in Bloggen

Personligt

Stødte på et af de her herligt introspektive hvad-sker-der-for-den-personlige-blog indlæg på en de Apple-sider, jeg til tider læser for at fodre min slet skjulte besættelse af nye apps og Mac. Han skriver:

One of the things that has kept me from blogging more over the years has been the problem of worrying that, or at least wondering if, the specific thing that is on my mind right now is particularly useful or interesting for my readers.

I find it sort of charming when people write “whole person” blogs that may contain material spanning from their personal emotions, to the culture they appreciate, to the work that they do, and the politics they believe in. But I also find it kind of irritating when I don’t happen to value or share in common one or more of those many disparate interests. Slogging through myriad posts about renaissance faires or meat rendering techniques, just to get the rare morsel about, say, optimizing Objective-C code, is not my idea of enjoying the written word as a reader of blogs.

And so I am very sensitive to try to keep things pertinent to the blog at hand. This has led to my having had for a long time now at least two, and often far more active blogs at a time.

Jeg er ikke enig. Tværtimod sætter jeg pris på, at folk til tider skriver om noget, som jeg ikke selv fra begyndelsen synes er udpræget interessant. Netop den personlige blogs død (og genopstandelse på Twitter) er noget, der igennem flere år har gjort mig trist og miserabel indeni. Jeg savner år 2006, hvor den klassiske personlige blogform stadig var dominerende. Det er således stadig de personlige blogs, hvor folk skriver om musik, kæledyr, film, tv, bøger, deres slankekure, hverdag, meninger, passioner, tanker etc etc, som jeg sætter mest pris på at læse regelmæssigt. Nogle indlæg er jeg ligeglad med, bevares. Og ja, de professionelle eller mere emnespecialiserede blogs kan være interessante.

Men jeg kan godt lide det der med at lære en skribent at kende over længere tid, især hvis de skriver godt og på en heterodoks måde. Det er fint nok at man ved en masse om økonomi eller vietnamesisk mad eller science fiction eller børnetøj. Hvis det er lige netop de emner man brænder for, og den niche man gerne vil skrive i, så er det fuldt ud forståeligt. Det er den strategi, altså specialisering, der reelt genererer flest læsere. Men hvis jeg skal læse med i længden, så er jeg for nysgerrig og snagende til at kunne leve med ikke at vide mere om skribenten. Jeg vil gerne lære dem bedre at kende – også udover deres interesse og kompetencer indenfor deres felt.

I forhold til indlægget ovenfor, så er jeg usikker på nødvendigheden af at have flere blogs for at kunne udtrykke sig bedst muligt. Jeg har tidligere i min snart 10-årige (sic) ‘karriere’ som blogger haft et skiftende og meget skizofrent forhold til behovet for anonymitet. Skiftet adresse adskillige gange, skrevet under pseudonym og i eget navn. I dag er jeg tilbage i den anonyme tilværelse. Ejer stadig et domæne, som jeg kan tage i brug igen den dag, at jeg får brug for en platform til at udtrykke mig offentligt. Lige nu – spændt op i det livs-industrielle kompleks mellem arbejde, småbørn og underlødige tv-serier – har jeg dog ikke nok på hjertet til at opretholde en offentlig debatprofil. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til at opdatere min Twitter, for Guds skyld!

Læser I nogle personlige blogs, som man med fordel kan tilføje til listen over obligatoriske læsning?

Giv lyd fra dig

Comment