Vemod

Normalt er jeg ikke så nostalgisk anlagt. Det plejer tværtom at være mig der driller Den Bedre Halvdel, når hun med jævne mellemrum udbryder “hvor er vores søn/datter dog blevet stor”, “hvor er tiden dog gået hurtigt” eller lignende varianter heraf.

I hverdagens hamsterhjul er det forførende nemt for mig at fortabe mig i logistikken, fremfor at reflektere over de små (og større) ting. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå at lave, og så mange egoistiske hensyn, som børnelivet kan være hæmmende for. Samvær med Den Bedre Halvdel. Løbeturene. Den politiske aktivitet. Udarbejdelsen af min generations store roman. Jobbekymringerne. Den slags. Så det fylder jeg livet ud med, mens jeg undlader at forholder mig til at livet går og intet bliver det samme.

I præcis dette øjeblik vil sønnen eksempelvis ikke sove sin middagslur, men vil hellere ligge inde og hvine under dynen sammen med sin åbenbart ganske kælne legetøjsdinosaur. Hvilket betyder at jeg bliver forstyrret i at skrive dette indlæg. “Vi skal lege”, råber han begejstret, uden nogen syndelig interesse for at den manglende søvn vil gøre ham ganske umulig senere i dag. Eller at han først falder i søvn kl. 15, så hans søvnrytme skubber sig, og det alt sammen æder af forældrenes få timers egentid, når de to børn endelig sover. Hverdag, hverdag, hverdag.

Så egentlig burde det faktum at sønnen fredag havde afskedshygge hos vores højtelskede dagplejer med boller, kage og kram ikke berøre mig synderligt. Det var jo blot endnu en af de der små ting og begivenheder, der indgår i et hverdagsliv. En af de dage og timer, som bliver parkeret et eller andet sted oppe i baghovedet – og kommer til at indgå i den samlede metafortælling om ‘dengang at børnene var små’.

Men dagplejeren havde lavet denne her fine scrapbog med billeder fra hans tid hos hende.

Bevares, vi har selv et bjerg af billeder af børnene. Tror faktisk at de to er blandt de mest afbillede og forgudede børn i hele verden. Men dagplejerens billeder var fra et andet liv end det vi lever sammen med ham herhjemme.

Det var billeder lige fra da vi kom til Roskilde i oktober 2015 til nu. Hvor man så hvordan vores lille, store, søde, sure, grinende, surmulende, lykkelige, triste, nemme, frustrerende, kærlige, stille, råbende søn havde været en del af hendes liv. Hvordan han gik fra ulykkeligt post-vuggestuebarn til at blive stadig mere glad og tryg. Billeder af hvordan han har tilbragt tiden alle de mange timer, hvor vi selv var på arbejde. Billeder af et barneliv, som jeg mest af alt kender til fra når jeg har afleveret og hentet ham hos hende.

Det efterlod mig nostalgisk. Måske også præget af en flig af fortrydelse. Ikke at jeg ved, hvad jeg ville have gjort anderledes. Men alligevel. Tiden går. Jeg har så travlt med alle mine egne ambitioner og behov. Og jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan – eller hvordan jeg reelt kan lave om på det.

Han bliver snart tre år. Og jeg er allerede gået glip af så uendelig meget i hans liv. Jeg trøster mig med, at han åbenlyst har haft det godt og trygt mens jeg ikke var der. Men det bliver selvfølgelig alligevel ikke rigtig godt af den grund.

En af Sønnens yndlingsting på YouTube er OK Go musikvideoen til ‘This Too Shall Pass’.

Før i tiden tolkede jeg altid de ord som ‘det går over igen’. Men det seneste år er jeg begyndt at tænke oftere og oftere over min dødelighed, og på, at dette – mit gode liv med hende jeg elsker og de to små rockere – forsvinder igen. At det kan ske før jeg tror det. At jeg en dag ikke er her mere. At de tre jeg elsker allermest i hele verden en dag vil dø. At mine forældre og søskende heller ikke vil være her evigt. At det alt sammen … går over.

De siger allesammen at man skal leve i nuet og være taknemmelig for de ting man har. Jeg har aldrig formået nogen af delene. Jeg bliver sur og irriteret og smålig, når Sønnen ikke gider sove1. Jeg bruger oceaner af tid på at bitche over mit job og hvor synd det dog er for mig, at jeg ikke bruger mine sparsomme talenter til noget reelt meningsfuldt. Jeg er neurotisk om rengøring og oprydning, og bruger næsten mere tid på det, end jeg gør på at læse godnathistorier for mine børn. Og det er så åndssvagt, men jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det anderledes. Og mens jeg kiggede i navlen, så er min søn snart tre år og skal begynde i børnehave. Pludselig er det alt sammen gået over.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Måske blot få nedfældet en art eksistentiel status, fremprovokeret af min søns overgang til en ny fase i livet. Vemodig er jeg i hvert fald.

  1. Note: Nu er han stået op uden at sove, og sidder inde ved siden af og tegner i sin Rasmus Klump farvebog []
 

Poul Anker Bech

Det tabte land

Der var nordjysk nostalgi for fuld udblæsning, da jeg var domsmand i går. Således var retssalen prydet af ikke færre end fem Poul Anker Bech malerier. Det var mageløst. Det fik næsten øjeblikket med de bevæbnede betjente under domsafsigelsen til fremstå poetisk, lige dér under Bechs dramatiske himmel i Vendsyssel.

 

The Radio Dept.

Det er en af de mere ubehagelige melankolske erkendelser.

Nemlig at jeg (fraregnet et svensk P3-arrangement i Göteborg i januar 2011) ikke har været til en eneste koncert siden Håkan Hellström i Store Vega den 20. november 2010. En koncert som jeg dengang beskrev på min blog på følgende vis:

“Det var sublimt. Enestående. Himmelstræbende. Verdensomstyrtende. Mindst ligeså godt som de tidligere koncerter i 2003 og 2008. Kan ikke – selv ikke hårdt presset – nævne en bedre livemusiker end Hellström. Det var eskapisme, teen angst, melankoli, lokalkolorit fra Göteborg samt en gudsbenådet parring mellem The Smiths, Paul Weller og Dexy’s Midnight Runners. Ville virkelig ønske, at jeg var en bedre anmelder, men qua mit stormfulde emotionelle indre må det blive ved en række eksalterede adjektiver for denne gang. Synd og skam for jer, der ikke var til stede.”

Det er kort sagt mere end seks år siden at jeg oplevede musik live. Og til trods for ovenstående ulidelige ordflom, har jeg vitterligt ingen erindringer om den Håkan koncert. Var det godt? Var det skidt? Hvad var setlisten? Ingen anelse. I mine erindringer bliver koncerten konstant blandet sammen til en diffus grød med de andre koncerter på Pumpehuset (2003) og til Storsjöyran (2008). Men det lyder da til at mit yngre jeg var tilfreds.

Hvad skete der? Hvornår groede jeg musikalsk fast? Der er en forklaring, tror jeg. Ikke en god eller behagelig en, men dog en forklaring.

Tidsmæssigt skete det musikalske kollaps nemlig samtidig med at jeg i foråret 2011 indledte den tumultariske periode af livet med udstationering i Bruxelles, siden flyt til Hjørring og Aalborg, ryk tilbage til København igen: Siden blev jeg far og ja, sådan gik der altså 6 år uden koncerter.

The Radio Dept.

 

Koncertmelankolien ramte, da jeg i går aftes var på Lille Vega for at se mine midt/slut-00’er idoler The Radio Dept. spille. De var en integreret del af min svenskofile periode, hvor jeg udover min hustru dyrkede folk som Jens Lekman, Air France, Tough Alliance hæmningsløst. Den endeløse række af elektropoppede kunstnere fra Göteborg og omegn er desværre døet ud siden dengang. Men nu har The Radio Dept. så endelig udgivet nyt album efter seks års pause, og er taget på tour til eksotiske steder som Tbilisi, København og Seoul.

Gruppen har altid været en lidt underlig blanding. Lige dele My Bloody Valentine, acid house, Pet Shop Boys, tidlig New Order og Andrew Weatheralls remix af ‘Only Love Can Break Your Heart’. Om end slutproduktet måske ikke er videre originalt eller nyskabende, er The Radio Depts musik en blanding af fremragende enkeltelementer fra 1987-1991, De peakede i 2010 med den vidunderlige ‘Heaven’s On Fire’, og er blevet stedse mere synth-bårne på deres albums.

Koncerten i Vega var en ambivalent oplevelse, men jeg ved ikke om det skyldes koncertens kvalitet, lydbilledet eller blot de seks års fravær af koncertoplevelser.

