Reformationer

Hvornår lærte I sidst noget nyt og fascinerende, som I ikke havde den fjerneste anelse om eksisterede?

Jeg havde fornøjelsen i går aftes, hvor jeg læste i Carlos M. Eires fabelagtige ‘Reformations: The Early Modern World, 1450–1650’, der omhandler tiden før, under og efter reformationen1.

Det er en meget lang bog: 850 sider. Men den er velskrevet, og den er først og fremmest decideret interessant. Man fornemmer at reformationen (eller reformationerne, det er Eires hovedpointe at der er tale om flere, sideløbende og gensidigt forstærkende forandringer) virkelig er et emne, som forfatteren brænder for og ved urimeligt meget om.

Til tider bliver bogen tilmed voldsomt nørdet. Jeg tillod mig således at skimme afsnittene om de katolske retninger Barnabitterne, Ursulinerne, Visitandinerne, Piaristerne, Lazaristerne, Eudisterne og Sulpicianerne. Jeg kan, må jeg ærligt tilstå, heller ikke redegøre i detaljer for de præcise teologiske forskelle mellem de protestantiske sekter Mennonitterne, Davidisterne og Melchioristerne. Måske nogen af nærværende læsere vil tage den opgave på sig.

Min viden om reformationen har hidtil været afgrænset til Luther på overskriftsniveau, krydret med ganske sporadisk viden om Jean Calvin og calvinismen efter at have læst dele af Max Webers ‘Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus’ i sociologi på første år af studiet.

Jean Calvin som nummer to fra Venstre. Munter herre. Fra Reformationsmuren i Genève

Afsnittet om netop Calvin er imidlertid lidt af et højdepunkt i bogen. Han er en fascinerende skikkelse. Man kan have meget stærke meninger om manden, hans radikale teologi og det teokratiske regime han opbyggede i 1500-tallets Genève. Men at han har haft enorm indflydelse på historien og vestlig tankegang er uomtvisteligt.

Et andet højdepunkt er afsnittet om de såkaldte anababtister, en særdeles farverig afart indenfor den tyske protestantisme.

I årene 1534-1535 omdannede den apokalytiske og isolationistiske kult således byen Münster til ‘Det nye Jerusalem’. Det såkaldte Døberrige var grundlæggende baseret på en meget ordret læsning af Bibelen, polygami, kollektivt vanvid og ejendomsfællesskab. Det nye Jerusalmen fik dog en beklagelig ende, da en fælles hær af lutheraner og katolikker erobrede byen, og henrettede på ganske bestialsk vis anababtisternes leder Jan van Leiden, der ellers i bedste kultlederstil havde udnævnt sig selv til profet og havde 14 koner. Så hvis man troede at vore dages kulter og Islamisk Stat ikke har historiske forgængere i Europa, kan man med fordel tage en tur til Münster.

Det er vanskeligt at overvurdere den betydning, som reformationen (og den senere oplysningstid) havde for den den vestlige verden. Samfundsomvæltningerne i 1500 og 1600-tallet kostede ufattelige mængder død, ødelæggelse og lidelser – prøv at læs op på 30 års krigen, så ved I hvad jeg mener – og var drevet af religiøst had og fanatisme. Men det er et vigtigt emne, som fortæller meget om hvorfor Europa blev som det blev – og som stadig rummer en lektie, vi kan lære noget af i dag.

Så for en gangs skyld er de 500 år siden reformationens begyndelse et jubilæum, der er værd at huske og tænke over.

  1. Ja, for I ved vel, at det til oktober er 500 år siden at Luther slog sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg? []
 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *