig færre ældre tænker ‘jeg skal efterlade noget til næste generation’? Bevares, jeg er med på at ældre kan blive så gamle, syge og demente, at de har brug for professionel hjælp. Men er det meningsfuldt at vi har opbygget et samfund, hvor man ikke har tid eller plads til at yngre og ældre kan være nærværende sammen? Hvor staten er plejegiveren og den der har ansvaret? Hvor man ikke kan få tid til at tage sig af et sygt familiemedlem, fordi man skal arbejde?

Er det meningsfuldt at vi laver heldagsskoler, hvor børn parkeres i uendelig mange timer i stedet for at leve et liv uden for de offentlige institutioners jerngreb? Hvor børn aldrig har fri?

Er det meningsfuldt at vi har et uddannelsessystem, hvor institutionerne belønnes for at få flest mulige igennem pølsefabrikken, men ikke nødvendigvis for læring, ånd, dannelse, nysgerrighed og intellektuel indsats?

Er det meningsfuldt at så mange mennesker sidder i bullshit jobs som ‘udviklingskonsulent’ eller ‘kommunikationsrådgiver’ og andre nul-værdiskabende jobs? Eller at der sidder en syndflod af bureaukrater i kommunale og regionale administrationer og opfinder projekter, der skal berettige egen eksistens, mens personalet på gulvet skal løbe stadig stærkere?

Er det meningsfuldt at der i skrivende stund er tre jobopslag, hvis man søger på jobindex.dk efter ‘introvert’, ‘genert’ eller ‘indadvendt’ (alle tre i betydningen: Det må du ikke være), men til gengæld 1.873 jobopslag der søger en ‘udadvendt’ kandidat? Hvad siger det om et samfund, hvor det udadvendte, ekstroverte og netværksskabende dyrkes som et ideal, mens de stille, indadvendte og knap så højtråbende personer må finde sig i at operere på et B-arbejdsmarked? Hvor man ikke må diskriminere på køn, race, religion, handikap eller seksuel orientering, men helt frit og frejdigt ikke ønsker at ansætte folk med en bestemt personlighed?

Er den måde vi behandler psykisk syge og svage på meningsfuld? Hvorfor er der ikke plads på arbejdsmarkedet til de skrøbelige sind i vores samfund?

Er det meningsfuldt den måde vi mere eller mindre frivilligt har givet afkald på frihedsrettighederne siden 9/11? Er det meningsfuldt med den stigende overvågning? Er det meningsfuldt at jeg ikke må have en flaske vand med ind i Københavns lufthavn? Er det meningsfuldt at ytringsfriheden i realiteten er begrænset?

Er det meningsfuldt at vi har et så gennemreguleret samfund, at frihedsgraden til at vælge en anden vej eller at være en skæv eksistens reelt er ikke-eksisterende? Hvor alting skal være så uendelig gennemsnitligt, at der ikke er plads til hverken tossen eller geniet?

Du fornemmer måske, at det overordnede tema for ovenstående er, at jeg oplever at den danske samfundsmodel ikke er befordrende for nærvær og stærke civilsamfund.

Vi har selvfølgelig stadig forenings-Danmark og heldigvis for det. Men jeg mener, at vi har været alt for villige til at outsource nærvær, omsorg og ansvar til staten og offentlige institutioner. Og nu hvor alle betaler så meget i skat, så tænker folk snarere ’så vil jeg sgu også have noget for pengene’ eller ‘jeg vil have skattelettelser’, end at de tænker ‘måske burde vi i stedet tage de meningsfulde sociale relationer tilbage igen”.

Så hvis jeg kunne reformere noget, så ville det være dét: At vi som mennesker og samfund begynder at spørge mere ‘er det her meningsfuldt?’ og at vi derefter tog konsekvensen af det, hvis svaret er ‘nej’.

/Skribenten

PS. Jeg er helt med på at alt det jeg lige har skrevet er helt uvidenskabeligt, generaliserende og baseret på intuition og andre upålidelige størrelser. Men du spurgte hvad jeg ville reformere. Og jeg synes der er masser at tage fat på.”

Transformers

Jeg kan ikke helt afgøre om jeg projicerer for meget over på min stakkels søn. Men det gør mig ellevilde at han er blevet fan af Transformers. Ikke af de miserable film, men derimod af legetøjet og tegnefilmene. Som jeg selv har elsket upassende meget det meste af min levetid.

Han elsker de 30 år gamle legetøjsrobotter, som vi fragtede med over fra Aalborg sidst vi besøgte mine forældre. Han elsker de nye legetøjsudgaver af Bumblebee og Optimus Prime. Han elsker den fabelagtige intro til den oprindelige tv-serie fra midt-80’erne. Og det gør mig selvsagt alt sammen glad, for jeg elsker også stadig Transformers.

I går modtog vi tilmed en Transformers-trøje med posten, og jeg har sjældent set en dreng glæde sig så meget til at komme i børnehave og vise sit nye haute couture frem.

Allerbedst er faktisk tegnefilmsudgaven ‘Robots in Disguise’ fra 2015 og frem. Den er flot, sjov, cool og handlingen er tilpas afbalanceret til at være spændende for små drenge – uden at være for voldsom. Alene introen er fantastisk:

Det er en stor fornøjelse at (gen)opdage barndommes legetøj med sønnen. Håber at jeg også kan lokke datteren med i kulturen, når hun bliver lidt ældre. Hun vil i hvert fald gerne lege med robotterne!

Secret of Mana

Det er ikke tit jeg udbryder spontane nydelseslyde, men det skete i dag. Lige midt i mit kontor på arbejdet, hvor jeg sad og papirnussede. Ved et tilfælde – for jeg er jo selvsagt ikke typen der kan blive distraheret af internettet i løbet af en arbejdsdag(!) – læste jeg inde på videospilsbloggen Kotaku at der er et remake af Secret of Mana i støbeskeen:

Square Enix is remaking Secret of Mana 2. The beloved role-playing game will be released in North America on February 15, 2018.

In August 1993, the game was originally released as Seiken Densetsu 2 in Japan on the Super Famicom (SNES), but sold outside Japan as Secret of Mana.

According to Famitsu, this is a full remake with full voice, new musical arrangements and other new elements like upgraded gameplay. 4Gamer reports that the Secret of Mana remake will have online multiplayer for up to three players.

Jeg er begejstret! Jeg kan allerede i dag genspille originalen på min Wii, men altså, et remake? Der ser ganske fortryllende ud? Og som kan rette op på de svagheder, som det oprindelige spil indiskutabelt led af? JA TAK! Jeg kan faktisk ikke lige komme på et andet spil, som jeg hellere vil spille en ny udgave af.

Glæder mig dybt, intenst og helt infantilt til februar måned!

Six Blocks Away

Det er ganske voldsomt hvad tid, druk og misbrug kan gøre ved en stemme.

En af datterens yndlingsdansesange er således Lucinda Williams’ ‘Six Blocks Away’ fra 1992. Dens tempo og omkvæd er perfekt til at vuggedanse med en 1-årig pige, som hviner af fryd, når man snurrer rundt. Det er en ren fornøjelse.

Nu har Williams så for et par dage siden udgivet en nyfortolkning af sin egen sang.

Man kan mene meget om originalen. Den er poppet og letbenet. Og Williams stemme er stadig ung, og knækker til tider over. Men i den nye udgave? Williams har skruet tempoet ned, gjort instrumenterne mere muskuløse og nærmest growler sig igennem vokalen. Hun er blevet 64 år og det har været et hårdtlevet liv, fornemmer man. Og selve sangen er blevet mindre … nuvel, mindre romantisk.

Jeg vil derfor ikke sige, at Williams gør sangen bedre her 25 år efter den udkom første gang. Det bliver i hvert fald ikke 2017-udgaven, som datteren og jeg kommer til at fylde tiden ud med inden hun skal puttes. Omvendt gav det mig en lejlighed til at hylde originalen en ekstra gang, så helt spildt er arbejdet ikke.

Og når I nu er i gang, så lyt til ‘Something About What Happens When We Talk’. Hvis den ikke kan smelte jeres permafrosne hjerter, så ved jeg ærligt talt ikke hvad der skal til.