Måske det var en begynderfejl af mig at antage, at en koncert annonceret til kl. 20 ville begynde før kl. 22.10 (og jeg derfor først var hjemme i Roskilde kl. 01.00)? Måske jeg blot skal indse, at når elektronisk musik fremføres live, så er meget af det forprogrammeret og ikke særlig håndspillet? Måske jeg burde have tænkt over, at det er vanskeligt at høre den ì forvejen flegmatiske forsanger, når bassen er så tonsende tung?

Uanset hvad var det en lidt flad oplevelse rent musikalsk. Aftenen var dog langt fra spildt, da selskabet var godt og jeg fik økologisk pizza for første gang i mit liv. Men om jeg ligefrem vil anbefale en Radio Dept koncert? Ikke helt. Man bør nok holde sig til at lytte til deres albums i første omgang.

 

Reformationer

Hvornår lærte I sidst noget nyt og fascinerende, som I ikke havde den fjerneste anelse om eksisterede?

Jeg havde fornøjelsen i går aftes, hvor jeg læste i Carlos M. Eires fabelagtige ‘Reformations: The Early Modern World, 1450–1650’, der omhandler tiden før, under og efter reformationen1.

Det er en meget lang bog: 850 sider. Men den er velskrevet, og den er først og fremmest decideret interessant. Man fornemmer at reformationen (eller reformationerne, det er Eires hovedpointe at der er tale om flere, sideløbende og gensidigt forstærkende forandringer) virkelig er et emne, som forfatteren brænder for og ved urimeligt meget om.

Til tider bliver bogen tilmed voldsomt nørdet. Jeg tillod mig således at skimme afsnittene om de katolske retninger Barnabitterne, Ursulinerne, Visitandinerne, Piaristerne, Lazaristerne, Eudisterne og Sulpicianerne. Jeg kan, må jeg ærligt tilstå, heller ikke redegøre i detaljer for de præcise teologiske forskelle mellem de protestantiske sekter Mennonitterne, Davidisterne og Melchioristerne. Måske nogen af nærværende læsere vil tage den opgave på sig.

Min viden om reformationen har hidtil været afgrænset til Luther på overskriftsniveau, krydret med ganske sporadisk viden om Jean Calvin og calvinismen efter at have læst dele af Max Webers ‘Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus’ i sociologi på første år af studiet.

Jean Calvin som nummer to fra Venstre. Munter herre. Fra Reformationsmuren i Genève

Afsnittet om netop Calvin er imidlertid lidt af et højdepunkt i bogen. Han er en fascinerende skikkelse. Man kan have meget stærke meninger om manden, hans radikale teologi og det teokratiske regime han opbyggede i 1500-tallets Genève. Men at han har haft enorm indflydelse på historien og vestlig tankegang er uomtvisteligt.

Et andet højdepunkt er afsnittet om de såkaldte anababtister, en særdeles farverig afart indenfor den tyske protestantisme.

I årene 1534-1535 omdannede den apokalytiske og isolationistiske kult således byen Münster til ‘Det nye Jerusalem’. Det såkaldte Døberrige var grundlæggende baseret på en meget ordret læsning af Bibelen, polygami, kollektivt vanvid og ejendomsfællesskab. Det nye Jerusalmen fik dog en beklagelig ende, da en fælles hær af lutheraner og katolikker erobrede byen, og henrettede på ganske bestialsk vis anababtisternes leder Jan van Leiden, der ellers i bedste kultlederstil havde udnævnt sig selv til profet og havde 14 koner. Så hvis man troede at vore dages kulter og Islamisk Stat ikke har historiske forgængere i Europa, kan man med fordel tage en tur til Münster.

Det er vanskeligt at overvurdere den betydning, som reformationen (og den senere oplysningstid) havde for den den vestlige verden. Samfundsomvæltningerne i 1500 og 1600-tallet kostede ufattelige mængder død, ødelæggelse og lidelser – prøv at læs op på 30 års krigen, så ved I hvad jeg mener – og var drevet af religiøst had og fanatisme. Men det er et vigtigt emne, som fortæller meget om hvorfor Europa blev som det blev – og som stadig rummer en lektie, vi kan lære noget af i dag.

Så for en gangs skyld er de 500 år siden reformationens begyndelse et jubilæum, der er værd at huske og tænke over.

