in Hverdag

Stabilitet

Jeg er i almindelighed stor tilhænger af menneskets frit valg. Jo mere, jo bedre. Er mit udgangspunkt. Men jeg har samtidig en mental understrøm, der higer efter at få reduceret mine valgmuligheder. Ikke på en alt for indskrænkende måde, vel, men bare så jeg kan slippe for at gruble over alting. Så tingene kan blive lidt mindre komplekse. Så jeg kan fokusere på ét mål, fremfor altid at skulle jonglere med 37 forskellige muligheder og prioriteringer samtidig.

På det seneste har nærværende læsere måske bemærket de jævnt rablende indlæg af typen ‘hvor skal vi bo?’, ‘hvad skal vi lave?’ og ’så fortæl mig dog hvad meningen er FOR GUDS SKYLD’. De dukker op hver gang jeg oplever at mangle afklaring på de overordnede rammer for tilværelsen i de kommende 5-10 år. Når der er for mange veje at gå, og jeg ikke selv er fuldt ud herre over, hvilken en af dem det bliver.

Nu er der så kommet afklaring.

Vi ved, at Den Bedre Halvdel skal uddanne sig til speciallæge med base i Roskilde. Det vil tage minimum fem år, og i den tid giver det bedst mening at flytte derud. Så ikke mere spekulation om Lund, Hillerød, Sydsjælland eller andre eksotiske steder. Nu ved vi, hvor udgangspunktet for vores liv bliver. Hvor Arvingen skal vokse op. Hvor livet skal leves i den overskuelige fremtid.

Jeg var ikke knusforelsket i Roskilde, da vi besøgte byen tilbage i januar. Omvendt var det en søndag, og det er nok de færreste danske provinsbyer, der er rigtig bedårende på lukkedage i vinterhalvmørke. Nu skal den i hvert fald have en chance.

På det lidt mere abstrakte plan vil den nye stabilitet også være en ny måde at tænke vores liv og tid på.

Indtil 2012 – hvor Den Bedre Halvdel afsluttede studierne – tænkte vi i semestre. De studentikose fem-seks måneders perioder var naturligt nok den måde, som vi opdelte tilværelsen i. Så tænkte vi i 1 år af gangen efter det er den tid, som det tager at blive færdig med Klinisk Basisuddannelse og en introduktionsstilling.

Nu bliver det så mere flydende. Hoveduddannelser til speciallæge er af fem års varighed, men det er for lang en periode til, at jeg kan bruge det som en reelt tidsmålestok. Et år kan jeg overskue at planlægge frem, men ikke fem år. Hvis man siger ‘fem år’ til mig, kan man ligeså godt sige ‘for altid’.

Bevares, jeg siger ikke, at vi kommer til at bo i Roskilde for evigt. Men en så lang tidshorisont betyder, at jeg forhåbentlig kan frigøre mig fra den evindelige restløshed og idéen om, at livet begynder lige på den anden side. Som Douglas Coupland skrev det i ‘Life After God:

“When you’re young, you always feel that life hasn’t yet begun—that “life” is always scheduled to begin next week, next month, next year, after the holidays—whenever. But then suddenly you’re old and the scheduled life didn’t arrive. You find yourself asking, ‘Well then, exactly what was it I was having—that interlude—the scrambly madness—all that time I had before?”

Jeg læste første gang den sætning i gymnasiet, og den har gået mig på lige siden. For jeg er gået lige lukt i fælden med at tænke sådan. Er alt for god til at tro, at livet først begynder senere. Vi skal bare liiiige over på den anden side, så …

Nu kommer der så mindst fem år, hvor jeg ikke kan narre mig selv til at tro, at livet ikke er nu og her. Så min ambition er at være tilstede i nuet. Og jeg tror, at den reducerede kompleksitet, de færre valgmuligheder og de stabile rammer vil hjælpe mig til at fokusere på det vigtige i tilværelsen.

Jeg ser frem til de kommende år. Tror at det bliver godt.

Giv lyd fra dig

Comment