in Bøger

Skru op for uhyggen

The Passage Trilogy

Fire år er lang tid at vente. Og det er nu næsten fire år siden, at jeg samlede Justin Cronins ‘The Passage’ op i Amsterdam lufthavn med henblik på at slå de sidste halvanden times flyvetur ihjel på vejen hjem fra Denver.

Det må man sige lykkedes. Muligvis var jeg ramt af jetlag og i delirium, men jeg var vild med bogen. I hvert fald dele af den.

For de første 250 siders ultrauhyggelige og spændende siders verden-går-under-af-dødelig-pandemi-der-forvandler-mennesker-til-vampyrer er således blandt de læseoplevelser, jeg husker med allerstørst fornøjelse. De overstråler uden problemer Cronins åbenlyse inspirationskilde i form af Stephen King ‘The Stand’.

Efter den hæsblæsende begyndelse følger der så siden en lidt langtrukket livet-i-en-isoleret-bastion-efter-verdens-undergang sekvens, hvorefter bogen speeder op hen mod slutningen. Det samlede indtryk var uhyre positivt og jeg gik straks i gang med den på det tidspunkt netop udgivne efterfølger ‘The Twelve’.

Grundlæggende er ‘The Passage’ og ‘The Twelve’ dog to murstensromaner, der skriger efter en ondsindet og hårdhændet redaktør til at tøjle forfatterens ekspansive tendenser. I så fald var de gået fra at være fremragende, men ufokuserede, til at være all-time mesterværker. Det er fair nok at Cronin er inspireret af det episke i en post-apokalyptisk klassiker som ‘The Stand’, men at kopiere den bogs opskruede sideantal er ikke et mål i sig selv.

Nu er tredje og sidste del i trilogien, ‘The City of Mirrors’, så udkommet.

Og jeg må med skam at melde sige, at de fire lange års arbejde ikke har gjort meget for at rette op på Cronins manglende fokus og volumensyge tendenser. Og måske endnu værre: Bogen har indtil videre været nærmest blottet for uhygge.

Her 46 pct. inde i min Kindle-udgave af det, der burde være post-apokalyptisk horrorroman, har der været beskæmmende få bestialske mord og lemlæstelser. Til gengæld har der været en 100 siders miniroman, hvor trilogiens superskurk, übervampyren Tim Fanning, fortæller en vordende discipel om sin barndom, opvækst, studietid og kærlighedsliv på Harvard og i New Yorks overklassemiljø.

Det er som at læse Donna Tartts alenlange beskrivelser af en ung mands liv i ‘The Goldfinch’. Hvilket bestemt kan være være relevant, hvis man har den slags lyster.

Men udover at afsnittet er kedeligt og malplaceret i en i forvejen lang horrorbog, så har det næsten ingen relation til den øvrige historie. Jo, vi møder da et par af karaktererne fra de tidligere bøger, ligesom vi opdager, at Fannings motivation for at udrydde menneskeheden er at han aldrig fik gaflet den Manic Pixie Dream Girl han var så uskyldsrent forelsket i.

Men ellers? Intet. Det er fyld, der burde være bulldozet ud af bogen. Hele infodump-om-skurk delen af bogen er underligt klodset og påtaget. Som at Cronin havde et meget presserende behov for at vise, at han skam kan skrive andet end genrelitteratur. Og for med vold og magt at menneskeliggøre og nuancere sin ellers ganske stereotype og kedelige skurk. Men det er forgæves. Muligvis er han blodtørstig, men hans ondskab er banal og udspringer af en patetisk forelskelse. Nej, der er indtil videre vitterligt ikke meget Randall Flagg over Tim Fanning.

Så lige nu, knap halvvejs inde i bogen, er der pil nedad.

Men der er måske grobund for optimisme. For nu er der for alvor varmet op for vampyr-holocaustet mod menneskeheden. Og hvis der er noget Cronin kan – hans mange øvrige mangler til trods – så er det at fortælle så blodet sprøjter, uhyggen bliver altfortærende og kropslemmerne bliver slynget rundt i lokalet.

Jeg tror og håber derfor, at trilogien bliver afsluttet på tilfredsstillende vis. Og det kræver en afslutning på niveau med det endelige opgør mellem godt og ondt a la ‘The Stand’. Lad blodbadet begynde!

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Ej, øv, det er jeg ked af at høre. Jeg fulgte din anbefaling og har været MEGET glad for de to første – og har ’solgt’ dem videre til min far, der også var begejstret. Har ventet i spænding på den sidste, men vidste ikke, at det var nu. Den skal læses uanset hvad, men jeg er ked af, hvis den ikke kan leve op til de to første. Og er i øvrigt enig med dig i seriens styrker og svagheder – selvom de for mig nu ikke slår The Stand. ;)

  2. Arh, jeg lyder mere gnaven i indlægget, end jeg strengt taget burde være. For der ER kommet gang i horrorsagerne her efter halvvejsmærket – og Cronin skriver generelt stadig fremragende. Jeg ender sikkert med at være vældig begejstret.

    PS. De havde bogen overalt i Stockholm, så den burde også være til at opstøve i Politikens Boghal eller Fantask.