  1. Ja, for I ved vel, at det til oktober er 500 år siden at Luther slog sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg? []
 

The Expanse

Er gået  i gang med sjette bind i science fiction serien ‘The Expanse’. Samtidig (og måske lidt konceptuelt forvirrende) har jeg henover nytåret set de to første afsnit af tv-serien, der bygger på den første bog i serien; ‘Leviathan Wakes’.

The Expanse

Det er lidt besynderligt rent kognitivt at læse og se de to historier på samme tid. Der er en del tråde, som man lige skal holde adskilte. Der er naturligt nok mere kød på universet i bog 6, ligesom persongalleriet er noget mere modnet. Det er helt mærkeligt at opleve hvordan hovedpersonerne i tv-serien rent fortællermæssigt skal introduceres for hinanden og for seeren, når man i sjette bog efterhånden har været i selskab med dem i lang, lang tid.

Historien er i øvrigt også mærkbart mere dyster end i den første og væsentlig mere actionpacked og plotdrevne bog. Sådan er det vel når en menneskeskabt meteorsværm udsletter 2/3 af menneskelivet på Jorden, formoder jeg.

Omvendt betyder den asynkrone læseoplevelse også at man som læser opdager, at det overordnede plot nu efterhånden har stået i stampe flere bøger i træk. Jeg er kun nået 17% ind i min Kindle-udgave, og der er sørgeligt nok stadig ikke optræk til, at vi får at vide om hvem, der har bygget portene til ormehullet i udkanten af solsystemet – og ikke mindst hvorfor. Det er sådan set interessant nok med borgerkrigen i solsystemet og alle de politiske konflikter … men hvad med de større ting?

Det var mange ord blot for at sige, at hvis I mangler en rask science fiction serie at fylde tiden ud med, så virker ‘The Expanse’ ualmindelig velegnet til formålet. Giv den en chance. Jeg kan garantere, at det et interessant univers.

 

Wieghorst

Morten Wieghorst er ansat som ny cheftræner i AaB. Og hvordan skal man så som vanrøgtet eksilnordjyde reagere på det?

Allerførst: Guderne skal vide det er en lettelse at slippe af med Lars Søndergaard efter 12 miserable måneder. Bevares, han fik måske ikke de bedste forudsætninger for succes. Med klubbens økonomiske smalkost og de rituelle åreladninger i spillertruppen i transfervinduerne, har det ikke været nemt for ham. Men alligevel. Nok er nok. Den resultatmæssige deroute i 2016 og det stadig ringere spil var aldeles uacceptabelt. Mindes ikke at AaB har gjort mig så fodbolddeprimeret tidligere. Det spildte forår og det rædderlige efterår har gjort ondt. Særdeles ondt.

For jeg mener helt uironisk at AaB er – og skal være – en dansk storklub. Vi skal ikke ligge nede og rode rundt sammen med superligaens middelmådig bugflæsk. AaB bør selvfølgelig være i top 6 – og dermed også som det naturligste i verden deltage i mesterskabsslutspillet. Alt andet er ikke godt nok. Så at vi nu ligger og roder rundt udenfor er helt utåleligt.

Men er det lykken at erstatte Søndergaard med et Brøndby-svin Wieghorst, hvis succeser som cheftræner i bedste fald er diskutable? Er det ham, der kan få AaB tilbage på ret kurs? Kan han gøre dem relevante igen, vel at mærke med et skrabet budget?

Ja, det ved jeg snart sagt ikke. Der skal vist en plus/minus liste til.

Plus
  • Han var god til at bygge noget op i FC Nordsjælland. Måske Kasper Hjulmand lige løftede det en tak op og forløste potentialet. Men det var Wieghorst der lagde grundstenene til deres mesterskab
  • Han var en habil dansk U21 landsholdstræner. Noget tyder på at han arbejder godt sammen med unge spillere
  •  Man må formode at han med sit internationale netværk og navn kan lokke spillere til, der ellers ikke ville overveje AaB
  • Han virker til trods for sin gustne fortid på Vestegnen og i AGF grundlæggende sympatisk og reflekteret. Miraklernes tid er ikke forbi
Minus
  • Hvor er de dokumenterede resultater? Han hare jo aldrig selv vundet noget af betydning. Hans CV som cheftræner i især AGF er blakket. Han blev hentet som den store frelser til klubben, og leverede helt præcis ingenting
  • Han har været arbejdsløs et år. Hvor opdateret er han egentlig på Superligaen og særligt AaB?
  • Jeg kan ikke i skrivende stund sige hvordan hans spillestil er
  • Jeg er nervøs for at han henter en masse eksotiske (og ret ringe) lykkeriddere til klubben, præcis som han gjorde i AGF
  • Han lugter dårligt efter tid i både Brøndby og AGF