Dumbphone

Hvad ville du savne, hvis du skiftede din smartphone ud med en, ja, dumbphone? Det tænker jeg lidt over efter at have læst en artikel i FT. Skribenten beskriver det ret godt, synes jeg:

“I’ve recently found myself wondering if I could do without Google Maps. It is, I think, the only app on my phone I’d really miss were I to swap my smartphone for a “dumb” one that handles only calls and text messages.

Why am I thinking about this? It’s because every time I try to read a book, I end up picking up my phone instead. I convince myself that I need to google something, something important, and, 30 minutes later, I’m scrolling through Facebook or Twitter with all sense of time and purpose lost.

I’ve taken to turning off my phone, but then I turn it back on. I’ve tried hiding all my colourful apps in little folders, but that doesn’t really work. I keep interrupting my own train of thought in order to do something that I don’t consciously want to do.“

Jeg vil ikke sige at jeg er helt ligeså langt ude i tovene. Eller, mjah, måske, tjoh. I hvert fald ikke i så høj grad på min telefon, som jeg er det på min computer. Jeg er usandsynligt nem at distrahere, når jeg sidder her foran tastaturet. Min evne til at fokusere på én ting er udfordret, og det bliver ikke bedre som årene går – desværre. Jeg er nyhedsjunkie og har en tendens til at tjekke mail, diverse nyhedssider, blogs og twitter for ofte. Det giver ingen reel værdi for mig, ligesom det går ud over min produktivitet, Ikke ligefrem en fordel, når man arbejder som papirnusser og varmluftsproducent.

Det er (lidt) bedre, når det handler om telefonen.

Jo, jeg finder den da lidt for rutinemæssigt frem, når der er tidslommer der skal fyldes ud. I ved nok, de der små øjeblikke i køen eller hvor man skal vente. Hvor man før i tiden havde accepteret ventetiden eller kedet sig et par minutter med at kigge ud i luften, så er min tolerance for ikke at blive stimuleret nu ikke-eksisterende. Værst er det når jeg griber mig selv i at tjekke telefonen, når jeg er sammen med de to arvinger. Det er jo en direkte forbrydelse mod nærvær og intimitet.

Så da Nokia bekendtgjorde at de relancerede deres 3310’er, funderede jeg da over om man burde tage skridtet tilbage. Men der ER jo ting, jeg vil savne:

  • Spotify. Det meste af mit musikforbrug foregår via telefonen.
  • Podcasts. Jeg lytter til en masse podcasts om alt fra politik til basketball.
  • Mobilepay. Et praktisk redskab.
  • Todoist. Min to-do liste, som strukturerer det meste af min eksistens.
  • Kortfunktionen. Rart at kunne finde rundt.
  • Kameraet. Selvom jeg ikke opdaterer Instagram et al så ofte, så tager jeg mange billeder af de to arvinger og hverdagen.

Jeg vil til gengæld sagtens kunne undvære email, internet og alle de andre distraktioner. Faktisk vil det være godt for mig, tror jeg.

Men samlet set er min nytte og glæde ved de ovenstående funktioner så stor, at jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at jeg helt skulle opgive at have en smartphone.

Måske man kunne køre et parallelsystem, hvor jeg har en smartphone som arbejdstelefon, mens mit privatnummer er på en dumbphone. Jeg kunne så lægge min arbejdstelefon væk i alle de situationer, hvor jeg ikke eksplicit skulle løse en arbejdsopgave, eller hvor jeg er i transport (og dermed lytter til musik eller podcasts).

Ved dog ikke helt om jeg kan stole nok på mig selv til at holde sådan et adskilt set-up kørende. Min hidtidige rygrad har ikke just været imponerende …

Wichita Lineman

Jeg har et notorisk blødt punkt for melankolske countrysangere. Især dem der anvender ligeså melankolske strygere, som Jens Lekman siden hen sampler i en af sine bedste sange.