Jeg er med andre ord skeptisk. Lunken. Nej, halvkold, faktisk. Og det forstærkes af, at jeg ikke ved hvilke økonomiske rammer bestyrelsen har givet sportschef Allan Gaarde og Wieghorst til at forstærke truppen. AaB overpræsterede voldsomt i The Double sæsonen i 2014, men har de forløbne sæsoner ikke fået nogen af talenterne til at bryde igennem, sådan som det lykkedes  med især Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen. Det gør det problematisk at satse på egne talenter, især når man samtidig sælger flere nøglespillere i hvert vinduer, og de trods alt indkøbte erstatninger ikke slår til. Kvaliteten i truppen er simpelthen blevet fortyndet for meget. Angrebet ser decideret svagt ud. Reelt besidder AaB i skrivende stund ikke én angriber, der har scoret mål i superligaen på regelmæssig basis. Der er masser af talent – jeg er VILD med Pohl og Bassogog – men de mangler nogen af læne sig op ad. Enevolden er hele tiden skadet og mentalt fraværende, i hvert fald hvis man skal tro rygterne. Noget skal hentes ind.

Så både Gaarde og Wieghorst er til eksamen. Gaarde skal snart levere noget kvalitet på transfermarkedet, og Wieghorst skal levere resultaterne på banen.

Så jeg forholder mig skeptisk afventende. Wieghorst skal overbevise mig først. Omvendt kan man sige, at ingen af mine to afguder Erik Hamrén eller Allan Kuhn nødvendigvis havde de store, prangende CV’er inden de kom til AaB. Jeg var heller ikke glad, da Kent Nielsen kom til klubben, og hans regime endte jo trods alt med en double i den episke sommer i 2014.

Så min skepsis er blevet gjort til skamme før. Lad os håbe det sker igen.

 

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

 

Det digitale forbrug i 2016

Det var et helt ekstraordinært pauvert film år. Jeg så én og kun én film: Star Wars ‘The Force Awakens’ tilbage i januar måned. Nej, vent. Det er ikke helt sandt. Jeg fik også streamet ‘Interstellar’ og ‘Edge of Tomorrow’ undervejs. Alle tre var gode film, nok især den tankevækkende ‘Interstellar’. Det er ikke længere så tit at de laver mainstream science fiction film, men det gjorde de i dette tilfælde. Den er skøn.

Interstellar

Men det næsten ikke-eksisterende filmforbrug befæster blot tendensen fra de sidste tre-fire år, nemlig at jeg er blevet koblet fuldstændig af filmmediet. Ved heller ikke helt hvad jeg er gået glip af i 2016? Kom der nogle gode og helt uundværlige film? Jeg vil gerne se den nye ‘Star Wars: Rogue One’, ligesom ‘Arrival’ lyder lovende. Men hvad ellers?

Det var ikke meget bedre på tv-serie fronten. Vi fik set anden sæson af ‘Les Revenants’, det meste af ‘The Blacklist’ og gik begrædeligt nok i stå i ‘The Americans’. Årets mest positive oplevelse var imidlertid den spændende ‘The Path’ på HBO, hvor man følger livet i en kult.

Jeg har ikke for alvor set ‘Breaking Bad’, så er fuldt ud i stand til at nyde Aaron Paul som andet end Jesse Pinkman. Han er virkelig stærk i ‘The Path’, som kultmedlemmet der begynder at tvivle. Serien er et lidt atypisk hit her i husstanden, for den involverer hverken metafysik, alternative virkeligheder, tidsrejser eller science fiction. Den er et klassisk drama, hvor det ikke er kulten som sådan der er interessant, men snarere livet og de sociale dynamikker. Er meget spændt på anden sæson, som jeg vil prioritere højt at få set i 2017.

Et medie jeg til gengæld passede trofast var podcasts. Lyttede allermest til Den Korte Radioavis, som jeg opdagede efter alle andre tilbage i marts måned. Jeg er dybt imponeret over hvor begavet satire de kan levere hver evig eneste dag.

Ved ikke om analogien giver mening, men Den Korte Radioavis er satirens svar på The Smiths. Jeg har nu bogstaveligt talt hørt hundredevis af timer af programmet, og jeg kan måske udpege 1-2 brudstykker som jeg ikke fandt morsomme. Det svarer til The Smiths, hvis bagkatalog er fejlfrit – måske lige med undtagelse af den forbryderisk ringe ‘Golden Lights’.

Ellers nød jeg især ‘Kongerækken’, visse af Medianos udsendelser og ikke mindst mine obligatoriske podcasts om amerikansk sport: First Take og Bill Simmons. Selvom det er ved at være tre år siden vi var i USA sidst, bruger jeg diverse sportsudsendelser til at opretholde en ersatz-følelse af landet. Egentlig lidt sørgeligt når man tænker over det.

Hvad med jer? Hvilke popkukturelle og/eller digitale ting nød I i 2016?

 

Bogåret 2016

I min opsamling for bogåret 2014 og igen i 2015, skrev jeg, at boglæsningen havde været præget af to tendenser: Mindre tid (grundet forældreskab og nyt arbejde) og min Kindles indflydelse på læsevanerne (mere fleksibilitet, kan læse i mørke, skønlitteratur kun fortæret i ebog-form).

Begge tendenser er stadig gældende, særlig det med forældreskabet. Efter at Elin dukkede op i vores liv i juli måned er fritiden nu endelig fuldstændig forsvundet. Læsningen finder nu derfor reelt kun sted i toget til og fra arbejdet, eller under dynen sent om aftenen, når jeg burde sove for længst.

I modsætning til 2014, hvor jeg elskede Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’ og 2015, hvor jeg tilsvarende blev bjergtaget af Karen Joy Fowler: ‘We Are All Completely Besides Ourselves’, manglede jeg i 2016 den der ene skønlitterære bog, der for alvor erobrede mit hjerte. Jeg havde troet at det ville være Justin Cronins ‘The City of Mirors’, men … nej. Dertil var den for imperfekt. Men ret skal være ret: Jeg læste da en god række af bøger, som jeg fandt uhyre underholdende og endda til tider tankevækkende. Til gengæld var der ikke en non-fiction bog, som jeg virkelig blev begejstret for.

Jeg holder fast i mine let infantile vurderingkategorier. I 2014 og 2015 delte jeg således årets læste bøger op i de tre rammende kategorier, og dem genbruger jeg:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’,
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’.

Og så et opsamlingsheat i form af ‘Bøger jeg gik i stå i’. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.

Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Ben Winters – ‘Underground Airlines’
  • Robert Jackson Bennett – ‘American Elsewhere’
  • V.E. Schwab – ‘A Gathering of Shadows’
  • Justin Cronin – ‘The City of Glass’
  • Joshua Ferris – ‘To Rise Again at a Decent Hour’
  • Daniel O’Malley – ‘The Rook’
  • Daniel O’Malley – ‘Stiletto’
  • Blake Crouch – ‘Dark Matter’
  • Blake Crouch – ‘Pines’
  • Blake Crouch – ‘Wayward’
  • Blake Crouch – ‘The Last Town’
  • Christopher Farnsworth – ‘The President’s Vampire’
  • Christopher Farnsworth – ‘Red, White and Blood’
  • Christopher Farnsworth – ‘Blood Oath’
  • Adrian Tchaikovsky – ‘Children of Time’
  • Cal Newport – ‘Deep Work’ (n)
  • George McKeown – ‘Essentialism: The Disciplined Pursuit of Less” (n)

Nu hvor jeg ser listen i dens helhed, er det faktisk ikke så svagt et hold, som jeg gik og troede før jeg begyndte at skrive artiklen – især ikke science fiction bøgerne.

Årets nok bedste og mest tankevækkende bog var den dystopiske thriller ‘Underground Airlines’. Den foregår i et kontrafaktisk USA anno 2016, hvor slaveriet ikke blev afskaffet tilbage efter den amerikanske borgerkrig, og stadig praktiseres i fire stater. Den er bleg, dyster og ikke så lidt deprimerende, men plottet er spændende, karaktererne komplekse og velgennemtænkte – og det er vanskeligt ikke at lave parafraser til den verden, som vi lever i i dag. Er varmt anbefalet herfra.