Så jeg blev da en anelse vemodig, da jeg læste om Glen Campbells død for et par uger siden. Der er blevet skrevet mange nekrologer siden da – den bedste jeg er stødt på er denne – og hans kamp mod Alzheimeren er ligeledes velbelyst. Jeg kan ikke sige at jeg har udforsket hele Campbells bagkatelog. Men det jeg har hørt er grænsende til vidunderligt. Hør ham lige i ‘Wichta Lineman’:

Er det ikke smukt? De strygere! Mmmmmm! De knuste hjerter længes og ensomheden er episk. Og prøv så lige ‘By the Time I Get to Phoenix’:

Jeg vil vove den påstand, at der ikke er lavet mere melankoske break-up sange end ‘By the Time …’, hverken før eller siden. Den er et mesterværk.

Malcolm Gladwell havde for nylig et afsnit af sin podcast ‘Revisionist History’, hvor han postulerede at det der gør countrysange så pokkers triste og melankolske er, at de er konkrete og specifikke1. Countrysangere synger om koner der dør af kræft, pick-up trucks der spinner med hjulene i mudderet, sønner der dør i krig i et land langt, langt væk og fornøjelsen ved at sidde med en iskold Bud Light en varm sommeraften under stjernerne. Det er alt sammen meget specifikt og ganske relaterbart på et almenmenneskeligt plan.

Glen Campbell er et fremragende eksempel. Hans ‘Wichita Lineman’ sidder der på telefonmasten og lytter til historier om savn, længsel og kærlighed, som han opsnapper via telefonlinjerner. Og i ‘By the Time …’ bliver bruddet meget, meget konkret i takt med den voksende geografiske afstand til hans nu tidligere elskede.

Det er fremragende musik – dens alder til trods.

PS. REM indspillede i 1994 også en fin udgave af ‘Wichita Lineman‘. Michael Stipe kunne have været en fortrinlig countrysanger.

  1. Egentlig er hans argument noget brede end det, men det er bedre at I selv lytter til afsnittet end at jeg genfortæller det []

Lille Bratislava

AaB har købt en angriber. Som jeg aldrig har hørt om. Pavol Šafranko, hedder han. Fra en klub i Slovakiet, som jeg heller aldrig har hørt om. Men FC DAC 1904 Dunajská Streda indtager åbenbart den øjeblikkelige fjerdeplads i den slovakiske liga, siger AaB i deres pressemeddelelse. Og Šafranko er både “ærgerrig, snu, hårdtarbejdende og fysisk stærk”, hedder det. Han lyder med andre ord som den perfekte dørmand i Jomfru Ane Gade. Og med de nu i alt tre slovakker i truppen, må man vel betragte Aalborg som en nordlig forstad til Bratislava.

Nuvel, måske jeg burde lade den blaserte distance og sarkasme hvile. For AaB har indiskutabelt brug for et stort skur i angrebet. Måske Šafranko er lige det, der skal til.

Jeg er stor fan af Jannik Pohl, som jeg betragter som den næste store ting i nordjysk og dansk fodbold. Men guderne skal vide at han ikke kan score mål. Om så de så var kilometerbrede, iklædt for korte kjoler og hoppede indbydende hen imod ham, ville Pohl ikke kunne ramme dem. I hvert fald ikke med det nuværende miserable offensive setup i AaB. Pohl har akut brug for hjælp fra en kompetent angrebskollega, thi den arme mand får ingen støtte til at løfte et alt for stort offensivt ansvar. Og måske Šafranko kan medvirke til at forløse Pohl af den nuværende frustrerende ineffektivitet?

Man kan kun håbe det bliver sådan tingene går. Ellers opbygger jeg snart en fodboldrelateret depression.

For jeg sad således og så Horsens – AaB fredag aften. Det var halvanden time af mit liv, jeg aldrig får igen. Magen til bras og dårligdom skal man lede længe efter. Selv ikke min stakkels søn ville jeg udsætte for den pinsel. Der har været mørke AaB-stunder tidligere i mit liv, men det føles særlig stærkt denne gang. Selv ikke under Magnus Pehrssons og Bruce Riochs rædselsregimer har jeg oplevet en lignende pessimisme om min klub.

Så gør hvad du kan, Šafranko. Der er brug for det.