Blake Crouch og Christopher Farnsworth fylder godt på listen, men det er mest fordi der var tale om bogserier, der begge var så god og underlødig underholdning, at jeg simpelthen var nødt til at kværne dem alle.

Der var ingen non-fiction bøger, som jeg virkelig blev forelskede i. De to på listen er selvhjælpsbøger. Begge er nogen jeg tænker meget over, men er næppe det, man kalder for finlitteratur.

Også interessant at jeg i år ikke har en eneste horrorbog på min listen over årets favoritter.

God, men nok mest hvis du er sær
  • Liu Cixin – ‘The Three-Body Problem’
  • Mitchell Hogan – ‘Blood of Innocents’
  • Mitchell Hogan – ‘A Shattered Empire’
  • David Mitchell – ‘The Bone Clocks’
  • Becky Chambers – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
  • Anthony Gottlieb – ‘The Dream of Enlightenment: The Rise of Modern Philosophy’ (n)
  • Francis Fukuyama – ‘Political Order and Political Decay’ (n)
  • Noel Malcolm – ‘Agents of Empire: Knights, Corsairs, Jesuits and Spies in the Sixteenth-Century Mediterranean World’ (n)
  • Stephen R. Platt – ‘Autumn in the Heavenly Kingdom: China, The West and the Epic Story of the Taiping Civil War’ (n)
  • Stephen Church – ‘King John: England, Magna Carta and the Making of a Tyrant’ (n)
  • John Bew – ‘Realpolitik’ (n)
  • ? – ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (n)

En blandet affære. En del non-fiction bøger, kombineret med mere eller mindre lødig genrelitteratur. Ikke alle af non-fiction bøgerne er læst fra ende til anden, men dog i en sådan grad, at hovedpointerne er forstået.

Skuffende. Meget skuffende
  • Robert Jackson Bennett – ‘City of Blades’
  • Paul Cornell – ‘Who Killed Sherlock Holmes’
  • David Graeber – ‘The Utopia of Rules’ (n)
  • Sebastian Strango – ‘Hun Sen’s Cambodia’ (n)
  • Blendi Fevziu – ‘Enver Hoxha – The Iron Fist of Albania’ (n)

‘City of Blades’ var årets store læseskuffelse for mig, og det var meget overraskende. Dels var jeg vild med den anden Jackson Bennett bog jeg læste i år, ‘American Elsewhere’, dels var dens forgænger ‘City of Stairs’ en af mine yngdlingsbøger i 2015. Det samme gælder Cornell, hvis ‘Who Killed Sherlock Holmes’ var den skuffende afslutning på en trilogi, hvor jeg elskede de to første.

David Graeber var også lidt af en mavepuster, særlig fordi hans essay ‘On the Phenomenon of Bullshit Jobs’ hører til blandt mine all-time favoritter. Graeber er en interessant og provokerende tænker, men hans bog var dog for rablende, og bar for meget præg af at være en samling af hastigt sammenflikkede essays.

Bøger, jeg gik i stå i
  • Daniel Abraham – ‘The Widow’s House’
  • Brian Staveley – ‘The Last Mortal Bond’
  • Bill Hayton – ‘The South China Sea: The Struggle for Power in Asia’ (n)
  • Eugene Rogan – ‘The Fall of Ottomans: The Great War in the Middle East’ (n)
  • Frank McLynn – ‘Genghis Khan: His Conquests, His Empire, His Legacy’ (n)

Der er en del fortrydelse og spild i disse titler. ‘The Widow’s House’ er bog fire i en fantasyserie, og jeg har dermed allerede investeret betydelige mængder tid og energi i boguniverset. Men ak, den fjerde bog var simpelthen så kedelig og åndssvag, at jeg ikke magtede at komme igennem dem. Samme kan man sige om Staveley bogen, der er bog tre i en trilogi. Heller ikke den kom jeg igennem. Staveley havde brugt alt sit plotmæssige krudt i bog 2, og der var kun dødskramper tilbage i tredje bog. Jeg skimmede de sidste 350 sider for at få plottet med, og forlod den med god samvittighed. Bogen var ganske enkelt ikke bedre værd. Hayton og Rogan havde fået gode anmeldelser, men jeg fandt dem kedelige og udmattende – deres interessante emner til trods.

 

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?